KLIMAKRISE // KOMMENTAR – Hvad er det, der gør at de midaldrende mænd afviser Greta Thunberg med frådende raseri? Hvad er det, der gør at andre omfavner hendes budskab? Jakob Brønnum skriver om det at have en mission, om at få fællesskabet i tale, om det profetiske i en tid, hvor det ikke længere findes. Og om Jeanne d’Arc.
Man møder stadig forbløffende ofte den holdning hos mennesker, virksomheder og institutioner, at miljøproblemer er noget andre tager sig af. Fatalismen kommer i alle afskygninger, afvisningens motiver er mange: Det vil både være hos dem, der heller ikke tager sig af en lille hudforandring et sted på kroppen, men skynder sig at tænke på noget andet, og hos dem, der mener, at sparer de en plasticpose, gør det hverken fra eller til i det store spil. Og så dem, der vitterlig mener, de har ret til at svine lige så meget, det passer dem.
Jeg har ikke den holdning. De senere år har vi i familien kraftigt reduceret vores plasticforbrug og forøget vores brug af økologiske varer, oprindeligt først og fremmest for at reducere det samlede allergitryk i familien, hvilket lader til at være lykkedes. Nu har vi så i praksis mere end halveret vores kødforbrug, øget vores indkøb af nærproducerede varer, øget vores togkørsel, stort set sløjfet vores besøg på fastfood-restauranter med megen emballage og brugt æg-og-oliebaseret maling i stedet for plastikmaling.
Dette vil man kunne afvise som det rene hykleri, eftersom det er virkningsløst i det store billede, men efter at Greta Thunberg har vist sig i medierne som en person, der lever og ånder for den samme sag, og efter at hun har vist sig at kunne skabe en uformel bevægelse, der har fået opmærksomhed, føler jeg mig ikke længere som hykler, men som deltager i en god sag.
Thunbergs tale er ikke politisk, den er moralsk. Moral handler om, hvad der er rigtigt og forkert
To unge piger på en ø ved Bali har, inspireret af Greta Thunberg, protesteret så længe, at der er indført et plasticposeforbud. Et sted i Indonesien har man, inspireret af lignende lokale protester, startet plastikindsamling og indledningen til en skraldeordning. Der fandtes nemlig ingen officiel affaldsindsamling. Der findes adskillige bevægelser verden over, inspireret af Thunberg – eller i flere tilfælde bekræftet af Thunbergs succes.
Alene det er nok til at sige, at Greta Thunbergs aktivisme har haft en effekt. Hvert eneste initiativ, der er skabt, fordi nogen rent faktisk hører hendes budskab til denne verdens voksne om at lytte til videnskaben, eller fordi politikere og lovgivere ser, hvor mange mennesker, der går ind for sagen og ligesom Dansk Folkeparti anslår, at det er et område, hvor de kan hente tabte stemmer, har en effekt på forbedringen af de miljøproblemer, vi står overfor.
Thunbergs mission
Den danske videnskabsjournalist Lone Frank blev forleden citeret for en kritisk karakteristik af Thunbergs FN-tale: ”Det kammer over. Hun sidder og flæber. Det bliver polariserende. Jeg synes ikke, det er noget at sidde og tude over, for det virker faktisk ikke på sigt.”
Kritikken begår en af de grundlæggende fejl i forståelsen af Thunbergs mission.
”Hun har været den rette figur på det rette tidspunkt, og det er glimrende. Der er en stor bevidsthed om, at vi skal gøre noget i alle politiske lag. Vi har lige set et valg herhjemme, der nærmest blev afgjort af det her. Nu skal hun faktisk tage hjem og gå i skole”, sagde Lone Frank.
Hvad kan det være i forståelsen af Thunberg, der giver den karakteristik? Er der sat en bevægelse i gang, der uafvendeligt vil skabe de nødvendige miljøinitiativer? Overhovedet ikke. Det er kun i sin vorden.
Der skal meget mere til. Det skal komme helt dertil, hvor det er blevet en livsstilsændring hos så stor en del af forbrugerne, og en ændret miljøforståelse hos en så stor del af de nye industrilande med de enorme nye, højforbrugende middelklasser i Afrika og Asien, at det kan måles på CO2-udslippet, før Greta Thunbergs mission kan tage en pause. Det bliver ikke i vores levetid. Dertil er der for mange nye forbrugere på markedet, som nu skal til at smage den relative velstand.
Thunbergs stemme
Men grundlæggende bygger Lone Franks arrogante kritik på en anden misforståelse, nemlig at Thunberg skulle være en slags politisk stemme, hvis mediefremtræden har en betydning for legitimiteten og modtagelsen af hendes budskab. Intet kunne være mere forkert.
Det afgørende argument mod Thunbergs mange kritikere, som jeg nævnte før, har hun selv leveret på et tidspunkt, vistnok i et amerikansk talkshow: ”Lyt ikke til mig, jeg beder jer bare om at lytte til videnskaben.”
At bruge udtrykket ”tage hjem og gå i skole”, som Lone Frank tilkendegav, at hun godt ved bruges af de midaldrende mænd, som Thunberg kalder ”the haters” på sin Instagram-konto, rummer en interessant, nærmest naturvidenskabeligt begrundet, evolutionistisk fejlslutning, nemlig at hun som barn ikke har lige ret til at tale. En slags børneracisme.
Der er noget forunderligt over Thunberg, noget uimodsigeligt, som enten gør, at man falder pladask for hende, som undertegnede, eller rasende afviser hende
Argumentet er nogenlunde sådan, skåret ud i pap: Der findes børn, de ved ingenting. Der findes unge, de ved næsten ingenting. Og så findes der voksne, de ved alt. Greta er ung, ergo: Gå hjem og vug!
Mon Lone Frank havde sagt det samme, hvis Thunberg var en dreng? Det er også en overvejelse værd. Flere debattører med humoren i behold, samt den kendte svenske middelalder-historiker Dick Harrison, har trukket Jeanne d’Arc op af hatten. Hun var netop som Thunberg 16 år, da hun, som det er blevet sagt, ”standsede 100-års krigen”. Desværre døde hun af det, hvad der gør det her spørgsmål så meget mere alvorligt.
Jeg håber, at Thunberg i det stille har en sikkerhedsorganisation bag sig, der minder bare marginalt om det, samfundet yder den barnagtigt regressive amatørpolitiker og advokat, Rasmus Paludan, når han rejser rundt for at håne muslimske indvandrere.
Thunbergs alder
Afvisningen af Thunberg med begrundelsen at hun er barn og derfor er for dum til at udtale sig – eller som visse mænd, der pakker det ind, men mener det samme, siger, ”at det er synd for hende, at hendes barndom bliver spoleret”, bør dog ses yderligere efter i sømmene. Den bygger på den misforståelse, at man ikke er klar til et voksenliv, når man er 16 år. Man må dog gerne få kørekort i flere lande i den alder.
At der skydes en umyndig, forlænget barndom, i form af en ungdomsperiode ind mellem barndom og voksendom, er imidlertid historisk set noget nyt, som er kommet de senere 10-15 generationer, noget som tidligere aldrig har eksisteret i befolkningen (og kun glimtvis i overklassen i de antikke storbyer som Rom og Athen, hvad man kan se af nogle af de gamle skuespil). Greta Thunberg er som en selvbevidst, tænkende og reflekterende teenager, nøjagtig lige så klar til at blive taget alvorligt som en voksen.
Men hun behøver ikke blive opfattet som en voksen, og hun beder ikke om det. Hun beder som sagt slet ikke om, at man lytter til hende. Hun beder blot om, at man lytter til videnskaben.
Thunberg som taler
Men hvad er det så, der gør, at man gør det alligevel? Lytter til hende. Den russisk-amerikanske columnist Masha Gessen har flere gange undret sig over det, senest forleden i en kommentar i ugemagasinet The New Yorker: ”Thunberg thinks and speaks logically … Every time Thunberg speaks, she makes this incontrovertible case for action and against hypocrisy. She points out that adults tell children to have hope and dream of a big future while they themselves act like there will be no tomorrow and that’s all right.”
Der er noget forunderligt over Thunberg, noget uimodsigeligt, som enten gør, at man falder pladask for hende, som undertegnede, eller rasende afviser hende, som mange mænd i undertegnedes alder. Jeg forstår ikke, hvor det kommer fra, men det er mere end ”den rette person på det rette tidspunkt” (Lone Frank) og ”en logisk tænker og taler” (Masha Gessen).
Jeg mener, man kan iagttage, at der for tiden åbner sig et mærkværdigt rum, hvor vi flere gange har oplevet noget, vi ikke troede fandtes længere, nemlig det profetiske. Man troede, at al sandsigen i verden var overtaget af eksperter, som Lone Frank antyder, hun mener er det rigtigste.
Også Greta Thunberg har dette profetiske, ligesom Gandhi. Noget, der går udover det politiske og ind i det rent menneskelige
Men der findes en form for sandsigen, som man før i tiden ville kalde ”det profetiske”, ikke i betydningen ”at forudsige fremtiden”, men i betydningen, at tale sådan at mange mennesker på en gang oplever man siger noget, der er helt rigtigt.
Når det sker for en, er det ikke noget, vedkommende vælger, det er netop bare noget, der sker: En der rejser sig og taler, fordi vedkommende ikke kan lade være. Vi er vant til, at denne egenskab kun har fandtes hos politikere som Hitler, Trump og Lech Walesa. Selv Tony Blair havde elementer af det i begyndelsen. Men det eksisterer også udenfor det politiske.
På identitetsområdet træder pludselig en mand som psykologen Svend Brinkman frem og får en masse mennesker til at opleve, at han formulerer noget rigtigt om tilværelsen. Ligeså med den canadiske fascistiske højrepopulist Jordan B. Peterson, der særligt tiltaler de såkaldte incels, altså unge mænd, der ikke forstår, at de ikke kan finde sig en kone, fordi de har siddet og drukket cola og spillet krigsspil i en kælder hele deres ungdom, i stedet for at øve sig på deres sociale færdigheder og pleje deres krop. Nu mener de, de har ret til en.
Også Greta Thunberg har dette profetiske, ligesom Gandhi. Noget, der går udover det politiske og ind i det rent menneskelige. Og hun er ikke nogen fagperson som Brinkmann og de andre. Alene det gør, at vi har svært ved at acceptere hende. Men hun tager bevidst brodden ud af den begrundelse for afvisning, ved at henvise til forskerne og ikke sig selv.
Gessen fortæller, hvordan en, ligeledes ung, New Yorker-aktivist Alexandria Villaseñor undrer sig over, at Thunberg har fået langt mere medieopmærksomhed end hun selv, trods at hun var været i gang længere. Medierne har svigtet, mener aktivisten.
Men det kan ikke være den rigtige begrundelse. Spørgsmålet er forkert stillet. Hvorfor får hun ikke lige så meget medieopmærksomhed som Thunberg? Jeg vil helst tro, at det skyldes, at Thunberg rammer noget, der gør, at vi forstår, at vi begår en etisk-moralsk fejl ved ikke at lytte til forskernes resultater og gøre noget ved det.
Som Gessen viser det i en sigende sammenligning med Trump: ”Thunberg and Trump hold opposing world views: she sees the universe as moral; he believes that it is rotten. She believes in the concepts of right and wrong, and he is a nihilist. Speaking at the U.N., Thunberg said, ‘If you really understood the situation and still kept on failing to act, then you would be evil, and that I refuse to believe’.”
Thunbergs tale er ikke politisk, den er moralsk. Moral handler om, hvad der er rigtigt og forkert. Er det sådan, at det profetiske – den elektrificerende effekt af et menneskes tale – kommer i stand hos den, der både formår at tale om, hvad der er rigtigt og forkert, så den der er ramt af det, føler det gælder vedkommendes personlige liv og identitet, og samtidig også er en sandhed, der gælder alment for tilværelsen og for verden. Jeg tror det.
Thunberg i en højere sags tjeneste
En af de tungeste begrundelser for afvisningen af Greta Thunberg kommer hos mennesker, som afviser med forskellige afskygninger af de tre begrundelser, jeg nævnte i begyndelsen. Nemlig, at man vender problemstillingen ryggen, at man ikke mener, man kan gavne ved at deltage i den større bevægelse, og at man har ret til at bruge ressourcer, som man vil. For hvad kendetegner den grundholdning? At man som menneske ikke er vant til at handle i fællesskab, for et fællesskab og med fællesskabet.
Jeg vover den kontroversielle påstand, at ingen af de midaldrende mænd, der spyer galde ud over Thunberg, nogensinde har satset sig selv i en højere sags tjeneste uden at kalkulere med, hvad ”der er i det for mig”. Det er det, hun står for: At gøre noget, der koster noget for hende selv, men gavner hele verden. Det er en sjælden egenskab, men historien viser, at den findes.
Thunberg står for det på den mest genuine måde, eftersom den højere sags tjeneste samtidig er hendes egen, personlige sag. Ikke omvendt, sådan at hun gør sin egen sag til noget alment. Tværtimod: Det almene er hendes sag. Det er terapi. Det er angstreducerende, fordi hun ikke kan holde ud, at verden vil drukne i sit eget affald og brænde op i sin egen ildstorm over de menneskeskabte ørkener i en sådan grad, at hun har fået en diagnose for det. Det var angsten, der satte det hele i gang. Hun kunne slet ikke lade være.
Eller som Gessen formulerer det i den klumme, jeg citerede ovenfor: ”Her activism was prompted by a contradiction: the planet was dying but the grownups were not behaving as if there were an emergency. This was absurd, unthinkable, untenable – and it was reality.”
Alene ræsonnementet ‘at give noget af sig selv til fællesskabet’ vil få “the haters” til at se rødt en gang til, bogstavelig talt. Raseriet stiger op og det svimler for dem, og der står lysglimt for det indre blik, de virker røde, hvis man lukker øjnene. Sådan er det, og det er det største problem, verden står overfor. Det egocentriske magtmenneske, der ægte og dybfølt mener, der går noget af ham, hvis han skal afgive lidt af sin egen mægtighed i fællesskabets tjeneste.
Også han handler på sin angst. Derfor afviser han Greta Thunberg. Angsten for at miste sig selv, som vil være let at psykologisere tilbage til hændelser i hans barndom og ungdom, har for længst taget over og styrer hans valg af handlinger, hans identitet og hans verdensbillede. Sådan har det altid været, og sådan vil det være en rum tid endnu.
Foto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her