NOVELLE – Jeg går op til kassen og lægger varer på båndet. Der er en pige før mig, som har købt salat, yoghurt, kylling, ferskner og generelt den slags, man sikkert spiser, når man ser ud som hende. Hun betaler, og det bliver min tur.
Kassemanden ligner en gymnasieelev, er det sikkert også, og begynder at scanne mine varer. Jeg slår poser ud, lægger mine indkøb ned, de hårde ting først, stille og roligt. Men ikke for stille og roligt, naturligvis, der er en vis kø. Men heller ikke for hurtigt, så kommer tingene bare skævt ned i posen, eller jeg kunne fremstå nervøs, underlig, måske endda desperat. Sådan er det heldigvis ikke. Jeg lægger varer ned i det helt rigtige tempo.
Kassemanden arbejder til gengæld en smule hurtigt. Han scanner hver vare med en kæk, glidende bevægelse. Det er sådan set ikke nødvendigt. Vi når det nok alle sammen. Jeg synes mine ting begynder at hobe sig op, og har intet andet valg end at få lidt fart på. Det betyder, at jeg kommer til at vælte en mælk i posen, så den ligger på tværs, og jeg må starte forfra. Jeg sætter kartonen ordentligt ned, helt rigtigt ned, kartofler ved siden af, endnu en mælk og det går bedre. Alligevel føler jeg, at der bliver kigget. At jeg ikke har styr på det. At det går for stærkt, og at jeg arbejder for langsomt. Hvis bare blikkene fra køen kunne bære lidt over, men det kan de ikke. Slet ikke.
Pose nummer 2. Endnu værre. Vin og müesli først, men køen er vokset. Skæreost, kød, bananer, mayonnaise, og så prøver jeg gudhjælpemig at presse en bakke æg ned til sidst. Hvor dum kan man være? Jeg nægter imidlertid at tage bakken op igen, og den nærmest balancerer på toppen.
Nu tager jeg mig sammen. Ellers ved jeg ikke, hvor det her ender overhovedet. Jeg ved godt at folk sjældent muntrer sig i en kø, men de hér mennesker? De gør intet for at skjule deres irritation. Jeg kan bare se det på dem. Også når jeg ikke kigger. Jeg kan mærke det. utålmodigheden, øjnene, himmelvendte.
Tredje og sidste pose. Hvorfor skulle jeg handle så meget i dag? Jeg har ikke lyst til at pakke mere ned. Til at være her. Jeg skal betale. Kassemanden nævner beløbet, og jeg finder mit kort frem. Det er ikke så svært. Men jeg ved, hvad der venter. Resten af varerne, og de kan sandsynligvis ikke engang være i den sidste pose. Nu tager jeg mig sammen. Ellers ved jeg ikke, hvor det her ender.
Om jeg vil have en bon? Nej tak. Næste kunde. Et par. Dobbelt så slemt. Og køen er blevet lang som en slange. Er det hér virkelig eneste åbne kasse? Der er ikke tid til at tænke. Jeg lægger varerne ned i tilfældig rækkefølge. Så må jeg mase dem på plads, om nødvendigt.
Måske er skaden allerede sket. Måske har køen gennemskuet mig. Der er noget galt her. Måske kunne jeg lige så godt begynde at hyle løs eller tømme poserne ud over gulvet. Eller jeg kunne bede om hjælp? Simpelthen? Jeg kunne være ærlig og bede om hjælp. Til hvad? Til at fylde en plasticpose med varer.
Mine øjne. Det er, som om de sander til. De klør. Dybfrost. Sild. Vaskepulver. De sidste ting. Vaskepulverets hårde paphjørner laver små huller i posen. Jeg fortsætter. Jeg er nødt til det. Hvad med æggene? Bakken står stadig og balancerer. Jeg vil kigge på køen, men gør det ikke. Jeg kan ikke. Jeg skal bare ud herfra. Det handler ikke om andet nu.
Det kan jeg godt. Så er det heller ikke værre. Det er også, som om folk ikke kigger længere. Glor
Omsider er poserne fyldte. Alle tre. Jeg tager forsigtigt den med vaskepulveret, så hullerne ikke revner. Så tager jeg den næste og bærer den i samme hånd. Den sidstes pose hank er blokeret af æggebakken, og jeg må tage den under armen. Det ser måske lidt anstrengt ud, men jeg har alle mine varer med, og udgangen er lige derovre.
Det kan jeg godt. Så er det heller ikke værre. Det er også som om folk ikke kigger længere. Glor. Man kan da heller ikke pakke sine ting ned i fred.
Æggebakken vipper. Den åbner sig i faldet, og æggene rammer gulvet som små granater. De fleste flækker, gul og gennemsigtig æggemasse bobler ud, andre triller i forskellig retning hen ad gulvet.
Det støder elektrisk gennem mig. Sådan føles det. Jeg slipper posen under armen og løber mod udgangen. Jeg springer over et snurrende æg, og bunden går ud af posen med vaskepulver. Og sild. I glas. Som smadrer. Hvorefter lage, løg og blanke sildefileter spreder sig på gulvet. Fiskelugten er skarp. Gulvet er glat. Jeg træder i en sild og glider. Jeg falder i én bevægelse og lander på ryggen. I sildesaften. Det sortner. Det lysner. Noget skærer. Et glasskår. I ryggen, ved skulderen. Den røde farve i lagen. Jeg kommer op på albuerne. Er det blod? Jeg ligger mellem kassen og udgangen. Jeg prøver at rejse mig. Albuerne rutsjer under mig. En lampe blænder. Et sted i loftet. Jeg giver op.
Hoveder forsamles over mig. De siger noget. Der er mange af dem, de danner en kreds. En dame løfter brillerne. En anden holder sig for munden. En mand har en dyb rynke i panden. Jeg vil ikke se på dem. Jeg vil ikke se deres øjne. Jeg vil ikke mere. Jeg vil ikke have sild og glasskår i ryggen. Jeg vil ikke være her. Jeg vil ikke.
Et ansigt virker bekendt. Jeg tror, det er bestyreren. Han har et blåt slips på, der hænger over mig som et sværd.
– Jeg tror, vi skal tage os rigtig godt af ham her, siger han.
Illustration: Flickr.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
