BØGER // ANMELDELSE – Besindig rebel søger at forstå Ludvig Holberg i egen selvopfattelse, og resultatet er sprænglærd academia. Det er især vittigt at komme den personlige Holberg nærmere med alle hans skrupler om egen personlighed og hans tilnærmelsesvise fetichering af at se på sig selv som mobbeoffer, kostforagter og sortseer, skriver Freja Cæcilie Petri Bondgaard.
Alle mennesker er ude af trit med verden og modarbejder sig selv. Sådan havde i hvert fald Ludvig Holberg (1684-1754) det, som selvom han levede, tænkte og skrev i oplysningstiden og var rundet af periodens tankegods, ingenlunde manglede blik for de affekter, der suser rundt i mennesket, og til tider gør det uendeligt komisk.
I et monstrum af en bog undersøger klassisk filolog og professor emeritus på Aarhus Universitet Ole Thomsen hvorvidt det gængse syn på Holberg er korrekt. I bogen gives et korrektiv til den hyppigt begåede reduktion af den åndsbegavede altmuligtmand (forfatter, dramatiker, idehistoriker, litteraturkritiker, religionspsykolog og historieskriver) til blot at være en stor moralist. Det billede, der danner sig af Holberg, er flerfacetteret og bestemt ikke kedeligt.
Selvom han brugte fornuftens lys som sin ledetråd, var hans personlighed vind og skæv, og Holberg er igennem tiderne blevet set på som en sexforskrækket, kostforagtende rationalist, der gjorde følelser til grin. Men i Thomsens udlægning forstår han om nogen drifterne, og deraf afstedkom også behovet for at kontrollere dem.
Humoren fylder en del i værket
Thomsen sidestiller Holberg med nogle verdens største komedieforfattere, herunder Shakespeare og Moliére. Hans plads i dansk kulturhistorie er ubestridelig, og hans komedier – ikke kun de mest kendte såsom Erasmus Montamus, Jeppe på Bjerget og Den Politiske Kandestøber – elskes og opføres stadig.
Hans skuespil bedriver gerne satire over eksempelvis den frie vilje (som er komisk at kalde fri, da den vil så mange mærkelige ting) og komiske typer såsom humørsyge hvirvelvinde, projektmagere og selvovervurderende, opstyltede pralere.
Ludvig Holberg balancerede mellem det besindige og det rebelske
Holberg yndede at leve efter den græsk-antikke aforisme ’kend dig selv’, og hans karakterer blev netop latterlige, fordi deres selvbilleder ofte var skudt helt ved siden af. Selvindsigt gør nemlig ikke-latterlig, hvorimod indbildt visdom giver godt komediestof.
Humoren fylder en del i værket, og det ganske interessant, når Thomsen eksempelvis graver ned i sammenhængene mellem Erasmus af Rotterdam (Dårskabens Rose) og Sir Thomas More (Utopia) og anfører, at disse bragte ironien tilbage til litteraturen.
Holberg balancerede det besindige og det rebelske. Hans opfattede Cicero, Seneca og Plutark som sine åndelige fædre; havde stor affinitet til Plinius den Yngre og holdt også meget af digterne Horats, Ovid og Juvenalis. Han så sig selv som sokratiker, men var for præget af skepticismen til at blive fuldblodsstoiker uagtet hans store interesse derfor. På den anden side var han ikke bleg for at kritisere samfundets institutioner, og her stod alt fra præsteskab til universiteter for skud.
Det er især vittigt at komme den personlige Holberg nærmere med alle hans skrupler om egen personlighed og hans tilnærmelsesvise fetichering af at se på sig selv som mobbeoffer, kostforagter og sortseer.
Besindig rebel er en sprænglærd og meget fin fremvækst på academia-stammen. Den er lang og reference- og citattung, men hvis man vil kende Holberg, hans sind samt inspirationer, så giver dette værk svar på det meste.
Klik dig videre på andre boganmeldelser lige her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her