FILM // ANMELDELSE – Sovjetunionen var ikke stolt af instruktøren Sergej Paradjanov (1929-90) og gjorde meget for at stoppe ham. Han lavede underlige, svært forståelige film og faldt helt uden for normen, der krævede socialrealistiske film. I dagene 2-25. januar har modige og nysgerrige tilskuere kunnet opleve tre af Paradjanovs berømte og forkætrede film og et udvalg af hans alt for få kortfilm.
Så er det sket igen: Rasmus Brendstrup og de andre dygtige programredaktører præsenterer en for mig næsten ukendt filminstruktør. Det er en fornøjelse at opleve farvestærke mesterværker og skulle grave ned i en så fremmedartet verden.
[expander_maker id=”4″ more=”Læs mere” less=”Læs mindre”]
Sergej Paradjanov blev født i Tiblisi i Georgien af armenske forældre og studerede film på instruktørlinien ved VGIK i Moskva, hvor hans lærere var Igor Savchenko og Alexandre Dovchenko. Sidstnævnte tog ham med til Kiev i Ukraine, hvor han instruerede et par dokumentarfilm som Golden Hands (1957) om kunsthåndværk hos hutsulfolket i Ukraine – som kan ses på YouTube – og seks fiktionskortfilm, hvoraf ungdomsfilmen Andriesh (1954) skabte store forhåbninger til ham. I 1965 skabte han i Kiev sit første mesterværk Shadows of Forgotten Ancestors/Wild Horses On Fire, der gik sejrsgang ved festivaler overalt i verden og modtog et væld af internationale priser.
Aldrig før havde nogen brugt filmmediet så energisk. Det var som om kameraet selvstændigt fløj rundt i de farvestrålende sekvenser, der skildrede det karpatiske hutsulfolks liv og kultur. De sovjetiske magthavere var ikke begejstrede for denne regionale, poetiske og musikalsk meget larmende fortælling om Ivan og Mariskas kærlighed – indspillet på en hutsuldialekt! Den film faldt udenfor, hvad man kunne tillade, og den blev kort efter sortlistet.
I modsætning til Paradjanovs senere film er det forholdsvis let at følge den spinkle handling med Ivans forsøg på at komme videre i sit liv efter Mariskas ulykkelige død, undertiden ved hjælp af magi. Store dele af filmen er fortalt i farverige tableauer uden megen tekstforklaring; det er flot og imponerende, men ikke nemt tilgængeligt.
Granatæblernes farve
Paradjanovs mest berømte film, Sayat Nova (1969), skildrer i religiøse, farverige tableauer livet for den armenske poet og troubadour af samme navn. Filmen blev stoppet, og Paradjanov klippede den om med ny titel: The Color of Pomegranates. Den vrimler med underskønne billeder fra troubadourens barndom i et landmiljø med mægtige fåreflokke, vævning, uldfarvning og små strikkende barneengle. Poeten dør og i et uforglemmeligt billede set i fugleperspektiv vælter hvide halshuggede høns ned over ham.
Man gav nu Paradjanov arbejdsforbud, og filmen fik først international premiere i 1982. I 1972 arresterede man ham for diverse påståede forbrydelser som svindel med salg af antikviteter, homosexualitet m.m. og idømte ham fem års fængsel. For ikke at blive gal gik han i gang med at tegne, og i den sibiriske fangelejr interviewede han sine medfanger og samlede op mod 100 historier. Internationale kunstnere, f.eks. den franske digter Louis Aragon, gik i forbøn for ham, så han slap ud efter fire år med et langtvarende arbejdsforbud.
Han rejste tilbage til Tiblisi, hvor han lavede sin tredje spillefilm i 1982, The Legend of the Suram Fortress. Atter fortæller han i meget etnografiske tableauer en fabel om en fæstning, der konstant styrter sammen indtil man tvinges til at følge spådommen, der kræver, at en ung mand skal indemures i bygningen, inden den kan holde. Farveprægtige billeder fra et kulturelt set rigt miljø, vrimlende fyldt med påfugle, kalkuner, riddere, gøglere og sandsigersker, alle iført overdådige smykker og vidunderlige silkedragter. Sovjetunionens politik havde nu ændret sig, man talte nu om Perestroika; man lader ham fortsætte som instruktør. I 1985 laver Paradjanov kortfilmen Arabesques on the Theme of Pirosmani – som en hyldest til Georgiens berømte naivistiske maler, Niko Pirosmani (1862-1918).
Et hårdt liv
I 1988 kommer Paradjanovs sidste spillefilm, Ashik Kerib. Han har instrueret den sammen med den georgiske instruktør Dodo Abashidze efter en fortælling af Michail Lermontov. Filmen dedikerer han til sin nære ven, den nys afdøde Andrej Tarkovsky. Hvor hans tidligere film grundigt har skildret ukrainsk, armensk og georgisk folkekultur, skildrer han denne gang azerbadjansk kunst, musik, klæder og dans. Overdådigt smukke billeder viser os, hvordan den kønne unge mand Ashik Kerib klarer at overvinde sin rige og hovne svigerfar i kampen om at vinde sin kærlighed, den smukke Magul, på kun 1000 dage!
Confession skulle have været en spillefilm, men Paradjanov døde fra den; dele af den kan ses i hans ven Michail Vartanovs dokumentarfilm Paradjanov: The Last Spring” (1992), der også indeholder scener, hvori man kan se Paradjanov instruere The Colour of Pomegranates. Et par af Vartanovs kortfilm er med i Cinematekets præsentation af russiske forfulgte filminstruktører.
Paradjanovs liv var særdeles hårdt: Hans første kone blev myrdet af tatarerne; han blev arresteret tre gange og sad mange år i fængsel. I perioden 1968 til 1980 fik han ikke lov til at lave en eneste film. Han døde af kræft i 1990 og ligger begravet i Jeravan.
Sidste kørsel af Shadows of Forgotten Ancestors er 25. januar kl. 16. Gå ikke glip af dette uforglemmelige mesterværk.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis?
Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Topfoto: Cinemateket
[/expander_maker]
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
