HJEMLØSHED & HJÆLPSOMHED // ESSAYSERIE – I oktober 2016 bragte POV serien “Tæt på Richard – en usynlig mand”, en historie i 8 dele om en velbeslået dansker, direktør Flemming Fog, der besluttede sig for at hjælpe en hjemløs amerikaner Richard, den usynlige mand, med at komme væk fra gaden i New York, hvor de begge boede. Serien er også en fortælling om, hvor svært det kan være at blive synlig i samfundets øjne igen. Serien havde mange læsere, der nød den dokumentariske fortælling om menneskelighed og svaghed, om tålmodighed og svigt. Men også om, at det kan nytte, når et menneske beslutter sig for at bruge tid og ressourcer på at hjælpe et andet. Her er hele beretningen
DEL 1
Hvis man passerede Richard på gaden, ville man dårligt lægge mærke til ham. Men Richard gik ikke. Han sad på de iskolde fliser på Sixth Avenue i New York foran Starbucks, lænet op ad en lygtepæl med et lille papskilt foran sig:
”My name is Richard. It’s humiliating to ask, but I need your help”.
Jeg havde set ham flere gange og havde tidligere hjulpet ham med en tyver og et venligt ord. Han var cirka 180 cm, en anelse rund og havde 6-8 dage gamle skægstubbe. Hvis jeg skulle gætte, ville jeg nok umiddelbart sige, at han var håndværker af en slags.
Han så ud til at være midt i trediverne, sund og rask. Hans øjne var klare. Intet tydede så vidt jeg kunne se på stofmisbrug eller psykisk sygdom.
Richard gik ikke. Han sad på de iskolde fliser på Sixth Avenue i New York foran Starbucks, lænet op ad en lygtepæl med et lille papskilt foran sig: My name is Richard. It’s humiliating to ask, but I need your help
Allerede inden jeg mødte Richard denne eftermiddag, havde jeg besluttet mig for at prøve at hjælpe en hjemløs med at komme væk fra gaden.
Jeg var godt klar over, at jeg var på vej ind på et område, hvor jeg ikke kendte spillereglerne, og hvor jeg risikerede at blive både snydt og skuffet. Men det var blevet sværere og sværere for mig bare at ignorere de mange hjemløse, jeg mødte hver dag, og jeg var udmærket klar over, at det at uddele 20-dollarsedler på må og få ikke rigtigt flyttede noget. Og så er jeg af natur nysgerrig.
Jeg samlede mod til mig: “Hvorfor sidder du egentlig her?”
Ti minutter senere havde jeg fået en lektion i nogle af livets barske sider, og jeg besluttede mig for at hjælpe ham.
Richard syntes min idé lød helt fantastisk, selvom han ikke kunne skjule sin mistro.
Man kunne se hans hjerne kæmpede for at gennemskue, hvad jeg i virkeligheden var ude på. Jeg stak ham det mest tillidsvækkende smil, jeg kunne præstere og forsikrede ham om, at jeg udelukkende ville prøve at hjælpe ham af et godt hjerte.
Da mine forsikringer blev fulgt op af syv 20-dollarsedler var forsøget i gang: Richard skulle prøve at finde et billigt værelse, så han kunne få en chance for at få fodfæste igen, og jeg lovede at betale indskud og et par ugers husleje.
Allerede et par dage efter havde Richard fået en foreløbig aftale om et værelse. Han var kommet i snak med en dame, Marion, som flere gange var stoppet op og havde hjulpet med et par dollar, og havde fortalt hende, at han var på udkig efter et værelse. Og hun havde et ledigt værelse i sin lejlighed på Manhattan, som han da godt kunne bo i for 150 dollar om ugen.
Han skrev straks til mig, og vi aftalte at mødes ved ”hans” Starbucks.
Han fik 600 dollar i hånden: 450 til indskud og første uges husleje – og 150 til arbejdstøj, så han kunne prøve at skaffe sig lidt mere arbejde
Det var egentlig hensigten, at jeg ville betale direkte til udlejeren. Men Richard overbeviste mig om, at det ville være svært at arrangere, da Marion ville komme forbi hans Starbucks på et ikke nærmere defineret tidspunkt indenfor de næste par dage.
Og da jeg selv skulle nogle dage væk fra New York kort efter vores snak, valgte jeg at stole på ham.
Så han fik 600 dollar i hånden: 450 til indskud og første uges husleje – og 150 til arbejdstøj, så han kunne prøve at skaffe sig lidt mere arbejde. På det tidspunkt arbejdede han faktisk nogle få timer om ugen som tjener på en restaurant.
Gennemblødt med to kufferter
Jeg krydsede fingre og ventede i spænding. Der gik halvanden uge:
Hej Flemming,
Jeg har gode nyheder. Der er også noget, jeg vil bede om, og jeg håber, at du ikke finder det urimeligt. Men først de gode nyheder. Alt er klart. Jeg flytter ind på lørdag. Værelset er perfekt: Det er ret stort og ligger for sig selv. Det er umøbleret, men det kan jeg arbejde med i den kommende tid. Jeg glæder mig bare så meget, at du slet ikke kan forestille dig det. LoL. Jeg har betalt hende (udlejer).
Jeg har et ønske, og jeg håber ikke du bliver sur, for du har allerede hjulpet mig virkelig meget. Jeg ved ikke, om du er i New York i dag, men vejret er absolut forfærdeligt. De regner uden stop og er koldt. Jeg sidder herude, gennemblødt med mine 2 kufferter, der også er godt våde. Tilgiv at jeg mig spørger, men jeg ville høre, om du måske kunne hjælpe mig, så jeg kunne leje et værelse for natten, gerne i stedet for den sidste uges husleje? Vi tales.
Richie
Dejligt at værelset var ved at blive en realitet! Til gengæld var han i en akut knibe.
Det var ikke nogen overraskelse for mig, at Richards behov for hjælp ville række ud over huslejen. Det var jeg forberedt på.
Men jeg var bekymret for, at hvis jeg hjalp ham nu, så ville jeg skabe en forventning, som jeg bestemt ikke havde tænkt mig at leve op til. Jeg havde fra starten sat rundt regnet 1000 dollar af til mit forsøg på at hjælpe Richard, men ville helst hjælpe med udgifterne til selve værelset.
Min kone Gritt og jeg var på ferie i Syden, og vi sparede bestemt ikke på noget. Vi havde netop rejst os fra en 250 dollar frokost, da beskeden fra Richard tikkede ind. Så det virkede ikke helt fair at lade Richard i stikken
Og hans ønske om at bytte en enkelt nat i tørvejr med en hel uges husleje virkede meget kortsigtet. På den anden side kunne jeg godt sætte mig ind i hans tankegang: Hvis man sidder og fryser nu og her, så er tanken om, hvad der måske sker om to uger nok ret abstrakt.
Selv nød jeg det fremragende vejr i New Orleans. Min kone Gritt og jeg var på ferie i Syden, og vi sparede bestemt ikke på noget. Vi havde netop rejst os fra en 250 dollar frokost, da beskeden fra Richard tikkede ind.
Så det virkede ikke helt fair at lade Richard i stikken.
Sammenligningen med mit eget feriebudget blev udslagsgivende, men praktikken med at flytte penge – selvom vi begge opholdt os i kapitalismens hjemland – viste sig at være yderst besværlig.
Først efter forgæves besøg hos to Western Union-butikker, der begge havde systemnedbrud, fandt jeg ud af at anskaffe mig en Western Union-app. De 100 dollar kom endeligt afsted til New York – og Richard kom i tørvejr.
Et par dage efter kom så dagen, hvor han skulle flytte ind hos Marion, troede jeg.
Hej Flemming, Som sædvanligt går tingene ikke helt så nemt som man kunne ønske. Det ser ud til at Marion (udlejer) er i Syracuse indtil i morgen aften. Det var noget med hendes søn. Så indflytningen er udskudt til mandag. Jeg havde håbet at kunne skrive eller ringe til dig og skrige fra taget: JEG ER INDE!!!!!! Men desværre ikke før på mandag. Så jeg må igen tigge foran Starbucks på 24’de gade. Kig eventuelt forbi og sig hej. Richie
Selvfølgelig var Richard super skuffet over, at indflytningen blev rykket. Det var jeg også.
Jeg ville ikke bare sende 100 dollar, hver gang Richard antydede et behov.
Og jeg kunne godt læse imellem linjerne, at der blev fisket efter en varm overnatning mere. Men jeg modstod. Jeg ville ikke bare sende 100 dollar, hver gang Richard antydede et behov.
DEL 2
Ideen til mit forsøg på at hjælpe Richard var opstået et par måneder tidligere.
Fra vores terrasse direkte ud til Sixth Avenue var der altid utroligt meget at kigge på, og derfor opstod tanken om en fotobog med en “creative constraint”: Views From a Terrace in NY er en bog til familie og venner med fotos – skudt kun fra terrassen.
Jeg havde netop færdiggjort et opslag om de hjemløse under overskriften De Usynlige Mennesker. Min tekst sluttede: ”En af de ting, New York gør, er at hærde dig. Så efterhånden lægger man ikke en gang mærke til dem. Men de er så afgjort en del af byen”.
Jeg ville ikke være en mand, der var så ligeglad med andre mennesker i nød, at jeg ikke engang kunne se dem
I dagene efter blev denne sætning ved med at vende tilbage til mig. Den forstyrrede mig. Jeg ville ikke være en mand, der var så ligeglad med andre mennesker i nød, at jeg ikke engang kunne se dem.
Da jeg havde fået sat ord på min følelse, begyndte jeg at tage de første små skridt. Hvor jeg hidtil havde givet tyvere uden rigtigt at kigge på modtagerne, så ændrede jeg nu min adfærd.
Når jeg havde set en hjemløs, som jeg ville give penge til, spurgte jeg dem, hvad de hed, sikrede mig direkte øjenkontakt, gav det mest velmenende smil jeg kunne komme op med og ønskede dem held og lykke:
”Good to meet you >John/Sandra/Rob/Abdul… – I wish you all the best, my friend.” Først når dette ritual var overstået, kom der kontanter ind i mødet.
Effekten var overvældende. Stort set alle blev overraskede, når jeg spurgte efter deres navn, men reaktionen var hver gang yderst positiv. Jeg fik altid et smil og blev igen og igen overrasket over en dyb og klar øjenkontakt. Det var intenst – og på en eller anden måde virkelig livsbekræftende.
Og det var overraskende, hvor lidt pengene betød i mit møde med de hjemløse. Selv om det er sjældent, at tiggere modtager 20-dollarsedler (hvilket Richard har bekræftet), så føltes det, som om øjenkontakten og udvekslingen af gode viljer var mindst lige så vigtige som pengene.
Da jeg havde prøvet denne adfærd i et par uger, opstod ideen om at tage et skridt mere. Om at erstatte alle de enkeltstående tyvere med en samlet indsats og et mål om at hjælpe bare én enkel hjemløs væk fra gaden
Jeg forlod igen og igen disse situationer opløftet af den intense øjenkontakt og følte mig samtidig som en meget venlig mand. Egentligt ret god value for money – også for den glade giver.
Da jeg havde prøvet denne adfærd i et par uger, opstod ideen om at tage et skridt mere. Om at erstatte alle de enkeltstående tyvere med en samlet indsats og et mål om at hjælpe bare én enkel hjemløs væk fra gaden. Om at lade en hjemløs blive en del af mit liv. Og om at turde kigge på mennesket bag den facade, der gjorde ham usynlig for alle ”os andre”.
Det blev så Richard. Men det skulle vise sig at blive en opgave med mange udfordringer.
For eksempel som da han en dag fik stjålet den ene af sine to kufferter …
Jeg sendte dig en email … Og mens jeg skrev, var der en lort, der stjal min forbandende kuffert. Tårerne flyder fra mine øjne … Hvordan kan nogen stjæle fra en hjemløs?
”Hvem stjæler fra en hjemløs,” spørger Richard? Det svarede han senere selv på: Det gør en anden hjemløs!
Indholdet i kufferten var godt slidt skiftetøj og – meget vigtigere – nogle få genstande fra hans tidligere liv: Billeder og den slags. Der var med garanti intet af reel værdi, og indholdet endte sikkert bare i en affaldscontainer. Men for Richard var det et stort slag.
Richard lever i en ubarmhjertig verden uden megen solidaritet. En verden, hvor der ikke er mange grænser for, hvor langt man vil gå for at få fingrene i bare få dollar.
Richard havde en enkelt ”ven”, som hjalp ham med at holde øje med hans kufferter, når han var på arbejde. Men ikke som en vennetjeneste. Det var noget, han blev betalt for. Og det var ikke en pålidelig service.
Jeg sov ikke godt den nat med bevidstheden om, hvor nemt jeg kunne have hjulpet Richard. Bare et par tryk på min Western Union app, så havde den være klaret
En af dagene dukkede vennen bare ikke op som aftalt, og så kunne Richard ikke komme på arbejde. Man kan nemlig ikke bare møde op på job med to ramponerede kufferter. Endnu et forhold, der er med til at fastholde hjemløse på gaden.
Kvaliteten af sproget i Richards beskeder viste sig i øvrigt at hænge direkte sammen med hans stressniveau. Han kunne faktisk stave og formulere sig ganske udmærket, men når han blev presset, kom han langt væk fra almindelig retskrivning.
Dagen førte også til et nyt ønske om kontanter. Men først skulle han lige have luft for en frustration.
Flemming, jeg er ked af det, men det føles, som om du tror, at jeg snyder dig. Jeg burde sikkert bare lade det ligge, men jeg har behov for at overbevise dig om at det ikke er tilfældet … Jeg ved ikke hvordan, men jeg fryser og har det virkeligt skidt lige nu. Jeg har brug for et værelse nu. Jeg tigger ude i kulden uden handskereller tæppe. Jeg ved du sikkert tror, jeg er på stoffer, men det er jeg ikke.
Jeg havde faktisk aldrig mistænkt ham for at ville snyde mig. Men Richards bekymring illustrerede hans betydelige æresfølelse, på trods af de mange ydmygelser som hjemløs.
Han var stolt fra første gang, jeg mødte ham, og gjorde meget ud af selv at tage ansvaret for sin nedtur: ”Det er 100 procent min egen skyld, at jeg sidder her!”
Sidste sommer boede han i en toværelses lejlighed i Brooklyn og arbejdede som designer på et lille webbureau. Han havde efter eget udsagn et fint, almindeligt liv som ung newyorker.
Ifølge Richard var det en arv efter forældrene, der startede nedturen. Pludselig havde han penge. Og så begyndte han at bruge løs.
Problemet var, at han ikke kunne stoppe sit overforbrug, da pengene fra arven slap op. Det gik godt i nogle måneder, hvor han kunne jonglere med flere kreditkort.
Richard lever i en ubarmhjertig verden uden megen solidaritet. En verden, hvor der ikke er mange grænser for, hvor langt man vil gå for at få fingrene i bare få dollar
Men på et tidspunkt klappede fælden, og det skete i juli, fire måneder før jeg mødte ham. Da blev han sat på gaden – med en samlet gæld på 45.000 dollar!
Han erkendte fuldt ud, at det var ham selv, der havde dummet sig. Men han gjorde meget for at formulere sig med selvrespekten i behold, selv om den blev udfordret, som begivenhederne foldede sig ud.
Jeg gjorde mig mine egne tanker om, at der nok lå lidt mere bag, og at det måske mere var forældrenes død end selve arven, der havde startet nedturen. Men han bed ikke rigtigt på mine åbninger om at sætte flere ord på – og jeg valgte at lade det være op til ham selv, om det var noget vi skulle tale om.
Tilbage til hans forespørgsel om et par betalte overnatninger. Efter mange overvejelser besluttede jeg mig for at sige nej.
Det var ikke nogen nem beslutning. Men ud over at han allerede havde fået en del kontanter, så var jeg bekymret for at skabe en forventning om, at alle Richards problemer fra nu af kunne løses med en SMS til den tossegode dansker.
Så i stedet for penge tilbød jeg at købe et par ting, der kunne hjælpe ham gennem de kolde nætter.
Hej Richard, Jeg er ked af det, men jeg er ikke i stand til at hjælpe dig til et værelse denne gang. Jeg kan sikkert godt hjælpe dig med tæpper og handsker senere på aftenen, men du bliver nødt til at finde ud af, hvordan du kommer igennem de næste 2 nætter. Jeg stoler på dig, og jeg tror ikke, at du er misbruger (hvilket er meget vigtigt for mig). De bedste hilsner Flemming
Tak for tilbuddet, men jeg vælger at køre i metroen hele natten, med mindre jeg kan tigge nok penge til et værelse, hvilket er usandsynligt, men som jeg vil prøve … Tak for tilbuddet alligevel
Held og lykke. Flemming
Jeg sov ikke godt den nat med bevidstheden om, hvor nemt jeg kunne have hjulpet Richard. Bare et par tryk på min Western Union app, så havde den være klaret.
Dagen efter spurgte jeg min meget gode ven Nico i Danmark til råds om situationen. Han mente, at jeg allerede var gået for langt og understregede det naive i at have udleveret efterhånden knap 1000 dollar til en hjemløs – uden nogen sinde at have set noget til hverken rum eller udlejer.
Og det havde han jo sådan set ret i.
Alligevel følte jeg mig ond hele weekenden.
DEL 3
Hej Richard, Flyttede du ind i dag? Flemming
Jeg arbejder på sagen … Skulle ske omkring kl. 3 eller 4 i dag. Det lyder godt Jeg venter bare på, at Marion ringer.
Dette var, hvad jeg havde håbet på fra starten, og jeg glædede mig inderligt over, at mandagen, hvor Richard skulle flytte ind hos Marion, endelig var kommet.
Det var lykkedes: Richard havde tag over hovedet!
Nu blev det spændende, om han kunne komme til at klare sig selv efter de få ugers hjælp, som jeg håbede
Hej Flemming. Jeg beklager forsinkelsen … Men jeg sov faktisk igennem for en gangs skyld. LoL. Jeg skal arbejde i aften, og jeg skal også en tur til Jersey og besøge min lillesøster og nevø, som jeg aldrig har mødt, til noget jul. Jeg har endeligt fortalt, hvad der er sket med mig. Jeg ved ikke endnu, om jeg tager herfra i morgen eller torsdag, men jeg prøver at finde et tidspunkt, hvor du kan kigge forbi. Jeg vil gerne vise dig det. Lad os SMS’e og finde et tidspunkt, der passer enten før eller efter min tur til Jersey. Vi tales ved.
Det er gode nyheder: En god nats søvn og kontakt til din familie igen! Ingen problemer – jeg er bare nysgerrig. Det ville passe perfekt, hvis jeg kunne komme forbi i morgen eller fredag. Lad mig vide hvad der duer. Glædelig jul, RichardDet var dejligt at høre, at Richard allerede efter én nats god søvn havde fundet overskud til at tage fat i en af de dybere udfordringer: At genoptage kontakten til sin egen familie. Som nævnt er begge Richards forældre døde, men han har en søster og en bror, som han hidtil ikke havde fortalt, at han levede som hjemløs. Dels fordi han som storebror skammede sig voldsomt, og dels fordi han ikke forventede, at nogen af dem hverken kunne eller ville hjælpe ham.
Derfor var det rigtig gode nyheder, at han skulle være sammen med sin familie til jul.
Det troede jeg i hvert fald, lige indtil denne SMS:
Hej Flemming. Jeg er lige kommet tilbage fra Jersey, men du kan ikke komme forbi i dag, for jeg kan ikke engang komme ind! ... Marion og Steve er begge ude og jeg har endnu ikke fået min egen nøgle … Så jeg er ikke længere hjemløs, men i julen 2015 er jeg det så alligevel … Lorte ironisk … Og oveni er jeg ved at blive syg. Det var derfor, jeg forlod Jersey allerede i dag i stedet for i morgen … Men, nyd din ferie … Jeg tager kontakt med dig i morgen eller søndag lige så snart det røvhul kommer tilbage … Og han er et røvhul … OK. Elsker dig.
Jeg fik ingen invitation til at besøge værelset. Faktisk ingen kommunikation overhovedet.
Jeg var i tvivl om, hvordan jeg skulle forholde mig. Skulle jeg blive fornærmet? Men da mit mål var at gøre ham uafhængig af mig, så jeg valgte perspektivet ”ingen nyheder er gode nyheder”.
Hvad svarer man så? Juleaftensdag, og Richard er småsyg og på gaden igen.
Men jeg havde besluttet mig for ikke at give ham flere penge, før jeg i det mindste havde set, at han faktisk havde fået et værelse.
Jeg syntes også, at det var lidt underligt, at han ikke havde fået en nøgle.
Det havde jeg ikke hørt om tidligere. Så jeg lod mig ikke rokke.
Jeg holdt min støtte på et ”held og lykke” og prøvede endnu en gang at skaffe mig en invitation til hans værelse.
Imens gik jeg selv og nød det gode luksusliv sammen med min søde kone på ferie i Belize.
Hej Richard Jeg er ked af at høre om alle dine problemer. Du må absolut sikre dig, at du får din egen nøgle. Jeg rejser væk fra New York de næste 4 uger. Den eneste dag, jeg er i byen, bliver på lørdag. Hvis du skal have hjælp til huslejen for den næste uge, er det vigtigt, at jeg ser værelset på lørdag. Held og lykke. De bedste Flemming
Jeg kunne mærke, hvordan Richard havde sneget sig ind i min bevidsthed – næsten som et ekstra barn. Igen og igen dukkede tanken om Richard op til overfladen: Var han stadig hos Marion? Havde han måske fået mere arbejde? Hvorfor hører jeg slet ingenting?
DEL 4
Hej Richard, Godt nytår! Jeg er på vej tilbage til New York i dag, men flyver videre allerede på søndag. Hvis du vil have hjælp til en ekstra uges husleje, så skal du arrangere, at jeg kan se værelset på et eller andet tidspunkt i morgen, helst om eftermiddagen. Lad mig vide hvad der passer. De bedste Flemming
Men – ikke en lyd tilbage. Der gik helt til 10. januar, før Richard lod høre fra sig:
Hej Flemming. Jeg beklager forsinkelsen, men jeg har ikke været i stand til at betale min husleje før i går aftes. Du skal vide, at jeg har tænkt mig at finde et andet sted at bo. Manden, som bor her, er sindssyg, og vi kommer op at skændes. Det var mig, der var for hurtig på aftrækkeren. Jeg tog imod tilbuddet for hurtigt, fordi jeg var bange for ikke at have muligheden, når du var færdig med at rejse. Jeg vidste heller ikke, hvor længe du ville være væk. Jeg får indskuddet tilbage og vil bruge det til et andet værelse. Han stiller bare alle mulige vanvittige krav til mig … Ingen gæster. Ingen nøgler. Jeg skal være hjemme inden et bestemt tidspunkt. Og så videre. Det duer ikke. Jeg er ikke 12 år gammel. Nå, men du skulle bare vide, at det hele ikke var spildt, og at jeg er mere end taknemmelig … Når jeg får det nye værelse, ville det gøre mig glad, hvis du kiggede forbi. Tak. Vi tales. Kærlig hilsen Richie
Øv. Så sprang elastikken: Richard er tilbage på gaden i New York, og jeg sidder i København.
Jeg havde hørt lidt om udlejeren Marions kæreste Steve, der åbenbart ikke delte hendes ønske om at hjælpe Richard. Det lød, som om Steve oplevede Richard som en trussel og samtidig prøvede at opdrage på ham. Men at opdrage på en stolt 35-årig mand er ikke en realistisk strategi, selv om han er nok så hjemløs. Det havde jeg selv mærket på Richard, når mine spørgsmål kom lidt for tæt på.
Men trist, at det endte så hurtigt – uden at Richard havde nået at få et ben til jorden.
Øv. Så sprang elastikken: Richard er tilbage på gaden i New York, og jeg sidder i København.
Samtidig udelukkede det muligheden for nogensinde at se det værelse, jeg havde betalt for. Og selv om jeg havde svært ved at forestille mig, at Richard havde opfundet hele historien for at lokke penge ud af mig – så lurede tvivlen alligevel et eller andet sted i baghovedet.
Jeg besluttede, at Richard måtte vente, til jeg var tilbage i New York. Jeg var nødt til at se ham i øjnene, før jeg kunne beslutte, om dette var den sørgelige afslutning på mit forsøg på at hjælpe ham – eller om Richard skulle have en chance mere.
Hej Richard, Jeg kommer tilbage til New York på mandag og tager fat i dig da. Har du allerede fundet et nyt værelse eller leder du stadig? De bedste Flemming
Nej, jeg leder stadig, og jeg har ikke tænkt mig at lade min desperation tvinge mig til et dårligt valg denne gang … Jeg vil være sikker på, hvad jeg får, så jeg undgår det samme problem … Hvad der stinker er, at hvis det bare havde været Marion, så havde det været perfekt, men det var tydeligvis Steve, der bestemte. Ha’ en god rejse. Vi tales ved. Snart. Kærlig hilsen Richie
Vi var nu godt henne i januar, og vinteren var begyndt at stramme sit greb om New York. Vi havde haft det lunt langt ind i december, men nu begyndte byen at vise sig fra en af sine mest rå sider.
Så der kom lige et ønske mere, før jeg nåede hjem til New York.
Hej Flemming, der er Richie … Jeg ved, du ikke er i byen nu, og jeg prøvede at klare dette uden din hjælp, men det kommer ikke til at ske, og jeg fryser helt vanvittigt. Ville det være muligt for dig at sende mig fyrre eller halvtreds dollars – please? Jeg ved, jeg beder om meget, men jeg skal til Queens og kigge på et værelse, og hvis det er et anstændigt sted, så ville jeg gerne kunne lægge et depositum, så de holder værelset … Jeg vil gerne undgå at bruge de penge, jeg fik tilbage fra Steve og Marion i ren desperation… jeg har 110 dollars tilbage … Hvis det er for meget at spørge om, så forstår jeg det 100%. Jeg var nødt til at spørge, da temperaturen er faldet meget den seneste måned. Hvis du kan give besked, vil det være fedt. Hvis nej så ok. Du har allerede gjort rigtigt meget for mig. Tak Kærlig hilsen Richie
110 dollars tilbage? Det depositum, vi havde betalt for rummet hos Marion, var på 300 – så 190 dollars var på en eller anden måde forsvundet.
Jeg huskede udmærket, at jeg havde besluttet ikke at hjælpe Richard med flere penge, før jeg havde set ham i øjnene. Men med tanke for vejrudsigten – og mine egne erfaringer med vintervejret i New York besluttede jeg mig for at hjælpe ham alligevel.
Alligevel må jeg indrømme, at jeg faktisk var lidt overrasket over, at der overhovedet var noget tilbage. Jeg kan sagtens sætte mig ind, hvor svært det må være at sidde på et iskoldt fortov, mens kontanterne nærmest brænder hul i lommen. Så jeg besluttede mig for at glemme denne detalje, i hvert fald til vi kunne mødes og tale sammen.
Spørgsmålet var så, om Richard skulle have lidt ekstra hjælp. Først tjekkede jeg vejrudsigten for New York. Den så ikke god ud.Til gengæld var der mulighed for, at Richard kunne overnatte på et herberg. Det var det officielle tilbud til hjemløse, når temperaturen faldt under frysepunktet. Og det var gratis.
Problemet var bare, at Richard havde svoret aldrig mere at tage på herberg.
Et herberg for hjemløse var Richards første station, da han sidste juli blev smidt ud af sin lejlighed i Brooklyn. Han boede der én eneste nat. Og det var et mareridt: Vanvittigt stofmisbrug. Bogstaveligt talt sindssyge mennesker, der skreg og var truende. Og rå vold. Richard havde svoret aldrig at benytte denne mulighed igen. Så hellere ligge på gaden i frostvejr!
Jeg huskede udmærket, at jeg havde besluttet ikke at hjælpe Richard med flere penge, før jeg havde set ham i øjnene. Men med tanke for vejrudsigten – og mine egne erfaringer med vintervejret i New York besluttede jeg mig for at hjælpe ham alligevel.
Hej Richard, Jeg har sendt 60 dollars med Western Union (som sidst). Vi kan tale i næste uge, men det bliver sidste overførsel. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke – jeg håber, noget falder på plads for dig … De bedste Flemming
Det er fedt Flemming … Stor stor tak!! Vi tales ved når du er tilbage i New York. Kærlig hilsen Richie
Endelig nåede jeg hjem til New York. Jeg kontaktede ham med det samme.
DEL 5
Jeg så Richard på afstand – før han fik øje på mig.
Han gik frem og tilbage, kun få meter foran Starbucks. Lidt som en løve i bur. Jeg kunne se både rastløshed og usikkerhed, længe før jeg nåede ham. Det slog mig, hvordan han ikke rigtigt tænkte over, hvordan han så ud i forhold til de mennesker, der passerede ham på gaden. En adfærd, som jeg havde lagt mærke til hos mange hjemløse før Richard: Når man føler, at ingen kigger direkte på en – så bliver man ligeglad med, hvordan man selv fremtræder.
Han så lettet ud, da jeg nåede frem. Måske havde han været i tvivl, om han nogensinde ville se mig igen.
Vi tog en lang gåtur og diskuterede mulighederne.
En af de ting, der komplicerede situationen var, at hans venstre underben i løbet af den seneste uge var vokset til dobbelt størrelse. Der var ingen smerter i det, men det var simpelthen svulmet op. Han var blevet bange og var taget på skadestuen. De havde scannet ham, men da de ikke fandt en blodprop eller noget andet livstruende, sendte de ham på gaden igen uden nogen form for behandling eller rådgivning – andet end en opfordring til at opsøge egen læge.
Richard grinede lidt, da han fortalte mig om det. Han havde selvfølgelig hverken sygesikring eller adgang til en læge. Det vidste sygeplejersken, der sendte ham bort, udmærket. Hun fulgte blot proceduren.
Mit formål med samtalen var også at finde ud af, om jeg skulle forsøge at hjælpe ham til et andet værelse.
Jeg spurgte, hvad der var sket den seneste måned og specielt, hvad der var gået galt i forhold til Marion og Steve. Han svarede fornuftigt og sammenhængende på det hele, og jeg fornemmede, at jeg godt turde stole på ham. Samtidig vurderede jeg, at hvis jeg valgte at vende ham ryggen på dette tidspunkt, så var han nærmest værre stillet, end da jeg mødte ham for otte uger siden. Så beslutningen blev taget, mens vi spadserede: Det skulle prøves en gang mere.
Sammen analyserede vi mulighederne:
Der var måske en chance for, at han kunne bo hos sin lillebror Matt, der boede i en trailer-park i New Jersey.
Jeg vurderede, at hvis jeg valgte at vende Richard ryggen på dette tidspunkt, så var han nærmest værre stillet, end da jeg mødte ham for otte uger siden. Så beslutningen blev taget, mens vi spadserede: Det skulle prøves en gang mere.
Problemet var, at Richard ikke regnede med, at han kunne finde arbejde derude. Han mente stadig, at Manhattan var hans bedste mulighed: Hvis han kunne skaffe sig et værelse, så kunne han også få arbejde som tjener. I mellemtiden havde han mistet de få timers arbejde, som han havde, da jeg mødte ham.
Selv var jeg blevet ret betænkelig i forhold til hans muligheder for at finde arbejde på Manhattan. Men det var klart det, han helst ville prøve. Så han fik grønt lys for samme model som sidst: Han skulle lede, jeg betale. Denne gang ville kontanterne dog først falde, når værelset var fundet.
Men inden der var fremskridt på den front, så meldte vinterens værste storm sin ankomst. ”Jonas” lukkede Manhattan ned i 24 timer. Al trafik stoppede: Nul metro, busser eller biltrafik.
Gritt og jeg havde prøvet det et par gange tidligere. Der er en helt særlig stemning i byen, når naturen tager over. Og bare man klæder sig godt på, er det helt fantastisk at have eksempelvis Sixth Avenue nærmest for sig selv.
Vinterens værste storm havde meldt sin ankomst. ”Jonas” lukkede Manhattan ned i 24 timer. Al trafik stoppede: Nul metro, busser eller biltrafik. Når der er frostgrader, skal New Yorks politi fjerne alle de hjemløse fra gaderne. Det gør man ved at genere dem så meget som muligt – så de i det mindste forsvinder fra det synlige byrum. Og hvis chikane ikke er nok, så fragter politiet de hjemløse hen til et af de førnævnte herberg. Sådanne regler rammer Richard hårdt.
Så vi tog en frisk tur og en sneboldkamp på gaden – og fandt senere en hyggelig og lun bar med den helt rigtige stemning og en passende drinks- og snackmenu.
Men ikke alle havde det lige så fornøjeligt som os.
Når der er frostgrader, skal New Yorks politi fjerne alle de hjemløse fra gaderne. Det gør man ved at genere dem så meget som muligt – så de i det mindste forsvinder fra det synlige byrum. Og hvis chikane ikke er nok, så fragter politiet de hjemløse hen til et af de førnævnte herberg.
Sådanne regler rammer Richard hårdt. Det forhindrer ham i at tigge, samtidig med at han for alt i verden ikke vil på herberg.
Reglerne er selvfølgelig udtænkt ud fra den gode intention om at forhindre, at de hjemløse dør på gaderne om vinteren. Men jeg finder det alligevel paradoksalt, at når der er sne og frostgrader, netop når livet som hjemløs er allermest ubarmhjertigt, så gør politiet det ekstra svært for dem.
Jeg havde tjekket mine SMS hele aftenen og ventede mere eller mindre bevidst på et nødråb fra Richard. Derfor var jeg allerede klar til at hjælpe ham, da ønsket kom.
Flemming. Hej det er Richie … Tilgiv mig, men jeg har desperat brug for hjælp. Jeg ved, jeg sagde, at jeg ikke ville spørge igen, men jeg anede ikke, hvor alvorlig stormen blev. Jeg har ingen støvler og intet sted at tage hen, da alt er lukket. Jeg ved, du sikkert siger nej, men kan du ikke overveje at lave endnu en undtagelse? Du kan tage pengene fra depositum til værelset … Men dette er et mareridt. Jeg sulter og er våd og kold og har ingen steder at være bortset fra togstationen. Jeg kan ikke en gang tigge på gaden, da jeg bliver taget af politiet. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre Flemming.
Jeg lover 100% at jeg aldrig vil spørge dig igen … Undskyld. Tak.
Spørgsmålet var hvordan? Efter lidt frem og tilbage fandt vi et hotelværelse til ham, så min kone og jeg kunne fortsætte vores lille fest i bevidstheden om, at Richard havde tag over hovedet.
Tanken om Richard i våde gummisko var ikke rar, og vi besluttede os for at købe termostøvler og varme sokker til ham, og jeg fik lokket hans skostørrelse (10 ½, der svarer til vores størrelse 43) ud af ham per SMS.
Jeg har bestilt og betalt et værelse til dig på Hotel 31, 120 East 31 St. (imellem Park og Lex). Jeg har registreret dig som gæst, så du kan bare tage derhen. OK? De bedste Flemming PS: Jeg er tæt på telefonen den næste time – så sig til, hvis der er nogen problemer
Wow – det er fedt … Jeg håber bare, de lukker mig ind. Er det for meget at bede om for eksempel 40 dollars til mad og tørre sokker? Jeg er vildt sulten og gennemblødt … Jeg håber, du ikke brugte for mange penge på hotellet for der er et på 27’ St der koster 120 … Jeg har fundet en Duane Reade, hvor jeg kan hæve penge fra Western Union … Tusinde tak Flemming … Igen lover jeg, at dette bliver sidste gang. Du er i øvrigt en ægte engel
40 dollars er klar med Western Union. Sig til, når du er inde på værelset (forvent intet stort – jeg betalte kun 100). Held og lykke/Flemming
Dagen efter var en stor kontrast til snestormen. Solen skinnede fra en skyklar himmel. Men det var pivkoldt og Manhattan var begravet i sne; vi fik over 50 cm!
Så tanken om Richard i våde gummisko var ikke rar, og vi besluttede os for at købe termostøvler og varme sokker til ham, og jeg fik lokket hans skostørrelse (10 ½, der svarer til vores størrelse 43) ud af ham per SMS.
På vores mødested var jeg netop blevet færdig med at fugtsikre hans nye støvler med silikonespray, da han ankom i sine gennemblødte sneakers. Lidt overraskende havde han ikke særligt travlt med at få skiftet fodtøj.
I stedet forklarede han mig om et nyt, muligt værelse i Brooklyn, som han regnede med at kunne få lov at se senere samme eftermiddag, og at han derfor gerne ville have 50 dollars, så han kunne lægge lidt depositum, hvis den var ok.
Jeg fastholdt, at jeg denne gang selv ville betale direkte til udlejeren. Og da han indså, at jeg stod fast, aftalte vi i stedet, at jeg skulle være standby hele eftermiddagen – klar til at hoppe i en taxi, og med kontanter nok til fuldt depositum i lommen.
Richard trissede af med støvlerne, stadig i posen fra JC Penneys. Jeg sad klar hele eftermiddagen, men hørte ikke mere fra ham den dag.
Samtidig var en anden deadline ved at nærme sig. Vores ophold i New York var ved at være forbi, og den første marts skulle vi flytte tilbage til Danmark. Jeg havde besluttet, at det også skulle være enden på mit forsøg på at hjælpe Richard på fode – uanset hans status. Så det var ved at være sidste chance for både ham og mig.
DEL 6
Jeg havde fortalt ham det tidligere, men besluttede alligevel at tegne linjerne op så klart som muligt:
Hej Richard, Du bedes læse denne besked et par gange, da det er vigtigt, at du forstår, hvor jeg står. Jeg ønsker inderligt, at du finder en vej ud af din frustrerende og desperate situation, men jeg kan og vil ikke påtage mig rollen som en redningsmand, som du kan kalde på, når tingene går dig imod. Jeg har allerede hjulpet mere, end jeg havde tænkt mig – men jeg kan ikke bare fortsætte med det. Din sidste chance for at få hjælp fra mig bliver at skaffe et acceptabelt og billigt værelse. Hvis det lykkes, vil jeg stadig gerne betale 2 ugers depositum og 1-2 ugers husleje. Men det er alt. Herefter er jeg ude af dit liv. Rent praktisk, så flytter jeg tilbage til mit hjemland Danmark den 29. februar. Herefter vil jeg, i den udstrækning jeg har overskud til at hjælpe andre, bruge kræfterne her (med de syriske flygtninge og de danske hjemløse vil der altid være masser af behov). Bundlinjen lige nu: Brug al dit fokus på at skaffe et værelse hurtigt. Kontakt mig, når du har en kandidat – så kigger vi på det sammen. Hvis/når vi får dig under tag, så er næste opgave at skaffe et job, så du selv kan betale husleje. Jeg hjælper i starten, men succesen afhænger af, om du kan skaffe dig en egen indtægt. Uden denne ender du på gaden igen. Hvis det er for stor en mundfuld, så overvej at prøve at flytte ud til din bror og tage en pause. Måske er det din bedste chance, hvis du ikke er helt klar til at kæmpe dig tilbage under disse svære vilkår. Jeg ønsker dig held og lykke. Flemming PS: Det er vigtigt for min hjælp, at de 120 dollars fra sidste forsøg ikke forsvinder, så jeg håber, du vil undgå at falde for fristelsen til at bruge af dem.
Jeg forstår. Undskyld.Ingen grund til undskyldning. Held og lykke med at finde et billigt, acceptabelt værelse. De bedste Flemming
Herefter gik tiden. Ingen værelser dukkede op. Der opstod et par muligheder, der lød lovende – men hver gang løb de ud i sandet.
Hej Flemming, Richie her … Jeg ved, at jeg egentlig ikke må spørge, men jeg overvejede, om du måske kunne ”låne” mig 20 eller 30 dollars, så jeg kan komme ud til Newark aften for at kigge på et værelse? Hvis det ikke er orden, så forstår jeg, men jeg kan betale dig tilbage i weekeenden. Jeg ville meget gerne blive vasket lidt og få lidt mad.
Jeg befandt mig kun nogle få gader nord for ham, så jeg besluttede lige at droppe forbi og tale med ham.
Samtalen bekræftede min mistanke om, at problemet nok var større end bare at finde et billigt værelse. Det blev mere og mere klart, at udsigten til et sted at bo forsvandt, enten allerede når den mulige udlejer talte med Richard i telefonen, eller i hvert fald når de mødte ham.
Selv om han stadig så nogenlunde præsentabel ud, så skulle der ikke mange spørgsmål til, før mistanken var vakt. Jeg oplevede, at hans stemme var blevet mere ”pibende”, end da jeg mødte ham. Og kom man helt tæt på ham, kunne man godt lugte, at det ikke var helt nemt at holde en høj hygiejnestandard uden adgang til andet end offentlige toiletter.
Det var endnu en af disse sammenhænge, der gjorde det næsten umuligt at komme væk fra gaden. Selv om man skaffer de, set fra en hjemløs’ perspektiv næsten astronomiske, 600 dollars der skal til, så er det stadig ikke nok. Så bliver de alligevel afvist af udlejerne. Ubarmhjertigt!
Richard mente dog, at han havde fundet en reel mulighed. Så selv om jeg var kommet alvorligt i tvivl om sandsynligheden for succes, så stak jeg ham 40 dollars til en sandwich og en tur for at se på en lejlighed ude i nærheden af Newark Lufthavn.
Det kom der desværre heller ikke noget ud af.
Knap en uge efter kom det næste ønske, som også åbnede op for en ny mulighed.
Hej Flemming. Jeg ved, at du vil sige nej, men jeg er nødt til at spørge, om du kan hjælpe mig med 40 eller 50 dollars. Jeg vil gerne ud til min gamle hjemby i Jersey og bo hos min lillebror i en uges tid. Jeg har virkeligt brug for at slappe af!! Mine ben er ekstremt hævede og gør ondt. Jeg har bare brug for an pause, og jeg har ringet til ham i maftes, og han sagde at det var ok. Det vil også give mig mulighed for at finde ud af, om jeg skal bliver derude eller hvad. Jeg skal bare have lidt penge på lommen til mad og sådan noget. Jeg er ked af at spørge. Dette er ikke dit problem men jeg har ikke andre, jeg kan spørge, og tiggeriet giver ingenting i dag. Det har fået mig i problemer. Jeg prøver at sidde ved den Starbucks, hvor vi mødtes første gang, hvis du skulle komme forbi. Jeg forstår, hvis du siger nej, men jeg har behov for en pause. Jeg skader mig selv herude. Vil du ikke nok hjælpe mig eller kigge forbi? Tak.
Denne SMS blev jeg rigtigt glad for!
Jeg havde flere gange selv tænkt på, at muligheden med Richards bror Matt mere og mere lignede det mest attraktive tilbud.
I takt med, at håbet for en løsning tæt på Manhattan var forsvundet, så var det præcis, hvad jeg havde håbet på, og jeg havde selv holdt ideen i live, hver gang vi havde talt sammen. Samtidigt var det godt, at han var blevet mere realistisk omkring sin stadigt mere uholdbare situation.
Denne gang var jeg slet ikke i tvivl: Jeg hjalp med togbilletten ud til hans bror.
Hej Richard, Jeg er ikke i byen i øjeblikket, men har sendt 50 dollars med Western Union. De skulle være klar nu (MCTN 8033502108). Jeg håber, at dette er sidste gang. Det lyder som en god ide at søge husly hos din bror for et stykke tid. Jeg ønsker dig alt det bedste Flemming
Flemming, du er fantastisk … Mange tak. I de sidste uger er jeg blevet noteret og arresteret af politiet for at ”forstyrre fodgængertrafikken”. Jeg har virkelig behov for at komme inden døre og slappe af i en periode. Det er blevet meget nedværdigende på så mange niveauer her på det sidste … Kæmpe tak til dig. Jeg giver besked, når (hvis) jeg vender tilbage til Manhattan.
DEL 7
Tiden for mine forsøg på at hjælpe Richard var ved at rinde ud, og muligheden hos broren kunne meget vel vise sig at blive den sidste chance. Derfor brugte jeg tid på at overveje, om jeg eventuelt kunne øge sandsynligheden for, at det kunne blive en succes.
Det kom der dette tilbud ud af:
Hej Richard, Som du ved, vil jeg være helt ude af dit liv om 3 uger, når jeg rejser tilbage til Europa. Som en sidste hjælp til, at du kan komme lidt videre, vil jeg tilbyde dig følgende: Jeg har allerede sendt dig 50 dollar i dag (MTCN 8624962320), og jeg vil sende dig 100 dollars hver søndag de næste 3 søndage. Jeg håber, at du vil blive boende hos din bror i hvert fald de næste 3 uger, så du kan blive helt rask, og at pengene kan gøre det muligt at være med til at betale lidt for mad og ophold til din bror. Dette bidrag erstatter, hvad vi tidligere har talt om i forhold til et værelse, og det vil være den sidste hjælp fra mig. Brug pengene klogt. Held og lykke De bedste hilsner Flemming
Wow Flemming – det er værd at overveje … Hvis det er sådan, du tænker, så tror jeg, det er et tegn på, at jeg skal blive herude. Men måske var det bedre, hvis du sendte de næste 100 dollars nu, så jeg kan give dem til min bror sammen med de 50. Det vil så være hans depositum. Og så måske 100 de næste 2 uger i stedet for 3. Jeg føler virkelig, at dette fortæller mig, hvad jeg skal gøre … Af hensyn til mit helbred og til mit hjerte. Min lillebror arbejder på byggepladser og på et bilværksted, hvilket ikke er noget, jeg har forstand på. Jeg ser mere mig selv som en slags kunstner. Men jeg kan måske hjælpe ham lidt, indtil jeg er mere på toppen igen.
Dette svar bekymrede mig!
Efter min opfattelse havde jeg netop tilbudt ham 350 dollar mere, end han havde bedt om. Men nu lød det som om, han havde travlt med at få dem hurtigere end tilbudt.
Jeg var heller ikke særligt imponeret over bemærkningen om at Richard ”så sig mere som en kunstner”. Det var muligvis sandt en gang for længe siden, men det svarede ikke helt til min opfattelse af hans dagsform.
Så jeg holdt fast ved de ekstra 50 dollars, jeg allerede havde sendt ham.
Nu har du i hvert fald 50 dollar mere, end du havde for et par timer siden – og 100 mere hver uge de næste 3 uger. Jeg håber, dette vil være nok til, at du får en god start sammen med din bror. Jeg tror også – som du – at dette er en god lejlighed til at få lidt hold på dig selv uden at komme tilbage til Manhattan (så skøn som hun kan være – så er hun også et ubarmhjertigt sted).
Som altid ønsker jeg dig det bedste. Flemming
Så du mener ikke, at det vil være en god ide at betale depositum til min bror? Så kunne jeg bo her en uges tid og så begynde at betale leje. Jeg er lidt bekymret for, om han vil kræve mere af mig, end jeg er i stand til at betale næste weekend, og jeg er ikke i stand til at komme til Manhattan og lave penge, og jeg kan i hvert fald ikke starte på arbejde sammen med ham, før hævelsen i mine ben er væk. Jeg vil også gerne vise ham, at jeg er seriøs og spiller efter reglerne i stedet for bare at nasse på ham. Hen er min bror, men også en fedterøv. Han kommer ikke til at gøre meget for at gøre mit liv nemmere.
Igen følte jeg, at Richard prøvede at presse mig.
Før jeg tilbød ham ekstra penge, havde han kun bedt om 40-50 dollars til at komme ud til broren, og dem havde han jo fået for længst. Nu skulle han lige pludselig betale depositum og hvad ved jeg.
Jeg havde fornemmet mange gange tidligere, at forholdet til broren var lidt mere kompliceret end hos de fleste søskende, jeg kender. Men jeg følte, at han pressede mig og besluttede derfor at holde fast.
Hvad du har fået, er det bedste, jeg kan tilbyde dig. Jeg håber, du finder ud af det De bedste hilsner Flemming
OK intet problem. Jeg finder ud af det … Tak igen Flemming, tak af hele mit hjerte. Vi tales ved snart.
To dage senere fik jeg en ny SMS:
Hej Flemming. Jeg er på vej derud nu. Jeg vil tale med min bror, om han kan sætte min husleje ned til 100 om ugen, indtil jeg er mere stabil. Jeg skriver til dig lidt senere på ugen. Vi tales Richard.
Jeg vidste fra tidligere samtaler med Richard, at broren betalte under 700 dollars i husleje om måneden for sig selv og den gravide kæreste. Tanken om, at Richard skulle betale over 100 om ugen for at bo i et lille værelse i hans trailer, lød helt ude i skoven.
Sætte huslejen ned? Fortæller du mig, at han kræver over 100 dollars om ugen! Og hvis han gør: Hvordan havde du så tænkt dig at betale ham, før jeg tilbød at hjælpe ekstra. Jeg tror ikke jeg helt forstår… De bedste Flemming
Jeg har forklaret dig, at jeg kunne bo hos ham, men at han bad om 150 i husleje … Jeg opfatter dette som en sidste mulighed, for jeg havde slet ikke lyst til at bo derude … Jeg er ikke særligt tæt på ham. Han sagde, jeg kunne bo hos ham, men det var aldrig sket uden betaling … Hvis det var tilfældet, så havde jeg gjort det for længst. På dette tidspunkt har jeg ikke noget valg, da jeg ikke kan finde et værelse.
Jeg var udmærket klar over, at Richard af og til vinklede historierne, men dette var første og eneste gang i forløbet, at jeg direkte mistænkte Richard for at lyve. Jeg troede simpelt hen ikke på kravet om de 150 dollars per uge.
Så jeg stod fast.
Jeg håber, du kan få glæde af de 3 x 100 dollars, der kommer de næste 3 uger, men (som du ved) så bliver det min sidste hjælp til dig. Held og lykke! De bedste Flemming
Jeg skal nok få glæde af dem … Uanset hvor jeg er vil jeg bruge dem til husleje, bortset fra at jeg vil spørge dig, om jeg må få de første 100 dollars på et tidspunkt i dag, så jeg kan købe nogle nye sneakers.
Jeg var på dette tidspunkt blevet irriteret på Richard og havde mest lyst til at sige nej. Siden jeg havde tilbudt ham de ekstra 350 dollars, følte jeg, at han prøvede at presse mig mere, og det brød jeg mig ikke om.
Og jeg havde svært ved at forestille mig, at broren var helt så hård, som han blev fremstillet af Richard. Men jeg var udmærket klar over, at jeg var på udebane – og bare kunne gætte mig frem på et ganske spinkelt grundlag.
På den anden side – og med tanke for hans problemer med benet – så er sko jo nok et godt sted at fokusere på. Samtidig måtte jeg minde mig selv om, at mit mål var at hjælpe ham til en selvstændig tilværelse – ikke at bevise, hvem af os der kunne være mest stædig.
Så jeg flyttede en af de allerede planlagte betalinger lidt frem.
50 dollars er på vej (MCTN 9799260680). Så får du stadig 2 gange 100 de næste 2 søndage og 50 på den tredje. Lad os undgå flere ændringer, ok? De bedste hilsner Flemming
Ok jeg forstår … Kæmpe tak … Jeg vil undgå flere ændringer. Så du sender altså stadig også 100 dollars på søndag?
Ja
Ok fedt. Tak Flemming.
DEL 8
Hej Flemming det er Richie. Jeg ville spørge, om du stadig ville hjælpe mig i morgen? Der er sket det, at mit ID kort er blevet væk, så jeg bliver nødt til at vente, indtil jeg får et nyt med posten for at hæve pengene fra dig. Ellers skal vi aftale et spørgsmål og svar, så jeg kan bevise, at det er til mig … Eller vi to bliver nødt til at mødes personligt, hvilket vil være vanskeligt for mig lad mig vide, om det er et problem så hurtigt som muligt. Den gode nyhed er, at hævelsen i benet takket være din hjælp er ved at forsvinde … Jeg får slappet af og har nu et par fede sneakers.Dejligt med benet. Men nu var hans ID forsvundet! Selvfølgelig strejfede tanken mig, at han måske brugte sin kreativitet til at lokke de sidste kontanter ud af mig, før jeg forsvandt ud af hans liv. Men jeg var også meget opmærksom på, at dette var sidste kapitel i vores relation, og at vi stadig diskuterede inden for det rammebeløb, jeg allerede havde lovet ham.
Så jeg besluttede, at det næppe var tidspunktet, hvor jeg skulle hænge mig i principper.
Til gengæld skabte det manglende ID et rigtigt lavpraktisk problem: Hvordan kunne jeg overhovedet få pengene frem til ham?
For ikke at kede læseren ihjel har jeg udeladt 35 SMS’er med de praktiske udfordringer, der var forbundet med at gennemføre overførslen, når Richard ikke havde et ID-kort.
Det var absolut ikke lige meget, om man skrev ”kattens navn er” eller ”hvad er kattens navn”. Og heller ikke smart, når ekspedienten skrev ”Ante” i stedet for ”Dante” ind i Western Union systemet …
Richie skrev også, at han havde udsigt til et job. Det ville jo være fantastisk. Men jeg havde efterhånden lært ikke at forvente, at alt kørte efter plan A
Endnu en påmindelse om, at intet er nemt for en hjemløs. Er det ikke det ene, så er det det andet, der driller. Og nogle gange går man bare fra det ene lavpraktiske problem til det næste:
Hej Flemming … Jeg her et spørgsmål til dig. Jeg ved godt, at du har bedt mig undgå ændringer i forhold til søndagsbetalingerne, men vil det alligevel være muligt at sende mig de 100 dollars i dag i stedet for på søndag? Hvis det ikke er et stort problem for dig, så ville det gøre det muligt for mig at betale en gammel trafikbøde, som skal ud af verden, før jeg kan få udstedt et nyt kørekort, og jeg har fået kørelejlighed til motorkontoret i morgen, så jeg kunne godt bruge dem hurtigst muligt, hvis det er muligt.
Hmmm. Det var et meget reelt problem. Hvis han blev stoppet af politiet, ville han klart få problemer, fordi politiet på Manhattan havde noteret ham flere gange. Samtidig ville han ikke kunne få et lovligt job uden ID, så endnu en gang rykkede jeg betalingen frem.
Richie skrev også, at han havde udsigt til et job. Det ville jo være fantastisk. Men jeg havde efterhånden lært ikke at forvente, at alt kørte efter plan A, og fire dage senere kom da også næste udfordring.
Hej Flemming. Nu er det ordnet, så kørekortet kommer med posten om 7 til 10 dage. Jeg har fået et midlertidigt dokument, hvis jeg for eksempel skulle rende ind i strisserne. Så snart jeg får kørekortet, så starter jeg på det job, jeg fortalte om i sidste uge, men jeg er nødt til at vente en uge mere. I mellemtiden er jeg nødt til at tage tilbage til Manhattan i denne uge, fordi det nu ser ud til, at jeg ikke kan blive her uden at betale husleje. Så nu er jeg nødt til at tage tilbage til Manhattan, indtil mit nye kørekort når frem, og jeg kan begynde at tjene mine egne penge. Jeg er nok nødt til at tigge på gaden igen hele ugen og tjene så meget som muligt, indtil jeg kan komme tilbage. Jeg forstår ikke, at min bror ikke kan lade mig slippe, men han har vel sine grunde. Det er pisseirriterende, og jeg har slet ikke lyst til at tage tilbage til Manhattan. Jeg synes bare, du skulle vide, hvad der sker … Tak. Vi snakkes ved snart ;)
Det var svært at vurdere, om truslen fra broren var reel. Men jeg bemærkede, at Richard denne gang faktisk ikke bad om noget.
Jeg prøvede en Good luck – men var vel forberedt på næste udvikling, hvor han også fik de sidste 50 dollar af mig før planlagt ud fra samme overvejelser som tidligere beskrevet.
Hermed var alt, hvad jeg havde lovet udbetalt, og der var kun én uge tilbage, til vi skulle flytte tilbage til Danmark. Men – jeg var blevet overrasket, hvis der ikke var kommet flere ønsker. Der gik dog en hel uge – helt frem til dagen, hvor vi gik og pakkede vores lejlighed sammen.
Jeg ved godt, at jeg ikke burde spørge dig mere, men vil alligevel bede om en sidste tjeneste, før du rejser. Måske kan det få dig til at forstå, at din hjælp ikke var forgæves? Jeg starter på arbejde allerede på mandag, men jeg har ingen penge indtil da. Hvis du kunne hjælpe mig med 50 eller 100 dollars, så slipper jeg for at tage til Manhattan og tigge, og fra næste uge kan jeg klare mig selv.
Jeg havde allerede et par dage tidligere besluttet mig for at sende ham de sidste 150 dollars – for at slutte vores relation på den bedst mulige måde. Så ønsket om 50-100 dollars var inden for rammen af, hvad jeg allerede havde afsat. Og inden jeg nåede at svare, kom der lige en SMS, som jeg blev rigtig glad for at læse:
Det ser nu ud til, at jeg kommer til at arbejde sammen med min bror med at lave forefaldende arbejde på nogle byggepladser, hvilket er fedt, for de udbetaler løn ved slutningen af arbejdsdagen! Hvad jeg prøvede at skrive i den foregående SMS var, at du nok godt kunne sende pengene online, og jeg burde kunne hæve dem med mit midlertidige kørekort. På den måde kunne du slippe for at rende ned til Western Union. Jeg tager ud til min søster snart, så hvis du kunne sende pengene før kl 11 så ville det være fedt, for så kunne jeg hente dem på vejen. Jeg ville gerne kunne give Matt 50 af dem og så gemme resten til mad og den slags, hvis det er ok med dig? Under alle omstændigheder, vil jeg gerne takke dig igen, for uden dig havde jeg stadig siddet på gaden … Du har virkelig gjort en forskel i mit liv.
Jeg besluttede mig for at gøre en sidste indsats for at efterlade Richard ”på det rigtige ben”, inden vi rejste tilbage til Danmark. Så i stedet for bare at sende penge og den sædvanlige SMS, så ringede jeg til ham.
Det var en vanskelig samtale. Hele forløbet havde været uvant og udfordrende for os begge. Og det føltes også ret underligt pludselig at tage afsked – med den fælles viden om, at vi aldrig mere skulle kommunikere igen. Det havde jeg ikke prøvet før. Men jeg følte samtidig, at hvis jeg ikke lavede et konkret brud, så ville han blive ved med at bede om hjælp, og det ville være helt umuligt at håndtere fra København – 6.000 kilometer fra manden.
Måske kunne man – ud fra en ren rationel betragtning – have fået det samme eller mere ud af at aflevere en check på 1800 dollars til en eller anden hjælpeorganisation. Måske. Men det havde aldrig kunnet konkurrere med det udbytte, jeg fik ud af det
Så jeg holdt mig til planen – men benyttede lejligheden til at skabe lidt balance i vores relation, så Richard ikke udelukkende opfattede sig som modtageren.
Derfor takkede jeg ham for lejligheden til at få indsigt i hans liv, og for vores gode samtaler om at få det bedste ud af nogle virkelig vanskelige situationer. Det havde jeg lært meget af – og det skyldte jeg ham stor tak for. På den måde sluttede vores fælles rejse med en vis grad af ligeværdighed, hvilket jeg tror, vi begge var glade for.
Og da sidste betaling var gennemført, sluttede vi af på SMS. Hej Richard, Som en sidste gestus har jeg nu overført 150 dollars (MTCN 9797779925), og dem skal du selvfølgelig ikke betale tilbage. Dette er samtidigt et farvel. Vi er i fuld gang med at pakke alting sammen, og i morgen flyver vi til Danmark. Denne telefon bliver samtidig lukket. Jeg er glad for, at vi kunne slutte vores tid sammen i bevidstheden om, at du ikke længere bor på gaden, at du snart starter på arbejde og at foråret er på vej. Det har været interessant at være en lille del af dit liv. Jeg har lært meget om virkeligheden – og om mig selv – som jeg ikke var klar over før, og det vil jeg gerne sige dig tak for. Jeg sender dig mine allerbedste ønsker for fremtiden. Jeg håber, den værste tid nu er bag dig, og at dit liv vil blive fantastisk. Pas godt på dig selv. De bedste hilsner Flemming
Tak Flemming … Jeg ønsker dig alt det bedste og ved, at du er et af de få mennesker, jeg har mødt, med et ægte uselvisk hjerte. Jeg er glad for den mulighed, du har givet mig, for at få mit liv til at hænge sammen igen. Det betyder alt for mig. Det tog er stykke tid, men fra jeg kom til Jersey, blev det meget bedre. Pas godt på dig selv … PS: … Sendte du pengene med eller uden kode? Jeg tager afsted nu og prøver at hæve med mit midlertidige kørekort. Jeg tror ikke jeg får problemer men måske kommer jeg til at bede om at annullere og prøve igen.
Bortset fra lidt mere praktik om Western Union, så blev dette den sidste SMS fra Richard.
Har en hjemløs i New York overhovedet en reel chance for at komme ovenpå igen? Min erfaring med Richard viste, at der bare var så mange faktorer, der fastholdt ham i sin problematiske tilværelse
Et par grundlæggende spørgsmål står tilbage:
Eksisterede værelset hos Marion og Steve nogensinde, eller var det ren fantasi – opfundet for at lokke penge ud af mig? Jeg tror bestemt, at det var sandt – men kan jo aldrig være helt sikker.
Har en hjemløs i New York overhovedet en reel chance for at komme ovenpå igen? Min erfaring med Richard viste, at der bare var så mange faktorer, der fastholdt ham i sin problematiske tilværelse.
Næsten lige meget hvad han skulle, så var det sværere for ham, end det ville have været for mennesker uden problemer. Faktisk er det en skrækkelig tanke.
Blev mit ønske om at hjælpe Richard en succes? Det kommer an på, hvilket perspektiv man tager i brug.
Betragter man kun overfladen – de sidste par SMSer – kunne jeg vel postulere en vis succes: Jeg forlod ham i nogenlunde god form med tag over hovedet, kontakt til begge søskende og udsigt til et job af en slags.
Men levede Richard lykkeligt til sine dages ende? Det har jeg desværre absolut ikke fantasi til at forestille mig.
Jeg håber – og jeg krydser fingre – men hold da op, hvor havde han mange odds imod sig. Også da vi tog afsked.
Men jeg tror alligevel, at vores periode sammen havde en vis værdi for Richard – også ud over de kolde kontanter. Richard havde brug for at opleve en smule medmenneskelig venlighed. Og uanset, hvad der siden skete, så tror og håber jeg, at han vil bære dette med sig videre i sit liv.
Men jeg havde jo selv fastlagt afslutningen, så jeg aldrig får noget svar: Min amerikanske telefon er lukket ned – og historien er dermed endegyldigt slut. Læserens gæt om Richards fremtid er lige så godt som mit.
Så jeg vil nøjes med at trække min egen bundlinje: Var mit forsøg på at hjælpe Richard en succes for mig selv?
Her er svaret nemt: Det bliver et ubetinget JA.
Det lykkedes mig at se Richard som et menneske, og at se glimt af mig selv i ham – en usynlig mand – selv om vores liv næsten ikke kunne være meget mere forskellige
Det var både besvær og de cirka 1800 dollars værd. Det der startede det hele, var at hjemløse var ved at blive usynlige for mig. Richard blev på godt og ondt synlig – og jeg er i dag meget taknemmelig for at have fået lidt indsigt i Richards liv.
Måske kunne man – ud fra en ren rationel betragtning – have fået det samme eller mere ud af at aflevere en check på 1800 dollars til en eller anden hjælpeorganisation. Måske.
Men det havde aldrig kunnet konkurrere med det udbytte, jeg fik ud af det: Det lykkedes mig at se Richard som et menneske, og at se glimt af mig selv i ham – en usynlig mand – selv om vores liv næsten ikke kunne være meget mere forskellige.
Redaktion: Alexander Meinertz og Philip Sampson. Fotos: Flemming Fog. Collager: Michael Dorbec
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
