Mette Frederiksen coronastrategi

Theresa Nguyen: Der findes andre og bedre strategier til bekæmpelse af corona

i Politik & Samfund/Danmark af
CORONAKRISE – Mange skæver til Italien og frygter, at Danmark vil komme i samme situation. Det er forståeligt, og der skal vi ikke ende, skriver journalist Theresa Nguyen i dette debatindlæg om den danske strategi i coronabekæmpelsen: Danmark har lagt en katastrofal kurs fra start og slingrer derudaf med vind og hast. Nedlukningen af landet virker i tiltagende grad mere som handlingslammelse frem for handling. At bede danskerne om at blive hjemme uden data, der følger udviklingen, er mere eller mindre absurd og økonomisk uansvarligt.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Buzzordet var samfundssind. Formålet en blandet slikpose af håbefulde ønsker, kraftige opfordringer og varslede forbud fra den danske regering. Alt sammen solgt til nationen ved hjælp af to højpædagogiske grafer og statsminister Mette Frederiksens beroligende ord:

”Det er vores klare overbevisning, at vi hellere skal handle i dag end fortryde i morgen.”

Som sagt, som vist, så gjort. Fra den ene dag til den anden, uden yderligere begrundelser, uden sundhedsfagligt belæg, uden en langsigtet strategi, lukkede Danmark ned. Over and out.

Jeg når knap nok at tænke ’Fuck, det her bliver en kaotisk omgang’, før flere medier rapporterer om hamstringskaos i supermarkeder landet over. Danskerne er stimlet sammen om gær, toiletpapir og alt dét, de i panik dømmer livsnødvendigt, blot minutter efter det utvetydige opråb fra statsministeren:

”Nu skal vi stå sammen ved at holde afstand”.

Danskerne har i mine øjne sjældent vist så stærkt et sammenhold. Det er fascinerende. Dragende. Alt imens reaktioner fra det kritiske borgerskab synes larmende fraværende

Men som timerne går, efterfulgt af dage, indser jeg, at det egentlige kaos udebliver. Som en længe ventet gæst, der hverken melder afbud, giver lyd eller livstegn, men bare bliver væk. Jeg scroller gennem mine feeds på sociale medier, søger i debatspalter, nærlæser kommentartråde for at opsnuse et folkeligt milligram af kritisk stillingtagen til beslutningen om at lukke Danmark ned.

Der er intet at finde, ingen, der ranter om de drastiske tiltag, og absolut ingen, som synes at dele min oplevelse af at være vidne til et hysterisk Danmark ledet på afveje af en regering styret af frygt og overreaktion.

Tværtimod spreder Facebooks lyserøde profilramme med hashtagget #StayTheFuckHome sig hurtigere end selve spredningen af COVID-19. Opslag efter opslag råber op om, at vi skal stå sammen, tage os sammen, blive hjemme, holde ud, holde os selv ud, holde os fra hinanden, indenfor, udenfor, alle steder – online undtaget.


Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


De næste dage bliver det i forstærket grad på sociale medier, at det danske socialliv henter sin næring. Det er dér, at tips, råd, informationer, hjælp, historier, solidaritet, opsange og – ikke mindst – vildledende oplysninger bliver delt og spredt i kærlighed og vrede. Danskerne har i mine øjne sjældent vist så stærkt et sammenhold.

Det er fascinerende. Dragende. Alt imens reaktioner fra det kritiske borgerskab synes larmende fraværende. Selv efter Sundhedsstyrelsen fortæller, at den ikke har anbefalet lukning af grænserne, og at der ikke findes dokumentation for, at grænselukning er et effektivt værn mod virus.

Et hoved fyldt med spørgsmål

Min nysgerrighed provokeres af min logik; konsekvensanalysen går umiddelbart ikke op med regeringens tiltag. Så med evigheder af tid foran mig går jeg i gang med research og interviews. Og et hoved fyldt med spørgsmål:

Hvor farlig er denne coronavirus i virkeligheden?

Hvordan er vi på den anden side af nedlukningen bedre stillet – selv efter en vellykket forhaling af smittespredningen – når vi er stoppet med at teste bredt og derfor ikke ved, hos hvem og hvor smitten har været?

Giver det mening at lukke Danmark ned i 14 dage og bede danskerne om at blive hjemme, når pandemien med al sandsynlighed stadig buldrer derudaf efter endt karantæne?

Over hvor lang tid er det holdbart at lukke et samfund ned?

Hvad er omkostningerne og gevinsterne ved de forskellige tiltag?

Hvad har andre lande gjort?

Efter et par dage bliver jeg blandt andet klogere på følgende:

1. Børn smittes kun i mindre grad, og imodsætning til influenza synes børn ikke at være smittespredere

Blot 2,4 procent af de registrerede patienter i Kina var under 18 år. Gravide kvinder er ligeledes ikke i øget risiko for alvorlig sygdom.

Oplysningerne stammer fra Statens Serum Institut (SST), der i starten af marts måned offentliggjorde et sammendrag af en ny rapport fra WHO om coronavirussens udbrud i Kina.

2. Eksperter har tidligt i forløbet fastslået, at coronavirussen ikke er luftbåren, men at den spredes ved dråbesmitte

Derfor er der ingen grund til bekymring ved at gå forbi hinanden eller at sidde og tale sammen ude i den fri luft, siger Anders Fomsgaard, overlæge på SST:

”Erfaring med vira er, at ingenting smitter i fri luft. Virus bryder sig ikke om UV-lys, det kan ikke lide solskin, og udendørs kan luftdråberne ikke hobe sig op over tid, som det kan indendørs, f.eks. i et venteværelse eller i bussen. Der er jo et uendeligt luftskifte udendørs.”

Bruce Aylward, WHO’s seniorrådgiver i epidemier og med titel af assisterende generalsekretær, bekræfter dette med sin udtalelse til POV:

“Dette virus overføres med små dråber, ikke gennem luften. Vi kender vira, som er luftbårne. Det betyder, at man kan hoste i et rum, gå ud af rummet, og så svæver virus stadig videre derinde, så en anden, der træder ind i rummet, kan smittes. Sådan er det her coronavirus ikke. Dråber falder til jorden næsten med det samme. Det er også derfor, at man skal forholdsvis tæt på andre, før smitterisikoen er stor.”

I Italien døde 68.000 mennesker af influenza i vinterperioderne fra 2013/14 til 2016/17. Det er i gennemsnit 17.000 mennesker per sæson – og dermed det højeste tal blandt europæiske lande. Indtil nu er cirka 6.800 dødsfald i Italien registreret som corona-relaterede

3. Mange lande i Europa har reageret på virus ved at lukke hele samfund ned

Det er selvskadende adfærd, og det er ikke effektivt, mener Bruce Aylward:

“Hvad sker der om nogle uger, når befolkningerne og økonomien ikke kan holde til de her foranstaltninger? Så styrter alle ud, og så er der stadig ikke styr på smitten. Vi skal have brudt smittekæderne, og det gøres ved at sætte ind, der hvor smitten er, i stedet for at prøve at sætte ind mod alt muligt usynligt. Fokuser på det, man kan opdage: De syge og deres kontakter.”

4. Coronavirussens dødelighed er formentlig lavere end én procent og faldende, oplyser SST

Overlæge på SST, Tyra Grove Krause, har udtalt:

”Jeg tror snarere, at vi vil være nede omkring 0,3 procent. Og så er vi på niveau med dødeligheden for en sæsoninfluenza.”

5. I Italien døde 68.000 mennesker af influenza i vinterperioderne fra 2013/14 til 2016/17

Det er i gennemsnit 17.000 mennesker per sæson – og dermed det højeste tal blandt europæiske lande. Indtil nu er cirka 6.800 dødsfald i Italien registreret som corona-relaterede.

Opgørelsen stammer fra et studie publiceret i det videnskabelige tidsskrift International Journal of Infectious Diseases i november 2019. Til sammenligning dør gennemsnitligt 1.000 danskere af influenza om året, mens 32 danske dødsfald er registreret som corona-relaterede tirsdag d. 24. marts.

Forelagt disse tal siger tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen Else Smith:

”Jeg synes, vi mangler nogle perspektiver på det. I vintersæsonen 2017/18 døde knap 1.650 mennesker i Danmark. Det er den samme risikogruppe, der nu er udsat med coronavirus. Der er et eller andet med proportionerne her, som ikke helt giver mening i forhold til de voldsomme politiske tiltag. Jeg tror, det handler om, at med influenza ved vi, hvad vi har med at gøre, og vi ved, at det går over. Mens dette virus er nyt – og det er sværere at håndtere i en globaliseret og tryg verden som vores.”

6. En forhaling af smittespredningen er omkostningstung

Dertil kan forhalingen risikere at skabe endnu større problemer, når myndighederne nedtrapper tiltag. Hvis meget få mennesker bliver smittet i første omgang, er der risiko for, at mange mennesker senere hen bliver smittet på én gang. Dermed står man præcis i den situation, man i første omgang forsøgte at undgå, forklarer professor i strategisk ledelse, Joshua Gans, i The MIT Press Reader.

En strategi, som kræver færre tiltag og økonomiske midler, men som risikerer at koste mange menneskeliv, er baseret på teorien om flokimmunitet. Den går ud på at lade virussen passere gennem hele befolkningen, så man opnår flokimmunitet. Hvis tilstrækkeligt mange udvikler immunitet, stopper sygdommen med at sprede sig, også selv om en del af befolkningen ikke er immun.

For hvis man ikke kender tallet for de smittede, kan man som samfund og stat ikke vurdere, om de tiltag, der er sat i værk mod smitte, virker

Storbritannien arbejdede indledende med denne strategi, men har efterfølgende taget politisk beslutning om at implementere tiltag som i den største del af Europa med selvisolation, lukning af skoler samt restauranter og pubs.

7. Store mørketal for corona-smittede udgør et problem, påpeger flere sundhedsfaglige eksperter globalt

Herhjemme siger overlæge i anæstesiologi og intensiv terapi Kenneth Jensen fra Næstved Sygehus, ”at mørketallet – altså de patienter, som er smittet af coronavirus, men som ikke er blevet testet – er et grundlæggende problem, som har enorm betydning for udviklingen i Danmark. For hvis man ikke kender tallet for de smittede, kan man som samfund og stat ikke vurdere, om de tiltag, der er sat i værk mod smitte, virker.”

Kenneth Jensen mener også, at det er problematisk, at Sundhedsstyrelsen skiftede strategi i kampen mod coronavirus. Altså at man stoppede med at teste bredt for at få et indblik i antallet af reelt smittede.

Både Kina, Sydkorea, Hongkong, Taiwan og Singapore er lykkedes med effektivt at minimere både smittespredning og dødelighed. Den sydkoreanske model lægger især vægt på, at tests skal være let tilgængelige for alle og lavede derfor omfattende tests på et tidligt stadie. Kombineret med en app, der via GPS sporer de smittedes færden, så raske borgere kan undgå områder med høj smittefare, har modellen vist sig at være en stor succes uden brug af tiltag som lukning af grænser og nedlukning.

8. Coronavirussen formodes at ramme i tre bølger

Anden bølge ventes til efteråret, mens tredje bølge formentlig vil ramme i vinter/forår 2021. Den danske strategi med nedlukning af landet er allerede i første bølge så omkostningstung, at staten vil blive udfordret på ressourcer til de kommende bølger.

Else Smith uddyber:

”Det er jo ikke gratis, dét der bliver gjort. Den økonomiske regning på det her skal måske betales af de næste 10 år, har jeg læst et sted. Og derfor skal den økonomiske indsats jo stå mål med gevinsten. Nogle eksperter, professorer i epidemiologi, siger endda i videnskabelige tidsskrifter, at det kan være skadeligt at forhale processen. For vi kan jo ikke lukke landet ned i seks måneder, det kan ingen holde til. Har vi overhovedet overvejet, hvorvidt vi er i gang med at skabe verdens største fiasko, spørger forskeren, John P. A. Ioannidis, og hentyder til den øgede angst i befolkningen, økonomien osv. Vi risikerer, at det bliver alt for stor en pris.”

Jo mere viden, jeg tilegner mig, desto klarere bliver billedet af den danske situation: Vi lagde en katastrofal kurs fra start og slingrer derudaf med vind og hast.

Der findes andre muligheder – se mod øst, og mod Sverige

Fraværet af omfattende tests er som at gamble med skæbnen, idet vi ikke aner, hvor mange danskere der reelt er eller har været smittet. Så usikkert et mørketal hænger ikke sammen med nedlukningen af Danmark – særligt ikke, når WHO bliver ved med at understrege vigtigheden af omfattende tests.

Det er ansvarsfraskrivelse at begrunde Danmarks strategi med, at der ikke findes evidens, man kan rette kursen efter. Det har blandt andre svenskerne og sydkoreanerne jo gjort. De har brugt erfaringer fra tidligere epidemier og truffet beslutninger befriet for meningsløs symbolpolitik OG fravalgt at lukke landene ned.

For ikke kun grænselukningen går stik imod sundhedsfaglig viden, selve nedlukningen af landet er et yderst tvivlsomt tiltag, som eksperter i udlandet har påpeget siden dag ét, inklusive Anders Tegnell, statsepidemiolog ved Folkhälsomyndigheten i Sverige og ansvarlig for de svenske myndigheders håndtering af coronavirussen:

”Medmindre man oplever noget i Danmark, man ikke har oplyst os om i Sverige, så virker det, som om man gør det her (nedlukning af landet, red.) alt for tidligt. Sverige har mere fokus på at holde os til indsatser, hvor vi har en solid videnskabelig grund”.

Ifølge svenskeren risikerer man endda at øge spredningen af coronavirus ved at lukke skolerne.

Stærkt lederskab bukker ikke under for folkestemningen eller populistiske valg. Se blot mod øst: til Sverige, Sydkorea, Singapore

Ifølge WHO’s virusekspert Bruce Aylward, der som tidligere nævnt mener, at nedlukning af lande både er ineffektivt og selvskadende adfærd, bør vi i stedet fokusere på at finde frem til de smittede.

“Virus er i de syge og deres tætte kontakter. Ikke alle mulige andre steder. Test mennesker. Opspor de syge, og isoler dem. Find deres tætte kontakter, og test dem. Isoler om nødvendigt. Og de skal ikke isoleres derhjemme, for så smitter de bare resten af husstanden. I Kina skabte man isolationsstuer for de smittede, som ikke var så syge, at de skulle på hospital. Så kunne de være sammen, for de kunne alligevel ikke smitte hinanden,” siger han og uddyber:

“I stedet siger man mange steder til mennesker, der føler sig sløje, at de skal blive hjemme, hvis de bare har milde symptomer. Hvad sker der så? De smitter andre i hjemmet. Og når de har det lidt bedre, forlader de hjemmet igen, men de kan stadig smitte i flere dage, mens de kommer sig. I Kina fik de ramte ikke lov at forlade isolation, før man var sikker på, at de var smittefri.”

Når statsministeren meddeler, at vi står på ubetrådt land, og at vi er i en situation, som ingen af os nogensinde har prøvet før, kalder krisen i høj grad på en stærk leder med udsyn. En leder med vision til at lytte til viden og erfaring hos andre og mod til at træffe de svære beslutninger.

Stærkt lederskab bukker ikke under for folkestemningen eller populistiske valg. Se blot mod øst: til Sverige, Sydkorea, Singapore.

Mange skæver til Italien og frygter, at Danmark vil komme i samme situation. Det er forståeligt, og der skal vi ikke ende.

Men samtidig vil det være irrationelt helt at overse antallet af italienere, som årligt mister livet til influenza. Med et gennemsnit på 17.000 dødsfald per vintersæson alene er tallet mere end sytten gange højere end det danske gennemsnit. Det vil corona-relaterede dødsfald givetvis også afspejle.

Dertil må vi ikke glemme, at den danske sundhedssektor har været hårdt ramt af nedskæringer og besparelser i årtier. Det er ikke coronavirus, der pludselig udfordrer kapaciteten på sygehusene – vi har været udfordret længe. Coronapandemien stiller blot skarpt på konsekvensen af årtiers prioriteringer. Ligesom de valg, vi træffer nu, har konsekvenser for fremtidens velfærd og handlemuligheder.

Danskerne fortjener bedre – har krav på bedre – med den kollektive indsats af samfundssind, vi alle er vidner til i disse dage.

Det er klart, at den nuværende regering må lede landet med udgangspunkt i aktuelle forhold. Tiden er ikke til at bebrejde tidligere beslutninger, men som et absolut minimum har den danske befolkning krav på en regering, der ikke famler i blinde.

Nedlukningen af Danmark virker i tiltagende grad mere som handlingslammelse frem for handling. At bede danskerne om at blive hjemme uden data, der følger udviklingen, er mere eller mindre absurd og økonomisk uansvarligt.

Det her er ikke set i bagklogskabens lys. Vi står midt i krisen – endda kun i begyndelsen af den. Vejen frem kræver overblik, en effektiv strategi og akut kursskifte.

Hvorfor ikke inddrage danskerne ved netop at indføre omfattende tests?

Hvorfor ikke inddrage tech-nørderne til at monitorere de indsamlede data?

Hvorfor ikke inddrage medicinalindustrien til at producere og udføre tests?

”Den største fejl, vi kan begå, det er at tøve,” lyder det efterhånden famøse budskab fra statsministeren. Lad os håbe, at hun kan leve op til sine egne ord og undlade at tøve med at give slip på en kurs, der på snart alle parametre virker fejlagtig og mangelfuld.

Danskerne fortjener bedre – har krav på bedre – med den kollektive indsats af samfundssind, vi alle er vidner til i disse dage.


Foto: Instagram.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Theresa Nguyen, journalist og oplægsholder, uddannet fra University of Technology Sydney, har arbejdet i Australien, Burma, Cambodja, England og Vietnam.

Seneste artikler om Politik & Samfund