BØGER // ANMELDELSE – Roberto Bolaño hører til blandt de mest indflydelsesrige spansksprogede forfattere i nyere tid. Hans liv og forfatterskab er uløseligt forbundet, men ikke så litteraturen blot afspejler virkeligheden. Tværtimod viser historien om Bolaño, hvordan et levet liv kan omskrives, forvrænges og blive til litteratur, skriver filosof og ph.d. Finn Janning.
De fleste forfattere har deres litterære helte. En af mine er den chilenske forfatter Roberto Bolaño (1953-2003). Selvom jeg på et tidspunkt boede mindre end 200 meter fra hans lejlighed i Barcelona, lærte jeg først hans forfatterskab at kende efter hans tidlige, tragiske død på grund af en leversygdom.
Siden har jeg vendt tilbage til ham igen og igen. Det skyldes ikke blot romanerne, men i lige så høj grad den måde, hvorpå han gjorde livet til litteratur.
Bolaño dyrkede bevidst sin egen myte. Han forenede den romantiske forestilling om digteren med det tyvende århundredes avantgarde og beatgenerationens rastløse nomadeliv. Men som José Serralvos fremragende biografi La sombra de los perros románticos (på dansk: De romantiske hundes skygge) viser, var myten aldrig ren fiktion. Den voksede frem af et levet liv, som efterfølgende blev omskrevet, kondenseret og forvandlet til litteratur.
Bolaño sagde engang: ”Alt, hvad jeg har skrevet, har jeg levet.” Det er naturligvis en overdrivelse. Serralvos bog dokumenterer omhyggeligt, hvordan personer, episoder og steder glider mellem virkelighed og fiktion. Flere steder beskriver han Bolaños tilbøjelighed til det, han kalder en ”biografisk forvrængning”: en vane med at optage egne og andres erfaringer og lade dem genopstå i romanerne i en ny form.
Den unge Bolaño var den vilde digter, der dyrkede avantgardens heroiske ånd og beatgenerationens nomadiske længsel. Den modne Bolaño blev derimod den disciplinerede håndværker
Det interessante er imidlertid ikke, om Bolaño fortæller sandheden, men hvordan sandheden bliver til gennem fortællingen. Livet bliver hos Bolaño aldrig et arkiv over faktiske begivenheder; det bliver råmateriale for litteraturen. Den faktuelle nøjagtighed må undertiden vige for fortællingens forførende kraft. Sagt anderledes: Den litterære sandhed går forud for den biografiske nøjagtighed.
Hans posthumt udgivne tekster viser tydeligt, hvordan han igen og igen bearbejder personer, situationer og scener, indtil de finder deres rette form. Man lærer derfor hurtigt, at litteratur for Bolaño ikke kun består i at læse – selvom han læste umætteligt – men lige så meget i at leve intenst. Erfaringen skulle ikke gengives; den skulle omformes, gøres mere levende og intens. Den detaljerede beskrivelse af femicider – drab på piger ene og alene, fordi de er piger – i romanen 2666 er et sådant eksempel.
Serralvos biografi lykkes netop, fordi den ikke forsøger at opløse denne spænding mellem liv og værk. Tværtimod accepterer den, at flere versioner af den samme begivenhed kan eksistere side om side. Resultatet er derfor ikke en traditionel biografi, men en fortælling om, hvordan et forfatterskab bliver til.
Roberto Bolaños omskiftelige tilværelse
Bolaños nomadiske liv begyndte tidligt. Faderens omskiftelige arbejde førte familien rundt i Chile, inden de flyttede til Mexico i 1968. Her møder den unge Bolaño både den politiske uro omkring massakren på Tlatelolco, hvor det mexikanske militær slog flere hundrede studerende ihjel, og den litterære avantgarde.
Senere vender han tilbage til Chile kort før Pinochets kup og bliver fængslet i otte dage. Netop denne begivenhed er kompliceret, da der eksisterer flere versioner af og længder på fængselsopholdet. Men som allerede nævnt bliver historiske begivenheder hos Bolaño aldrig blot baggrund. De bliver stof.
Det samme gælder den infrarealistiske bevægelse, som han er med til at grundlægge i Mexico. Senere bliver den til visceralrealismen i De vilde detektiver, hvor Bolaño selv optræder som Arturo Belano sammen med Mario Santiago, romanens Ulises Lima.
Serralvo viser overbevisende, hvordan livet og litteraturen allerede her begynder at spejle hinanden – næsten som om han skriver en fremtidig nostalgi, hvilket vil sige, at han reelt levede som et vidne. Konstant.
Roberto Bolaño flytter til Spanien
I 1977 ankommer Bolaño til Spanien som irregulær immigrant. Han bor først omkring Barcelona – der, hvor han i en sidegade til Ramblaen boede på et lille kammer med sin daværende kæreste, ligesom jeg boede på 30 kvadratmeter med min kæreste og vores søn lige bagved – senere i Girona og til sidst i Blanes.
Det er let at romantisere disse år, men Serralvo gør det modsatte. Han viser en forfatter, der lever af tilfældige småjobs og i stigende grad trækker sig fra det sociale liv, mens næsten al energi investeres i skriften.
Og her ligger måske biografiens vigtigste erkendelse. Den unge Bolaño var den vilde digter, der dyrkede avantgardens heroiske ånd og beatgenerationens nomadiske længsel. Den modne Bolaño blev derimod den disciplinerede håndværker.
I sine egne fortællinger fremstillede han senere overgangen fra poesi til prosa som et økonomisk hensyn til familien. Der er utvivlsomt noget sandt i den forklaring. Men biografien viser også noget andet: Han havde hele tiden skrevet prosaisk. Den egentlige forandring var ikke genren, men arbejdsformen. Han blev kompromisløs. Det romantiske og udforskende geni afløses langsomt af en næsten asketisk disciplin.
Det er denne disciplin, der gør indtryk. For hos Bolaño bliver forfatter ikke et erhverv, men en eksistensform. Af samme grund tror jeg, at Bolaño stadig læses. Ikke fordi hans liv var spektakulært, men fordi hans hengivenhed over for litteraturen var det. Litteratur er liv – hvis ikke, er det blot underholdning.
Da han venter på en levertransplantation, underskriver han sine breve med sin placering på ventelisten: nummer fem, nummer fire, nummer tre, nummer to. Det bliver aldrig nummer ét.
Hvis det er nogen trøst – hvilket det næppe er – opnåede han alligevel den form for udødelighed, som kun litteraturen kan give. José Serralvo har skrevet en biografi, som ikke blot fortæller historien om Roberto Bolaño. Den viser også, hvorfor hans bøger fortsat føles levende: fordi de aldrig blot handler om et levet liv, men om, hvordan et liv bliver til litteratur. Eller som man kan læse flere gange i biografien, så endte Bolaño med at blive ”den bedste forfatter i sit land, på sit kontinent og på sit sprog.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og