FV26 // ANALYSE – Det har sat sig dybt i Venstre, at man vekslede et elendigt valgresultat fra 2022 til et endnu dårligere i år. På trods af en højt profileret post som forsvarsminister til Troels Lund Poulsen, en længere periode med intern ro og stabilitet som følge af makkerskabet med den populære Stephanie Lose og politiske resultater, der overgår, hvad tidligere borgerlige flertal har kunnet præstere.
Mandag rykker regeringsforhandlingerne ind i en ny fase, hvor Venstre og senere De Konservative skal i gang med at forhandle.
Det er Lars Løkke Rasmussens (M) krav om at afsøge en ny bred regering, der – i hvert fald i denne omgang – tvinger Mette Frederiksen (S) væk fra sit første spor: en centrum-venstre-regering.
En bred konstellation, der er kaldt det store midtermonster, er en flertalsregering bestående af SVM-partierne plus De Konservative og De Radikale.
Måske en drømmeregering for Lars Løkke Rasmussen.
Men også noget, der kan udvikle sig til et mareridt for Venstre og Troels Lund Poulsen.
Der er i hvert fald en stribe vægtige grunde til, at Venstre er skeptiske og tilbageholdende med at flette sig ind i Løkkes planer og scenografi.
Hvad vil Venstre få ud af regeringsansvar?
Her er fem af dem:
For det første kan Venstre ikke leve af puf, håb og klapsalver fra interessegrupper og erhvervsorganisationer.
Da Venstre i 2022 endte med at gå i regering med Mette Frederiksen, afslørede lækkede lydoptagelser i B.T. fra et forretningsudvalgsmøde i Venstre, at daværende formand Jakob Ellemann-Jensen signalerede lydhørhed over for landmændenes vrede og bekymring for en CO2-afgift. Et dengang næsten hysterisk sprængfarligt emne for Venstre-toppen, som argumenterede for ikke at overlade klimapolitikken til Socialdemokratiet og venstrefløjen.
Denne gang vil der utvivlsomt også komme pres fra interessegrupper, der i drikkevandstemaet nødig ser ”sprøjteforbudsflertallet” underminere trepartsaftalens elementer og derfor håber på en Venstre-hånd i forløbet.
Løbende har Venstre-toppen talt om at tage ansvar i en udfordret tid – men vælgernes belønning udeblev
Men den interne ballade om drikkevandets andel i Venstres valgnederlag gør presset fra dele af baglandet mindre entydigt i forhold til det helt overordnede spørgsmål og linjen i den økonomiske politik:
Hvad får Venstre overhovedet ud af at påtage sig regeringsansvar?
Som Lars Løkke Rasmussen har Dansk Industris adm. direktør Lars Sandahl presset på for, at Venstre og De Konservative går i seriøse forhandlinger med Mette Frederiksen: ”Selv om det aldrig er gratis at tage ansvar, vil vælgerne i takt med at verden bliver mere urolig, belønne de partier, der har modet, erfaringen og viljen til at tage ansvar i en vanskelig og definerende tid,” lyder DI-chefens håbefulde budskab.
Skulle nogen være i tvivl, demonstrerede folketingsvalget i marts det modsatte.
Det har sat sig dybt i Venstre, at man vekslede et elendigt valgresultat fra 2022 til et endnu dårligere i år. På trods af følgende:
En selvvalgt og i disse år højt profileret post som forsvarsminister, der kunne have givet Troels Lund Poulsen en stærk platform i den offentlige debat. En længere periode med intern ro og stabilitet som følge af makkerskabet med den populære Stephanie Lose. Lettelser af personskatter, afgifter og erhvervsbeskatning for et tocifret milliardbeløb. Arbejdsudbudsreformer, svarende til omkring 30.000 personer ekstra. Alt i alt resultater, der overgår, hvad tidligere borgerlige flertal har kunnet præstere.
Løbende har Venstre-toppen talt om at tage ansvar i en udfordret tid – men vælgernes belønning udeblev.
Der er kun plads til én i solen
For det andet er det slet ikke sikkert, at Socialdemokratiet denne gang kan levere de politiske indrømmelser i især den økonomiske politik, som kunne legitimere, at Mette Frederiksen får endnu en tur i Statsministeriet med Venstres mandater og velvilje. Socialdemokratiet har nærmet sig SF og er slået ind på Mette Frederiksens egen rødere udgave fra de første år som S-formand.
Denne periode bliver nok den sidste med Frederiksen ved roret. Tør hun, i spidsen for et allerede skrumpet parti, vende ryggen til venstrefløjen og levere borgerlige pokaler, markante skattelettelser og omdiskuterede klassiske arbejdsudbudsreformer for at få Venstre og De Konservative med i et regeringssamarbejde? Med det resultat, at Mette Frederiksen risikerer at aflevere et parti i splid med sig selv og med endnu mindre tilslutning end nu?
Det er yderst tvivlsomt efter en valgkamp med socialdemokratiske feel-good-forslag om lavere pensionsalder for udvalgte grupper, statsstøttet deltid til småbørnsforældre, lilleskole og flere penge til pensionister.
Denne periode bliver nok den sidste med Frederiksen ved roret. Tør hun, i spidsen for et allerede skrumpet parti, vende ryggen til venstrefløjen?
For det tredje må Venstre erindre dynamikken og psykologien i flerpartiregeringer.
Lars Løkke Rasmussen vil, hvis monsterregeringen blev realiseret, til en start blive hyldet som manden, der mod alle odds fik sin vilje og fik forbedret udsigterne fra midterbjerget – som var det J.D. Vance og Rubio, der lige skulle håndteres.
Men der er som regel ikke plads til meget mere end én ”Fætter Højben”, der kan sole sig i magt, ære, performance og de resultater, man er fælles om.
På den åbne slagmark med Løkke og Frederiksen – og endnu flere ombord – risikerer Troels Lund Poulsen at fastfryse i den rolle, Bendt Bendtsen havde som konservativ leder i VK-regeringen med Anders Fogh Rasmussen: Den solide, men lidt kedelige Mr. 10 procent-lillebror. Og det kan blive endnu værre.
En ny stor bred regering med flere og politisk meget umage partier kan blive monsterudfordret og risikere noget nær handlingslammelse, når interne smertetærskler skal afstemmes.
Venstre er nødt til at tænke flere valg frem
For det fjerde er der næppe tvivl om, at Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose har været glade for ministerindflydelsen, og at en periode i opposition i det kulørte blå selskab, ikke virker voldsomt tillokkende. Men Venstre er strukturelt så udfordret af mængden af andre mindre eller mellemstore borgerlige partier, at partiet er nødt til at tænke flere valg frem.
Som gammelt bredt favnende folkeparti er Venstre truet på sin eksistens, og skal partiet have en chance for at genrejse sig og blive det store dyr på den blå savanne, kræver det løsrivelse og mere klar profil. At vokse i vælgertilslutning er fundamentet for at have et valg i fremtiden – mellem noget rent borgerligt eller et nyt midterprojekt en dag.
For det femte må man spørge sig selv, om Troels Lund Poulsen fortsat har seriøse statsministerambitioner efter den første, ikke-vellykkede test som kandidat.
Det er svært, for ikke at sige næsten umuligt at forestille sig, at Venstre-formanden efter endnu et regeringssamarbejde med Mette Frederiksen i Statsministeriet – og endnu flere partiledere end Lars Løkke at tage hensyn til – ville brænde igennem i en ny valgkamp med øget karisma og et stærkere politisk fundament for at udfordre Socialdemokratiet.
Eller sagt med andre ord:
Hvis Troels Lund Poulsen vil være statsminister i Danmark, går vejen ikke igennem et nyt S-ledet regeringsprojekt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og