COPENHELL 2024 // KONCERTANMELDELSE – Torsdagens koncert med Thy Art is Murder var virkelig velspillet og energisk, og Mr. Bungle udstrålede både kaos og eksperiment, da bandet meget underholdende jonglerede med genrer, tossede universer og glimt af selvironi.
På Refshaleøen er der igen i denne uge samlet ca. 35.000 mennesker til fælles rock- og metalnostalgi og forbrødring i et univers, man skal opleve for rigtigt at kunne forstå. Det 13. Copenhell startede i onsdags og slutter lørdag, og hvad der startede som en lille festival med 18 bands over to dage, er nu blevet til lidt af en mastodont med 75 bands over 4 dage.
For nogle metalelskere er festivalens bredde blevet et problem, men Copenhell er lykkedes med at fastholde sin popularitet, og det må alt andet lige skyldes, at line-uppet dækker bredere.
Festivalpladsen er gennemført med lettilgængelige boder og toiletter, og der er aldrig for alvor lang kø, undtagen når musikken står stille på de to hovedscener, Hades og Helviti. Udvalget af madboder er også stort nok til, at det efterhånden også er blevet lidt af en gourmetoplevelse. Væk er vi heldigvis fra årene med Tulip-boder.
Thy Art is Murders musik er kendetegnet ved en knusende tung energi og lige så knusende blastbeats
Igen i år kunne man for en betydelig merpris få adgang til festivalens V.I.P.-område, R.I.P. Og selvom festivalen sælger området som en afslappende oase, hvilket det også nogle steder er, så er mad- og drikkeudvalg og priser inde i området efterhånden helt udkonkurreret af udbuddet på festivalpladsen. Det er med andre ord svært at se, hvad det er, man får for de ekstra penge.
Selvom festivalen er vokset helt vildt siden 2010, så er det lykkedes at bevare den hyggelige stemning, man blev så grebet af de første år. Og igen i år får vi bekræftet, at metalhoveder er de mest venlige mennesker i hele verden. Her møder man aldrig et menneske, der ikke gerne vil snakke og hænge ud. Her møder man aldrig nogen, der ikke viser hensyn. Og stemningen smitter af på de mange frivillige i boderne – her er der aldrig langt til smil.
Thy Art is Murder
Torsdag eftermiddag klokken 13.30 fik festivalen lov til at møde australske Thy Art is Murder, der spiller en fuldstændig kompromisløs deathcore, der forener vokaltyper fra den klassiske dødsmetal og den blødere metalcore i en ret brutal genre. Thy Art is Murders musik er kendetegnet ved en knusende tung energi og lige så knusende blastbeats.
Torsdagens koncert var virkelig velspillet og energisk, og bandet nåede 14-15 sange i løbet af en time. Bandets bagkatalog er ikke vildt varieret, og musikken spiller på de samme kompositoriske virkemidler – groovy og ret medrivende omkvædsekvenser og hidsige blastbeat-sektioner. Sat sammen med virkelig dyb bas og nogle velplacerede breaks, og du har opskriften på klassisk deathcore.
Oplevelsen blev både skizofren og ekstremt underholdende, og Mike Pattons vokal er god
Publikum var sådan set godt med, selvom tidspunktet var ret tidligt på dagen, og Thy Art is Murder leverede en præcis, men også lidt rutinepræget koncert. Desværre er genren også så afhængig af sine relativt få virkemidler, at numrene mudrer sammen, så kun få fremstår som selvstændige. Fremhæves skal dog det fantastiske nummer “Holy War”, som bare er et stilstudie i konsekvent og brutal metal med et alvorligt og desværre altid aktuelt tekstunivers.
Mr. Bungle
Frontmanden fra legendariske Faith No More, Mike Patton, kom på besøg på Copenhell med sit eksperimenterende rock- og metalband, sideprojektet Mr. Bungle, og eftermiddagens publikum fik en alvorlig lektion i kontrolleret vanvid, der først og fremmest blev personificeret gennem frontmandens vanvittige karisma og energi.
Uden nogen former for slinger vekslede bandet mellem at spille firserballader som 10cc’s ”I’m Not in Love” og Spandau Ballets ”True” og bandets egne sange. Oplevelsen blev både skizofren og ekstremt underholdende, og Mike Pattons vokal er god, både når han crooner, og når han vræler. Sammen med guitaristen fra Anthrax, Scott Ian, og Slayers trommeslager, Dave Lombardo, fik lyden til tider også lidt smag af gammel thrash metal, men bandet for rundt mellem genrer og udstrålede på en gang kaos og eksperiment.
Publikum åd Mike Pattons vanvid og var med på en fest af den slags, man ikke oplever så tit. Bandet kan navigere rundt i tossede universer med et glimt af selvironi på en måde, der gør oplevelsen underholdende, men også en smule udmattende.
Læs mere om Copenhell-musikfestivalen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
