
JOAKIM THÅSTRÖM // ANMELDELSE – Efter de hektiske 80’ere, hvor han stod i spidsen for Sveriges dengang største rockband, Imperiet, har den svenske trubadur Joakim Thåström i årevis boet i Berlin. Det nye album Dom som skiner slår med udgangspunkt i samme by på en og samme tid en cirkel med en tilstands- og stilstandsrapport om en by, som den beskriver en rejse indad og udad. “Således slutter rejsen på Dom som skiner måske 60, måske 70 år, før, den begynder. Det er nærmest litterært. Jo, det er et fremragende album,” skriver Jan Eriksen i sin anmeldelse.
Jeg har en svaghed for det, jeg kalder rejse-album. Ikke i den gode, gammeldags betydning, papindbundne album fyldt med fotos fra sommerferien på Kreta.
Nej, det handler om musikalbum, som jeg oplever som en rejse, fysisk gennem en by eller på tværs af grænser, og samtidig som en bevægelse gennem sindslige landskaber. Altså sådan en slags 360 graders musikværker, der også bringer mig ud på en rejse.
Lou Reed og Simon & Garfunkel – New York. Bowie – Berlin. Springsteen – New Jersey. U2 – Dublin-The Joshua Tree t/r, er oplagte eksempler. Sonic Youths Bad Moon Rising, 10.000 Maniacs første albums – og Love Shops første album og senere Brænder boksen med smukke ting er andre eksempler.
Overfladisk handler det om alt det, han kan høre gennem de papirstynde vægge inde hos naboen – sex, skænderier, jazz
Der er mange, mange flere, og mon ikke mange kunstnere henad vejen har ladet sig inspirere af beatforfatteren Jack Keroacs rejseromaner.
Som altid med perception af musik er den slags individuelt. Tolkning, forventning, sansning. Hvor jeg måske oplever en fugl svæve over Themsen i arketypisk londonsk tåge, når jeg lytter til Radioheads OK Computer, oplever andre måske en leverpostejmad med agurkesalat, der har stået 14 dage i regnvejr på Avedøre Station. De fleste hører sikkert bare nogle lyde, musik, sang.
Sådan et rejsealbum er Joakim Thåströms nye Dom som skiner.
Forrygende Imperiet
En gang i en galakse ikke så fjernt herfra var Joakim Thåström medlem af et par uregerlige halvpunkede svenske rockbands, Ebba Grön og Imperiet, der i 80’erne var i Sverige, hvad The Clash var i England.
Jeg så forrygende Imperiet live et par gange, bl.a. i Den grå hal i 1987 efter en julefrokost. Så kraftfuldt var udtrykket, at jeg forlod Christiania ædru. Og derfor undrede jeg mig over, at de spillede Hoola Bandoola Bands revolutionshymne “Fred” to gange.
Som solist er Joakim Thåström eksilsangeren, der i årevis har boet i hhv. København, hvor han skrev den smukke “Sönder Boulevard”, Amsterdam og Berlin, og som det ikke giver mening at sammenligne med nogen eller noget. Det skulle lige være Mick Jagger og Iggy Pop, når de optræder. Thåströms intensitet på scenen er ubeskrivelig og uomgængelig. Intenst er det sandt for dyden også på Dom som skiner.
Der er noget droneagtigt dunkelt bevægende over produktionen, det bevæger sig frem, det bevæger sig i cirkler som i tekstcitatet, mens søstrene Söderbergs sang høres diskret i baggrunden
Langsomt, men sikkert og med stigende energi, kriblende begynder det med ”Långsomt fall”, som Thåström har skrevet i samarbejde med den svenske countrypop duo First Aid Kit – søstrene Klara og Johanna Söderberg, der også synger kor på denne og et par andre sange på albummet. De er i øvrigt døtre af Thåströms gamle ven fra den svenske 80’er-nyrockscene, Benkt Söderberg, fra Lolita Pop.
Som for at sætte præmissen for sin rejse citerer den belæste Thåström den tyske forfatter Hans Fallada, der især huskes for sine satiriske mellemkrigs Berlin-romaner, hvoraf Lille mand, hvad nu? nok er den mest kendte. Måske refererer han bare til Brødrene Grimm-figuren Fallada, der lagde navn til synonymet Hans Fallada. Der er også et hint til en russisk forfatter.
Begynder i Stockholm
Bedømt ud fra lokaliteterne Rangstaplan og Södre Korset begynder det tilsyneladende i Stockholm, men der er også et Südkreuz i Berlin, en togstation. Så det begynder med, at vi ankommer til en station. Thåström synger:
Rangstaplan fram och tillbaka, jag ska ingenstans
Säg en tid och plats, jag ska överallt
En rejse ingensteder hen, en rejse overalt
Det er anslaget til ni sange, der på en og samme tid er øjebliksbilleder, stilstands- og tilstandsbeskrivelser fra en by og samtidig handler om en mand i bevægelse.
Der er noget droneagtigt dunkelt bevægende over produktionen, det bevæger sig frem, det bevæger sig i cirkler som i tekstcitatet, mens søstrene Söderbergs sang høres diskret i baggrunden. Albummet er produceret med et raffinement, der ligger langt fra Thåströms tidlige plader.
Med rocksangens tre minutter lange sprog formidler han følelsen, der før eller siden kommer til alle, der mister. Hvem var du egentlig? Hvad var dine drømme?
Som solist er Thåström søgt i forskellige retninger, mere eller mindre konsekvent baseret i traditionel rock-sangskrivning ofte med hans sprukne sang helt fremme i lydbilledet som f.eks. på albummet Centralmassivet fra 2017. På Dom som skiner lyder det, som om han har skruet en smule ned for sin volumenknap, og det giver mening i forhold til fortællingen.
“Papperstjune väggar” er endnu en flot sang i langsom fremdrift med den svenske sangerinde Titijo sjælfuldt i duet med Thåström. Overfladisk handler det om alt det, han kan høre gennem de papirstynde vægge inde hos naboen – sex, skænderier, jazz. Med Titijos udtryksfulde sang i ørerne synes jeg mest af alt, det lyder længselsfuldt. Bare det var herinde, alt det dér liv.
I ”Store långa gatan” males et stemningsbillede af en promillesamtale mellem et par tørstige gamle venner ved en uteservering i nærheden af sangerens hjem i nærheden af Südkreuz. Med ganske få men pletskudsrammende ord beskrives en af disse tidslommer, hvor tabte drømme, nye og gamle længsler, desperation, varme og tomt promilledrilleri afløser hinanden – og så til tonerne af Sandras firserhit ”(I’ll Never Be) Maria Magdalena”.
Finurligt produceret
Det er finurligt produceret. Begynder igen stilfærdigt, efterhånden som – gætter jeg – tomme ølglas skiftes ud med fyldte, fyldes lydbilledet af diskret, tåget freeform jazz. Et smart greb. Det lyder meget autentisk for enhver, der har prøvet at føre den slags samtaler.
I Thåströms hjemland har der været en del fokus på den gamle rockrebels farvel til guitaren på dette album. Han har fortalt i tv-programmet Skavlan, at det tog ham 15 måneder at tage sig sammen til at fyre det meste at sit gamle liveband.
Således slutter rejsen på Dom som skiner måske 60, måske 70 før, den begynder. Det er nærmest litterært. Jo, det er et fremragende album
Men selvom udtrykket er behersket, gennemproduceret, fremkaldt af diverse synths, keyboards og strings lyder Thåström så insisterende knudret og karismatisk som altid. I det rum opstår en ny dimension i den gamle svea-rockers lyd. Som i det direkte smukke titelnummer, hvor rejsen er nået til en form for afklaring, og sangeren rækker ud efter lyset, mens han passerer Berlins vartegn, tv-tårnet.
Et andet af albummets stornumre “Toledo” løbes i gang af en akustisk guitar, men det vokser sig hurtigt større på et svagt beat og synth-strygere, der er produceret så lavt, at de nærmere fornemmes end høres. Det er effektivt som soundtrack til tekstens tankerække affødt af en alt for lang afsked. Måske fyringen af det gamle band. Tekst og musik matcher hinanden virkelig godt i dette nummer.
Det begynder som nævnt med en banegård – og der slutter det. Ved den banegård, som Thåströms afdøde mor (i 2012) ankom til, da hun som ung rejste til byen for at søge, ja, hvad egentlig? Med rocksangens tre minutter lange sprog formidler han følelsen, der før eller siden kommer til alle, der mister. Hvem var du egentlig? Hvad var dine drømme?
När du äntligen kom fram med sista tåget från
Landsortsstan där du växte upp
När du stod utanför tobaksaffären och inte visste
Åt vilket håll du skulle gå
Jag skulle velat sett dig då
Jag skulle velat sett det du såg
Jag skulle velat sett dig då
Sett det du såg
Således slutter rejsen på Dom som skiner måske 60, måske 70 år før, den begynder. Det er nærmest litterært. Jo, det er et fremragende album. For den, der gerne vil vellyden, er det måske Thåströms bedst producerede album. Det er, som om der efter alle disse år er kommet en ny mere stoflig dimension frem i hans sange.
Sangene hænger indbyrdes sammen, man kan sige, at de ni sange, øjebliksbilleder, noveller, om man vil, fortæller en cirkulær historie, der lige så meget går baglæns som forlæns. Joakim Thåströms nye plade er det vigtigste argument, jeg lige nu og her kan komme i tanke om, for albummet som kunstværk.
Den digitale udvikling, streaming, playlister, algoritmer ufortalt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.