TIDSÅND // INTERVIEW – I 1990’erne og i nullerne troede vi på fremtiden. Det gør vi ikke længere, siger Christian Bennike, som har skrevet bogen Engang troede vi på fremtiden, der udkom på Gyldendal i starten af maj, og som POV anmeldte tidligere på måneden. Skiftet skete i 2016, siger han i et interview med Jakob Terp. Bennike påpeger dog, at den herskende pessimisme også kan bruges konstruktivt som en driver af fremskridt.
Engang troede vi på fremtiden handler både om forfatteren selv og de tider, han har levet i. 37-årige Christian Bennike er født i 1986 og husker derfor af gode grunde ikke ‘fattig-80’erne’.
Selv er han barn af den optimistiske tidsånd, der prægede 1990’erne og derefter nullerne. Dengang tog man fremtiden for givet og var overbevist om, at i morgen ville blive bedre end i dag. Men nu hvor kalenderbladet viser 2023, ser vi ifølge forfatteren anderledes dystert på morgendagen.
At være pessimistiske og frygtsomme om fremtiden kan blive en positiv force. Sortsynet kan anspore os til at gøre noget ved problemerne
Men det er ikke, fordi forholdene i verden samlet set pludselig er blevet meget værre, vurderer han. Faktisk er mange ting blevet bedre. Alligevel er der sket et skifte fra 1990’ernes optimistiske og ubekymrede livsstil til pessimismen, der bredte sig efter 2016 med Brexit og valget af Donald Trump. Siden er sortsynet kun blevet næret af især klimaforandringerne, coronapandemien, inflationen samt Ruslands invasion af Ukraine.
”Det er ikke, fordi jeg har et politisk projekt med bogen,” indleder Bennike, da POV spørger, hvorfor han har skrevet den nu. ”Jeg var egentlig i gang med at skrive en bog om økonomi, fordi jeg har brugt meget lang tid på at forstå makroøkonomi, som man kunne være mere ligeglad med i 90’erne.”
“Men så kom krigen i Ukraine, og en masse ting stod pludselig mere klart for mange af os: Vi kunne ikke bare give amerikanerne ansvaret for vores sikkerhed i Europa eller importere gas fra Rusland. Det skrev jeg en artikel om i Weekendavisen med titlen Ferien er forbi, og så ringede min redaktør på Gyldendal og sagde, at det tema skulle danne rammen om bogen.”
– I bogen anslår du, at 1994 udgør begyndelsen på den optimistiske epoke, og 2016 er afslutningen på denne og derved starten på en pessimistisk tidsånd. Det er jo en svær øvelse, for i alle årstal kan der være begivenheder, der nærer henholdsvis optimisme og pessimisme. Hvordan har du sorteret i alle de modsatrettede indikatorer og fundet frem til de to år?
”Man siger, at Berlinmurens fald skabte den liberalistiske ånd. Men det passer ikke, at tiden blev optimistisk med det samme. Tiden efter Murens fald var enormt usikker, og man vidste ikke, hvad der kom til at ske med Baltikum og Østeuropa.”
Folk kan stadig huske, hvor de var, da briterne meldte sig ud af EU, og Trump blev præsident – 2016-omvæltningerne var et udtryk for, at blikket på os selv, på tiden og på politikken skiftede
“Det var først omkring 1994, at de geopolitiske konflikter faldt til ro – borgerkrigen i Nordirland stoppede, Mandela blev præsident, og fattig-80’erne sluttede.”
“Samme år døde Kurt Cobain, som ellers var et symbol på pessimismen i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne, og der indtræffer et psykologisk skifte; en optimistisk tid begynder,” siger Bennike og fortsætter:
”I 2016 så vi omvendt, at der var nogle problemer, der havde bygget sig op, og som nu blev afspejlet politisk. I virkeligheden var det finanskrisens konsekvenser, der først for alvor manifesterede sig der, og det gjorde mange mennesker bange.”
“Folk kan stadig huske, hvor de var, da briterne meldte sig ud af EU, og Trump blev præsident – 2016-omvæltningerne var et udtryk for, at blikket på os selv, på tiden og på politikken skiftede.”
Pessimismen som et gode
– Din tese er jo så, at mange af de problemer, der førte til udviklingerne i 2016, ikke blev adresseret i tilstrækkeligt omfang i 1990’erne. Men når vi beskæftiger os med problemer, vi ikke tidligere opfattede så meget – for eksempel klima eller energiafhængighed af Rusland – kan det så ikke være udtryk for, at konsekvenserne er mere synlige nu, i stedet for at det er tidsånden, der spiller ind?
”Det har du ret i, men så alligevel ikke helt. Jeg tror, at vi ser begivenheder gennem et filter, vi har bygget op over mange år, og filteret dengang var så optimistisk, at man måske havde været mere tilbøjelig til at negligere klimaforandringerne, selvom de var synlige og alvorlige.”
”Det samme gælder Rusland. Da de invaderede Krim i 2014, reagerede vi ikke ved at stoppe vores import af russisk gas. Man kan selvfølgelig sige, at Krim var en mindre begivenhed end invasionen af hele Ukraine, men det var først efter invasionen, at vi gik over til at forsøge at frigøre os fra Rusland. En sådan udvikling bidrager pessimismen til.”
Regeringen taler kriser op, og i regeringsgrundlaget peger man på vidt forskellige kriser, som om de hænger sammen. Det, tror jeg, er helt forkert, og det skaber en stor fortælling om, at alt går i den forkerte retning, hvilket jo er løgn
Bennike mener med andre ord, at pessimismen og frygten har ført til politiske forandringer, og det er en anden af hans teser: At være pessimistiske og frygtsomme om fremtiden kan blive en positiv force. Sortsynet kan anspore os til at gøre noget ved problemerne i stedet for at blive magelige i en optimistisk tidsånd. Konkret peger han på tilgangen til klimaet og globaliseringen:
”At EU, Kina og USA har en hård, grøn industripolitik, er en forandring, der er kommet, fordi vi er blevet så bange for og opmærksomme på klimaet.”
”På samme måde diskuterer man i Danmark meget ofte fordelingen af globaliseringens gevinster, for eksempel ved at debattere udflytning af arbejdspladser. Vi taler om globaliseringen på en helt anden måde nu end i 1990’erne og 00’erne.”
Krisefortællingens faldgruber
Spørgsmålet, der melder sig, er, om krisefortællingen og pessimismen ikke lige så godt kan medføre nye problemer? Hvis det var politiske udfordringer og forhold, der endte med at føre til begivenheder som Brexit, kan Brexit i sig selv vel også ende med at udgøre et større problem end udfordringerne, der i første omgang førte til beslutningen og derved trænger de oprindelige problemer i baggrunden.
Det er da også ”helt utvivlsomt”, medgiver Bennike og uddyber:
”Kriser og pessimisme skaber ikke automatisk progressive forandringer. Det kræver, at der er fortællinger og reformer, som man kan gribe ud efter og anvende. Hvis vi igen bruger klimaet som eksempel, så var der en vision om den grønne entreprenørstat, der gjorde det nemmere at lave klimamæssige tiltag.”
”Men man kan ganske rigtigt forestille sig mange andre områder, hvor krisen producerer noget forfærdeligt. Trump har på mange måder været undergravende og et produkt af og katalysator for sammenbruddet i den amerikanske politiske offentlighed og det politiske system.”
Nationalstaten er vores primære politiske fællesskab, og den er blevet styrket af pandemien og fornemmelsen af krig og krise
”Men han har jo også skabt en bevidsthed om, at man er nødt til at lave en ny social kontrakt, så ens samfund ikke falder sammen.”
– Du sagde i et interview med DR2’s Deadline, at hvis du skulle vælge, ville du foretrække at leve i en tid præget af pessimisme og sortsyn i stedet for en optimistisk tid. Men samtidig har du kritiseret den danske regering for at tale kriserne op. Hvordan kan du på den ene side synes, at det har mange fordele at leve i en pessimistisk tid og samtidig være modstander af at bruge den pessimisme?
”Jeg personligt ville for min egen fornøjelses skyld også hellere leve i en hedonistisk, optimistisk tid. Det, jeg taler om, er samfundets generelle retning, så måske skulle jeg ikke have brugt den formulering.”
”Men regeringen taler kriser op, og i regeringsgrundlaget peger man på vidt forskellige kriser, som om de hænger sammen. Det, tror jeg, er helt forkert, og det skaber en stor fortælling om, at alt går i den forkerte retning, hvilket jo er løgn,” forklarer Bennike, der fortsætter:
”Men samtidig er der jo grunde til at være sortseende, for vi har skabt problemer, vi ikke kunne få øje på før. Her er sortsynet konstruktivt, det må bare ikke tage overhånd. Hvis sortsynet bliver en samlet krisefortælling, bliver det en parodi.”
”Jeg synes altså godt, at man på den ene side kan kritisere, at eksempelvis regeringen opridser en lang liste af ting, der giver indtryk af, at alt går dårligt og på den anden side sige, at det er frygten for, at konkrete ting går galt, som fremprovokerer ændringer i samfundet.”
Optimisme og pessimisme i populærkulturen
Christian Bennike læser ikke kun tidsånden gennem politiske forslag og begivenheder. Han sporer også, en ændring af tidsånden i kulturen, fx i musikken og i tv-serierne. For ham blev forandringen i tidsånden konkret, da den folkekære sanger Kim Larsen gik bort i 2018.
For Bennike bevirkede dødsfaldet umiddelbart, at han blev gladere for sin identitet som dansker. Og det nationale tilhørsforhold bliver vigtigere i en pessimistisk tid, påpeger han:
”Det er ikke bare det nationale tilhørsforhold, men også fællesskaber i bredere forstand. Men nationalstaten er vores primære politiske fællesskab, og den er blevet styrket af pandemien og fornemmelsen af krig og krise.”
”Der er en nationalistisk strømning, som var helt fraværende i 1990’erne, men som vi eksempelvis ser, nu når tidens popsange er på dansk. I den optimistiske tid kunne du være mere ligeglad med det nationale fællesskab end i dag.”
– Du går også tilbage i tiden og kigger på eksempelvis det, Stefan Zweig har skrevet i bogen ”Verden af i går”. Hans fortælling minder lidt om din, fordi I begge beskriver overgange mellem tider. Der er mange forskelle, men hvilke paralleller ser du selv mellem de overgange, der beskrives i de to værker?
”Dengang var begivenhederne helt usammenlignelige med i dag. Det giver slet ikke mening at sammenligne 1. verdenskrig, depressionen og 2. verdenskrig med, at briterne melder sig ud af EU i en demokratisk afstemning, eller at der er høj inflation.”
“Men man kan godt diskutere paralleller.”
”I tiden før 1. verdenskrig var der en enorm optimisme, som var forbundet med liberalismen, og som var tilvejebragt af nye omgangsformer og nye måder at rejse og leve på. Fornemmelsen var, at frihed, åbenhed, hedonistisk nydelse og nedbrydelsen af det gamle var på vej til at sætte verden på en mere progressiv kurs.”
“Og det var den samme fornemmelse i 1990’erne: Nedbrød man både grænser og begrænsninger, fik man en bedre verden. På den måde minder verdenerne, som Zweig og jeg beskriver, om hinanden.”
Efterfølgeren af Sex and the City er meget mere optaget af sociologiske og politiske problemstillinger – det er en helt anden serie. Den gamle udgave ville forekomme privilegieblind og overfladisk i dag
Bennike forsøger også at udlægge den politiske bevidsthed i 1990’erne og 00’erne – eller mangel på samme – gennem tv-serier som eksempelvis Friends og Sex and the City, hvor politik er helt fraværende. Det er vanskeligt at forestille sig, at tv-serier kunne blive lavet på samme måde i dag, den politiske bevidsthed er langt større nu, påpeger han:
”Sex and the City er et godt eksempel, for den bliver jo faktisk videreført nu. I den oprindelige udgave handlede det udelukkende om karakterernes livsførelse og var dermed et udtryk for den selvoptagede kultur, der blev produceret dengang.”
“Efterfølgeren, And Just Like That…, er omvendt meget mere optaget af sociologiske og politiske problemstillinger – det er en helt anden serie. Den gamle udgave ville forekomme privilegieblind og overfladisk i dag,” siger han og fortsætter:
”Selvfølgelig kan du finde tv-serier, der ikke er politiske i dag, og sådan er det altid, når man vil beskrive en tidsånd – der vil altid være delelementer, som adskiller sig fra den generelle tendens. Men jeg tror ikke, at man ville lave tv-serien Friends på samme måde i dag.”
– Som afsluttende spørgsmål: I 70’erne og 80’erne havde man også problemer og spændinger, og alligevel var 90’erne ret optimistiske. Kan pessimismen ikke også i dag ende med at blive afløst af en ny optimisme. Og at vi vender tilbage til et positivt fremtidssyn?
”Selvfølgelig. Jeg tænker eksempelvis til tider over, hvad der egentlig ville ske, hvis vi faktisk løste klimaudfordringen. Har vi så egentlig vundet over naturen?”
“Og hvad ville det betyde for vores bevidsthed? Men jeg ved det ikke, og jeg vil helst ikke finde spåkuglen frem, for der er så mange ubesvarede spørgsmål. I øjeblikket ligger der dog nok ikke så meget i kortene, der gør, at jeg tror på, at vi vender tilbage til et optimistisk livssyn lige med det samme.”
Læs flere artikler af Jakob Terp Hansen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
