MUSIK // ANMELDELSE – Koncerten med Slash i K.B. Hallen var et studie i verdensfjernt egotrip. Og en lurende angst for ikke at kunne alene? Men også en klassisk arkaisk rockhistorie, hvor to egoer kolliderer i ønsket om fælles succes og det at skabe rockhistorie. Ikke helt ulig historien om Pink Floyd. Helt uden sammenligning i øvrigt.
At Axl Rose i 2001 valgte at genskabe Guns N’ Roses uden Slash var, om ikke en fejl, så dog problematisk og trist. For lyden af Slashs guitar, og helt særlige signaturer blev aldrig erstattet af de studiemusikere, teknisk dygtige eller ej, som Axl Rose forsøgte at erstatte Slash med. Og Rose prøvede flere forskellige af.
Fredag aften i smukke K.B Hallen var problemet det omvendte: Slash gjorde, hvad han kunne, men hans sanger mangler i den grad den karisma og stemme, som føromtalte Axl Rose har.
Slashs band spiller solid rock’n’roll – indrømmet – men desværre også en yderst ordinær og forudsigelig af slagsen
Myles Kennedys stemme er i sammenligning ordinær og i værste fald animeret i retning af netop Axl Rose og andre mulige forbilleder. Måske Slash har bedt ham om dette – for han er jo chefen i bandet?
Ifølge en fyr, en fellow musician, jeg talte med undervejs, var sangeren fredag aften påvirket. Det rører mig ikke. Fyren nævnte også mistanke om, at sangerens stemme var med backing track. Ikke godt. Men et postulat, for det var svært at vurdere i larmende K.B Hallen
Solid rock – men forudsigeligt og med alt for mange klicheer
Slashs band spiller solid rock’n’roll – indrømmet – men desværre også en yderst ordinær og forudsigelig af slagsen. Man savner simpelthen gode melodier og stemninger og de brud med rockklichéer, som gør musikken interessant og griber fat i følelserne.
Slash er fortsat en yderst ferm og kreativ guitarist med masser af sjæl og balls – men en dygtig sangskriver er han bare ikke
Well, på positivsiden: Numrene var korte og trommeslageren dygtig. Slash er fortsat en yderst ferm og kreativ guitarist med masser af sjæl og balls – men en dygtig sangskriver er han bare ikke.
Det er standard blues hard rock og fint til en fest, men sange (eller tekster) kan han ikke skrive selvstændigt. Det skal retfærdigvis nævnes, at Slash var co-writer på to sange på mesterværkerne Use Your Illusion I og II – begge udgivet i 1991 – samt et enkelt nummer på The Spaghetti Incident? Sidstnævnte udgivet i 1993.
Rytmeguitaristen Izzy Stradlin fra Guns N’ Roses har også skrevet enkelte tracks undervejs, men der hersker ingen tvivl om, at Axl Rose har komponeret suverænt hovedparten af alle numre fra Guns N’ Roses gennem årtierne siden gruppens debut i 1985.
Det sagt har Slash jo så bidraget med riffs, licks og mange mindeværdige soli. Men som sangskriver og komponist er han ikke just et unikum. Og det fremgik også under fredagens koncert. Hård dom – men det er ikke bare sådan ifølge mig og mine ører, men en kendsgerning. Et er at spille blues riffs og soli, noget andet, og langt mere krævende, er at skabe rocksymfonier.
K.B. Hallen er nærmest en teaterkatedral
Til gengæld var lyden i den efter branden i 2011 smukt nyrenoverede K.B Hallen glimrende, og hallen fremstod æstetisk, både med balustrader med siddende publikum og på selve scenen med dens hvælvede loft. Det samme gælder toiletforhold og høj service hos medarbejderne.
Et enkelt højdepunkt kom dog, da bandet spillede “Always on the run” af Lenny Kravitz. En sang, hvor Slash faktisk spiller solo, og tracket blev givetvis skrevet sammen med Kravitz dengang. De to er også gode venner, eller var det i hvert fald.
Til det nummer sang bassisten i Slashs band denne fredag aften, og det svingede groovy, skønt og fremragende.
Jeg har personligt aldrig været vild med Elton John – og undskyld, hvis jeg her fornærmer nogen – så at aftenens ekstranummer var “Rocket Man” af netop Elton John, ja, det fandt jeg højst upassende og nærmest fornærmende.
Men måske der deri lå en skjult og følsom henvisning til Axl Roses påståede homofobi – kun baseret på hans tidlige tekster – og så den forbrødring, som fandt sted ved enkelte lejligheder, hvor Axl og Elton sang sammen live. Ja, det står hen i det uvisse.
Men den sang har intet at gøre med rock’n’roll, så valget undrer mig meget. Cause why?
Slash spillede desværre fallit – til gengæld var opvarmningsbandet fremragende
Fredagens koncert bar præg af et ego, som af al magt og desuden med svigtende evne, havde brug for at bevise sin egen kurs og vej. Han kan begå sig som glimrende bluesguitarist – men hverken som selvstændig sangskriver, arrangør eller impresario. Desværre.
Så det blev en aften lidt på det jævne.
Det skal sluttelig nævnes, at supportbandet, amerikanske Mammoth, som gik på præcis klokken 20:00 og spillede lige så præcise 30 minutter gjorde det glimrende. Solid hard rock med strejf af metal. De spillede med raffinement, uhyre præcision og kreativt spil, fra især trommeslageren og lead-guitarist og sanger Wolfgang Van Halen – søn af Eddie Van Halen, surprisingly enough? Og så var de charmerende legesyge og hyggede sig åbenlyst på scenen. Den slags elsker publikum.
Havde gerne set Mammoth få en time, og så kunne Slash & Co. have nøjedes med to timer. Men sådan fungerer musikbranchen jo ikke, og igen er det kun udtryk for min holdning og ønske for fordelingen af playing time slots i fredagens show.
Kan du lide, hvad du læser? Så klik dig videre på andre af Gorm Blochs artikler her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her