SYRIEN // BAGGRUND – Mens al-Assad-regimets omfattende brutalitet kommer for en dag, står det syriske samfund over for kolossale udfordringer i bestræbelserne på at skaffe vished, etablere et retfærdigt system og opnå fredelig sameksistens med en fælles fortælling om et smertefuldt kapitel i den syriske historie.
Syrerne har i dagene efter regimeskiftet kunnet glæde sig over enden på det, Human Rights Watch har beskrevet som et øhav af torturcentre.
Det er fængsler og afhøringscentre, som har sorteret under de forskellige efterretningstjenester, hvis navne får det til at løbe koldt ned ad ryggen på syrere: Saydnaya-fængslet uden for Damaskus under den militære efterretningstjeneste, Palæstina-afdelingen, al-Khatib-afdelingen, afdeling 215 og Mezzeh Flybase-fængslet, som alle nu er forvist til historiens losseplads.
En usikker fremtid venter
Fængslerne blev åbnet, efterhånden som oprørsstyrkerne under ledelse af det sunni-islamistiske Hayat Tahrir al-Sham indtog den ene by efter den anden, og regimet i løbet af 13 dage kollapsede, og Bashar al-Assad valgte at flygte den 8. december 2024 for at søge beskyttelse i Moskva.
Fangerne blev befriet, og videoer fra befrielsen har vist, hvordan desorienterede fanger kæmper sig ud i dagslyset og bliver konfronteret med den nye politiske virkelighed. Det må have været nærmest umuligt at fatte for de fanger, der har været fuldstændig afskåret fra nyheder om de historiske omvæltninger, der fandt sted udenfor.
Visheden, som forventes at skabe en form for afslutning, så man kan komme overens med sin pårørendes skæbne, er for mange udeblevet
Nogle af de frigivne fanger havde siddet fængslet siden starten af firserne, og nogle fanger vidste således ikke, at Bashar al-Assads far og tidligere præsident, Hafez al-Assad, var afgået ved døden i år 2000. Familier og pårørende genså familiemedlemmer, de ikke havde set i årevis, mens andre har identificeret deres familiemedlemmer blandt dræbte på et hospital i Damaskus. Der er blevet opdaget nye og åbnet kendte massegrave, hvor henrettede fanger er blevet begravet.
Men selvom regimet er væk, og et mørkt kapitel i Syriens nyere historie er blevet lukket, så venter en usikker fremtid, hvor dets forbrydelser fortsat vil udgøre et åbent sår i det syriske samfund mange år endnu. Ikke mindst for pårørende til de forsvundne, hvis lig eller jordiske rester endnu ikke er blevet fundet eller identificeret og måske aldrig bliver det.
Der har fundet hævnaktioner sted trods opfordringer fra den midlertidige regering om ikke at hævne sig på tidligere regimestøtter. Disse hævnopgør kan underminere forsøgene på at skabe forsoning i det splittede Syrien, og selvom det ikke som sådan er i en stor skala, så frygter folk, at det kan blive det.
I Syrien er et stort antal personer blevet udsat for det, der kaldes ”tvungen forsvinden”. Tvungen forsvinden betyder i realiteten en bortførelse, hvor offeret bliver tilbageholdt ved et checkpoint eller ved en ransagning af hjemmet gennemført af en af Syriens efterretningstjenester, hæren eller en regime-allieret milits og ført til en ukendt lokalitet – helt uden retskendelse, mulighed for advokatbistand eller for, at de pårørende kan opnå viden om den tilbageholdtes skæbne.
Denne praksis, der er forbudt ved international lov, har været så udbredt i Syrien, at den af menneskerettighedsorganisationer er blevet beskrevet som en bevidst strategi, der havde til formål at holde det syriske samfund i en permanent tilstand af frygt, en social kontrol for at bekæmpe politisk opposition. Samtidig har det også været en del af et økonomisk motiveret system, hvor folk med forbindelser til sikkerhedstjenester og domstole tog sig betalt for at tilvejebringe information om indsatte eller få dem sat fri.
Ofte har familiemedlemmer brugt deres formuer, solgt deres ejendomme eller forgældet sig i håbet om at få viden om de savnedes skæbne. Med andre ord var institutionaliseret bestikkelse og betalinger under bordet en stor del af motivationen for at tilbageholde informationer.
Folk går derfor i disse dage på gaden i Syrien for at kræve af de nye magthavere, at de handler og skaber en gennemsigtig og retfærdig proces for at skabe vished om de mange forsvundnes skæbne og for at stille gerningsmændene til ansvar for deres handlinger
Selvom antallet af forsvindinger toppede i årene 2012 og 2013, så blev 1.063 personer udsat for vilkårlig anholdelse af det tidligere regime i 2023 ifølge SNHR. Det skal bemærkes, at denne praksis ikke begrænsede sig til det syriske regime, og at krigens andre parter som Syrian Democratic Forces og Hayat Tahrir al-Sham også tog del i den, om end i mindre skala.
Efter at regimet havde genetableret sin magt i årene 2018 og 2019 med genindtagelsen af det meste af den vestlige del af Syrien, var det begyndt at registrere henrettede fanger som ”afgået ved døden” i civilregisteret. Men et stort antal af de forsvundnes skæbne har det tidligere regime aldrig officielt afklaret. Efter at fængslerne er blevet åbnet, ved vi nu med sikkerhed, at langt de fleste forsvundne er blevet dræbt.
”We will not accept anything less than the whole truth”
Overgangsretfærdighed er vigtigt for alle syrere, men først og fremmest for de pårørende, og det første skridt er vished. FN definerer overgangsretfærdighed som processer og mekanismer, der er forbundet med et samfunds forsøg på at komme overens med en arv af omfattende tidligere krænkelser og misbrug for at sikre ansvarlighed, tjene retfærdighed og opnå forsoning.
Visheden, som forventes at skabe en form for afslutning, så man kan komme overens med sin pårørendes skæbne, er for mange udeblevet. Folk går derfor i disse dage på gaden i Syrien for at kræve af de nye magthavere, at de handler og skaber en gennemsigtig og retfærdig proces for at skabe vished om de mange forsvundnes skæbne og for at stille gerningsmændene til ansvar for deres handlinger.
Til en demonstration foran Hejaz-stationen i det centrale Damaskus den 27. december, hvor pårørende holdt billeder af deres savnede frem, understregede de vigtigheden af at opnå afklaring gennem budskabet ”We will not accept anything less than the whole truth”. De vil have at vide, hvad der er sket med de forsvundne, og hvor de er begravet.
Mange syriske organisationer har netop arbejdet med at dokumentere de forbrydelser, der er blevet begået de sidste 14 år, og det bliver nu interessant at se, i hvilket omfang de vil blive inddraget i processen med at afdække sandheden og dermed en form for retfærdighed
Den syriske diasporas rolle
I den syriske diaspora har civilsamfundsorganisationer siden 2011 arbejdet med dokumentation af menneskerettighedskrænkelser begået af alle krigens parter og indsamling af bevismateriale til retssager. Her kan nævnes Caesar Families Association, Association of Detainees and Missing Persons of Seidnaya Prison, The Violations and Documentation Center, Families for Freedom, Taafi, Massar og International Center for Truth and Justice.
Derudover har flere tyske domstole foretaget strukturelle undersøgelser af forbrydelser mod menneskeheden, og der har været retssager mod tidligere efterretningsofficerer under henvisning til universel jurisdiktion, hvor Tyskland har forpligtet sig til at retsforfølge gerningsmænd involveret i forbrydelser mod menneskeheden, ligesom Danmark netop også har gjort det i december 2024.
Der er faldet flere domme i Tyskland, blandt andet mod en højtstående sikkerhedschef, Anwar Raslan, i 2022. På foranledning af blandt andet den syriske menneskerettighedsorganisation Syrian Center for Media and Freedom of Expression stævnede en fransk domstol i 2023 Ali Mamlouk, Jamil Hassan og Abdel Salam Mahmoud, tidligere chefer for flyvevåbnets sikkerhedstjeneste. Det skete på baggrund af de to syrisk-franske statsborgere, der i 2013 blev anholdt og slået ihjel i fængslet i den militære lufthavn i Mezzeh uden for Damaskus.
Der er faldet domme over tidligere officerer i efterretningstjenesten, og syriske aktivister har i årevis arbejdet for at støtte og hjælpe tidligere fanger samt pårørende. I 2024 startede retssagen i Hamborg mod en tidligere militsleder, der var ansvarlig for et checkpoint i bydelen Tadamon i Damaskus.
Han er under anklage for at udføre arbitrære anholdelser og tortur som en del af undertrykkelsen af oppositionsaktiviteter i området. Ligesom en læge ved navn Alaa A. er blevet dømt i Tyskland for medvirken til forbrydelser mod menneskeheden gennem sit arbejde på militærhospitalet Tishreen i Damaskus.
På nuværende tidspunkt er den syriske forfatning og det syriske retsvæsen de facto sat ud af kraft, og derfor er der ingen mulighed for at retsforfølge de forbrydere, der anholdes
Ud over de nævnte organisationer, der arbejder med overgangsretfærdighed, findes der initiativer og organisationer, der blandt andet er ledet og drevet af kvinder, der arbejder med mental støtte og psykologhjælp til tidligere indsatte, til pårørende og specifikt til børn i berørte familier. Det er emner, der tales meget om for tiden, og ikke mindst om rettergang og retfærdighed, som et slags minimum og et plaster på manges åbne sår, hvor de har levet i uvished i mange år eller endelig ved, at deres pårørende er blevet dræbt i fængslerne.
Inklusion af hele civilsamfundet
Der er altså en stor viden og dokumentation og juridisk ekspertise i den syriske diaspora, som er enormt vigtig at få bragt ind i Syrien. 45 af disse civilsamfundsorganisationer, der dog også inkluderer De Hvide Hjelme som arbejder inde i Syrien, har formuleret deres bud på, hvordan overgangsretfærdighed kan udformes.
Her opfordrer de blandt andet myndighederne til at afskære fængsler og forhørscentre og massegrave fra offentligheden og behandle dem som gerningssteder samt inddragelse af det syriske civilsamfund og international retsmedicinsk ekspertise til identificering af ofrene. De ser også gerne etableringen af et midlertidigt juridisk system, der kan forberede den fremtidige proces med at stille ansvarlige til ansvar.
På nuværende tidspunkt er den syriske forfatning og det syriske retsvæsen de facto sat ud af kraft, og derfor er der ingen mulighed for at retsforfølge de forbrydere, der anholdes af styrker under Den Militære Operationskommando. Desuden vil syrisk lov ikke retsforfølge forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser, da der ikke findes bestemmelser i syrisk lov, der omhandler disse forbrydelser.
Nu hvor fængsler og forhørscentre i Syrien er blevet åbnet, har spørgsmålet om beskyttelse af bevismateriale fået en helt ny dimension
Hvis gerningsmændene blev dømt efter syrisk straffelov, ville de derfor kun kunne dømmes for mord. Det vil yderligere være mere end vanskeligt at få de ansvarlige fra al-Assads regime, der er flygtet ud af Syrien, udleveret til retsforfølgelse i Syrien på grund af den mishandling og de henrettelser, der har fundet sted siden regimets fald.
Derfor foreslår den anerkendte advokat og menneskerettighedsaktivist Anwar al-Bunni etablering af et specialtribunal med internationale og syriske dommere, der kan dømme efter bestemmelser i Rom-traktaten, der pålægger stater at retsforfølge forbrydelser mod menneskeden.
Hvem har ansvaret for bevismaterialet?
Et andet juridisk spørgsmål, den nye politiske virkelighed har rejst, handler om det bevismateriale, der skal indgå i en eventuel retsproces. Aktivister i den syriske diaspora har længe arbejdet for at bevare og arkivere mediemateriale og vidnesbyrd, der beviser strukturel vold.
Men nu hvor fængsler og forhørscentre i Syrien er blevet åbnet, har spørgsmålet om beskyttelse af bevismateriale fået en helt ny dimension. Hvor udfordringerne før har været, at algoritmer har slettet materiale online på eksempelvis YouTube, at der har været så meget tilgængeligt, og at udvikle teknologi til arkivering, så er der nu tale om mere fysiske beviser samt spørgsmålet om, hvem der har ansvaret for at beskytte bevismateriale med henblik på en fremtidig retsproces.
Det har afstedkommet kritik af de nye myndigheder, som er blevet beskyldt for at negligere spørgsmålet. For eksempel har der været kaotiske tilstande i forbindelse med åbningen af fængslerne, hvor ingen havde kontrol med, hvem der fik adgang, og hvor dokumenter gik tabt og med dem vigtige beviser.
Saydnaya-fængslet, hvor de fleste af de forsvundne med stor sandsynlighed har endt deres dage, er blevet ødelagt på grund af rygter på de sociale medier om fanger, der var fanget i hemmelige fangehuller. Nu er tyve begyndt at tømme faciliteterne for alt af værdi, ligesom tidligere fængselsansatte ser deres snit til at ødelægge inkriminerende materiale.
Massegrave er blevet åbnet af civile og folk, der ikke har den rette retsmedicinske ekspertise. De ovennævnte syriske organisationer opfordrer derfor i deres erklæring fra den 24. december den nye regering til at behandle fængsler og massegrave som et gerningssted, der skal afskæres fra offentligheden.
Den nuværende kaotiske situation afslører, at det syriske samfund står over for enorme udfordringer i bestræbelserne på at opnå vished om fængsledes skæbner, etablere retfærdige ansvarlighedsmekanismer og skabe fredelig sameksistens ud fra en fælles forståelse af landets blodige fortid og visioner for fremtiden. Samtidig rummer det syriske civilsamfund store ressourcer og en betydelig kapacitet, der kan spille en central rolle i at støtte en fredelig og inkluderende overgang, som både skaber vished og fremmer retfærdighed.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
