KONCERT // ANMELDELSE – Mesterklarinettisten Martin Fröst var på musikalske listefødder, afvekslende med fyrig stepdans, i fem kammermusikværker, hvor han blev fornemt sekunderet af pianisten Roland Pöntinen.
Martin Fröst har gennem nu snart flere årtier været en central figur i klarinetkoncertrepertoiret, hvor han med sin intakte ungdommelige glød, overordentligt fine tonedannelse på sit instrument og personlige, meget fysiske tilgang til musikken har forsvaret positionen som en af nutidens førende klarinettister.
Når han dertil allierer sig med en pianist af Roland Pöntinens kaliber, bliver resultatet en af de helt sjældne oplevelser.
Sjælden især fordi det er relativt få gange, man får mulighed for at høre fem centrale kammermusikværker for denne instrumentkonstellation på én og samme aften. Værkerne kan både fortælle os om klarinettens formidable evner til at skabe intense lydbilleder og samtidig vise, at der kun er et relativt begrænset repertoire at tage af inden for denne genre.
Koncerten ledte os i begyndelsen til det tidlige 20. århundrede og bevægede sig derefter bagud for så igen at tage rejsen fremad, hvilket gav en fin og spændende oplevelsesmobilitet.
Med Alban Bergs 4 Stücke, op. 5 fra 1913 tog det komponisten adskillige år, før værket kunne opføres, endsige udgives. I et brev beklagede Berg sig således i bitre vendinger over sine mange mislykkede forsøg på at finde en udgiver til disse “Stykker for klarinet”.
Først i 1920 lykkedes det ham endelig at få dem trykt, efter de i 1919 var blevet uropført i Wien. I disse ret kortfattede miniaturer leverer han eksempler på den genre af “små eksperimenterende stykker”, som også hans lærere Arnold Schönberg og Anton von Webern havde bidraget med.
Fröst lader her Bergs musik strømme gennem sin krop, som blev den undfanget først i fodsålerne og derefter forplantedes til hans evigt skiftende kropsvægtsstillinger
Mest af alt virker de nu mere som illustrerende øjebliksbilleder af gespenstagtige skikkelser og uhyggelige skyggefigurer i en tidlig horror-stumfilm, hvor alt stritter i vilde udslagsretninger og med voldsomme kontraster. Måske var det Første Verdenskrigs rædsler, der her finder et udtryk gennem disse voldsomme udladninger, som rækker fra de svageste og næppe hørbare toner til de mest hidsige eksplosioner i såvel klarinetten som klaveret.
I Frösts og Pöntinens fortolkning var det deres respektive fysiske involvering i musikken, der gjorde udslaget. Fröst lader her Bergs musik strømme gennem sin krop, som blev den undfanget først i fodsålerne og derefter forplantedes til hans evigt skiftende kropsvægtsstillinger og rykvise holdninger, indtil den strømmer videre ud af selve instrumentet.
Det giver både en fylde og tyngde til hver enkelt frase og overbeviser dermed som både organisk oplevet og kropsligt udført musik. Samtidig har han med sin virtuose cirkulære vejrtrækning en frihed i sit spil, der er rent ud enestående.
Det samme gælder i lige så høj grad Pöntinens klaverledsagelse, hvor såvel hans udsøgte klangudtyndinger som de voldsomt abrupte accentueringer fører musikken rykvist fremad.
Hvad der i de følgende fire værker især trådte markant frem, var både den senromantiske indfølte sødme og ny-modernismens spændstige rytmefigurer i kompositioner af først Johannes Brahms (Sonate op. 120, nr. 1 fra 1894), dernæst Francis Poulenc (Sonate fra 1962) og Camille Saint-Saëns (Sonate fra 1921) og til sidst Ernst Chausson (Andante et Allegro fra 1891). Vi blev i disse værker ført både frem og tilbage i tid, hvilket gav et inciterende indblik i instrumentets muligheder inden for hver given periode.
Hos Brahms var det de djærve bondedanserytmer, der forblev hovedindtrykket, mens Poulenc nærmest leverede et filmisk slapstick-soundtrack, som vi kender det fra Chaplins tidlige stumfilm med deres mange livfulde, evige politijagter.
Hos Saint-Saëns fik vi den måske mest melodiøse tilgang til klarinetten som instrument, hvilket blev forløst af Fröst med et sjældent tyst og finfølt vibrato i især de lange nodeværdier. Dette gav associationer om fjerne riger og lande, der måske alene hører hjemme i drømmenes verden. Her blev han i særlig fin grad sekunderet af Pöntinen, som perspektiverede klarinettens afrundede klangbilleder ved at modstille flyglets harmoniske dybde og bredde med solistens spil.
Et både intenst vibrato og fascinerende tremolo
Til afslutning fik vi ægte senromantik med Ernst Chaussons korte, men intense koncerterende komposition i to vibrerende satser. Hans velkendte værker for soloviolin og orkester spøger her tydeligt i baggrunden, og det endda så meget, at man som tilhører næsten må mistænke komponisten for egentlig at have konciperet værket for violin, men senere omformet det for klarinetten.
Fröst fik her igen et både intenst vibrato og fascinerende tremolo ud af sit instrument, hvilket undertegnede kun sjældent har oplevet så velformet og følsomt fortolket.
I de to ekstranumre, Brahms’ Ungarsk Dans nr. 1 i meget frit arrangement og en Klezmer-dans nr. 2, bevægede vi os over i en helt modsat boldgade, hvor det var fyrighed og ungdommelig glød, der var det fremherskende.
Her blev der danset for fuld skrue på klarinettistens listefødder og i pianistens klaviaturbeherskelse, så det slog gnister – alt imens regnen piskede på ruderne i Mogens Dahl Koncertsal. En afslutning, der var både musikkens og musikernes virtuositet værdig.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
