FILM // ANMELDELSE – Alt er dobbelt i The Secret Agent. Karnevallet er frisættende, men dødsens farligt. Dissidenter gemmer sig uden for loven, men det gør opportunistiske lejemordere også, skriver Frederik Bojer Bové. Mendonça Filho har lavet en ‘karnevalesk’ film om det brasilianske militærdiktatur, der sagtens kunne have været svær og utilgængelig, for at understrege pointen om, hvordan diktaturer også angriber befolkningens mulighed for at komme tæt på sandheden om fortiden. Men den er medrivende og seværdig.
Karneval er en festlig tid, men den kan også være farlig. Moralske regler er sat ud af kraft, man kan gøre, hvad man har lyst til, men det kan onde kræfter også udnytte. Kleber Mendonça Filhos fabelagtige The Secret Agent foregår i halvfjerdserne under et farligt karneval i Recife.
På et tidspunkt siger en politichef, at 91 mennesker er døde. Indtil videre. Han siger det med et grin, og det virker som om, ham og hans korrupte betjente har hjulpet et par stykker med at forsvinde.
Selvom hans karakter er mystisk og svær at blive klog på, så har vi altid lyst til at føle Moura rundt i filmens mærkværdige handlingstråde
En mand (Wagner Moura), der kalder sig Marcelo, kører i en gul folkevogn mod Recife. Ved en benzintank ligger der et lig på jorden, en fordrukken mand, der forsøgte at røve tanken, og som blev skudt af benzinpasseren.
Politiet har ikke lige kunnet tage sig af liget, og da en politibil alligevel kommer kørende forbi, virker betjentene også mest interesserede i at se, om ikke de kunne anholde Marcelo for et eller andet.
Det er bare et anslag, men allerede her, uden vi egentlig har fået noget som helst at vide om, hvem Marcelo er, og om han egentlig har noget at frygte fra politiet, er The Secret Agent en nervepirrende thriller.
Det bliver den ved med at være, selvom store dele af den er uforklaret. Marcelo får et værelse hos den gamle kvinde Dona Sebastiana (Tânia Maria), hvis andre logerende også gerne vil være anonyme og virker uforklarligt nervøse.
På sit nye arbejde møder Marcelo førnævnte politichef Euclides (Robério Diógenes), som han lader til, ikke at kunne lide. Og vi ser to lejemordere blive sendt efter Marcelo, så et eller andet foregår der. Men hvad er det?
Det skal jeg naturligvis ikke afsløre her, men det er faktisk heller ikke pointen med filmen. Mendonça Filhos film er ikke en typisk diktatur-film sådan som f.eks Walter Salles’ I’m Still Here, hvor vi i god ro og orden får at vide, præcis hvad det er, militæret begår af forbrydelser mod filmens hovedpersoner.
I stedet er det en film præget af paranoia og vilkårlighed. At Brasilien er under diktatur, lader først og fremmest til at betyde, at lov og orden er erstattet af korruption, og at de stærke gør, hvad de vil over for de svage, og det betyder også, at ingen rigtig ved, præcis hvad der foregår.
Marcelos historie bliver fortalt som en enkelt undertrykkelse ud af virkelig mange, hvor endnu et aspekt af uretfærdigheden er, at ingen helt ved, hvad der foregik, og at ingen havde mulighed for at undersøge det før mange år efter, så det er umuligt helt at sige, præcis hvad der skete.
‘The Secret Agent’ kunne have været utilgængelig
Det resulterer i en virkelig fragmenteret film, som sagtens kunne have været svær og utilgængelig, for ligesom at understrege pointen om, hvordan diktaturer også angriber befolkningens mulighed for at komme tæt på sandheden om fortiden.
Men i stedet har Mendonça Filho lavet en enormt legende fragmenteret film, hvor et væld af små historier langsomt bindes sammen, nogle fortællinger til tider fortælles ikke-kronologisk, og der er plads til små sjove digressioner.
F.eks fortæller Marcelo på et tidspunkt en del af sin historie og kommer i tanke om, at han har glemt en pointe, og fortæller, hvad der skete aftenen før – en fuldstændig overflødig leg med kronologi, som alligevel føles utrolig korrekt, når vi snakker historier baseret på folks minder. Og i en sidefortælling bliver et ben fundet i maven på en haj, hvilket i en avisartikel senere bliver til, at benet blev vakt til live og overfaldt en gruppe homoseksuelle mænd i en park.
Det er så mærkelig en historie, at den næsten er sjov, men en person i filmen siger dog også: “vi ved godt alle sammen hvad det her betyder, ikke?'”og jeg tror også, det skal forstås sådan, at regimet har begået en hel masse hadforbrydelser, tæsket homoseksuelle mænd sønder og sammen, og at den eneste måde aviserne kan fortælle om det, er ved at opfinde en eventyrfortælling om et magisk voldeligt ben.
Mendonça Filho er ikke naiv
Det er i høj grad en film om tid, hvor Mendonça Filhos film ellers hidtil meget har haft fokus på rum. Alle hans film foregår i den nordøstlige brasilianske delstat Pernambuco, de fleste af dem i hovedbyen Recife, hvor Mendonça Filho også selv er vokset op, og de har til tider specifikt handlet om rum.
I Neighboring Sounds (2012) handlede det om en lille aflukket gade, der fik et nyt sikkerhedsfirma, mens Aquarius (2016) handlede om et hus af samme navn, der var i fare for at blive revet ned, og Bacurau (2019) handlede om en landsby af samme navn, der var under angreb fra en gruppe lejesoldater.
Mendonça Filho har skildret vigtigheden af steder, af hvordan vores minder knytter sig til specifikke steder i vores historie – også i dokumentarfilmen Pictures of Ghost (2023) om Recife, hvorfra man vil kunne genkende en del locations i The Secret Agent – og endnu mere hvordan lokal solidaritet er nødvendig mod angreb udefra.
Mendonça Filho har skildret vigtigheden af steder, af hvordan vores minder knytter sig til specifikke steder i vores historie
Der er også en vidunderlig solidaritet blandt beboerne i Dona Sebastianas lille hus. Men det er som om, det denne gang ikke er nok. Mendonça Filho er ikke naiv om de onde kræfter, som befolkningen er oppe imod under et autokratisk styre. Vold og pludselig død lurer overalt, og hvis man falder, skal man ikke forvente retfærdighed bagefter, endog ikke engang at blive hentet og begravet.
På et tidspunkt ser vi den ene lejemorder købe en læderhat under karnevallet, som jeg er ret sikker på, skal forestille den slags hat, de berømte ‘cangaceiro’-banditter fra netop Pernambuco plejede at gå med, og som siden er blevet en slags Robin Hood-symbol på de undertrykte ‘outlaws’ kamp mod overmagten.
Men stort set alle er ‘outlaws’ i det Brasilien, vi ser i The Secret Agent, for loven beskytter kun de aller mest regimetro, og de allerfarligste kriminelle tager imod penge fra rigmænd for at myrde tilfældige fjender.
Frisættende og dødfarligt
Alt er dobbelt i The Secret Agent. Karnevallet er frisættende, men dødsens farligt. Dissidenter gemmer sig uden for loven, men det gør opportunistiske lejemordere også. Eventyr-fortællinger kan bruges til at komme udenom vold, men virker også som om, de ikke rører politiet det fjerneste, hvis virkelige bevæggrunde, til at gøre som de gør, står hen i det uvisse. Det kunne være en virkelig svær og forvirrende film.
Det er derfor så meget desto mere bemærkelsesværdigt, at The Secret Agent, udover at være en af de mest opfindsomme og nyskabende og samtidig tidsvarende skildringer af autokrati og undertrykkelse vi har set i mange år, samtidig er så medrivende og seværdig en film. Det skyldes i høj grad, hvor godt Wagner Moura med sin superstjernekarisma etablerer en kerne i filmen.
Wagner Moura etablerer en kerne i filmen med sin superstjernekarisma
For selvom hans karakter er mystisk og svær at blive klog på, så har vi altid lyst til at føle Moura rundt i filmens mærkværdige handlingstråde. Det skyldes også, at Mendonça Filho arbejder videre med sit genreinspirerede filmsprog, der til tider nærmest virker som en opgraderet b-film, fyldt med skæve zooms og lidt for hastig klipning. Det får filmen til at virke mere logisk, end den egentlig er.
Men filmens mest imponerende aspekt er måske dette: At den både virker som en eksperimenterende skildring af effekterne af et diktatur – under diktaturer er sandhed under angreb, og samfundet er præget af kaos og vilkårlighed, så Mendonça Filhos film er også kaotisk, og vi ved aldrig helt, hvad der er den virkelige historie – samtidig fungerer som en spændende genrefilm, og stadigvæk virker, som om den yder ofrene for militærdiktaturet retfærdighed.
Jeg forstår stadigvæk ikke helt præcis, hvem Wagner Mouras karakter skal forestille at være, og præcis hvad hans skæbne skal forestille at blive, men alligevel virker The Secret Agent som en imponerende hyldest til folk som ham. En hyldest til det brasilianske folk under diktaturet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og