FRIHED // ESSAY – “Mens vi vandrer fra Portugal i vest til Istanbul i øst, falder verden, som vi kender den, sammen. Vesten findes reelt ikke længere”, skriver Susanne Sayers fra historiske Dubrovnik i Kroatien, hvor folk kender til krig. USA har været Europas beskytter og allierede, men langt fra på alle punkter Europas forbillede. Alligevel var der indtil genvalget af Trump altid en fornemmelse af, at USA gerne ville gøre det rigtige. Nu er USA blevet en fjende af Europa og demokratiet.
Dubrovnik er smukkest fra oven. Gaderne er charmerende, bygningerne imponerende, men det er tydeligt, at Dubrovniks gamle del i dag er en turistby, hvor ganske få lever inden for de massive bymure. En kølig og solrig februardag er man ikke plaget af turisthorder, men der er samtidig meget lidt tegn på lokalt liv: En line med blafrende vasketøj her, en flok herrer på badetur i speedos der, en enkelt fisker.
Men når man kommer op at gå på de massive mure og det mægtige fæstningsværk, der tårner sig op over Adriaterhavet, forstår man berømmelsen. Byen er billedskøn med sine snævre, stejle gader, røde tegltage, kirketårne og kupler og vide udsigter.
Dubrovnik var engang hjertet i renæssance-bystaten Ragusa. En lille, men stærk republik, der forstod at manøvrere i det konstante magtspil mellem tidens stormagter: Osmannerne, venetianerne og habsburgerne.
Non bene pro toto libertas venditur auro, frihed kan ikke gunstigt sælges for alt guld i verden, står der som inskription på en af Dubrovniks fæstninger. Det må have været nødvendigt at minde sig selv og hinanden om fra tid til anden. Når man er meget lille, må man være meget klog, meget fleksibel og meget stærk på, hvilke principper der ikke er til salg, når man er nødt til at gå på kompromis.
Det lykkedes i flere hundrede år. Republikken Ragusa forstod det, vi i dag kalder “soft power”: At blive stærk ved hjælp af andet end militær magt. Ragusa handlede bogstavelig talt i øst og i vest. Skibene fra republikkens berømmede skibstømrere sejlede så langt som London i nordvest og Goa i sydøst og alt derimellem i næsten 500 år frem til 1808, hvor Napoleon gav den falmende republik dødsstødet.
Storhedstiden var renæssancen, hvor Ragusa dygtigt kopierede og udviklede videre på bystaten Venedigs strategier. Hvor handlen blomstrede, oprettede Ragusa diplomatiske forbindelser og konsulater. Som Venedig havde Ragusa et stort netværk af spioner – ofte handelsfolk, men det kunne også være gejstlige eller hustruer og elskerinder til indflydelsesrige mænd. Venedig og Ragusa kendte magten i at kende til hemmeligheder og at være velforberedt i forhold til konkurrenters og fjenders planer.
På byens museer i dag er det tydeligt, at Ragusa ikke blot solgte og købte varer, men også ideer, teknikker, viden, videnskabelige metoder. Republikken blev rig og et kraftcentrum på at være åben for indflydelse – og på at eksportere sin egen.
Magten blev aldrig koncentreret på én person. Nok er der et “Rektorens Palads” i Dubrovnik, som var hovedsædet for rektoren, formelt republikkens leder. Men rektoren sad kun en måned ad gangen og var mere en slags højt placeret udvalgsformand end enerådende regent. I stedet lå magten hos de to råd, det store og det lille, som blev udgjort af byens adelige mænd. En garanti for at forskellige stemmer blev hørt, og at byens indbyggere kunne stå sammen. Også det var i øvrigt efter venetiansk forbillede.
Også på andre områder var republikken for tiden ganske progressiv. Den forbød slaveri allerede i 1416, og den gik tidligt over til at benytte fængselsstraffe snarere end lemlæstelse og henrettelse for forbrydelser.
Tiderne var urolige, og fjenderne mange, men Ragusa forstod at beskytte sig og at manøvrere politisk dygtigt. Bystaten blev et centrum for videnskab og kunst, og indbyggerne trivedes.
En ny virkelighed
Mens vi vandrer fra Portugal i vest til Istanbul i øst, falder verden, som vi kender den, sammen. Vesten findes reelt ikke længere. Vesten og vestlige værdier var et begreb, som havde USA som omdrejningspunkt sammen med det liberale demokrati, som på enestående vis blev til efter den amerikanske uafhængighedskrig.
USA har aldrig været perfekt, og de vestlige værdier har ind imellem klinget hult. Guantanamo. Invasionen af Irak uden plan for troværdig genopbygning. Vietnam. Chile og mordet på Allende, den uværdige tilbagetrækning fra Afghanistan … USA har været Europas beskytter og allierede, men langt fra på alle punkter Europas forbillede. Alligevel var der indtil genvalget af Trump altid en fornemmelse af, at USA gerne ville gøre det rigtige. At råheden og brutaliteten, som også er en del af det amerikanske samfund, var en fejl, som kunne rettes, og som der var vilje til at udbedre. Og at USA var klar til at udbrede og beskytte demokratiske rettigheder, når de var truet af andre stormagter.
Den verden findes ikke længere. Jeg er rasende og fortvivlet over forræderiet fra USA’s side helt ind i mine knogler, og nej, det er ikke længere kun Trump. Han er valgt af et flertal. Godt nok det spinklest tænkelige (i modsætning til hvad han selv påstår), og få ledende amerikanere har nosser nok til at tale ham imod, mens de amerikanske domstole i modsætning til de brasilianske ikke formår at opretholde de juridiske garantier for ordentlighed og retfærdighed og drage magten til ansvar, når den overskrider sine beføjelser og sit folkelige mandat.
Jeg har ligget vågen om natten af sorg og en form for foragt. Tænk, at vi igen skal være bange for erobringskrige – og nu ikke kun fra Ruslands side. USA er blevet en fjende. En fjende af Europa. En fjende af demokratiet. Stemme efter stemme bliver kvalt, rettigheder bliver kvalt, tidligere allierede som Danmark bliver truet med militær magt. Havde nogen sagt det til mig for bare tre måneder siden, ville jeg have rystet på hovedet.
Hvad krig gør ved mennesker, kan man spørge om i Kroatien. Her er det ikke fjern fortid, men et levende minde. Dubrovnik blev bombarderet nådesløst, både børn og voksne mistede livet, tilliden til menneskeheden svandt ind. Og meget er tilgivet, men alt bliver husket. Krig sætter sig i generationer. Fremskridt bliver sværere.
Og truslen om krig og hybridkrig betyder, at penge og fælles kræfter, vi burde bruge på at kæmpe mod globale katastrofer som klimaforandringer, biodiversitetskrise og en potentielt dødbringende influenzapandemi – fugleinfluenzaen H5N1 har allerede lært at inficere pattedyr – i stedet går til oprustning eller bliver ædt af usikkerhed og uro.
Det stærke, bløde Europa
USA’s regering og en del politiske kommentatorer – både i Danmark og i udlandet – omtaler nu hånligt det svage Europa: Vi er hjælpeløse, fanget mellem Putins og Trumps rablende stormagtsdrømme, der vil sætte næsten 80 års fremskridt over styr. Og vi burde have set det komme og rustet op. Nu er vi irrelevante, en parentes i historien, sat uden for indflydelse.
Jeg er ikke sikker på, at den analyse er korrekt. Den er i hvert fald ikke fyldestgørende. I deres betagelse af hard power glemmer analytikere og debattører soft power. Historien viser, at landområder kan erobres med våben og soldater – hard power. Men det er soft power, der skaber levedygtige og langvarige imperier. Alliancer, handel, udveksling af kultur, respekt for forskellighed – det gjorde Romerriget stærkt, det gjorde senere osmannerne stærke. De erobrere, som har forlangt total assimilation og underkastelse, er som regel forsvundet ganske hurtigt, set i historisk sammenhæng. De bruger så mange kræfter på at bekæmpe indre fjender, at de bliver svage over for ydre. Eller de kollapser indefra. Som Portugals autoritære Estado Novo, der brød sammen efter Nellike-revolutionen i 1974.
EU er i det lys en triumf. På mange måder absolut ikke en ideel sammenslutning, men den har trukket store dele af Europa ud af fattigdom og ud af autoritære regimers skygge. Tilhængerne af hard power tror, at uenighed gør svag. De tager fejl. Uenighed, tvivl og eftertænksomhed kan forvandles til styrke, så længe der er enighed om de fælles, bærende værdier. I Ragusa var det friheden. Den var ikke til salg. Så kunne man gå på kompromis med så meget andet.
Jeg får i disse dage trøst i et Europa, som står for noget. Ja, vi er uenige om meget, og vi er forskellige. Men vi ved også, at handel og udveksling og forståelse for hinanden bringer os længere end krige. At stærke institutioner, der kan hjælpe med at sikre retfærdighed uanset social status og baggrund, er betingelser for fred og velfærd. Tiden siden anden verdenskrig har gjort Europa enestående velhavende og fredeligt.
Det var ingen naturlov. Vi oplever på vores vandringer igen og igen rester af krig. Nogle påmindelser går tilbage til fjerne æraer før vores tidsregning. Andre er sørgeligt nærværende i vores hukommelse, som den jugoslaviske borgerkrig, hvis spor vi træffer på vejen ned gennem Kroatien. Nogle minder og monumenter er fra krige, som vores forældre eller bedsteforældre levede og nogle gange kæmpede gennem. Men Europa valgte at tro på freden, på genopbygning, på at vi bliver stærkere af alliancer end af erobringskrige.
Og derfor er Europa ikke hverken svagt eller irrelevant.
Umistelige værdier
Den såkaldte fred, som Trump og Putin tilsyneladende vil forhandle hen over hovedet på Ukraine, er ikke fred. Det er underkastelse. Det har intet med fred at gøre. Trump og Putin – og deres klakører – forstår ikke, at man kan blive rig og stærk sammen i frivillige alliancer. Magt er ikke et nulsumsspil, det er kun hard power, der er det. Soft power brugt intelligent gør alle stærkere.
Soft power kan ikke stå alene. Dubrovnik var en af datidens sværest befæstede byer, og den beskyttede sine rigdomme mod fjender. Havde den ikke kunnet det, var den blevet erobret. Europa får også brug for et stærkt forsvar, som kan beskytte vores værdier, både de materielle og de immaterielle.
Jeg var engang modstander af EU. Jeg så det som en organisation, der ville ensrette og standardisere kulturel identitet og historie. Jeg er blevet klogere. Hvis EU formår at nøjes med at standardisere alt det, der besværliggør handel og fri bevægelse, kan EU være en garant for vores forskellighed. Og gøre et fællesskab og en styrke ud af den.
Vi skal ikke have stærke ledere som Trump og Putin. Vi skal have europæiske ledere med stærke værdier og evne til at skabe følgeskab i stedet for følgagtighed.
Frihed kan ikke gunstigt sælges for alt guld i verden. Det var Ragusas umistelige værdi. Lad retten til forskellighed, fællesskab og et respektfuldt demokrati i frihed være Europas.
Læs også Annegrethe Rasmussens analyse “Nato og den transatlantiske alliance står ved en skillevej”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og