readings død over troper

Talentfulde readings – længe leve det åbne teater

i Kultur/Scenekunst af
SCENEKUNST // ESSAY – Der er myriader af mangfoldigt talent i det her land. Det eksperimenterende teater danskdansk er en af de kræfter, som arbejder benhårdt på, at dette skønne talent når op på de danske teaterscener. I fredags udlånte Mungo Park hus, scene og nogle af deres skuespillere til projektet Død over troper, som er en række readings af stærke stemmer med og uden dramatikerbaggrund. Det var en fantastisk oplevelse fyldt med kvinde-power og black/brown girl magic, skriver Sophie Blendstrup.

Jeg er stor fan af readings. Der er noget unikt og fantastisk ved at sætte sig i en teatersal og blive taget med i en skabelsesproces. Og så bliver man bare altid overrasket. Fredag aften på Mungo Park var ingen undtagelse. Her var det danskdansk, der havde indtaget den lumre blackbox-scene i Allerød.

Danskdansk har som mission at lave ”samfundsrelevant teater, som afspejler det mangfoldige danske samfund”, og har tidligere blandt andet produceret forestillingerne QUEENS, Perker Cabaret og Forført. Det er teater, som vil det nyskabende og det inkluderende, men som også bare vil skabe god, gedigen teaterkunst til alle.

Teatret danskdansk udvider dansk identitet og tager ejerskab

Hvis man gerne vil afspejle det mangfoldige danske samfund, så kræver det, at en tilsvarende talentmasse får lov til at prøve kræfter med teatermediet. Med danskdansks sympatiske kunstneriske leder Sandra Yi Sencindiver i spidsen, var det lige netop det, der blev gjort med Død over troper. ”Vil du dræbe en trope på scenen”, spurgte hun en række forfattere med og uden tilknytning til scenekunsten.

Mangfoldigt samfund, mangfoldig scene

Teaterbranchen er en svær størrelse. Jeg er så heldig at være datter af en teateranmelder, så jeg kommer gerne med til premierer på den københavnske teaterscene. Det er morsomt, men ikke overraskende, hvordan det ofte er de samme mennesker, man ser til premiererne.

Og de – vi – ligner gerne hinanden. Vi ligner dem, der står på scenen, og vi ligner dem, der har skrevet, produceret, instrueret … Nej, okay, ikke hver gang. Og heldigvis sjældnere og sjældnere. Men når der er noget, som føles lidt som et kulturelt nybrud, eller som måske bare har et tema, der smager af lidt mere end salt, så er det ofte det, det kommer til at handle om.

De tekster, der blev præsenteret ved fredagens fem readings, var etnisk og kulturelt mangfoldige. Men det var ikke det, de handlede om. (Og ja, jeg ville ønske, jeg kunne skrive om det, uden at skrive om dét).

Danskdansk forklarer på deres hjemmeside, at alle har brug for at se sig selv spejlet i kunsten og kulturlivet. Danskdansk ”udvider dansk identitet og tager ejerskab”. Det er på den baggrund, Sandra Yi Sencindiver inviterede til sit benspænd om at dræbe en trope – altså en kliché eller en forudindtagelse – med et stykke nyskrevet dramatik.

Det, alle forfatterne til Død over troper havde til fælles, var, at de var håndplukket på baggrund af deres indiskutable talent.

reading død over troper
Forfatter og dramatiker Saynab Farah Dahir bidrog med en varmt og humoristisk reading.

Rebound

Allerede inden den første reading gik i gang, var teaterrummet præget af gode vibes. Forventningsfuldhed. For nogle af dagens dramatikere var det første gang, de skulle præsentere en iscenesat tekst. Det kunne mærkes, at flere havde trofaste støtter med blandt publikum. Det var også tilfældet for Saynab Farah Dahir, som har skrevet Rebound, der var aftenens første smagsprøve.

Saynab Farah Dahir er forfatter til romanen #Bucketlist, som udkom i april på Gyldendal, og hun udkommer med romanen Det Fede Liv senere på året. Hun skriver med en varme og humor, der i fremførelsen af den nyskrevne monolog var til at tage og føle på. Personligt grinede jeg højt med resten af salen mange gange og mærkede flere små stik i hjertet.

Der er en ild, når hun taler. Hun har meget på hjerte. Der er ingen tvivl om, at det også ville være en bonus for den danske teaterscene at få hendes perspektiver om bord

Monologen blev godt hjulpet på vej af en veloplagt Marie-Lydie Nokouda på scenen (i øvrigt instrueret af Sandra Yi Sencindiver). Marie-Lydie Nokouda er et lysende talent og kan som kunstnerisk leder af gruppen Afro to the Future ses på Teater Grob. Med hofterne fulde af charme fortalte hun historien om en kvinde, som har styr på alt (ifølge google), men pludselig står hun med to hormonsygdomme og er single.

Saynab Farah Dahir ville skrive en romcom og dræbe tropen om ”the black best friend”, man ellers altid ser i den genre. Den sorte kvinde skulle være hovedpersonen og have sit eget liv i centrum.

Den ene gang, race blev nævnt i stykket, var i forbindelse en date med ”racist-Rune”, som altid havde undret sig over, hvordan bestemte dele af en mørk kvinde så ud – og som nok aldrig ville finde ud af det. Smukt.

Man kan krydse fingre for, at Saybab Farah Dahir vil dykke mere ned i scenekunsten og bidrage med sine morsomme fortællinger, der danser let hen over alvoren, som alligevel ligger og ulmer under overfladen.

Det er ikke bare pynt

Aftenens anden dramatiske reading havde poeten Naiha Khiljee formet ordene til. Naiha Khiljee har udgivet digtsamlingen Kære Søster på Lindhardt og Ringhof og er desuden oversætteren bag Amanda Gormans The Hill We Climb. Udover at være spoken word artist, digter og nu dramatiker er hun aktivist.

Hun står blandt andet bag en bevægelse for ramadanpynt, som også var omdrejningspunktet for hendes stykke. Hendes Død over troper blev sat i scene af Patricia Bbaale Bandak med Ellaha Lack, Marie-Lydie Nokouda og Nana Morks.

Jeg følte mit teenagehjerte danse i mindet om de mange romaner, jeg læste som yngre

Det er ikke bare pynt er en tekst drevet af dialog blandt tre muslimske piger. Den ene har haft en drøm om, at hun pynter op til ramadan i byens gader og på mystisk vis vågner op med pynt på natbordet. Siden har hun ikke kunnet sove, og veninderne hjælper hende i første omgang med at sætte de gyldne halvmåner op i et træ.

Teksten er centreret om åndelighed. Der bliver ikke stillet spørgsmålstegn ved nogens tro, men det bliver betvivlet, om der er plads til at udtrykke den. Naiha Khiljee fortæller efterfølgende om den modvilje, hun mødte i projektet om at pynte op til ramadan i det offentlige rum. I hendes dramatisering beskrives de tre pigers handling i BT som ”halal hærværk” begået af tre mellemøstlige drenge.

Naiha Khiljee forsøger i sin tekst og generelt i sit kunstneriske virke at gøre op med den moderne distancering til åndelighed. Hun fortæller passioneret om, hvordan hun mener, at åndelighed, kreativitet og for hende Gud hænger uløseligt sammen.

Der er en ild, når hun taler. Hun har meget på hjerte. Der er ingen tvivl om, at det også ville være en bonus for den danske teaterscene at få hendes perspektiver om bord.

reading død over troper
Sara Rahmeh, som er digter og dramatiker, belyste på en ustyrlig morsom måde, hvad det vil sige at være ung muslimsk kvinde, og kom ind på emner som singleliv og medgift.

Habiti Stadig Single

Hvordan er det egentlig at være 30 og single … og muslim? Det handlede aftenens tredje, hylemorsomme reading af Sara Rahmeh om. Igen var vi ovre i romcom-genren. Her med venindesnak om dating på minder (tinder for muslimer – går nu under navnet Salams), mommy issues (daddy issues er for hvide piger) og medgift.

Og hold nu op, hvor klæder dramatikken Sara Rahmeh, som i øvrigt selv stod på scenen. Habiti Stadig Single er nu heller den første gang, hun gør sig som dramatiker. Sara Rahmeh har desuden udgivet digtsamlingen Langt væk og lige om hjørnet.

I Sara Rahmehs fortælling kom man på besøg i et ungt singleliv i Danmark anno 2021, som sådan det også kan se ud. De i salen, som var fortrolige med de arabiske ord, der løbende blev brugt, brølede af latter, og da vi andre fik oversættelsen, kom vi også helt med med på joken.

Sara Rahmeh søgte at dræbe tropen om, hvad det vil sige at være ung muslimsk kvinde, og belyse balancegangen mellem at ville være sin egen, men med respekt for sin baggrund.

Den mest spændende konflikt var mellem de to veninder spillet af Sara Rahmek og Nadia Nouamani, hvor den ene drømte om ægteskab, og den anden hellere ville være fri. I øvrigt smukt suppleret af Mungo Parks Ellaha Lack som brud i flødeskumskjole.

Mennesker forsvinder

Efter en pause, hvor der blev luftet ud i lokalet, som efterhånden var begyndt at lugte godt og grundigt af mennesker, gjaldt det en reading af Julie Glargaards tekst Mennesker Forsvinder. Julie Glargaard var nok den mest erfarne (udi scenekunst) af dagens dramatikere.

Kunstbranchen i det hele taget er svær at navigere i, men jeg blev simpelthen så glad og ivrig på scenekunstens vegne denne sommeraften på Mungo Park

Hendes bidrag til Død over troper bød på en elegant opbygning af tilsyneladende uafhængige mono- og dialoger, som efterhånden tog form af noget, jeg nærmest vil beskrive som en parcelhushorror. I en verden, hvor man ser noget ind over hækken og tror, man ved noget, og hvor nysgerrigheden ikke helt kan holdes på afstand af ligusterhækken. Men så viser det sig, at sandheden er gemt i bryggerset.

Julie har blandt andet skrevet stykkerne Udvandrerne, Aktivisterne, Googleren og Glasbobler. På scenen i dramatiseringen af Mennesker forsvinder var May Simón Lifschitz, Thea Glindorf, Diem Camille og Petrine Agger, instrueret af Patricia Bbaale Bandak.

Bølgerne

Sidst, men ikke mindst blev Zakiya Ajmis uddrag, Bølgerne spillet. Zakiya Ajmis er forfatteren bag den roste young adult roman, Vulkan, som jeg bestemt skal have fingrene i nu, hvor jeg har stiftet bekendtskab med hendes skrivetalent.

Her var der tale om et lille stykke teater-fantasy, hvor en splittet familie (far, teenagedatter og ung kæreste) kommer på ufrivilligt eventyr ved Vesterhavet. Her møder de en hobbyforsker, der har en maskine, der kan opfange bølgerne mellem mennesker.

Megafed idé. Det hele var morsomt sat i scene af Sofi Orem Skoglund med Henrik Prip, Ellaha Lack, Sandra Guldberg Kampp og Petrine Agger. Måske den mest “spillede” af aftenens readings.

Igennem denne iscenesættelse kunne jeg ikke slippe tanken om, at Bølgerne ville gøre sig godt som et farverigt stykke på Avenys scene, der henvender sig til det yngre teaterpublikum.

Ikke at der ikke var noget for os voksne, tværtimod. Jeg følte mit teenagehjerte danse i mindet om de mange romaner, jeg læste som yngre, og kunne genkende nogle temaer, samtidig med at sproget var fremragende på den lille scene i Allerød.

Død over troperne, velkommen på scenen

Fik jeg nævnt, jeg elsker readings?

Jeg kan kun rose danskdansk for dette projekt. At unge talentfulde forfattere bliver guidet kompetent ind i scenekunstbranchen med respekt og honorar, er en idé, jeg kun kan se styrker i.

Kunstbranchen i det hele taget er svær at navigere i, men jeg blev simpelthen så glad og ivrig på scenekunstens vegne denne sommeraften på Mungo Park.

Hvor har de danske scener meget godt i vente.

Velkommen til de nye dramatikere – der er meget at holde øje med.

Og nå ja, hvis du selv vil danne dig et indtryk over de fede readings, så er de tilgængelige de næste tre uger på Facebook.


LÆS FLERE INDLÆG AF SOPHIE BLENDSTRUP HER


Topillustration: Talentfulde scenekunstnere i forestillingen Død over troper, hvori indgik fem readings. Fra venstre: Sara Rahmeh, Naiha Khiljee, Saynab Farah Dahir, Zakiya Ajmi og længst til højre Sandra Yi Sencindiver. Pressefotos: danskdansk/Mungo Park

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Jeg er cand.mag i engelsk (2019) fra Københavns Universitet. Jeg har specialiseret mig i amerikansk kultur og litteratur, med særligt fokus på raceforhold og miljø. Arbejder primært som copy writer, content writer og med digital marketing. Har en stor interesse for scenekunst og litteratur. Er naturligvis feminist.