MARCUS MILLER // ANMELDELSE – Bassisten Marcus Miller har arbejdet sammen med de helt store, bl.a. Aretha Franklin, Michael Jackson og Miles Davis. Den 12. oktober spillede han i DR Koncerthuset, og anmelder Dan Rachlin havde egentlig forventet funk, men det skulle vise sig mest at være en jazzkoncert. Og det var ikke så skidt.
Han har været en del af min musikalske bagage og værktøjskasse i årtier – som velspillende, superfunky bassist og producer for Luther Vandross, Aretha Franklin og Grover Washington jr. Ligesom han har indspillet med bl.a. Michael Jackson, Mariah Carey og Elton John.
Egentlig var jeg overrasket over, at bassisten Marcus Miller, som gæstede DR Koncerthuset
onsdag aften, bare er 63 år. For hvor har han nået meget – og så bare en knægt, da det stak af for ham i New York. Ikke mindst når man ved, at han i årevis var legenden Miles Davis’ faste, musikalske legekammerat.
Marcus Millers’ egne idoler tæller en række bassister, primært den mytiske Jaco Pastorious, der døde ganske ung som 35-årig i 1987, men også legenden Larry Graham, der var en afgørende del af Sly & The Family Stone.
Millers’ millimeterpræcise basspil er langt mere end den funky ‘slåbas’, der ellers skaber fryd blandt funkfætre og kusiner. Sammen med Bernard Edwards fra Chic og Mark King fra Level 42 har Marcus Miller lært os, at bas ikke nødvendigvis udelukkende er en del af en obligatorisk og ofte lidt anonym rytmesektion.
Derfor er det helt naturligt, at Marcus Miller denne aften også er midt på scenen, i rampelyset omgivet af fire dygtige musikere, som alle kender deres plads. Russell Gunn på trompet, Donald Hayes på saxofon, Xavier Gordon på keyboards og Anwar Marshall på trommer.
Glimrende, men lad os nu være ærlige. Russell Gunn skal udfylde rollen som Miles Davis. Altsaxofonisten Donald Hayes lyder 1:1 som altsaxofonisten David Sanborn, og keyboardspilleren Xavier Gordon stræber i al sin karisma og musikalitet efter en yngre Herbie Hancock.
Og vel er jeg hverken jazzekspert eller specielt draget af lange, lange jazzkompositioner og de mange lommer til én musikers mulighed for at vise, hvad man kan få ud af det enkelte instrument, men det var aftenens publikum!
Jazz i forskellige afskygninger
De var der primært for jazzen, og så måtte vi andre frydes i små momenter over Millers’ ubesværede og legesyge funkbas. Ikke mindst på den nærmest overjordiske “Run For Cover” fra David Sanborns’ 1981-album Voyeur, der som aftenens eneste reelle funkkomposition manifesterer, hvad hovedpersonen også kan.
Jazzen i forskellige afskygninger var denne aften i fokus. Eksempelvis på “Mr. Pastorious”, først udgivet på Miles Davis albummet Amandla. Den introduceredes med en lille anekdote om legenden Davis. Det er heldigvis ikke en historie, der lægger på Miles Davis’ noget excentriske opførsel, men som i højere grad fortæller med taknemmelighed, at Miles’ gav lysende musikalske talenter en chance.
Numrene på Amandla, der blev udgivet i 1989, var i store træk alle komponeret af den dengang knap og nap 30-årige Marcus Miller. Og naturligvis “Tutu”, titelnummeret fra albummet af samme navn årgang 1986. Her får Russell Gunn lov at give sin allerbedste Miles Davis. Er han god nok? Ærligt, det tør jeg ikke svinge dommen over.
På “How Great Thou Art”, der kombineres med “Gorée”, får Millers klarinetbas lov at fylde den smukke koncertsal med en svævende, smuk, melankolsk komposition, der lader alle musikerne fylde, som de fortjener.
I jazzen er det jo, åbenbart, kutyme, at når den enkelte musiker spiller solo, træder alle andre ud af lyset. Og vipper allerhøjest anerkendende med. Naturligvis ikke Marcus Miller selv, der som hovedrolleindehaver virker myndig, engageret og en lille smule indforstået.
Ni kompositioner får vi i aften, hverken mere eller mindre. Men de lidt over halvanden time er rigeligt til, at band og det engagerede publikum er tilfredse. Beatles-klassikeren “Come Together” fungerer forbløffende godt som sing-a-long-afslutning helt uden sang. Til gengæld har publikum til fulde bevist, at de kan tælle på såvel to og fire, som et og tre. Imponerende!
Og således går vi alle opløftede ud i den lune efterårsaften, enkelte af os med håbet om at Millers’ næste koncert på disse kanter er en anelse mere i soul, funk og dance-afdelingen.
Rettelse: I en tidligere version af denne anmeldelse var keyboardspilleren og trommeslageren omtalt med forkerte navne. Fejlen er blevet rettet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
