Tækkemanden – Danmarkshistoriens mest dæmoniske dræber

i Bøger/Featured/Liv & Mennesker af

BOGUDDRAG – I efteråret 2015 var den danske ‘clitoris collector’ forsidestof i hele verden. Men historien om Peter Frederiksen begynder længe før. Og den rummer meget, meget mere. Et tip fører i september 2015 politiet til et rækkehus i den sydafrikanske by Bloemfontein. I huset bor en 63-årig dansk tækkemand og våbenhandler, og i hans kummefryser ligger 21 poser med afskårne kønsdele. Det er blot starten på en skrækhistorie uden lige. Peter Frederiksen har mere alvorlige forbrydelser på samvittigheden. Mennesker dør omkring danskeren i et hæsblæsende tempo. Og så er der fortidens rædselskabinet. Det åbner journalist Helle Maj, da hun sætter sig for at undersøge sin landsmands færden, fra han kom til verden i Gl. Holte i 1952. ‘Tækkemanden’ er en chokerende dokumentarisk beretning om en på overfladen jovial mand, der gennem et halvt århundrede nedlagde dyr og mennesker. Med adgang til domsudskrifter, Peter Frederiksens kalendernotater gennem 12 år, samt interviews med ofre, efterladte og politifolk – og manden selv – afdækker Helle Maj historien om en bondesnu manipulator og sex-sadistisk sociopat, der hærgede på tre kontinenter under politiets radar. POV bringer et uddrag af Helle Majs bog om Peter Frederiksen nedenfor.

PROLOG

Bloemfontein, Sydafrika Juni, 2015

»Edenglen« stod der med svungne bogstaver til højre for gitterlågen til det sikrede boligkompleks, som han kort før havde åbnet med en fjernbetjening. Indenfor lå anonyme gule murstenshuse skulder ved skulder i endeløse rækker i alle retninger.

»Det er lidt af en labyrint,« kommenterede danskeren i lædervest med en hånd på rattet i den hvide Toyota-firhjulstrækker.

Han stoppede bilen foran Edenglen 50 og åbnede en garageport med håndkraft. Der var ikke plads til hans Toyota i den garage. Rummet var fyldt med gamle klapvogne, haveredskaber, ødelagte møbler, værktøj, stakkevis af papirer, tømte snapseflasker, en gyngehest, en symaskine monteret på et bord og et bjerg af store, hvide uåbnede konvolutter.

»Min mor sender aviser til mig fra Danmark,« sagde han.

Vi gik på en smal sti gennem virvaret hen mod en dør i bunden af garagen. Bag den åbenbaredes en lille have med et rundt, hvidt plastikbord og to campingstole. I et hjørne af haven var der et foderbræt til fugle – med stråtag på. I det andet hjørne en indbygget grill i havemuren.

Husets vinduer havde tremmer for, det samme havde døren til stuen.

Peter Frederiksen åbnede døren og inviterede os ind i et univers af død og lemlæstelse.

»Kom indenfor og velkommen til. Jeg har brugt hele dagen i går på at gøre rent,« sagde manden.

Stuen føltes forsømt. Et tyndt, hvidt gardin hang i laser ud til haven. Gulvtæppet under spisebordet havde været udsat for en mindre ildebrand. Spisebordet lignede et arbejdsredskab, på trods af at fire stole med ranke rygge i imiteret læder stod omkring det og forsøgte at give indtryk af, at her boede en lykkelig familie. Bordet flød med papirer, mobilopladere, et udbrændt stearinlys på en tallerken. Og et strudseæg.

Peter Frederiksen forklarede, at hans afrikanske hustru og hans yngste søn på to år desværre opholdt sig i nabolandet Lesotho. Han gik og overvejede skilsmisse.

Til venstre for døren fra haven tronede en Sony-fladskærm på en lav, sort reol med en dvd-afspiller og en gammel VHS-maskine koblet til. Over skærmen hang en støvet oryx-antilope og til højre – ud mod en gang til et lille badeværelse, soveværelse og gæsteværelse – hang hovedet af en hvidhalet gnu. De to trofæer gjorde stuen endnu mindre.

Peter Frederiksen smækkede en pistol på spisebordet.

»Går du altid med den Glock?« spurgte min mand, Jørn.

»Altid.«

Trods vinterkulden i Bloemfontein åbnede Jørn døren ud til haven, så han kunne få lys på danskerens ansigt, når kameraet begyndte at filme. Jeg førte ledningen til en mikrofon op under blusen på Peter Frederiksen. Han smilede. »Skal vi ikke lige have en øl?« spurgte han.

Klokken var halv elleve om formiddagen.

Vi takkede nej, men bad om kaffe. Peter Frederiksen satte kaffe over i det lille køkken for enden af stuen. På væggen til højre hang hjørnetænderne fra et vortesvin monteret på en træplade.

»Jeg har købt mælk. Jeg kan huske, at du drak kaffe med mælk, sidst vi var sammen.«
Manden sendte mig det mest charmerende smil.

Sidst, vi var sammen, var i november 2014.

Peter Frederiksen ville gerne have, jeg skrev en bog om ham.

»Jeg har en bedre historie at fortælle,« sagde han i telefonen. Han havde læst min bog Den sorte enke om drabet på en dansker i Sydafrika. En mand, som langsomt blev tortureret med 50 knivstik for til sidst at få halsen brækket. Liget blev overhældt med syre og dumpet i en sandklit.

Vi mødtes med Peter Frederiksen på Southern Sun, Bloemfonteins firestjernede hotel.

Efter et par timer fortalte han os, at han var meget optaget af intimpiercinger. »Jeg har også piercinger her i brystvorterne,« sagde han og gjorde mine til at åbne sin skjorte og åbenbare sine ringe i hotellets fine restaurant.

Jeg tog hans fireårige søn i hånden og gik udenfor på parkeringspladsen og legede med ham, indtil maden kom. Drengen lignede sin far – bortset fra, at han var en del mørkere i huden.

Da vi kom tilbage til restauranten, talte hans 62-årige far om sine mange våbendomme i Danmark.
»Ham kan vi da aldrig skrive en bog om,« sagde jeg til Jørn, da vi seks timer senere kørte væk.

Alligevel befandt vi os syv måneder senere i Edenglen i Bloemfontein hos danskeren med den bedre historie. En mand på flugt fra en våbendom i Danmark på niende år.

Peter Frederiksen satte kaffe med mælk på bordet og tændte det lille, elektriske varmeapparat på gulvet i hjørnet af stuen. Jørn satte sig bag kameraet i en udpint, sort læderstol foran vinduet med det lasede gardin.
En lille hund knurrede ad ham – det var åbenbart dens plads.

Peter Frederiksen tog en slurk af sin dåseøl, en Castle Lager.
Interviewet startede, men jeg stoppede det kort efter.
»Det er ikke, fordi jeg ikke vil se på dig, men jeg sætter mig med ryggen til dig i døråbningen. Det virker utroværdigt på tv, hvis dine øjne flakker mellem os,« forklarede jeg.
»Nå, okay,« sagde Peter Frederiksen lidt skuffet, men begyndte så at fortælle sin livshistorie, mens han kiggede opmærksomt og engageret ind i Jørns øjne.
»Ja, det er jo en forholdsvis lang historie,« startede han.

I tre dage hørte vi hans stemme messe vilde livsbegivenheder ud i rummet.
Der var ingen kronologi i historierne, og det var umuligt at forsøge at få den frem.

Peter Frederiksen sendte et koldt blik, hvis vi prøvede at afbryde ham. Utroligt mange mennesker faldt døde om i de historier.
Han vidste godt hvorfor, men det var ikke hans skyld. Kvinder forrådte ham. Folk stjal våben og diamanter fra ham.

Og nej, han var ikke Guds bedste barn, det ville han gerne indrømme.

Vi fik den store rundvisning i hans våbenforretning i downtown Bloemfontein, spiste frokost på Avanti, en dyr italiensk restaurant, hvor danskeren var stamgæst.

Vi hentede hans lille søn, Poul, i børnehaven. Peter Frederiksen viste os også byens politistation og fortalte, at den ikke var helt lille. Den havde 40 celler til kriminelle. »Du skal lige se mine rifler«, sagde han til Jørn den sidste dag, vi var sammen. De gik ind i gæsteværelset.

Jeg kunne høre deres stemmer fra stuen, mens jeg trøstede hans søn, som græd i smerte.

Den fireårige dreng havde lige fået et hårdt slag i hovedet med Peter Frederiksens fjernbetjening.
Et rigtigt hårdt slag.
Drengen var kommet til at skifte program fra en reklamevideo om sin far som tækkemand til en Disney-film. Drengen ville skrue op for lyden, men fik trykket på den forkerte knap på maskinen.
Straffen faldt prompte.

»Jeg har fået lavet en speciel pibe til min Glock på fabrikken i Østrig,« hører jeg Peter Frederiksens stemme sige fra gæsteværelset.
»Hvad skal du bruge en lyddæmper til?« spurgte Jørn forundret.
»Til at likvidere folk, hvad ellers,« grinede Peter Frederiksen.
Jeg kunne høre, Peter Frederiksen lede efter noget andet i våbenskabet.

»Så har jeg også det her lasersigte. Det er særdeles effektivt om natten. Hvis du har den der lille røde plet på brystet, og jeg trykker af, pop, så er du færdig.«
De kom tilbage i stuen.

Peter Frederiksen så på mig med et glimt i øjet.
»Nå, har du flere spørgsmål, Helle?«
»Nej,« svarede jeg.

For jeg var træt. Dagen før havde hans beretning taget mig et par steder hen, jeg ikke havde lyst til at være. Det begyndte i en sadomasochistisk klub i København engang i 1990’erne.

Der var en lesbisk præst, som troede på satanisme.
»Og så spurgte hun mig en dag, om jeg ikke kunne skære den forhud væk på hende.«
Peter Frederiksen skar kvindens forhud af.

Jeg kunne forholde mig til våben og flugtforsøg og mange andre af danskerens historier. Men at skære i kønsdele?

I et glimt så jeg Peter Frederiksen i en hvid lægekittel med en skalpel i hånden, men så stoppede min fantasi.
Peter Frederiksen var tækkemand.
Jeg havde ikke flere spørgsmål.

»Nå, okay,« sagde han med ærgrelse i stemmen og gik ind til våbenskabet igen.

Han kom tilbage med to fotos i hånden.
»Det her viser jeg jo ikke til nogen, men det kan jeg vise til jer, fordi vi har talt om de her ting.

Og det er det med de omskæringer.« Peter Frederiksen tog ikke et nej for et afslag. Billederne viste to afrikanske kvinders blodige underliv.

Jeg smed dem med bagsiden opad på spisebordet, så lille Poul ikke skulle se dem.

Om lidt skulle vi spise afskedsfrokost alle sammen. Far og søn, Jørn og jeg. Laksepaté og laksequiche. Lyddæmpere og likvideringer. Kønsdele og kirurgiske sakse.

Alt var for meget.

Jeg gik med Peter Frederiksen ud i det lille køkken for at forberede frokosten.
»Det skal vi vist lige have lunet. Jeg tænder for ovnen,« sagde han galant om et ciabattabrød, mens jeg vaskede salatblade, skar citroner i skiver og fandt tallerkener frem.

Der var ikke fire af samme slags. Han gik ind i sit gæsteværelse for femte gang denne formiddag. De andre gange var han kommet ud med nazi-souvenirs, små illegale diamanter, en bog om modstandsbevægelsen og så de blodige billeder.

Denne gang holdt han en lille dåse i hånden, som han højtideligt løftede op i luften.
»Det har jo været en interessant tid med jer, og jeg har fortalt om hele mit liv. Jeg har gemt på denne her delikatesse til en helt særlig lejlighed, og den særlige lejlighed synes jeg er i dag.«

Det var angiveligt en gåseleverpostej fra Sverige.

Klokken 16 sagde vi farvel foran huset på Edenglen 50.

Peter Frederiksen løftede sin lille søn op i favnen. Drengen blev stiv i kroppen og dækkede øjnene med sine hænder.

»Nu må I love mig, at I ikke sender noget ud om mig før efter den 17. september 2015. Det er vigtigt,« sagde Peter Frederiksen.

Han regnede med, at hans våbendom i Danmark ville blive forældet den dag.

Næste gang, vi mødte Peter Frederiksen, sad han i fodlænker i byretten i Bloemfontein.

Hans gerninger stod mejslet i aviser over hele verden – politiet havde fundet 21 poser med kvindelige kønsdele i danskerens kummefryser.

I pressen fremstod han som en mand, der var taget til Afrika i en sen alder, fordi han havde fået en pludselig trang til at skære i sorte kvinder.

At hans forbrydelse havde noget at gøre med en hvid mands magt over fattige afrikanere.

Lynda Steyn, chefefterforskeren fra det sydafrikanske politis eliteenhed vidste, hvem den ene kønsdel i fryseren kom fra. Den tilhørte Tshidi, Peter Frederiksens afrikanske hustru, som havde meldt ham til politiet.

Men hvem andre gik rundt uden en kønsdel. Levede de kvinder endnu?

»Hvis du vil finde ud af, hvad Peter Frederiksen har lavet de senere år, så find hans kalendere og beslaglæg dem,« sagde jeg til Lynda Steyn godt to uger senere.

Med Peters lommebøger, hans beslaglagte fotos og interviewet til os begyndte et helt nyt billede at tegne sig af tækkemanden fra Gl. Holte.

Omskæringerne fyldte pludselig mindre.

Meget tydede på, at Peter Frederiksen havde slået mennesker ihjel. Mange mennesker.

Peters jagtmarker havde i seks årtier været spredt over tre kontinenter.

Udover Danmark og Sydafrika havde han boet i Kenya, Sverige, Tyskland, USA og Lesotho.

Han havde været på rejser til Mexico, Polen, Centralafrika, Mozambique og Namibia.

Da politiet indledte sin efterforskning, begyndte Jørn og jeg at undersøge Peter Frederiksens færden, fra han i 1952 blev født i Nordsjælland, til politiet lagde ham i håndjern i Bloemfontein i 2015.

Vi stødte på drab i mange varianter.

Ildebrande, bomber, ufattelige skamferinger af hvide og sorte kvinder, forsikringssvindel, kannibalisme – og stort set alt derunder.

Denne bog er skrevet for at give stemme til ofrene – både de levende og de døde – som blev fanget og nedlagt af Danmarkshistoriens farligste seriekriminelle psykopat.

I persongalleriet bagest i bogen har jeg givet mange af kilderne, som har medvirket i denne bog, et andet navn, fordi de ikke har ønsket at udtale sig under eget navn af frygt for repressalier fra Peter Frederiksen og fra omgivelserne.

Peter ved selvfølgelig, hvem de er

Helle Maj: Tækkemanden, 445 sider, People’sPress, vejl. pris 299.95 kr., udkommer den 14. november 2018

Topfoto: Fra bogen.

Helle Maj (f. 1963), er uddannet journalist og medstifter af produktionsselskabet
Mayday Press. Med sin partner, fotograf Jørn Stjerneklar, har hun i over
25 år dækket Afrika for både trykte medier og tv. Hun har boet i Namibia,
Uganda, Kenya og USA. I dag er Helle Maj bosat i Kapstaden.
Hun debuterede som forfatter i 2013 med bogen Den sorte enke.

Seneste artikler om Bøger