Forbudte bøger: Når Dostojevskij bliver for hård kost i Mellemøsten

i Bøger/Featured/Mellemøsten/Tro og eksistens af

ANALYSE – Der er et marked for hvad som helst, også for at være Mellemøstens mest åbne samfund. Kuwait har hidtil kunnet sælge sig på det, men nu kommer der ridser i lakken. Store bunker af den vestlige verdens nyere klassiske litteratur er blevet forbudt op til landets ”bogmesse”. Det gælder blandt andet hovedværker af Dostojevskij og nobelpristageren Gabriel García Márquez. Men hvorfor?

Det er The New York Times og The Guardian, der har rapporteret hændelsen. Det viser sig, at man i Kuwait – i lighed med den katolske kirke – har en klassisk censorinstitution, som gennemgår, hvad der slippes ud i det offentlige rum.

Der findes imidlertid også en vis frihed til protest i Kuwait, hvor for eksempel religiøs hovedbeklædning ikke er påbudt for kvinder. Derfor har man set spredte demonstrationer blandt intellektuelle, som samtidig har været i besiddelse af de “forbudte” bøger.

Man forstår godt, hvorfor man vil forbyde García Márquez. Store dele af den misogyne nobelpristagers forfatterskab kan såmænd udmærket tilfredsstille en krævende patriarkalsk læserkreds, også i Mellemøsten. Men han laver nogle sprækker, hvor lyset kan komme ind gennem afklædning af denne patriarkalske magt og udstilling af dens dårskab, for eksempel i Patriarkens efterår, hvor den aldrende, enerådende magthaver deler scoretrick med en sexhungrende tjener i paladset. Den lige så grovkornede Hundrede års ensomhed skal efter sigende ikke være sluppet igennem nåleøjet ved udstillingen på bogmessen.

Men hvorfor man skulle ønske at forbyde Brødrene Karamazov, den europæiske romanlitteraturs flagskib, det mægtige, menneskelige dokument, der afslutter Dostojevskijs forfatterskab i begyndelsen af 1880’erne, det kan straks være svære at forstå.

Illegale varer

Rapporteringen er gentaget uden selvstændig research i de fleste aviser. Hverken i de oprindelige artikler (Los Angeles Times har tilsyneladende nævnt det allerede i oktober, men avisens hjemmeside er nede i Europa i skrivende stund) eller senere er statussen for forbuddet eller begrundelserne klare eller kildeangivne.

Det står fast, at bøgerne ikke er med på bogmessen, men eftersom de kan udstilles i mindre, kontrollerede, nærliggende demonstrationer, betyder det, at der er ikke tale om forbud og destruktion eller sanktioner for at besidde dem.

Det er snarere, fordi censorerne med rette fornemmer, at Dostojevskijs roman fejer hele fundament væk under deres værdiopfattelse i tilværelsen

En ret underholdende tråd på en engelsk-kuwaitisk blogside satiriserer over dette. En replik lyder, “Du, det er et marked, ikke bare en udstilling, og på et marked kan man altså også få illegale varer!”

Det står imidlertid fast, at de to udstillingsgange med engelske bøger i den ene af de tre boghaller i Kuwait International Fair, som rummer den 43. Internationale Kuwaitiske Bogmesse (14.-24. november), ikke har Dostojevskijs roman Brødrene Karamazov udstillet. Og at spørgsmålet om hvorfor ikke er besvaret. Selve bogmessen synes ikke at have en egen hjemmeside, ud over messehallernes, og jeg har ikke fundet yderligere oplysninger ved en kort research.

Den 43. kuwaitiske bogmesses officielle plakat

Er det virkelig, som det stod i de første rapporter, fordi visse af personerne i bogen ”betvivler Guds eksistens”? Det kan det næppe være, da de karakterer bliver overbevisende modsagt af andre personer, og Gudsbegrebets realitet gennemsyrer hele romanen, der på sin tekstlige overflade er en vildtvoksende kriminalroman med et stort og farverigt persongalleri og mange digressioner. Ikke mindst en af verdenslitteraturens mest berømte noveller, der står midt i det hele, “Storinkvisitoren”.

Den handler om, hvordan Jesus Kristus kommer tilbage i 1600-tallet, men korsfæstes på ny af den katolske kirke i Sevilla, fordi den har forbedret hans budskab i mellemtiden, og han simpelthen ikke passer ind. Det kan da godt være, at en imam i en censurkomitéen i Kuwait fik røde ører ved at læse “Storinkvisitoren”, men det kan ikke være derfor, den er forbudt på messen.

Fejer fundamentet væk

Det er snarere, fordi censorerne med rette fornemmer, at Dostojevskijs roman fejer hele fundamentet væk under deres værdiopfattelse i tilværelsen og ovenikøbet gør det gennem en fritænkende evangelietolkning og eksistenstydning.

Lad mig give et aktuelt eksempel fra Saudi-Arabien, som illustrerer romanens indre opgør med normer og værdier. Når vi – som det dagligt sker for tiden på grund af det mulige lejemord af en regimekritiker – ser de mandlige saudiske magthavere stille sig op ved siden af hinanden, ser vi ikke en familie, der hygger sig på balkonen, og børnene, der render ind og ud mellem benene på de voksne, som når de europæiske kongefamilier har fødselsdag og modtager folkets hyldest.

Brødrene Karamazov handler om en familiefar, der myrdes af en utilfreds og utilpasset tjener. Det lyder da ellers som noget, der godt kunne passe ind i en patriarkalsk sammenhæng hvor som helst

Det, vi ser er en magtkoncentration, der siger, ”Der er to regler. Regel nr. 1: Vi har ikke slået Khashoggi ihjel. Regel nr. 2: Hvis vi alligevel har, træder regel nr. 1 i kraft.” Desuden siger den: “Det er os, der laver reglerne. Og så taler vi ikke mere om det.” Denne magtkoncentration forsøger at vise, at den er absolut, at den er uomgængelig, at dens blodsbårne enhed er ubrydelig, og at denne enhed er sandheden om verdens beskaffenhed. Det er det, de billeder viser af de arabiske mandeklaner.

Dostojevskijs roman Brødrene Karamazov gør først og fremmest op med et sådant patriarkalsk magtperspektiv som udgangspunkt for livsforståelsen, og den gør det ikke på en moderne værdirelativistisk måde, men gennem en ikke-religiøs tolkning af nogle Jesus-fortællinger fra Det Nye Testamente (uden at jeg herved antyder, at vi kan vide, om de vitterlig har fundet sted, eftersom der som bekendt ikke befandt sig noget tv-hold på stedet på det pågældende tidspunkt).

Spektakulær nedsmeltning

Brødrene Karamazov handler om en familiefar, der myrdes af en utilfreds og utilpasset tjener. Det lyder da ellers som noget, der godt kunne passe ind i en patriarkalsk sammenhæng hvor som helst. Jo, men det er kun indtil, man opdager, at familiefaren skændes med sin ældste søn om penge, de begge skal bruge på den elskerinde, de deler, og at tjeneren, der slår ham ihjel, er hans yngste søn med en evnesvag landsbytosse, som han voldtog i en brandert i et buskads for at imponere nogle drikkebrødre.

Så bliver en selvudråbt patriark ikke mere fornedrende beskrevet.

Det er et kolossalt voldsomt opgør med datidens patriarkalske normsæt, og også med de normer, der stadig findes i Mellemøsten og som fra højrenational side forsøges genindført i dele af den vestlige verden i dag – paradoksalt nok i kristendommens navn

Det patriarkalske system er under spektakulær nedsmeltning i Brødrene Karamazov, og det bliver afløst af en uhyre smuk modvægt, hvor den yngste af brødrene Karamazov, Aljosja, der er i munkelære, bliver et mildt, kærligt, ungdommeligt faderbillede for en gruppe nødstedte mennesker, han ikke er i familie med.

Romanen udlægger dermed følgende berømte bibelske passage: “Endnu mens Jesus talte til folkeskarerne, da stod hans mor og hans brødre udenfor og søgte at få ham i tale. Og der var en, der sagde til ham: ‘Se, din mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig.’ Men han svarede ham, der sagde det til ham: ‘Hvem er min mor, og hvem er mine brødre?’ Og han pegede på sine disciple og sagde: ‘Se, her er min mor og mine brødre. For den, der gør min himmelske faders vilje, er min bror og søster og mor.'” (Matthæusevangeliet 12,46-50).

Hvad er, kan man spørge “min himmelske faders vilje”? Ja, det er selvfølgelig, at folk skal passe på hinanden, uanset om de er i familie med hinanden eller ej. Det kan enhver forstå. Det er kernen i det kristne næstekærlighedsbudskab, som ganske vist ofte bagatelliseres. Jeg skrev en bog om det emne i fjor, hvis nogen kunne ønske sig det uddybet, Matthæuseffekten.

Andre bibelske fortællinger som “Lignelsen om den barmhjertige samaritaner” i Det Nye Testamente udstrækker det til at gælde, at folk skal passe på hinanden med sit hele selv, hvad enten man deler klan eller folkeslag eller ej. At det ikke er blodsbåndet, men menneskeligheden selv, der er det afgørende.

Det er et kolossalt voldsomt opgør med datidens patriarkalske normsæt, og også med de normer, der stadig findes i Mellemøsten og som fra højrenational side forsøges genindført i dele af den vestlige verden i dag – paradoksalt nok i kristendommens navn.

Det er for stærkt. Det er for ulideligt. Det kan man ikke lade folk gå rundt og læse

Denne nedsmeltning, det patriarkalske værdisystem i syrebad, sker i Dostojevskijs 1000 sider lange mesterværk, mens alle de involverede tænker over og snakker om alting af betydning i verden: ondskabens væsen, Guds eksistens, kærlighedens mulighed, klosterlivets velsignelser, børneopdragelse og mangel på samme, kulturens storhed og forfald, drikkelagets fortræffeligheder.

Det må være derfor, Brødrene Karamazov er blevet forbudt. Ikke fordi – som det har været nævnt – at der forekommer et nihilistisk replikskifte, hvor Guds eksistens betvivles. Men fordi hele sammenhængen ganske enkelt er for hård kost i det muslimske kulturelle landskab, vi har for tiden.

En nedbrydning af blodsbåndets absolutte gyldighed, efter nytestamentligt forbillede, med en grovkornet billedtale om officiel religions forvanskning af mellemmenneskeligheden (Storinkvisitoren) og hele scenen overgivet til den svage, drengede antihelt (Aljosja), hvis eneste våben er udbredelsen af tillid og næstekærlighedens forudsætningsløse hengivenhed. Det er for stærkt. Det er for ulideligt. Det kan man ikke lade folk gå rundt og læse.

I maurernes muslimske Sevilla, hundreder af år før det katolske Sevilla, hvor Jesus kommer igen i Dostojevskijs roman, var den gået. I islams første gyldne tid, hvor man læste Aristoteles og skrev digte, mens man diskuterede med ligesindede jøder og kristne. Der og da var de muslimske lærde fritænkere. Det er de ikke i dag.


Topfoto: Den yngste Karamazov-bror, munkelærlingen Aljosja, i en nyere russisk tv-serie. Fra pressemateriale

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger. Senest er kommet "Matthæuseffekten", et livsfilosofisk essay, samt Nøjsomhedens tivoli (digte, 368 sider) og "Den sidste passion" (digte, 286 sider), en gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger.

Udvalg af de seneste bøger:
Langsomheden 1.0 (digte 2015)
Argumenter mod døden (essay 2015)
Lysåret (haiku, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (2016)
Pengeguden (essay 2016)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Den sidste passion (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay 2017)
Nøjsomhedens tivoli (digte 2017)

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af bl.a. nettidsskriftet Den smalle bog. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og styregruppen for BogForum og skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Seneste artikler om Bøger