DYLAN 80 ÅR // MUSIK – I den tiende og sidste artikel i serien om Bob Dylans 10 bedste album, som bringes i anledning af Dylans 80-års dag den 24. maj 2021, har Jakob Brønnum valgt Bringing It All Back Home fra 1965 som Dylans bedste album. Det er der flere gode grunde til og én helt særlig: Med dette album begynder Dylans store livsværk. Det er her, at hans sange bevæger sig fra at være en generationsstemme til at indtage sin plads blandt den vestlige verdens kulturskatte, argumenterer Jakob Brønnum.
Når man første gang møder Bob Dylans album Bringing It All Back Home, kan man opfatte det som et lidt forpjusket rockalbum, der dybest set ikke rigtig ved, om det vil være et rock-blues album, et folkrock album eller et folkemusikalbum. Et album fuld af fremmedartede tekster med masser af sproglige forhindringer, surrealistiske billeder, mystiske kærlighedserklæringer og storladne lidelseserklæringer.
Men når man graver sig ind i det, bliver det klart, at Bringing It All Back Home er et kunstnerisk stramt komponeret, tekstmæssigt og musikalsk fuldstændig bevidst og styret album, der bringer populærmusikken afgørende videre rent musikhistorisk på ikke mindre end tre områder.
Det er den indestængte inspiration, som albummet med stor hensynsfuldhed og lidt brutalitet viser omverdenen
Åbningssangen Subterrenean Homesick Blues er ikke blot inspireret af beat-digteren Jack Kerouacs roman The Subterreaneans (1958). Den udtrykker sig på en måde, der leder tankerne tilbage på Chuck Berrys samtidige, hurtigsnakkende rock’n’roll, og Dylans sang bygger en bro fra Berry til vor tids rapmusik.
Folkrock som ny genre
Med sange som de bløde She Belongs To Me og Love Minus Zero skaber Dylan folkrockgenren, en delvis akustisk, delvis elektrisk rockstil, der har fået enorm udbredelse. Endelig åbner han for rent litterære tekster i populærmusikken, hvor litteratur og sangtekst smelter fuldstændigt sammen i en ny genre, der endegyldigt har vristet sig fri af pop-digtningens former. Af de tre grunde er det Dylans bedste album. Og en til, som jeg skal komme tilbage til.
Det bør derfor i denne sammenhæng ikke forbigås, at The Beatles’ første sange, der ikke handlede om kærlighed eller kunne forstås i en relationsmetaforik, netop kom efter udgivelsen af Bringing It All Back Home, bl.a. John Lennons In My Life og Nowhere Man og George Harrisons Think For Yourself. The Beatles store sociale, surrealistiske og narrative sange, der fulgte, er inspireret af de grænser, Dylan brød.
Sangen Maggies Farm, der lyder som en ironiseren over et liv på en bondegård, er for mennesker i folkemusikbevægelsen åbenlyst en kritik af den politiske korrekthed, som Dylan så i bevægelsen. Titlen er en slet skjult henvisning til Silas McGees farm, som folkemusikbevægelsen havde brugt som samlingssted. Sangens fortæller virker, som om han er en god bondegårdsarbejder – han beder for den regn, som afgrøderne har brug for:
I wake up in the morning
Fold my hands and pray for rain
I got a head full of ideas
That are driving me insane
Ellers var det mere fordi, at hvis det regnede, kunne han få lov at sidde inde og skrive de sange, der var ved at sprænge hans hoved i luften. Det er den indestængte inspiration, som albummet med stor hensynsfuldhed og lidt brutalitet viser omverdenen, og som Dylan var nødt til at handle på, da han forlod folkemusikbevægelsen.
Kennedys død
Allerede efter indspilningen af sit tredje album og første mesterværk, The Times They Are A-Changing i efteråret 1963, men inden udsendelsen i begyndelsen af 1964, indså Dylan (da Kennedy blev myrdet i nov. 1963), at folkemusikbevægelsen aldrig ville kunne bringe fred og frihed, som den troede. Og hvad mere var, han oplevede, at hans egen kunstneriske frihed blev stækket – teksterne skulle med vold og magt være “folkelige”, dvs. alment tilgængelige og den elektriske rocks virkemidler var bandlyst.
Med sit næste, også akustiske album Another Side Of Bob Dylan prøver Dylan at frigøre sig fra disse snærende bånd gennem surrealistiske tekster som My Back Pages, der – også gennem albummets titel – antyder, hvor det hele står: ”I was so much older then, I’m younger than that now”.
Teksterne behandler forskellige aspekter af den kunstneriske, politiske og eksistentielle spændetrøje, Dylan havde befundet sig i som folkemusiker
Men det er først med Bringing It All Back Home året efter i 1965, at Dylan umisforståeligt viser, at han har brudt med folkemusikbevægelsen – hvad titlen også understreger: Nu tager jeg det hele hjem til mig selv. Dylan satte strøm til hegnet, hvad der som bekendt af mange blev opfattet som forræderi, og Dylan måtte tåle, at man råbte ”Judas” efter ham under koncerter. I denne periode spillede Dylan dels et elektrisk sæt, dels et akustisk sæt ved koncerterne, og det gør han også på Bringing It All Back Home, henholdsvis A- og B-siden på det oprindelige vinylalbum.
Tre kærlighedssange?
Man har bemærket, at der er tre kærlighedssange på Bringing It All Back Home: She Belongs to Me, Love Minus Zero og It’s All Over Now, Baby Blue. I min bog om Dylans tekster, hvor der er en tyve sider lang analyse af albummet, argumenterer jeg for, at ingen af sangene er kærlighedssange. Snarere er det mere åndelige og kunstneriske emner, sangene beskæftiger sig med. She Belongs to Me er ikke en possessiv mands sang om en kvinde, men en kabbalah-inspireret sang om selve livet og livskraften som menneskets ejendom – det åndelige som det ufødte, evig i tilværelsen, højt hævet over loven:
She never stumbles, she’s got no place to fall
She’s nobody’s child, the law can’t touch her at all
Loven er ikke den juridiske tanke, men den jødiske lov, der tænkes på. Det eneste, foruden Gud i den jødiske tradition, der er hævet over loven, er netop det kvindelige (med et hebraisk udtryk) “hochma”, den åndelige visdom, som hvert menneske er givet adgang til.
Spil mig en sang, siger teksten: Jeg har ingen faste idéer om, hvad kunsten skal indeholde (there is no place I’m going to), jeg vil lytte og følge efter det, der byder sig til
Tilsvarende afmonteringer af teorien om at Dylan synger til kvinder og kærester, kan man gøre med de andre to sange: I Love Minus Zero sidder fortælleren og venter på en kvinde, der ikke findes, og den Baby Blue, Dylan synger til i den sidste “kærlighedssang”, er snarere ham selv. Den handler om at forlade folkemusikbevægelsen, som var hans trædesten i etableringen af karrieren:
Leave your stepping stones behind, something calls for you …
Strike another match, go start anew
And it’s all over now, Baby Blue
Resten af versene i sangen beskriver, hvordan fortælleren er ved at dø, oplever gulvet bevæge sig under sig, oplever himlen falde ned over hovedet på sig og i det hele taget er svimmel og utilpas. Lad mig komme ud herfra, skriger sangen.
Den sublime musikalske udfoldelse
På B-siden bliver Dylan atter akustisk, folkemusiker, som om han vil forklare sig overfor sit publikum og sine kunstneriske venner på en måde, der helt ligger indenfor, hvad de kan og vil acceptere.
De fire sange, Mr. Tambourine Man, Gates of Eden, It’s Alright, Ma (I’m Only Bleeding) og It’s All Over Now, Baby Blue er rent ud sagt sublime i Dylans fraseringsmæssige fokus og fortolkningsmæssige præcision.
Teksterne behandler forskellige aspekter af den kunstneriske, politiske og eksistentielle spændetrøje, Dylan havde befundet sig i som folkemusiker og under Pete Seeger og Co’s taktstok. Mr. Tambourine Man, f. eks., er et surrealistisk opgør med den forfattermyte, Dylan havde lagt sig ind under og en søgen efter en skrivepraksis, der er i overensstemmelse ikke med politiske programmer, men med livets eget åndedræt:
Hey, Mr. Tambourine Man, play a song for me
I’m not sleepy and there is no place I’m going to
Hey, Mr. Tambourine Man, play a song for me
In the jingle jangle morning I’ll come following you
Her begynder Bob Dylans store personlige livsværk, der gradvis vokser fra at være en generationsstemme til at indtage sin plads blandt den vestlige verdens kulturskatte
Spil mig en sang, siger teksten: Jeg har ingen faste idéer om, hvad kunsten skal indeholde (there is no place I’m going to), jeg vil lytte og følge efter det, der byder sig til, siger den syrede jeg-fortæller. Første vers handler om den forgæves kamp med luftkasteller eller sandslotte: ” Though I know that evening’s empire has returned into sand.”
Andet vers fortæller om det at reparere, hvad der er gået i stykker, når man som sansende kunstner har været i en kunstnerisk spændetrøje
My senses have been stripped
My hands can’t feel to grip
My toes too numb to step.
Tredje vers erkender humoristisk, at det godt kan tage sin tid, før han helt har fundet sig selv igen, og at han i mellemtiden kan blive opfattet som en klovn, der jager sin egen skygge:
And if you hear vague traces of skipping reels of rhyme
To your tambourine in time
It’s just a ragged clown behind
I wouldn’t pay it any mind
It’s just a shadow you’re seeing that he’s chasing.
Det fjerde og sidste vers forestiller sig visionært den frihed, fortælleren vil møde. En Dylanfortolker, Paul Williams, gør opmærksom på den ekstraordinære klarhed, Dylan bibringer med de fire sange: ”Nobody had ever spoken or sung to a folk/pop/rock audience the way Dylan does on side two of Bringing It All Back Home … a truly mysterious clarity and power that is present in each articulated syllable, each guitar strum, each breath”.
Med It’s all Over Now, Baby Blue er noget forbi, og noget nyt begynder – noget, der ikke har modstykke i populærmusikken, og som må betragtes med helt andre alen. Her begynder Bob Dylans store personlige livsværk, der gradvis vokser fra at være en generationsstemme til at indtage sin plads blandt den vestlige verdens kulturskatte. I modsætning til så mange andre navne fra skatkisten, der tilhører historien, Shakespeare, Goethe, Dostojevskij, har vi set det udfolde sig for øjnene af os, ofte uden helt at forstå det nye før årevis senere. Det er ikke så galt.
Læs de forrige artikler i serien her:
Dylans 10 bedste album: 10 – More Bob Dylan Greatest Hits (1971)
Dylan 10 bedste album – 9: Before The Flood (1974)
Dylans 10 bedste album – 8: Oh Mercy (1989)
Dylans 10 bedste album – 7: Blood On The Tracks (1975)
Dylans 10 bedste album – 6: Highway 61 Revisited (1966)
Dylans 10 bedste album – 5: Desire (1976)
Dylans 10 bedste album – 4: Time Out Of Mind (1997)
Dylans 10 bedste album – 3: Blonde On Blonde (1966)
Dylans 10 bedste album – 2: Love And Theft (2001)
Bob Dylan
Bringing It All Back Home
Columbia (1965)
LÆS FLERE TEKSTER I POV OM BOB DYLAN HER
LÆS FLERE TEKSTER I POV AF JAKOB BRØNNUM HER
Topillustration: Bob Dylan: Bringing It All Back Home. Foto: Udsnit af omslaget
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her