TEATER // ANMELDELSE – Anna Malzer plukker i personlige erindringer og møder i Sukker på Mungo Park. Det er sårbart. Det er hudløst. Det er grotesk, men det er også meta-morsomt, når alle skuespillerne bryder den fjerde væg og kommer med forklarende parenteser. I Christopher Læssøs tilfælde lårklaskende morsomt, skriver teateranmelder Steen Blendstrup.
Nej, Sukker handler ikke bare om pigen, der voksede op i Urban Planen som den eneste hvidhudede pige i opgangen. Det handler ikke bare om pigen, der voksede op og ind i den kulturelle elite med premierefester og de rigtige kontakter, mens hendes veninde med vestafrikanske rødder voksede ind i SOSU-faget (”men det er da også en fin uddannelse, som man kan bygge ovenpå … til sygeplejerske”).
Sukker handler ikke bare om, hvordan klasseskel, uddannelsesskel og – lad os nu bare være ærlige – hudfarveskel kan gøre barndommens og ungdommens tætte venskaber svære at opretholde.
Anna står halvnøgen og bagstiv med den ene sandal i hånden og får smækket døren i ansigtet
Sukker handler ikke bare om den bratte opvågnen til, at det venskab, som skulle have varet evigt, er slut, og en er på vej til at blive teaterdirektør og en anden har oprettet en profil på sugardating (deraf titlen Sukker). Det handler om det hele, men også om verden, og hvordan vi er i den. Og det kan vi alle spejle os i.
Virkeligheden med sukker på?
Sukker starter in medias res. Anna står halvnøgen og bagstiv med den ene sandal i hånden og får smækket døren i ansigtet. Hun ser aldrig Jasmine igen. Og så spinder Anna Malzer ellers elegant en historie frem og tilbage mellem fortid og nutid og – i forhold til den smækkede dør – fremtid.
Det er et dramatisk trick. Det virker. For hvordan nåede hun frem til den smækkede dør? Anna fortæller os fra start, at det er flere år siden. Sukker er et tilbageblik. Det er i sagens natur subjektivt. Det er muligvis også utroværdigt. Undervejs får de øvrige figurer dog lov til at forklare sig direkte til publikum i en alternativ fortælling. Den skal vi heller ikke nødvendigvis stole på.
Anna Malzer deklarerer forestillingen som en fiktion, selv om Sukker ”tager afsæt i personlige oplevelser”. Autofiktion, om du vil. Jasmine findes heller ikke, men er på samme måde ”skabt ud fra et virvar af oplevelser med venskaber, digitalt begær og komplekse magtdynamikker i min generation”.
Vores ‘vennetid’ er en begrænset ressource
Lige den sidste sætning lyder unægtelig som noget, forestillingens Anna kunne finde på at sige, når hun kigger op fra sin Treatise on Colonialism, mens hun sidder i strandstolen på et caribisk luksusresort.
Venskabsbånd
Tilbage i efterårskolde Danmark kan du jo spørge dig selv, hvor mange af dine tætte venner fra folkeskolen eller fra barndommens gade du ses med i dag. Eller veninder. Forestillingens hovedperson bryder sig slet ikke om ordet, men der er selvfølgelig en pointe i, at Sukker ser verden fra en kvindevinkel.
Der er mange ting, der kan bryde disse unge venskabsbånd. Fysisk flytning naturligvis. Forældre, der flytter efter arbejdet, eller forældre, der flytter fra hinanden. Punktum. Forskellige uddannelsesveje. Nye venskaber. De to ting hænger ofte sammen. Vores ”vennetid” er en begrænset ressource.
Og en dag er vores ven, som vi byggede huler med, gik på æbleskud med, røg den første smøg med, kiggede efter piger/drenge med og reddede vores røv, når vi var i vanskeligheder, pludselig ikke i vores verden mere. Blot et minde, der som minder ofte gør, får et lyserødt skær. Måske en ven, der ikke levede op til vores families normer, men hvis fandenivoldskhed vi elskede.
Luksusferie til sukker-øerne
Hvem, der er ven – eller veninde – med hvem, er selvfølgelig altid et spørgsmål. Og hvem der efterlod hvem på perronen. I Sukker er det tydeligvis Anna, der har mindre og mindre tid til Jasmine samtidig med, at hun er på vej op i samfundet. Men det er på den anden side Jasmine, der inviterer sin barndomsveninde på luksusferie til Caribien. For hun har valgt sukker-løsningen.
Lokationen er valgt med omhu. Her kommer der et større politisk aspekt ind i historien (jævnfør Annas ferielekture). Vi har ikke blot hudtoneforskellen mellem Anna og Jasmine, vi har nu også alle de tjenende ånder på hotellet, der skraber for de rige gæster. Alle vittigt spillet af Christopher Læssø. Han spiller i øvrigt også Jasmines sugardaddy, så vi skal ikke nødvendigvis lægge for meget i hudfarven. Det er også magtanalyse og kapitalismekritik.
Det er derfor, Sukker er vedkommende uanset køn, hudfarve og socialt tilhørsforhold
Både Signe Thielsen som Jasmine og Nana Morks som Anna har mange spidse og vittige sidebemærkninger (og man vil givetvis opdage flere ved et gensyn med Sukker), men Christopher Læssø er – i alle sine roller – nærmest en lang, vittig sidebemærkning i venindeuniverset. For mændene kommer og går. Venskabet består.
Indfødt eller indvandrer
Eller det er i hvert fald vores ideal. Mændene har kammerater eller bros, kvinderne har … nå ja, veninder, hvad fortælleren nu ellers måtte synes om det ord. Og det har vi vel at mærke alle sammen. Det er derfor, Sukker er vedkommende uanset køn, hudfarve og socialt tilhørsforhold.
Kærester er nærmest indbyrdes udskiftelige, som de kommer og går livet igennem. Vi har forskellige chefer og kolleger, studiekammerater, bofæller, naboer og så videre, som gæster vores liv i perioder. Men vores venner, vores livsvidner – de er os dyrebare. Vi følger med i opture og nedture og holder ved til den bitre ende – og det gør vi så også i Sukker.
Anna Malzer skriver sig fint ind i Mungo Park-formlen for dramatik. Vi kommer hele følelsesspektret rundt – pinligt, pinefuldt og pissefuld og på rulleskøjter. Eller som Nana Morks skikkelse i første scene; på en gang komisk, som hun humper rundt på en sko, på den anden side tragisk, som hun banker forgæves på døren. Og så er det i øvrigt tjept leveret på kun en time og tyve minutter. Man er næsten forpustet, når det er overstået. Og – som årskort-publikummet i Allerød har vænnet sig til – parat til at se forestillingen igen.
Sukker er grydeklar (og sukkerglaseret) til at indgå i repertoiret og turnélivet. Den bygger ikke blot oven på det pigeunivers, som Anna Malzer skabte med Tatovering. Der går faktisk en ret klar tråd tilbage til Anna Malzers 16:29, fordi den også foregår i det kulturelle spændingsfelt mellem indfødte og indvandrere. Om det så er i Frankrig, i Danmark eller i Caribien.
Klik dig videre til mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og