DEMOKRATI // BAGGRUND – Det kommende valg i Syrien fremstår mere som et spil for galleriet end reelt demokratisk, skriver Mustafa Kemal Topal, adjunkt ved Center for Køn, Magt og Mangfoldighed, Roskilde Universitet. Det rejser et centralt spørgsmål: Hvorfor støtter Washington et styre, som har vist sig ikke at være andet end sekterisk og autoritært siden Assads-fald? Er det et strategisk valg, et geopolitisk kompromis – eller blot endnu et eksempel på dobbeltmoral i international politik?
Det bebudede valg i Syrien, som skulle være afholdt i perioden 15.-20. september, er blevet udskudt til den 5. oktober. Begrundelsen er logistiske problemer, men det mest opsigtsvækkende er stadig, at USA tilsyneladende bakker op om processen – og dermed direkte om regimet.
Det rejser et centralt spørgsmål: Hvorfor støtter Washington et styre, som har vist sig ikke at være andet end sekterisk og autoritært siden Assads-fald? Er det et strategisk valg, et geopolitisk kompromis – eller blot endnu et eksempel på dobbeltmoral i international politik?
Hvad går valget ud på?
Valget handler om at besætte de 210 pladser i Folkeforsamlingen, som kommer til at fungere som en form for parlament. Dog er en tredjedel af disse pladser allerede reserveret til Ahmed al-Sharaa, hvilket betyder, at han uden om den demokratiske proces selv udpeger, hvem der skal besætte dem.
Der skal vælges repræsentanter fra ti storbyer, men valget afholdes ikke i de kurdisk- og drusisk-kontrollerede områder, som tilsammen udgør over en tredjedel af landets befolkning.
Officielt begrundes dette med sikkerhedsmæssige udfordringer, men kurdiske og drusiske repræsentanter afviser forklaringen og anser det som et bevidst forsøg fra al-Sharaa-regimet på at udelukke minoriteter fra politisk repræsentation og indflydelse i det nye parlament.
Dette underminerer bestræbelserne på at forankre Syriens etniske, religiøse og kulturelle mangfoldighed i landets politiske strukturer – og risikerer dermed at fastholde en centraliseret magtstruktur, der ikke afspejler befolkningens sammensætning.
Personer med tilknytning til Assad-regimet er også udelukket fra at stille op som kandidater. Her menes især personer med alawitisk baggrund. Det samme gælder personer, der angiveligt ”samarbejder med udenlandske kræfter” – en formulering, der igen peger på kurdere og drusere, som mistænkes for at være i ledtog med henholdsvis USA og Israel.
Et pseudo-demokratisk regime inden FN-mødet
Da Ahmed al-Sharaa i december 2024 selv udnævnte sig som landets præsident, erklærede han, at hans styre ville fungere som en overgangsregering. Han vurderede, at der ville gå omkring fire år, før landet ville være klar til at afholde et demokratisk valg. Men hvorfor er der nu pludselig hastværk med at gennemføre et valg?
Det skyldes, at han har svært ved at opnå legitimitet internt og samle befolkningen under et fælles mål med bedre fremtidsudsigter for alle borgere i landet. Massakrer mod alawitter og drusere samt stigende spændinger med det kurdiske selvstyre, der nægter at underkaste sig hans sekteriske ideologi, underminerer hans autoritet.
Disse forhold gør det vanskeligt for ham at fremstå som den præsident, den syriske befolkning havde håbet på efter Assad-regimet.
Thomas Barracks neokolonialisme
USA’s ambassadør i Tyrkiet og den særlige udsending til Syrien, Thomas Barrack, ser ud til at stå bag idéen om et hastigt valg i Syrien. Hans politik har vakt opsigt – ikke kun i Syrien, men også i Libanon. I slutningen af august udløste han en storm af kritik under en pressekonference i præsidentpaladset i Beirut, hvor han omtalte journalisters opførsel som ”dyrisk”.
Udtalelsen blev ikke blot fordømt af det libanesiske journalistforbund, men også bredt i den arabiske verden, hvor mange mente, at situationen kaldte på en ny ”Muntazar al-Zeidi”, med henvisning til den irakiske journalist, der i 2008 kastede sine sko mod den daværende amerikanske præsident George W. Bush som protest mod USA’s invasion af Irak.
Barrack, der selv har libanesiske rødder og er kendt som rig ejendomsmægler og god ven af Donald Trump, synes at have glemt sin egen baggrund, da han kaldte sine landsmænd ”uciviliserede”.
Hans Syrien-politik har længe været genstand for debat. Både i regionen og i Washington. Han anses ikke som en politiker, men som en businessman.
Oprindeligt støttede han idéen om et samlet Syrien med ét folk, ét sprog og ét flag. Men efter Ahmed al-Sharaa-regimets massakrer mod druserne har Barrack, især efter pres fra Washington og Pentagon, ændret kurs og taler nu for en mere decentraliseret styreform, hvor der gives plads til minoriteters selvstyre.
Det haster inden FN-mødet
Udenrigspolitisk går det ellers godt for Ahmed al-Sharaa. Det vælter ind med udenlandske delegationer. Travlheden i Damaskus’ lufthavn er stor.
Barrack har stor indflydelse på arabiske lande som Saudi-Arabien, Qatar og Emiraterne, der indgik megainvesteringsaftaler med Damaskus med henblik på at opbygge landet på ny. De lempede amerikanske sanktioner giver også gode udsigter for, at økonomien kan rejse sig igen efter borgerkrigen, og der kan skabes nye arbejdspladser.
Derfor er det meget afgørende, at de indre konflikter afblæses med det samme, og der ikke længere rejses tvivl om Ahmed al-Sharaas legitimitet. Især når det ser ud til, at han har fået amerikansk tilladelse til at deltage i FN-mødet i New York i 23.-29. september – med Ahmed al-Sharaas fortid i Islamisk Stat og al-Qaeda vil være en ubeskriveligt stor politisk sejr for ham at kunne holde tale til hele verden fra FN’s talerstol.
Foreløbig er det planen, at han skal mødes med Trump og Erdogan i New York. Der er meldinger om, at Trump-administrationen også arbejder på et møde mellem ham og Netanyahu. Et sådant møde vurderes at have enorm betydning for Trump, som betragter sig selv som en god kandidat til Nobels fredspris i år.
At få Ahmed al-Sharaa til at underskrive Abraham-aftalerne – en serie af normaliseringsaftaler mellem visse arabiske lande og Israel – vil også være en stor sejr for Trump. Men Israels nylige angreb mod Hamas-ledere i Doha ser ud til at svække den mulighed.
Doha-angrebet og USA’s forræderi
Det arabisk-islamiske krisetopmøde i Doha fandt sted i den 15. september som reaktion på Israels angreb den 9. september. Mødet resulterede i skarpe fordømmelser af Israel og stærke støtteerklæringer til Qatar.
Ahmed al-Sharaa deltog også og udtalte: ”Syrien støtter staten Qatar mod den israelske aggression og bekræfter, at kilden til enhver nations styrke ligger i dens enhed, mens splittelse fører til svaghed.”
I lyset af denne udtalelse virker det usandsynligt, at Ahmed al-Sharaa skulle gå imod de arabisk-islamiske lande og indgå en normaliseringsaftale med Israel – især da han er afhængig af investeringer fra netop disse lande for at bevare sin magtposition.
Men han ønsker helt klart en aftale med Israel, som fortsat udvider sin militære tilstedeværelse i Syrien under påskud af at beskytte druserne. Israels angreb skaber omfattende ustabilitet og ødelægger store dele af landets infrastruktur. Ahmed al-Sharaa har ikke kapacitet til at modstå Israel og er derfor villig til at imødekomme alle deres krav.
Han har allerede lukket flygtningelejre, som palæstinensiske bevægelser tidligere brugte til rekruttering og træning, og har trukket sine styrker tilbage fra det sydlige Syrien. Han er også klar til at give afkald på Golanhøjderne, som siden 1967 har været under israelsk besættelse. Men det er ikke tilstrækkeligt for Netanyahu.
En fortsat konflikt med Ahmed al-Sharaas sunni-jihadistiske regime synes at tjene Netanyahus interesser bedre end en stabilisering af Syrien.
Hvad ønsker USA egentlig i Syrien?
Selvom Thomas Barack formåede at mobilisere investeringer i Syrien og lempede amerikanske sanktioner, er det langtfra en garanti for, at USA vil forhindre Israel i at destabilisere landet eller afsætte Ahmed al-Sharaa, hvis det skulle anses som nødvendigt fra israelsk hold.
Der er ingen tvivl om, at Syrien – som et land under genopbygning – rummer store økonomiske muligheder for Trump og hans allierede. Men økonomiske interesser alene kan ikke forklare USA’s støtte til Ahmed al-Sharaa. Det handler heller ikke udelukkende om at begrænse Irans indflydelse i regionen.
USA’s primære mål har altid været at beskytte Israel og sikre arabiske landes anerkendelse af den israelske stat. Det er en strategisk linje, som USA aldrig vil opgive. Men hvorfor ser Trumps og Netanyahus politik i Syrien ud til at være i modstrid?
Måske er det alligevel ikke tilfældet. Trump og Netanyahu deler visionen om en ny verdensorden – især efter begivenhederne den 7. oktober, som har sat et markant præg på den geopolitiske dagsorden. De har dog forskellige opfattelser af, hvordan denne nye orden skal implementeres i Mellemøsten. For USA gælder det, at landets økonomiske interesser aldrig må bringes i fare. ”America First” er stadig den ledende doktrin.
USA ønsker også at reducere sin militære tilstedeværelse globalt og undgå at udsætte landets soldater for fare. De fejl, der blev begået i Irak og Afghanistan, må ikke gentages. Når der er behov for militær indgriben eller ”beskidt arbejde”, skal Israel træde til. Israel har altid haft retten til at forsvare sin suverænitet – især mod jihadistiske grupper og deres støtter, som fx Qatar. Det er en ”retfærdig” begrundelse, der altid kan anvendes. Derved undgår man også at sætte USA i dårligt lys.
Det ligner en velkoordineret arbejdsdeling mellem den ”gode” og den ”onde” politibetjent. USA er også altid klar til at facilitere forhandlinger mellem Israel og de involverede parter – men disse forhandlinger fører sjældent til konkrete resultater.
Koderne til den amerikanske nykolonialisme kan aflæses i Barracks udtalelser, hvor han påpeger, at de nuværende konflikter i regionen skyldes tidligere kolonimagter som Frankrig og Storbritannien, der ikke formåede at styre regionen effektivt. USA’s rolle er nu at rette op på deres fejl – og det handler ikke kun om Syrien, men om hele Mellemøsten.
I denne sammenhæng fungerer Netanyahus regering som en krigsmaskine for USA – nærmest som et forsvarsministerium, der nu er blevet omdøbt til krigsministerium.
Rusland vender tilbage til Syrien
Måske er den nye verdensorden allerede læst. I sidste uge besøgte to betydningsfulde russiske delegationer Syrien. Ahmed al-Sharaa ønsker at styrke relationerne til Rusland og planlægger angiveligt et besøg i Moskva, byen, hvor Bashar al-Assad er i eksil.
Det sender et klart signal om, at han søger russisk støtte i konfrontationen med Israel og samtidig viser USA, at han har alternative alliancer.
Efter Assads fald har Rusland valgt at bevare sine militærbaser i Syrien, en beslutning, som Ahmed al-Sharaa har udtrykt åbenhed over for. Nu handler det om at konsolidere relationerne og skabe en ny begyndelse. Selvom Rusland har reduceret sin militære tilstedeværelse i Syrien siden invasionen af Ukraine, kan den seneste fremgang i Ukraine føre til en fornyet styrkeopbygning i regionen.
På det arabisk-islamiske krisetopmøde i Doha blev det også understreget, at samarbejdet med Rusland og Kina mod Israel bør intensiveres – især hvis USA ikke længere anses som en pålidelig partner.
Om Trump og Netanyahu får succes med deres vision for Mellemøsten, vil tiden vise. Men i lighed med alliancerne internt i Nato, EU og med USA synes de hidtidige strukturer at være under revision. En ny verdenspolitik er under opbygning, præget af modsætninger og kompleksitet som gør det vanskeligt at navigere.
Ahmed al-Sharaa fremstår dog som en lille, men strategisk vigtig brik i den nye verdensorden, hvor Syrien risikerer at blive reduceret til et israelsk mandat. Hvorfor skulle USA ellers støtte et salafistisk-jihadistisk styre, hvis ideologi de har betragtet som deres primære fjende siden 11. september 2001?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og