Tidligere ambassadør ryster på hovedet over Danmarks håndtering af Nord Stream 2

Herluf Hansen 05.04.2019

KOMMENTAR // NORD STREAM 2 – Danmark tøver med at tillade, at den russiske gasrørledning Nord Stream 2 kan lægges ved siden af Nord Stream 1, hvad der miljømæssigt ville være en indlysende placering. Men der er mange interesser på spil. Hvem skal Danmark please i et storpolitisk spil? Nok Washington, men hvad siger Moskva og Berlin så? Er Danmarks tøven klogt for Danmark? Tidligere ambassadør Herluf Hansen har sin mening.

Det russiske overvejende statsejede Gazprom ønsker at lægge endnu en 1200 km lang gasrørledning fra Rusland til Tyskland.

USA er stærk modstander af projektet, dels fordi man mener, det vil kunne skade Ukraines rolle som transitland for russisk gas til EU og ikke mindst gøre Tyskland alt for afhængig af gas fra Rusland, dels fordi man foretrækker selv at levere gassen i flydende form pr. skib.

Tysklands kansler, Angela Merkel, bryder sig selvsagt ikke om, at USA og Trump blander sig i Tysklands energipolitik. Danmark har som eneste land på ruten fra Rusland til Tyskland endnu ikke givet sin godkendelse af gasledningen.

Danmark kan altså ikke få andre til at løse et problem, der er vores

Lars Løkke Rasmussens regering godkendte ellers i sin tid Nord Stream 1. Den hidtidige linjeføring går gennem dansk søterritorium ved Bornholm, og Danmark kan derfor nægte at give sin godkendelse.

Danske politikere både fra Venstre og Socialdemokratiet, ikke mindst Jeppe Kofod, har været stærke modstandere af Nord Stream 2 gasledningen. Man forsøgte fra dansk side at få EU til at afgøre sagen, og tydeligt nok med håb om, at EU ville sætte sig imod projektet, Polen er meget imod, men Tyskland formåede at få tilslutning til en kompromisløsning gående ud på, at der stilles visse krav til den slags projekter på energiområdet.

Danmark kan altså ikke få andre til at løse et problem, der er vores. Der er betydelige europæiske interesser i gasledningen, det er ikke kun Tyskland, der ønsker den gennemført.

Da Danmark er blevet ved at tøve med sin godkendelse – det må være hævet over enhver tvivl, at det hænger sammen med den amerikanske modstand mod hele projektet – indgav Gazprom en fornyet ansøgning, denne gang udenom dansk søterritorium.

For mig at se må der være tale om et påskud for fortsat at kunne trække sagen i langdrag

Heller ikke det, har Danmark svaret på. Der er tale om en rute nord og vest om Bornholm, hvor der er betydelig skibstrafik. Efter at afgrænsningen mellem dansk og polsk søterritorium nu er faldet på plads, er der opstået en mulighed for, at Nord Stream 2 i stedet kunne føres øst og syd om Bornholm i internationalt farvand.

Danmark har nu bedt selskabet om at undersøge denne mulighed, angiveligt med henvisning til hensynet til skibsfarten og miljøet. Ifølge internationale konventioner er dette relevante hensyn. Det betyder selvsagt yderligere forsinkelse og omkostninger.

For mig at se må der være tale om et påskud for fortsat at kunne trække sagen i langdrag. Projektet er allerede begyndt, og forsinkelse og yderligere undersøgelser koster både tid og penge.

Danmark fører symbolpolitik

Kan Danmark da forhindre et projekt, hvor så store både statslige og økonomiske interesser er til stede, endda de to betydeligste og nære østersølandes? Naturligvis ikke. Men vi kan nok en gang vise, hvor langt vi er parat til at gå for at følge USA.

Er det klog varetagelse af Danmarks interesser?

Hvis det virkelig var hensynet til miljøet og skibsfarten, der lå os på sinde, kunne Danmark jo bare sige ja til den naturlige og nærliggende løsning, at tillade at Nord Stream 2 placeres ved siden af Nord Stream 1.

Her er tale om symbolpolitik. Danmark gjorde, hvad det kunne. Vi kan score nogle point i Washington. Men til gengæld sætter Danmark mere til i Moskva og Berlin.

Er det klog varetagelse af Danmarks interesser? Jeg mener det bestemt ikke.

Topfoto: Commons.Wikimedia (Samuel Baiby)

Herluf Hansen

Jeg er pensioneret tjenestemand fra udenrigstjenesten. Har været i denne i hele min karriere bortset fra kortere afstikkere til Handelsministeriet og Københavns Universitet. Har overvejende arbejdet i Udenrigsministeriet, har haft udeposter i Oslo (Nordisk Ministerråd og Ambassaden), Dublin, Algier og Tunis. Desuden ledede jeg forhandlingerne i OECD om MAI-aftalen om investeringer(den blev aldrig færdigforhandlet) og Danmarks bilaterale investeringsbeskyttelsesaftaler. Jeg stod i et år i spidsen for Udenrigsministeriets EF-information forud for folkeafstemningen om Danmarks tilslutning og var i denne egenskab leder af en delegation, der i Nuuk informerede grønlænderne herunder det grønlandske landsstyre om EF.