POV BUSINESS // KOMMENTAR – Jens Bager, nu afgående bestyrelsesformand for Ambu A/S, bragte sindene i kog, da han sidste år ifølge Berlingske Business konstaterede: ”Trods en ambition fra 2013 om at få mindst én kvinde i bestyrelsen hos medicoselskabet Ambu, er det endnu ikke lykkedes – heller ikke selvom selskabet efter eget udsagn har gjort en målrettet indsats.” Det udløste et ramaskrig. Siden har mange kvinder i ledelser og bestyrelser haft en ide om at ”rette smed for bager”. Det er både synd og skam, for Jens Bager har sat fokus på de ubevidste fordomme om kompetencer og køn, der fortsat hærger både samfund og erhvervsliv. ”Han burde have en dybfølt tak og en fin medalje for sin modige indsats,” siger Peter Horn, som er direktør for Kvinder I Bestyrelser.
I stedet noterede Susanne Tolstrup i Børsen Ledelse: ”Headhunter går i kødet på formænd i bestyrelser” – om headhunter Pia Torreck, der ”har sat hele karrieren ind på at bevise, at de kvalificerede kvinder til topledelse faktisk findes”. Headhunteren måtte endda snappe efter vejret, da Jens Bager kom med sin udtalelse.
Vi andre kan derimod ånde lettet op. Endelig en bestyrelsesformand, der talte rent ud af posen og sagde, hvad vi andre har fornemmet i årevis: der er dem, der er medlem og så er der dem uden, som Niels Hausgaard kan slippe afsted med at sige on stage. Det er så den måde, verden var indrettet på, indtil Jens Bager med stor fremsynethed ytrede sig.
Han synliggjorde dermed en problemstilling, der har plaget dansk erhvervsliv og det danske samfund i alt for mange årtier: Vi er for kortsynede til at løse den egentlige udfordring. I mange virksomheder er horisonten indeværende regnskabsår og nogle steder endda kvartaler. For de fleste bestyrelser og ledelser er årene også afmålte. I politik er der maksimalt fire år til næste valg. Men tidsaspektet i at få ændret noget grundlæggende ved opdelingen af befolkningen i de lyserøde og de lyseblå er minimum 50 år. Så lang tid vil det tage at ændre samfundets prægning af de nye generationer på ligeværdig vis. I FN’s femte verdensmål hedder det:
”Halvdelen af verdens befolkning er af hunkøn, men denne halvdel kan ikke altid leve og bidrage på lige fod, fordi kvinder ikke alle steder har samme rettigheder og muligheder som mænd. Det femte verdensmål sigter mod, at al diskrimination og vold mod kvinder og piger skal standses overalt i verden, og at kvinderne skal have lige rettigheder til ressourcer som land og ejendom, at deltage i det politiske liv og ikke mindst bestemme over deres egen krop – heriblandt retten til selv at bestemme, hvor mange børn de vil have, og hvornår.”
Resultaterne for det femte verdensmål er da heller ikke for opløftende:
Ser man på landene, har 90 pct. udformet politikker og programmer for at tage sig af kønsforskellene, 43 pct. kunne rapportere om tilstrækkelige resurser til at gennemføre dem.
56 pct. uden kvinder i bestyrelser
Sagen om Ambu er langtfra enestående. Faktisk består hele 56 pct. af danske bestyrelser udelukkende af mænd. Det kan man så falde i svime over – eller have en realistisk indstilling til. Som udgangspunkt er det hverken virksomhedernes bestyrelsesformænd, adm. direktører eller headhuntere, der bestemmer den kvindelige repræsentation. Det er ejerne. Ifølge Erhvervsstyrelsens cvr-register er under 30 pct. af de registrerede kvinder med vækstvirksomheder. Revisions- og konsulenthuset EY, der står bag Entrepreneur Of The Year – uddeles næste gang 28. november – har et fordelingstal på 7 pct. kvinder og 93 pct. mænd som deltagere i denne aktivitet. ”Det har stort set ikke ændret sig i 20 år,” konstaterer EY.
I Kvinder I Bestyrelser har vi naturligvis diskuteret udviklingen – eller manglen på samme – og det er med udgangspunkt i fremskrivninger fra World Economic Forum (WEF) af det årlige gender gab ikke tilfredsstillende, at det vil vare 217 år, før der er ligestilling på erhvervsområdet. WEF fremhæver, at økonomisk lighed mellem kønnene ifølge International Monetary Fund vil have stor betydning for verdens samlede BNP – I UK et plus på $250 billion, i USA $1,750 billion og i Kina $2.5 trillion.
Der er dem, der er medlem og så er der dem uden, som Niels Hausgaard kan slippe afsted med at sige on stage. Det er så den måde, verden var indrettet på, indtil Jens Bager med stor fremsynethed ytrede sig
Også i Danmark står der meget på spil, når det lykkes at udvide antallet af kompetente kandidater til ledelse og bestyrelser. Holdningen er klart, at jo flere kvinder, der gør karriere i ledelse, desto flere vil også finde vej til bestyrelserne. Gennem konceptet Leadership Through Boards®, hvor KIB gennemfører lederudvikling gennem arbejde i primært vækstvirksomheders rådgivende bestyrelser, har det givet gode resultater.
Det er en del af medlemskabet og medlemmerne får mod på mere og dermed scorer virksomhederne flere, der vil op i topledelse. Men den store indsats skal være mere langsigtet og tage udgangspunkt i dannelsen af de ubevidste fordomme og barrierer, der ofte initieres i en tidlig alder. Det vil derfor kræve en samlende politisk strategi, der rækker ud over afgrænsede valgperioder og minimum 50 år frem.
Ambus bestyrelse har faktisk handlet
Man skal i årsrapporten for 2018-19 i Ambu A/S’ regnskab for at se, at Jens Bager og de øvrige bestyrelsesmedlemmer ikke har siddet på hænderne. I afsnittet ”Redegørelse for den kønsmæssige sammensætning af ledelsen” i henhold til årsregnskabslovens § 99 B står:
”(…) Som en global koncern ønsker Ambu at fremme mangfoldighed og skabe lige muligheder for alle, uanset køn, alder, etnicitet, seksuel orientering samt politisk og religiøs overbevisning. Denne ambition er forankret i Ambus Code of Conduct, som kan findes på Ambus hjemmeside, og der er udarbejdet en politik for at sikre en øget andel af kvinder i ledelsen.
Bestyrelsen består i øjeblikket kun af mandlige medlemmer, men Ambu arbejder hele tiden på at finde egnede kvindelige bestyrelseskandidater. Dette arbejde fortsætter, så Ambu kan opfylde målsætningen om, at der vælges mindst én kvinde på generalforsamlingen i december 2019.
Andelen af kandidater af det underrepræsenterede køn på ”short-listen” skal være den samme som den samlede andel af ansøgere til stillingen af det underrepræsenterede køn
I overensstemmelse med kravene i §99b i årsregnskabsloven kan det konstateres, at andelen af kvindelige ledere på andre ledelsesniveauer (hvorved forstås medarbejdere med personaleansvar) i Ambu-koncernen er på 37 %. I årsrapporten for 2017/18 var andelen også 37 %, og der blev derfor ikke konstateret nogen ændring.
Ambu vil fortsat arbejde på at øge andelen af det underrepræsenterede køn på virksomhedens øvrige ledelsesniveauer, så vores måltal om 40 % kvinder kan indfries henover de kommende tre år.
Følgende initiativer vil fortsat være i fokus for at fremme det underrepræsenterede køn:
- I forbindelse med rekrutteringer til lederstillinger skal andelen af kandidater af det underrepræsenterede køn på ”short-listen” være den samme som den samlede andel af ansøgere til stillingen af det underrepræsenterede køn.
- I forbindelse med interne forfremmelser til lederstillinger tilstræbes det, i det omfang det kan lade sig gøre, at begge køn er repræsenteret i ansøgerfeltet.
- Desuden har Ambu iværksat et talentudviklingsprogram for yderligere at fremme dette arbejde.
En fuldstændig redegørelse for Ambus selskabsledelse inklusive politikken for mangfoldighed og bestyrelsens holdninger til alle anbefalinger fra Komitéen for god Selskabsledelse kan ses på hjemmesiden i sektionen Corporate Governance.
En start på diversitet
Den 13. november kom denne pressemeddelelse:
”Ambu A/S meddeler i dag, at bestyrelsesformand Jens Bager har informeret bestyrelsen om, at han efter ni år ønsker at udtræde af bestyrelsen ved selskabets ordinære generalforsamling i december 2019.
Som ny bestyrelsesformand indstiller bestyrelsen på Ambus ordinære generalforsamling, at aktionærerne vælger Lars Rasmussen, der blandt andet er bestyrelsesformand for Coloplast A/S og H. Lundbeck A/S.
Herudover indstiller bestyrelsen, at Britt Meelby Jensen, CEO for det svenske medtech-selskab Atos Medical AB, vælges som nyt medlem af bestyrelsen.
Jens Bager siger om sin beslutning:
‘Det er med stolthed, jeg nu forlader Ambu. Selskabet har i de år jeg har været bestyrelsesformand mangedoblet såvel omsætning som værdi, og senest er det lykkedes at rekruttere Juan José Gonzalez som ny CEO i Ambu. Selskabet står nu over for en ny rejse, der kan gøre Ambu til en af de helt store spillere indenfor visualisering (…).’
Britt Meelby Jensen er født i 1973 og har bred life science-erfaring fra ledende stillinger i Novo Nordisk A/S og som tidligere CEO for diagnostikselskabet Dako A/S og biotek-selskabet Zealand Pharma A/S. Britt Meelby Jensen er CEO for medtechselskabet Atos Medical AB og er medlem af bestyrelsen i Hempel Fonden.”
Kompetence eller diskrimination
Tilbage står spørgsmålet, om Ambu nu har indstillet en kvinde til bestyrelsen ud fra et kompetencesynspunkt – eller om der, som Medwatch skrev i en overskrift, var tale om, at ”Ambu diskriminerer for at få kvinder i bestyrelsen”. Historien gik på, at ”en målrettet søgning kun efter kvinder er skudt i gang for at indfri egen ambition om, at mindst én af bestyrelsens medlemmer i 2019 skal være kvinde.
Derfor har bestyrelsesformanden i Ambu, Jens Bager, nu bedt et globalt search-firma om kun at kigge efter kvindelige kandidater og til Ambu aflevere en liste med kun kvinder på, som selskabet på sin næste generalforsamling i december forhåbentlig kan få udpeget sine nye bestyrelsesmedlemmer ud fra.”
Det spændende er, om medierne, der ofte er særdeles konservative i deres omtale af kandidater til erhvervslivets top, vil være progressive og eksponere de tusinder af dygtige erhvervskvinder i stedet for den sædvanlige shortlist
Det var så en citathistorie fra Berlingske Business: ”Vi vil naturligvis meget gerne leve op til god selskabsledelse og forsøge at få en mangfoldig bestyrelse – og på køn,” sagde Jens Bager til avisen. Berlingske Business havde lavet en opgørelse, som viste, at ”det samlede antal kvinder i landets 37 største børsnoterede danske virksomheders bestyrelser er på 62 mod 180 mænd svarende til en kvindeandel på 25,6 pct. Af de 37 virksomheder har 11 virksomheder færre end 20 pct. kvinder i bestyrelsen, og tre har slet ingen kvinder. Heriblandt Ambu”.
Det spændende er, om medierne, der ofte er særdeles konservative i deres omtale af kandidater til erhvervslivets top, vil være progressive og eksponere de tusinder af dygtige erhvervskvinder i stedet for den sædvanlige shortlist. At sætte bestyrelsesformænd til alene at løse opgaven vil være som at lade en headhunter gå på jagt efter kvindelige bestyrelses- eller direktørkandidater ved kåringen af Årets Frimurer.
Det kommer der næppe mange emner ud af. Det er netop det, Jens Bager skal have tak for: Han har fået endnu flere kvindelige direktions- og bestyrelseskandidater til være synlige ved traditionelle mandebastioner som Årets Bestyrelsesformand, VL-Døgnet, samt arrangementer og konferencer i DI, DA og Dansk Erhverv og de væsentlige brancheorganisationer. Og inspirere til, at de kaster deres garn, hvor fiskene går. Selv store entreprenørvirksomheder er med: Efter fyringen af den hidtidige adm. direktør Anders Heine Jensen vil MT Højgaards bestyrelsesformand Carsten Dilling således ikke udelukke, at den næste koncernchef kan blive en kvinde.
Fotos: Better Collective, Women’s Board Award/Schweiz, UN SDG Report, WEF, GGGIndex, Ambu Atos
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her