taxamanden

Taxamandens klumme: Den lykkelige bimmelim

i Featured af
LIV & MENNESKER // KLUMME – Jeg kender dagliglivet på lugtene. Eller rettere: jeg genkender. Underligt paradoksalt her i min pensionsalder, hvor næsen ikke er så skarp, som den var engang. Så der skal lidt mere power på. En af disse modne kvinder, der er meget generøse med piftet fra flakonen, så der breder sig en liflig duft af sensommer eller af et forår, der er alt for langt borte. Eller lugten af ham, der har sat sig nu på bagsædet! Der er godt nok ikke megen tvivl om, hvad han har foretaget sig de sidste mange timer. Han sukker dybt og en usynlig sky af alkohol rammer mig, mens jeg kigger på ham for at få et tip om destinationen.

Det er faktisk søndag, tidlig eftermiddag nu. Klokken nærmer sig 14, og der kunne være tale om en solid efter-brandert. Jeg kigger på hans levende ansigt, hvor rynkerne bliver brugt til at smile med. Der er lugten af alkohol og så de blanke øjne, der afslører, at han ikke er helt appelsinfri. Øjnene er tæt på – men lugten. Jeg drikker selv meget moderate mængder af sprut og øl, men jeg har ikke den der brækfornemmelse, som nogle kolleger taler om, når de møder nattens sold hos kunderne i taxastuens ret få kubikmeter luft. Lyder måske lidt tosset – men på en måde er lugten hyggelig.

Jeg starter nysgerrigt – lidt snigende for ikke at agere moralsk vagthund.

Det har sat fuger i det levende ansigt. Han har prøvet den lykkelige beruselse før

– Nå, har du været ude at hygge dig i byen?

Jeg samlede ham op på stationen, så det er nærliggende, at han er kommet ind med S-toget fra København. En hardcore nat i tobak, bajere og hvad der ellers følger med på et af de brune værtshuse. På den anden side: Det kan jo ikke lade sig gøre i disse corona-tider, hvor natteliv og drukture er komplet amputerede.

Gadelygten er slukket i pandemi-landet.

Kunden smiler.

Et eller andet sted ved han jo godt, at jeg har lagt mærke til hans – det må man sige – velkontrollerede ”Bimmelim”. Og det har sat fuger i det levende ansigt. Han har prøvet den lykkelige beruselse før.

– Næh! Jeg har været på arbejde.

På mit indre, moraliserende overvågningskamera tegner der sig et billede af en mand, der har drukket sig stiv på lageret et eller andet sted, hvor ingen kunne kontrollere ham.

– Jeg arbejder på et værtshus, der åbner tidligt. Jeg er kromand, ”bajer-slæwer”, udskænker – eller bartender, som jeg ynder at kalde det. Det lyder jo pænere og så er det noget, de unge kan forstå, griner han.

….de overvægtige, der får tyksak Taxamand til at ligne en reklame-model for Nupo

Det er jo nødvendigt, det der med moral. Det kunne vi bruge mere af i politik og mennesker imellem. Anstændighed og fornuft.

Men moralisering?

Den er også i mig, hvor den ligger og ruger, og jævnligt sætter et filter ned mellem mig og de kunder, jeg møder. De unge, der fester igennem på en torsdag, selv om de burde passe deres skole næste morgen, hvis de da ikke trækker pjækkerøvs-stikket. De overvægtige, der får tyksak Taxamand til at ligne en reklame-model for Nupo slankepulver – altså efter et vægttab. Hvorfor helvede lukker de ikke bare munden, så de ikke blusser af forhøjet blodtryk og pruster som en strandet hval, når de klemmer sig ind på bagsædet. De dør årtier før beregnet. Eller min rare kunde her, der helt klart går under betegnelsen alkoholiker, hvis man tæller ugentlige genstande.

I kunsten er det ok! Digteren Jens August Schade med de karakteristiske, fugtige læber besang vinen og erotikken – i rigelige mængder. Eller digteren F. P Jac. og hans konsekvente mål om at drikke sig ihjel før de 30.

Men manden på gulvet er en ulykkelig skæbne.

Problemet i tragedien er bare, at hovedpersonen på bagsædet af vogn 6828 virker usædvanligt glad – udover den aktuelle rus.

Vi taler om livet og ensomheden i disse tossede tider. Han giver mig sin egen historie.

Han var gift i mange år, og sammen fik han og konen en søn, som er tæt på ham i dag. Måske tættere, end da han var dreng. Min kunde havde et ufaglært job i den offentlige sektor, hvor der ovenikøbet er faldet lidt pension af. Han er formelt pensionist nu. Den lille familie levede et fuldstændigt ordinært liv i et ægteskab, der holdt – med de træthedens og irritationens nedture, der følger i dét fællesskab.

– Om vi elskede hinanden? Jamen, det gik de jo ikke sådan og spekulerede på i hverdagen.

Så blev konen syg. Uhelbredelig cancer. Og så skulle det formelle ægteskabs reelle fællesskab stå sin prøve.

Hvad skal jeg sige andet end:  Det er præcis sådan, døden skulle være

– Jeg tog fri og passede hende fra diagnosen til hendes død. Vi var nok ikke sådan nogle typer, der hele tiden gik og fortalte, at vi elskede hinanden. Jeg var der bare, fordi det er sådan, hun ville have det, og det er sådan, det skal være. Nogle folk synes, det lyder koldt. Men jeg mener faktisk, at vores sidste måneder sammen var blandt de måske bedste i vores liv. Der var et formål med alt, hvad vi gjorde. Hun døde så at sige i mine arme, og så ringede jeg efter min søn, der jo var trist over at skulle miste sin mor. Jeg ville før have sagt, at dette sidste kunne vi ikke magte. Men vi gjorde det sammen – mig og min søn. Vaskede hende. Gav hende lidt læbestift på sammen med yndlingskjolen. Hvad skal jeg sige andet end:  Det er præcis sådan, døden skulle være.

Ingen klump i halsen hos min kunde, selv om jeg kigger ham ind i øjnene, så han kan se mine, (der alt for let trækker fugt her i mine senior-dage). Det er efterhånden en håndfuld år siden, konen døde.

En ny kæreste?

Aldrig i livet.

– Jeg passer min afløser-tjans som bartender. Men kun i dagtid. Natteroderiet kan jeg sgu’ ikke holde til længere. Og ja, så får jeg mig en lille én undervejs. Eller bliver hængende. Det er der vel ingen, der har ondt i røven af?


LÆS ALLE TAXAMANDENS KLUMMER HER


Foto: Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Featured