Falske nyheder – eller fake news, som det ofte hedder – er ikke forbeholdt Facebook og Trump. Det serveres i store portioner af helt eller delvist licensstøttede sendeflader, hvor PR-materiale, ofte fra interesseorganisationer, fylder godt og undersøges sjældent. Historien om Jørgen er bare ét eksempel, skriver Susanne Staun.
Pressenævnet har udtalt kritik af denne artikel.
Midt i den søde juletid, 15. december 2016, troner Jørgen frem i Go’ Morgen Danmark. Jørgen er stakkels. Han har nemlig fået tæsk af sin kone. Men Jørgen er også sej, for han bryder et tabu ved at stå frem. Det er nemlig røvpinligt at få tæsk af en, hvis muskelmasse er 40 procent mindre i overkroppen og 33 procent mindre i underkroppen. Pinligt, ja, og ikke mindst er det svært at tro på, at 13.000 mænd hvert år får tæsk af deres partner. Især, hvis man – som tilfældet er – tror, partneren hovedsagelig er en kvinde.
Jørgen, der ledsages af en rådgiver fra Mandecentret, fortæller, at han var gift med sin kone i syv år, og at hendes mishandling af ham begyndte, da de blev skilt og skulle finde ud af at dele deres datter.
“Vi var ikke enige, og så blev hun kraftigt udadreagerende, hvor hun fysisk slog mig, og så var der en nat, hvor hun overfaldt mig”, fortæller Jørgen – nøjagtig det samme som Jørgen fortalte i samme program små to år tidligere. “Ved siden af den fysiske vold var der også psykisk vold med trusler og anklager, som var en stor belastning”. Efter de mange mishandlinger var han dybt påvirket af situationen.
“Men så fik vennerne en god ide,” som TV2’s forskræp fortalte: De sendte ham et link til et mandekrisecenter.
Hvis det nu viser sig, at mænd og kvinder slår hinanden lige meget, kan man ikke få det bedre i afdelingen for ligeværdige tørre tæsk
“Mandekrisecentret kunne hjælpe og rådgive mig med rigtig mange ting. Både de mentale ting, som jeg kæmpede meget med, men også rådgivning om alt det praktiske i en skilsmisse. Det er to år siden nu, men jeg bruger dem stadigvæk, da der af og til dukker nye elementer i vores skilsmisse op”. I taknemmelighed over Mandecentrets gode råd har Jørgen her arbejdet som frivillig de seneste par år.
Jørgens optræden i Go’ Morgen Danmark sker til benefice for Mandecentrets fremtidige finansiering. Der skal nemlig etableres en national enhed mod vold i nære relationer, og kampen står om en samlet pengesum på 65,6 millioner kroner i perioden 2017-2020. Socialstyrelsen forventer at sende opgaven i udbud primo februar, så Mandecentrets timing er perfekt: Mulden er i flere år blevet gødet for og med grædende mænd, og offentligheden har lært at elske dem.
Medieindsatsen, der ledsages af et seminar, en kronik og endnu en medieoptræden, passer som fod i hose til Ligestillingsministeriets visioner om sammen med de øvrige nordiske lande at være fremmest i skoene i disciplinen kønsmainstreaming, det moderne ord for ligestilling, en indsats, som indimellem antager perverse manifestationer: Hvis det nu viser sig, at mænd og kvinder slår hinanden lige meget, kan man ikke få det bedre i afdelingen for ligeværdige tørre tæsk. Interessen for og finansieringen af vold mod kvinder viger for “gensidig vold”.
Desværre er historien fake
For det første er Jørgen en meget tvivlsom poster boy (reklame figur) for interesseorganisationen Mandecentret.
I den oprørte tråd efter udsendelsen dukkede der pludselig en uvelkommen kommentar op, der ødelagde den gode stemning ved at gribe forstyrrende ind i offentlighedens nye forståelse:
Kommentatoren med det afvigende perspektiv viste sig at være en nær ven af parret, både før og efter skilsmissen, og har fulgt forløbet tæt.
“Havde han så bare haft en god sag”, siger den nære ven. “Vold er da ikke i orden. Men det her er jo ikke vold”.
Ifølge parrets nære ven havde Jørgen den kedelige vane at stikke fingrene i ørerne som et “fireårs barn” og messe: Jeg kan ikke høre dig, jeg kan ikke høre dig. Det virkede, som det skulle, stærkt provokerende på hans ekskone, som en dag satte sig på ham og bed ham i skulderen. Dette var den voldsepisode, han anmeldte til politiet, og som blev afvist.
“De sagde bare til mig, at “jeg kunne bare flytte”. Da jeg senere ville følge op på min anmeldelse, viste det sig, at de slet ikke havde registreret den”, fortæller Jørgen i programmet.
Vold er vold, som man siger ude i byen, men hos politiet – og ifølge loven – er der stadig grader af vold, og de er udslaggivende for politiets ageren.
Desværre har politiet i dag så få ressourcer, at de slet ikke efterforsker vold, der er mindre grov end voldtægtsforbrydelse, og ikke engang her har de altid tid. Det viser den telefonoptagelse, som en mor til to voldsramte børn foretog, da hun ringede for at tjekke, hvad politiet havde gjort ved sagen.
Her fortæller advokat Viian Jørgensen om politiets praksisændring: Advokat Jørgensen har ikke én eneste gang siden 2007 været ude for, at politiet undersøgte anmeldelser om overgreb mod børn.
Den vold, Jørgen angivelig var udsat for, ville den så heller ikke have sikret ham et trygt sted at sove, hvor han ikke ville blive bidt?
Et bid i skulderen sikrer ikke en kvinde plads på et krisecenter
Ifølge Lisa Holmfjord, forkvinde for Dansk Kvindesamfund og executive director for Dansk Kvindesamfunds Krisecenter, havde Jørgen, hvis han havde været en kvinde, aldrig fået en plads på hendes krisecenter
“Et bid i skulderen – uden anden forudgående vold, psykisk eller fysisk – gør dig ikke automatisk berettiget til betegnelsen ‘voldsramt kvinde’ og dermed heller ikke til at optage en krisecenterplads”, siger Holmfjord.
I virkeligheden var det bare et spørgsmål om penge, oplyser den nære ven. Jørgen var konstant på kontanthjælp, og hvordan skulle det nu gå at forsørge sig selv efter skilsmissen og til overflod betale børnepenge?
Skilsmissen blev begæret på hans ekskones initiativ. Hun var træt af en mand, der sad og sumpede hele dagen foran computeren, og intet lavede i huset.
“Hans ekskone er sygeplejerske”, fortæller den nære ven. “Når hun kom hjem fra arbejde, var huset en svinesti, og der var aldrig lavet mad”.
Men hvorfor har TV2 ikke tjekket Jørgens historie som voldsramt mand? Fordi Mandecentret borgede for ham og sendte ham i arenaen som et validt eksempel på kvinders vold mod mænd. Men havde Mandecentret så ikke tjekket hans historie?
Øjensynligt ikke. Denne udskrift af en båndoptagelse af en telefonsamtale med en seniorrådgiver i Mandecentret viser, at klienternes historier ikke undersøges. I hvert fald har ingen checkpoints virket i denne sag, hverken TV2 eller Mandecentret.
68 procent af voldsudøverne mod mænd er mænd
I afdelingen for talmagi står det ikke bedre til: Hvert år udsættes 13.000 mænd og 33.000 kvinder for partnervold. Det kan man forvisse sig om alle steder – fra avisartikler til officielle udbydere af tal om vold, inklusive Mandecentret, LOKK, Dialog mod Vold mv. Som eneste undtagelse står Socialstyrelsen for valide tal.
De populære tal stammer fra K. Helweg-Larsens undersøgelse fra 2012, Vold i nære relationer. Men for det første er tallene grove estimater, for det andet giver undersøgelsen ingen mulighed for at studere kønsfordelingen: Hvem, der slår hvem, er vigtigt at vide, når man ønsker at påvise, at kvinders vold mod mænd er en undervurderet størrelse.
Vi skal 10 år tilbage for at finde pålidelige tal om vold, der samtidig gør det muligt at studere kønsfordelingen, nemlig til Vold mod mænd i Danmark, omfang og karakter og Mænds vold mod kvinder – omfang karakter og indsats mod vold.
Her fremgår, at 68 procent af partnervold mod mænd begås af mænd. Gerningsmanden er en mand i 93 procent af tilfældene, når man ser på alle partnervoldssager, uanset offerets køn.
Den af Ligestillingsministeriet og Mandecentret efterspurgte kønssymmetri inden for partnervold er en myte.
Taktikken er klog, for både sendeflader og offentlighed elsker disse historier, hvorimod hjemløse, drukkenbolte og psykisk syge har det, som en amerikansk analytiker kalder det: ”yuk-faktor”: Det er lidt ulækkert, og vi har ikke rigtig lyst til at få snavsede mænd ind i vores dagligstuer via Go’ Morgen Danmark.
Adspurgt indrømmede Mandecentret, at estimatet om de 13.000 voldsudsatte mænd er lidt løs i kanten, men brugte alligevel det selv samme tal i en nylig kronik i Jyllands-Posten. Mandecentret oplyser samtidig, at man får pålidelige tal fra denne norske faktabrosjyre, udarbejdet af Reform ressursesenter for men. Men billedmaterialets slagne mænd og sure kvinder til trods tjener brochuren ikke sagen med gode argumenter: 2 procent af mændene i en stor national undersøgelse havde oplevet “alvorlig” fysisk vold fra kvinder, står der allernederst brochuren.
Af Socialstyrelsens Årsstatistik 2014 – Mænd på mandecenter og mandekrisecenter fremgår, at mænd kun henvender sig til krisecentre på grund af vold i 4 procent af tilfældene, hvor brud, boligsituation mv. tegner sig for resten.
Ingen, der har nærlæst statistikkerne, kan se, at kvinders vold mod mænd er betydende. Samtidig er heller ingen, der har studeret statistikkerne for mænd på bunden, i tvivl om at tabermændene har brug for en endog kæmpestor hjælpende hånd.
Men hvorfor, når mænd er så socialt udsatte og har større brug for hjælp i krisesituationer end kvinder, skal finansiering så findes ved at køre en falsk historie om kønssymmetri på voldsfronten i stilling?
Fordi, fortæller Mandecentret i Radio24syv, at der er brug for at tale om vold mod mænd, som er tabu.
Men er det nu det? At dømme efter Jørgens historie og endnu et mandecenter-genereret offer, der i begyndelsen af januar i Radio24syv fortalte en lang historie om en kort lussing, er der bare meget lidt af fremvise i afdelingen for tæsk og mishandling.
Taktikken er imidlertid klog, for både sendeflader og offentlighed elsker disse historier, hvorimod hjemløse, drukkenbolte og psykisk syge har det, som en amerikansk analytiker kalder det: ”yuk-faktor[1]”:
Det er lidt ulækkert, og vi har ikke rigtig lyst til at få snavsede mænd ind i vores dagligstuer via Go’ Morgen Danmark.
“Folk er ikke tilstrækkelig opmærksomme på, at afsky kan influere beslutninger om, hvad der bliver købt og solgt,” udtalte økonom Alvin Roth til New York Times.
Finansiering af mandekrisecentre må derfor nødvendigvis sikres ved at udbrede en myte om voldelige kvinder, lidt tarveligt, når man tager kvindebevægelsens udstrakte forståelse for og ønske om at hjælpe udsatte mænd i betragtning.
Imens må vi efterlyse den mand, der kan vurderes voldsramt på lige fod med de kvinder, som kvindekrisecentrene lukker ind. Hvor er han? Er han måske samme sted, som de kilo, man efter sigende taber ved indtagelse af chokolade? Eller på den planet, hvor mødre voldtager?
Måske Mandecentrets kampagne også kan bane vejen til finansiering ved hjælp af servicelovens § 109, der påbyder kommunalbestyrelser at sikre husning til voldsramte kvinder og mødre – ikke mænd. Folketinget kigger snart på en eventuel ligestillingkorrektion – ligeledes på et fake talgrundlag.
I mellemtiden må man nøjes med at efterlyse den mand, der kan vurderes voldsramt på lige fod med de kvinder, som kvindekrisecentrene lukker ind. Hvor er han?
Er han måske samme sted, som de kilo, man efter sigende taber ved indtagelse af chokolade? Eller på den planet, hvor mødre voldtager?
Historien om Jørgen er ikke en enlig svale, men en del af en hel tradition, hvor interesseorganisationer styrer medierne med falske historier, falske tal og posterboys, der falder fra hinanden ved nærmere eftersyn, oftest i tiden omkring et lovforslag. Det er omdrejningspunktet for bogen “Mediernes møgkællingen – om magten til myter og misinformation”, der udkommer på Gyldendal til efteråret.
Jørgen, den nære vens identitet og ophavskvinderne til telefonoptagelser af politi og Mandecentret er denne artikels forfatter bekendt.
Topillustration: Pixabay.
Mandecentret har den 26. janunar 2017 sendt POV International denne udtalelse om Susanne Stauns tekst:
“Det er en surrealistisk oplevelse at læse forfatter Susanne Stauns indlæg her på POV– et indlæg som bærer præg af, at skribenten færdes mere hjemmevant i fiktionens univers end i den faktabårne virkelighed. Mandecentret vil her gennemgå de væsentligste pointer og rette et par af de mest grelle faktuelle fejl.
Først og fremmest må vi på det kraftigste tage afstand fra Susanne Stauns uvederhæftige personangreb på en navngiven voldsudsat. Det er fuldstændig uacceptabelt og uetisk i enhver henseende at latterliggøre og håne en voldsudsat, som Susanne Staun gør det her. Og Stauns såkaldte bevisførelse for, at Jørgen er en ”fake case” er rystende læsning.
Vi vil her gennemgå et par hovedpointer:
Den person, som Staun konsekvent omtaler som ”parrets nære ven/en nær ven af parret” er Jørgens ekskones bonusfar. Og dermed ikke en neutral fælles ven, som Staun fremstiller ham. Selvsamme bonusfar står ekskonen så nær, at han har været med som hendes bisidder i Statsforvaltningen. Derfor er han måske ikke det stærkeste sandhedsvidne, når det handler om at afgøre, hvorvidt volden har fundet sted eller ej.
Har volden fundet sted? Den mest valide kilde til at besvare det spørgsmål må være voldsudøveren selv: Jørgens ekskone. Og ja, Jørgens ekskone har erkendt volden. Både i Statsforvaltningen og over for TV2. Volden erkendes også i byretten og fremgår af udskrift af retsbogen. De oplysninger synes Staun ikke er vigtige for sine læsere?
I Jørgens lægejournal findes der i øvrigt billeddokumentation for volden.
Staun går endnu engang galt i byen, da hun tager Lisa Holmfjord, forkvinde for Dansk Kvindesamfund og executive director for Dansk Kvindesamfunds Krisecenter, til indtægt for, at Jørgen, hvis han havde været en kvinde, aldrig fået en plads på hendes krisecenter:
“Et bid i skulderen – uden anden forudgående vold, psykisk eller fysisk – gør dig ikke automatisk berettiget til betegnelsen ‘voldsramt kvinde’ og dermed heller ikke til at optage en krisecenterplads”, siger Holmfjord.
Her er det værd at notere sig, at Jørgen slet ikke har boet på Mandecentret, men udelukkende har været ambulant bruger af Mandecentret og at Mandecentret i øvrigt er et §110-tilbud og visiterer derefter. Dermed er vold ikke en forudsætning for at kunne benytte Mandecentrets botilbud.
I Stauns arsenal af løse påstande finder vi også påstanden om, at Mandecentret skulle have opfordret Jørgen til at anspore sin ekskone til vold: ”..at Jørgen efter Mandecentrets råd forsøgte at få hende til at være det. Det var nemlig den bedste måde, hvorpå han kunne få barnet: Hvis han kunne bevise, at hans ekskone var voldelig”. Mandecentret tager på det kraftigste afstand fra Stauns påstand, vi kunne ikke drømme om at anspore eller rådgive til den slags og finder det helt uhyrligt at blive beskyldt for det. Stauns påstand er klart injurierende.
Staun opstiller gang på gang falske præmisser, som tjener til at dokumentere en kønskamp, som Mandecentret ikke er en del af og ikke ønsker at være en del af. Staun påstår blandt andet, at ”Finansiering af mandekrisecentre må derfor nødvendigvis sikres ved at udbrede en myte om voldelige kvinder.”
Staun lader til at have overset, at Mandecentrets arbejde med voldsramte mænd tager afsæt i et 3-årigt projekt som et led i den nationale handlingsplan ”Indsats mod vold i familien og i nære relationer,” finansieret af det daværende ”Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold” med en projektperiode, som strækker sig fra den 1. januar 2016 til den 31. december 2018.
Mandecentret har arbejdet med kriseramte mænd i mere end 10 år, vi har seks centre på landsplan og tilbyder personlig rådgivning, juridisk bistand og netværksgrupper til kriseramte mænd. Herudover har vi botilbud på vores centre i København, Aalborg, Esbjerg, Odense og Aarhus. Det 3-årige voldsprojekt skal ses som en naturlig forlængelse af vores almene arbejde med kriseramte mænd og er ikke med til at sikre driften af mandecentrene, som Staun fejlagtigt antager.
En del af vores forpligtelse i forbindelse med det 3-årige voldsprojekt er at sikre oplysning og aftabuisering omkring emnet. Derfor har vi blandt andet afholdt et seminar for fagpersoner, bidraget med en kronik i Jyllands-Posten og har været behjælpelige over for de medier, som har kontaktet os.
Mandecentret samarbejder blandt andre med Dialog mod Vold og med kvindekrisesektoren ud fra et helhedsorienteret ønske om at nedbringe vold i nære relationer.
Denne fælles opgave er for vigtig til at blive reduceret til en personorienteret tilsvining, behæftet med faktuelle fejl, som vi ser det her. Mandecentret håber i stedet på en respektfuld, faktabaseret dialog til gavn for de mennesker, der udsættes for vold. Uanset om de voldsramte er mænd eller kvinder.
Mandecentret anvender de gængse tal, helt på linje med Dialog mod Vold, LOKK (Landsorganisationen af Kvindekrisecentre) og organisationen Danner, som blandt andet driver et krisecenter for voldsudsatte kvinder. Susanne Staun mener, at Socialstyrelsen som den eneste offentlige instans, bruger valide tal. Styrelsen anslår, at 10.000 mænd årligt udsættes for vold.
Problematikken er underbelyst og vi har derfor fortrinsvis anvendt de nyeste undersøgelser, primært K. Helweg-Larsens undersøgelse ”Vold i nære relationer” fra 2012. Og som Susanne Staun selv skriver: den undersøgelse giver ingen mulighed for at studere kønsfordelingen. Undersøgelsen gør os dermed ikke klogere på, hvor stor en andel af kvinder, der slår og hvor stor en andel af mænd, der er voldsudøvere.
Vi påstår ikke, at kvinden er den primære voldsudøver, når det handler om vold i nære relationer. Vi kan blot i vores daglige arbejde konstatere, at kvinder OGSÅ er voldsudøvere.”
Susanne Staun har sendt POV International denne replik den 28. januar 2017:
- Jørgen er IKKE navngiven. Hans efternavn er eksplicit udeladt i TV2, hvilket jeg har respekteret og anonymiseret hans LinkedIn. Til lejligheden er alle andre også anonymiseret.
- Jeg latterliggør ikke personen Jørgen, men hele det show, der stables på benene omkring ham.
- Det er FULDSTÆNDIG ligegyldigt, om “nære ven” er hendes bror, fætter, kæreste eller “bonusfar”. Sagen manglede den anden side. Det har den hermed fået. Det hører med til de presseetiske regler at fremlægge begge sider. Det er IKKE nok at ringe den anden part op for berigtigelse af postulaterne. Der var tydeligvis ikke tale om en “neutral” fælles ven – det ville have været helt utilstrækkeligt, når det nu var Jørgen, der havde taletid. (Hvis Nære Ven er blevet bonusfar for en kvinde, der er anklaget for vold, så er han en modig mand, der går med åbne øjne ind i et forhold til voldelig kvinde! )
- Jeg accepterer ikke jeres anvendelse af ordet ”vold” og ”voldsramt” i denne forbindelse.
- Jeg har ikke påstået, at Jørgen boede på jeres center, men alene spurgt til, om Jørgen, hvis han var en kvinde, ville have fået prædikatet ”voldsramt” og dermed en plads på DKS’ kvindecenter.
- Jeg har ingen mening om, hvorvidt Mandecentret har rådgivet Jørgen til at tirre sin ekskone, men citerer alene nære ven/fætter/kæreste – vælg selv.
- Jeg konstaterer, at I bruger promotiontid på at opskrive et næppe-eksisterende problem på bekostning af en framing af kvinder. Det er op til jer at kalde dette kønskamp.
- Et treårigt voldsprojekt, hvor der ikke er vold, men hvor en masse mænd har problemer, har I fået finansiering til fra den voldspulje. Ja, det er rigtigt – I fik 7,5 millioner i 2016 til at tage jer af voldsramte mænd, der statistisk beviseligt stort set ikke eksisterer. Dem kan I forhåbentlig bruge på alle de andre problemer, jeres mænd har. Men hvor fint, det ville have været, hvis I havde fået de penge uden inddragelse af ordet “partnervold“.
- Venligst påpeg de faktuelle fejl.
- Som jeg også tydelig anfører bruger de fleste udbydere af tal om vold K. Helweg-Larsens 2012-estimater. Socialstyren har ikke fået rettet de 10.000 ned til de 8.000 i forbindelse med reference-rettelserne, men hvis man læser videre fremgår det, at tallene refererer til K. Helweg-Larsen tidligere undersøgelser. (I skrivende stund ser jeg, at Socialstyrelsen har fjernet tallene – både det ene og det andet).
- I bliver nødt til at nuancere jeres fremstillinger, hvis I åbent indrømmer, at kvinder hyppigst er voldsofre. I bliver nødt til sagligt at fremstille de to typer vold, som forskningen har kendt til og opereret med siden 90’erne. Det er ligeledes nødvendigt at præcisere, at gruppen af situationsbestemt vold, der udviser kønssymmetri, og som sjældent ender på skadestuerne, krisecentrene eller hos politiet, er den vold, I er beskæftiget med. Og jeg er ked af at sige det, men så gensidig er volden heller ikke: 2/3 af kvinders situationsbestemte vold mod mænd sker i selvforsvar (Strauss, Kimmel).
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
