ESSAY – “Jeg har megen forståelse for den excentricitet, som prægede Dylan Thomas’ liv, og som var med til at gøre ham kendt i en bredere kreds. Det var ikke kun stædighed og ambition, som holdt ham oppe. Det var også livsglæde, humor og selvironi.” Digter og lektor emeritus Thomas Pedersen skriver i forbindelse med digterens fødselsdag 27. oktober om den romantiske livsform, der stadigvæk er tæt knyttet til poesien bredt forstået.
Ganske vist har det poetiske udtryk undergået store forandringer siden de tre store, britiske romantikere, Byron, Keats og Shelley lancerede den romantiske poesi, men som Bo Green Jensen også har påpeget, er romantikkens civilisationskritik stadigvæk en central del af samtidslyrikken. Jeg vil tilføje, at hvis man ser på livsformen, snarere end budskabet, bliver den romantiske arv endnu tydeligere. Selv erklærede nihilister og højreradikale konservative har ageret inde for romantikkens univers med outsideren og den ædle vilde som en central figur. Hamsun er et interessant eksempel. Den økologiske kamp har re-aktualiseret civilisationskritikken. Bemærk i den forbindelse den glidende overgang mellem lyrik og politik i en Greta Thunbergs taler.
I tilfældet Dylan Thomas er livsformen i de første år tæt ved at skygge for selve digtningen. Dylan bliver tidligt berømt for sine drukture, sin frækhed og sine skandaler på og udenfor scenen
Ofte har der været en betydelig spænding mellem liv og værk, som man oplevede det hos visse af de etablerede, britiske digtere, som sent i deres liv blev nationale ikoner (Poet Laureate) og i vore dage hos kanoniserede digtere med en institution i ryggen, det være sig akademiet eller her i landet Forfatterskolen.
Den kunstneriske livsform
En af de få, danske digtere, der fremstår som en ægte og konsekvent romantiker, er Poul la Cour. Hans ærinde var intet mindre end at omskabe samfundet i poesiens billede. Hos ham er det full circle: Han starter i randen af samfundet og lever i syv år som hjemløs – en oplevelse en iagttager har kaldt hans ”personlige verdenskrise” – bliver senere anerkendt digter og vender sig så igen mere eller mindre bevidst mod den uret, han kom fra med ønsket om at omskabe den. Det er der konsekvens i. En nutidig digter, som i sin konsekvens eller ønske om konsekvens kan minde om La Cour, er Carsten Jensen, hvis værker dog ikke uden videre hylder æstetikkens formkrav.
Det er velkendt, at digtere i Goethes tradition vælger sig forbilleder – valgslægtskaber som Goethe kaldte dem – og bevidst eller ubevidst indretter deres liv efter disse forbilleder, måske endda i direkte dialog med disse. I den moderne tradition, som altså stadigvæk er romantisk præget, er de litterære helte ofte rebelske og anarkistiske oprørere, som søger hjælp i alkohol og stoffer i forsøget på at bringe sig i den tilstand af høj inspiration, som skal til for at skabe det originale. Ikke sjældent bliver en digter i realiteten mere hyldet for sin livsform end for sin digtning – i hvert fald i sin levetid. Hans eller hendes digtning bliver nok så meget show som værk, som det her i landet var tilfældet med Dan Turèll og til dels også Michael Strunge.
Hele denne optagethed af den kunstneriske livsform lever i bedste velgående, som man ser det af en artikel af Kristian Ditlev Jensen i Jyllandsposten, bragt sidste år, hvori der berettes om det vilde liv på Forfatterskolen i de første år. Man kan måske ligefrem tale om, at der i miljøet omkring den danske Forfatterskole var opstået en art institutionaliseret anarkisme, hvilket antyder nogle af de problematiske modsætninger, som kendetegner stedet, og som altså i en nær fortid er mundet ud i endnu en fyring af rektoren. Skal dette ses som udtryk for en retræte fra den romantiske tradition? Eller snarere som et indslag i en nypuritansk bølge, bl.a. udtrykt ved #MeToo? Så enkelt er det næppe. Problemerne på Forfatterskolen har ikke kun handlet om tone og omgangsform men også om kvalitetens af produktet. Man har så formentlig valgt at skyde kvalitetsproblemerne ind under en anden og mere tilgængelig hat. I en vis forstand rettet bager for smed.
Mennesker er sammensatte væsner. To af Picassos hustruer begik selvmord. Bør det få kvinder til at undgå hans kunst? Naturligvis ikke
Lad mig i den forbindelse minde om en anden facet af den romantiske tradition, nemlig selvvalgt isolation som vejen til inspirationen. Hölderlin, Yeats og Rilke er tre, meget store digtere, som alle trak sig tilbage fra civilisationen for at bosætte sig i et tårn, hvor de skrev nogle af deres største værker. At Hölderlin blev kaldt skør, ændrer ikke ved den overordnede pointe, forstærker den nærmest.
Den generelle pointe, som jeg gerne vil slå fast, er, at det vigtigste i kunstens verden nu engang er værket. The proof of the pudding is in the eating, som briterne udtrykker det. Det kan godt være, at digtere nogle gange undervejs til storværket har opført sig ubehageligt, måske endda grænsende til det lovløse, som vi oplever det hos en Peter Handke, men hvis resultatet er fremragende, eller talentet og dermed udsigten til resultatet løfterigt, synes jeg man skal bære over med de moralske brist. Især hvor der er tale om utilsigtede virkninger af andre forhold såsom fattigdom, sygdom, naivitet, kulturblindhed eller druk.
Eller tag eksemplet Emil Nolde. Det er nu blevet kendt, at han var overbevist nazist i hvert fald i lange perioder af sit liv. Betyder det, at man skal tage hans værker ned fra væggen, evt. helt skrotte dem? Eller bør man – og det er min egen holdning – snarere argumentere, at velan liv og kunstnerisk værk hænger notorisk ikke altid godt sammen, og at selv politisk meget usympatiske personligheder viser sig ofte i stand til at skabe noget ikke bare positivt men originalt positivt på et andet felt. Mennesker er sammensatte væsner. To af Picassos hustruer begik selvmord. Bør det få kvinder til at undgå hans kunst? Naturligvis ikke.
En sær blanding af uskyld og stædighed
I tilfældet Dylan Thomas er livsformen i de første år tæt ved at skygge for selve digtningen. Dylan bliver tidligt berømt for sine drukture, sin frækhed og sine skandaler på og udenfor scenen. I hvor høj grad han iscenesatte sig selv, er lidt svært at bedømme. Min vurdering er, at hans anarkisme var overvejende spontan, med den tilføjelse, at Dylan Thomas også i høj grad var et viljesmenneske, som tidligt havde besluttet, at han ville være digter, at det skulle lykkes, næsten uanset omkostningerne.
Det ville nok være forkert at kalde ham et geni eller genialt naturtalent. Dertil arbejdede han for langsomt og håndværksmæssigt. For dem, der som jeg er overvejende selvlærte digtere, er Dylan Thomas af samme grund en læremester, bl.a. derved at han viser værdien af at arbejde koncentreret med de enkelte ord og linjer. Som han selv udtrykte det arbejdede han ”ud fra ordene”, ikke ”i retning af” ordene. Dylan Thomas brugte ofte et enkelt ark til hver linje, som han så filede på og senere bragte sammen med de øvrige linjer i det digt, han møjsommeligt byggede op.
Der var inspiration i hans liv tilført af hustruen Caitlin, et erotisk livsstykke, som gav modspil, og af det nære, poetiske miljø i Wales, som han kun nødigt forlod. Ligesom der hele hans liv igennem flød en strøm af inspiration fra en lykkelig barndom, som han med Caitlins ord ”genoplevede” og genspillede i sin digtning, som derved også fik en klang af det drømmende og let sentimentale. Den drømmende tone kan minde om den, man finder hos en Ole Sarvig, ligeledes en eminent digter.
Men der var også social støj i hans liv, ganske megen støj af forskellig art. Dyb og vedholdende fattigdom, som bragte Dylan Thomas ud i meget ydmygende situationer og nok sled mere på ham, end han selv var klar over. Han gav imidlertid ikke op, og i forordet til brevvekslingen mellem Dylan og hans livslange ven Vernon Watkins, som kommenterede på mange af hans digte og renskrev de fleste på maskine, skriver Watkins, at Dylan Thomas var en sær blanding af uskyld og stædighed. Uden stædigheden havde uskylden næppe ført ham hele vejen til tops i den litterære verden. Brevene vidner om kaos og fattigdom men også om taknemmelighed.
Kampen for overlevelse
Sammenholder man Dylan Thomas´ liv i 1930’erne og 40’erne med nutidens digterliv, bliver man slået af flere forskelle: F.eks. af den generøsitet og gensidige hjælpsomhed, som prægede digtermiljøet dengang, men som man ofte kan savne nu til dags. Udover Watkins, som fik sat skik på nogle af Dylans mere kaotiske produkter, var der mæcenen Mrs. Taylor, gift med en Cambridge-professor, som i flere omgange sørgede for, at ægteparret Thomas fik ordentlige arbejdsforhold. I dag er det svært at forestille sig, at digtere beder om lån af venner eller mæcener. Dengang var det almindeligt. Det var simpelthen en del af spillet og livsformen. Man kan da godt læse sig til, at Dylan Thomas af og til har følt skam, men han bed den i sig og kløede på tro mod sit kald og overbevist om sit talent. Og så huskede han som regel at takke.
Dylan og hans kone beskriver deres klassehad, som de sidder på deres værelse i London, endnu engang uden penge. Fulde af talent men uden mulighed for at bruge det
En anden forskel mellem dengang og nu, viser sig i synet på moralen og mere abstrakt udtrykt i forholdet mellem kunst og moral. Det er næppe for meget sagt at Dylan Thomas´ livsform i perioder var grov og grænsede op til det kriminelle, Han kunne finde på at stjæle tøj under besøg hos venner. Han kunne finde på at udeblive fra aftalte arrangementer og bruge penge, han havde fået udbetalt som forskud på litterære værker vel vidende, at han ikke havde tænkt sig at fuldføre dem. Der er givetvis også blevet sagt ét og andet under de utallige værtshusbesøg og berusede byture, hvor han kunne finde på at springe omkring på alle fire som en hund. Samlivet med Caitlin var et kapitel for sig. De sloges som hund og kat – og nød det som regel, har man indtryk af. Caitlin var den fysisk stærkeste af de to. I dag havde naboerne formentlig tilkaldt myndighederne.
En social læsning af Dylan Thomas’ liv er bestemt ikke irrelevant. Der er breve til vennen Watkins, hvor Dylan og hans kone beskriver deres klassehad, som de sidder på deres værelse i London, endnu engang uden penge. Fulde af talent men uden mulighed for at bruge det. Men med uhæmmet udsigt til den tids livsnydere, som modsat dem selv havde råd til at spise på restaurant. De flytter igen og igen. Sover i en periode i en lejet seng. Kommer senere til at bo i det berømte, vakkelvorne men idyllisk beliggende hus i Laugharne, som jeg selv har besøgt.
Idyllisk ja, men i perioder uden vand og hjemsøgt af rotter, som undertiden sidder og kigger op på dem, når de går på toilettet.
Der var som bekendt meget lidt kunststøtte at få på den tid, og man mærker, hvordan kampen for overlevelse resulterer i en gradvis forråelse af Dylan. Nok også i en nedslidning, som sammen med hans druk er med til drastisk at afkorte hans liv. Han bliver efterhånden besat af tanken om at komme til USA og tjene de store penge, som skal ændre alt med ét slag. Det bliver lidt af en tvangstanke, og Edith Sitwell, en af hans sene beundrere (hun var først skeptisk), advarer ham energisk mod at tage til USA, som hun vel med rette frygtede ville slide ham i bund.
Den fredløses indbildskhed
Hans amerikanske værter havde ganske rigtigt ikke megen forståelse for Dylans svagheder og behov for ro og pauser. De rullede et kæmpe program op foran ham ved ankomst, og så kørte showet ellers. Spændende men også nådesløst kommercielt og amerikansk. Amerikanerne elskede ham i det store hele – indtil han landede på et hospital i New York og døde efter en omdiskuteret behandling hos en læge med hang til hurtige og resolutte løsninger. Caitlin nåede frem i sidste øjeblik og det kom til hjerteskærende scener, som endte med, at Caitlin blev lagt i spændetrøje. En sørgelig men også gribende afslutning på et storslået samliv.
Dylan Thomas var mere excentrisk end han var rebelsk. Under det kaotiske og provokerende fornemmede man et lag af uskyld, som gjorde, at folk tilgav ham. Han fortæller selv i et brev, hvordan han engang var inviteret til et bryllup, hvor han skulle være ”Best Man” for en ven. Han kom godt nok afsted men opdagede først sent, at han havde glemt sedlen med navnet på den kirke, hvor brylluppet skulle finde sted. Han forsøgte at gætte sig frem til stedet men uden held.
Jeg har megen forståelse for den excentricitet, som prægede Dylan Thomas’ liv, og som var med til at gøre ham kendt i en bredere kreds. Det var ikke kun stædighed og ambition, som holdt ham oppe. Det var også livsglæde, humor og selvironi
Jeg kan ikke lade være med på dette sted at indskyde en lille selvoptaget kommentar, i det jeg selv har gjort mig skyldig i et lignende svigt: Jeg boede i 1988 i London og var på jagt efter et bedre værelse. Jeg boede på det tidspunkt i det nordøstlige London, var snart ret utålmodig efter at komme videre og fandt så en annonce med et værelse i det attraktive, vestlige London. Jeg ringede og fik en aftale om at se stedet, hvorefter jeg straks samme dag fartede vestpå med undergrundsbanen. Det lysnede. Alt gik da også vel, indtil jeg stod ude ved Agamemnon Street. Jeg huskede jo naturligvis gadenavnet. Gør det den dag i dag. Nå, men… Der var bare det ved det, at jeg havde glemt sedlen med den fulde adresse herunder husnummeret.
Nu var der to muligheder: den høflige og tålmodige, dvs. at tage tilbage og så tage den lange tur igen en anden dag. Eller også skal vi kalde det den Thomas-Pedersenske metode, som i dette tilfælde bestod i at gå ned ad gaden (som jeg snart fandt ud af var ganske lang) og ringe på for at høre, om det mon var her man havde et værelse til leje. Det var det ikke.
Jeg husker ikke hvor mange gange jeg ringede på, men det var vist ganske mange. Først bagefter gik det op for mig, jeg vidste det i og for sig godt, at dette ikke var passende adfærd i den bedre del af London, måske slet ikke i Storbritannien, hvor som bekendt ”my home is my castle”.
Under de sidste desperate besøg ved indgangsdørene har jeg nok i faretruende grad nærmet mig den John Cleeseske stil og metode, som vist ikke egner sig udenfor scenen og filmstudiet.
Nu skal man jo passe på med ikke at drage fejlslutninger: At man har lidt de samme særheder som en berømthed, er jo ikke ensbetydende med, at man deler hans eller hendes geni. Den romantiske livsform er ikke en tilstrækkelig betingelse for at blive en stor digter eller kunstner. Men måske nok en nødvendig betingelse.
Hvorom alting er: Jeg har megen forståelse for den excentricitet, som prægede Dylan Thomas’ liv, og som var med til at gøre ham kendt i en bredere kreds. Det var ikke kun stædighed og ambition, som holdt ham oppe. Det var også livsglæde, humor og selvironi.
Nok var han outsider og typisk uden penge, men så kunne han alligevel midt i kaos finde på selvironisk at skrive, at…”den fredløses (outlaws) indbildskhed er en vidunderlig ting. De tror de kan vende tilbage til samfundets lovlydige orden, når det passer dem”.
Han beskrev vel at mærke sig selv som en ”outlaw”.
Foto: Creative Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her