KONCERTANMELDELSE – Efter 14 års pause er The Black Crowes tilbage med et nyt album og nu på Europa-turné. Hvis man er til banale riffs og 3-4 akkorder – der ligger jo ofte en tryghed i det forudsigelige – var man gået rigtigt denne aften i Falkonersalen. Denne anmelder savnede dog i den grad mere musikalsk risikovillighed, gearskift og finesser.
Det var med beherskede forventninger, at jeg tirsdag aften drog mod Falkonersalen, Frederiksberg. Vores musikredaktør udsendte primo marts successivt overblik over artister, bands og festivaler, som vi musikskribenter kunne byde ind på, alt efter speciale og erfaringer.
I et nanomoment af et ønske-fatamorgana syntes jeg under hurtig scanning af navnene at læse Counting Crows. Dem var jeg glad for i min helt unge ungdom, især albummet Recovering The Satellites. Septetten fra Californien er rent faktisk på verdensturné i år.
Minder og forventninger
Fatamorganaet forsvandt lynhurtigt, og så at der stod The Black Crowes. Well – de har aldrig været blandt mine personlige favoritter, men anerkender deres store hits fra starten af 1990erne og deres karismatiske forsanger, som i den grad sender associationer i retning af et sandsynligt stilforbillede, Mick Jagger.
Tracks som “She Talks To Angels” og “Remedy” glæder jeg mig dog til. De sange har raffinement, feeling og er velskrevne.
Derudover husker jeg ellers kvartetten fra Georgia, dannet i 1984, som uprætentiøs, no-bullshit, riff-baseret bluesrock/Motown, uden den store originalitet og overraskelser i ærmet. Men lad os se, om de kan omvende mig i aften. Bandet har trods alt, efter mange års pause og et break-up, et spritnyt album i luften nu. Titlen er “Happiness Bastards”, og det er gruppens tiende album gennem tiderne.
Supportband inkognito – panikløsning?
I direkte sammenligning har Falkonersalen ikke nær samme charme og elegance som “den nye” K.B. Hallen. En dansk kvartet agerer support act, men anvender kun 20 af de 30 minutter, de ifølge programmet er tildelt. Genremæssigt er de i slægt med The Black Crowes, dog en anelse mere i retning af punk.
Deres navn fandt jeg aldrig ud af, trods at jeg spurgte henved tolv forskellige publikummer og to servicemedarbejdere. Lugter af en aflysning fra det planlagte support act og hasteindkaldelse af en dansk pendent, som ikke formåede at gribe chancen, jævnfør manglende udnyttelse af tildelt spilletid.
The Black Crowes lægger fra land med et par nye numre. Derefter følger en “old motherfucker” – som sangeren selv udtrykker det – af et track. Det bringer tryghed om bord. På scenen er de fem mand og to korsangerinder. Trommeslageren sidder øverst på en forhøjet platform. Det virker altid godt og spektakulært.
Undervejs i løbet af den 1:30 timers koncert spøgte bandnavn-dysfasien hos denne anmelder. Ikke grundet musikalske ligheder mellem de to ensembler, men fordi jeg bare ville ønske, at det var Counting Crows, som stod på scenen denne aften i stedet.
Musikalsk risikovillighed kontra (falsk) tryghed
Det er naturligvis unfair, og måske endda respektløs, med et sådant statement. Retfærdigvis skal det nævnes, at jeg langt fra kender hele bagkataloget hos TBC. Rock n roll har rigtigt mange udtryksformer og mulige grænselege med andre genrer.
Ud fra en IMDb-logik, hvor kulturforbrugeren som styrende princip giver point inden for den eller de genrer af film, som vedkommende holder af, ja, så kan jeg også anmelde denne koncert kvalificeret. For jeg elsker rock og metal, ja, også jazz, klassisk musik, hiphop, velskåret pop, trance, etc.
Men der SKAL være noget på spil. Noget skal risikeres. Chancer skal tages. Gode historier skal deles, det skal gå i kroppen, og følelser skal blottes og deles, så band og publikum smelter sammen til en livsfejrende, tindrende, sansende organisme. Det skete ikke for mig med The Black Crowes denne aften.
Bandet blev grundlagt af de to brødre Chris og Rich Robinson i 1984. Storebror Chris på leadvokaler og mundharpe. Lillebror Rich på guitar. Deres gennembrudshit var et cover af Otis Redding, “Hard To Handle”, i 1990. Den figurerede på albummet Shake Your Money Maker, hvor også “She Talks To Angels” – skrevet af Chris, da han var 15 år – er med. Den hittede også stort.
TBC spiller typisk ud fra en formel med 3-4 akkorder. Bluesbaseret, og det svinger når de gør netop det, altså rendyrket bluesrock. Men når de med et lidet opfindsomt riff spiller endnu et track, som kører over 3-4 akkorder UDEN overraskelser, i en zone som nærmest er softrock møder træt blues, når numrene ligner hinanden for meget – ja, så begynder jeg at kede mig.
Hvor er det unge publikum?
De er tydeligvis inspireret af The Rolling Stones, men også Clash og Aerosmith, og en uptempo version med hamren på klaverets tangenter får Jerry Lee Lewis frem i associationskataloget. Mundharpen kører fint på de tracks, hvor det er rendyrket, ærlig bluesrock, og de momenter nyder jeg trods alt.
Chris Robinsons stemme og kropssprog live, samt stil og udtryk i flere af numrene, er faktisk mere i familie med Steven Tyler og Aerosmith end førnævnte Rolling Stones. Eller lige meget i begge familier.
Publikum er altovervejende i alderen 45-60 år. Flere mænd end kvinder. Alt fra langhårede evighedshippies til revisorlignende mænd med briller, veltrimmet kort eller tilbagestrøget sølvrævsfrisure.
Ser ikke en eneste halvvoksen teenager og kun ganske få, som er yngre end 40-45. Bandet på scenen havde deres storhedstid i starten af 1990erne, og de er selv midt i halvtredserne, så generationsmæssigt passer tingene.
En herlig undtagelse til denne regel, og der findes heldigvis rigtigt mange af disse: Til koncerten med Blur på Orange Scene på Roskilde Festival sidste sommer så jeg omkring 80.000 primært helt unge mennesker danse, hoppe og endda synge med, som var musikken “deres” og dermed generations også.
Så der findes i den grad musik, som formår at krydse generationskløfter, og eksemplerne er legio. Det er i sig selv et dejligt faktum.
Men dagens ungdom i København og Danmark er bare ikke til The Black Crowes. Og det er jeg sådan set heller ikke. Men helt ok, at andre er, og det understreger smilene og glæden hos aftenens modne, ølsvingende publikum.
Der er et moment af nostalgi og tidsrejse i dette. Det samme ville gælde for mig, hvis musikken formåede at forføre, bevæge og eksaltere mig. Fortid eller nutid, helt underordnet.
Hvorfor så konformt, når bandet rent faktisk kan skrive sange?
Knapt halvanden time inde i showet får vi så omsider “Remedy”. Det track er en survivor. En på en god dag tidløs rockklassiker. Den har et stærkt, originalt riff, et refræn hvor grundtone og progression overrasker, og den er melodisk og harmonisk bare 400 gange mere prægnant end hovedparten af gruppens øvrige numre.
Så hvorfor hulen skrev og skriver de ikke mere ned ad den sti, når de åbenbart kan? Måske netop det nummer var en klassisk undtagelse, undfanget til overraskelse for dem selv. Og så elsker de ellers bare at spille straightforward bluesrock.
Efter “Remedy” siger bandet tak for i aften, vi elsker jer! Lyset på scenen slukkes, og den sædvanlige men som oftest sødmefulde forventning – en kliché, som bare virker endnu – indfinder sig.
Efter et minuts tid går de naturligvis på igen, og slutter af med et uptempo bluesrocknummer, hvor Jerry Lee Lewis snildt kunne have siddet ved klaveret og hoppet i stolen. Et ekstranummer var, hvad der blev til, men der blev lukket effektivt af.
Positivt: ”She Talks To Angels” fungerede smukt. En velskrevet og inspireret ballade, som tager lytteren derud, hvor kragerne vender, for så at dreje om igen og svæve ud til den metafysiske skønhed igen. Derude hvor man vover følelserne, hvor man tør fortællingen, og virkeligt har noget på hjerte.
Leverede varen – men…
The Black Crowes gør som de gør, er som de er, det er sådan de vil spille, og en stor del af aftenens midaldrende publikum abonnerer stadig på det. Og så kan jeg ellers stikke mine snobbede forbehold og analyser op, hvor solen ej skinner.
Kære I sorte krager fra Georgia, hjemstat for jeres kolleger REM, som helt uden sammenligning har leveret en smaragdkæde af tidløse hits: Undskyld, at jeg savnede Counting Crows. Ikke fair. Undskyld, at jeg anfægter 3-4 akkorder uden overraskende breaks, progressioner og fraværet af stærke melodier, som vækker nysgerrighed for teksterne. Helt fair.
I leverede såmænd varen med det, I har, kan og gør. Det gør jeg så også her, i anmelderens optik, hvor nøgtern musikalsk analyse og perspektiv nærmest altid vil være legeret med personlig smag, hvad enhver jo ved.
Kære fortsat virile drager: I kan jo godt skrive tracks, som hæver sig over mainstream og sydstatsamerikansk hometown-pseudotryghed. Så gør det da, bare lidt mere. Blot et ydmygt forslag herfra.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og