MINDEORD – Billedhugger Peter Bonnén blev 76 år. Han var professionel kunstner fra sit 17. år og blev tidligt en betydningsfuld person i det danske kunstliv som performancekunstner, uofficiel ophavsmand til rindalismen og organisator. Ved kunstnerens bisættelse for få dage siden holdt Suste Bonnén tale om sin elskede storebror, hvis famøse rugmark på Nikolaj Plads i København i 1960’erne var meget mere end et stykke natur på stenbroen.
Se evt. boks nederst med fulde navne på personer, der i teksten nævnes med fornavn, og relation til Peter Bonnén.
”Hørren stod i Blomster.
Den har saadanne deilige blaa Blomster saa bløde som Vingerne paa et Møl og endnu meget finere.
Solen skinnede paa Hørren og Regnskyerne vandede den, og det var ligesaa godt for den som det er for Smaabørn at blive vadskede, og saa faae et Kys af Moder; de blive jo deraf meget deiligere.
Og det blev ogsaa Hørren.”
Sådan begynder H.C. Andersen det eventyr, som præsten læste op ved kisten til Lindas begravelse for ikke engang to måneder siden.
Et af Peters yndlingseventyr – og han kunne godt nok sin H.C. Andersen, som vi børn fik ind med modermælken oppe på 4. sal på Nikolaj Plads 7.
Vi hører om, hvordan hørren bliver ved at se lyset i mørket, og selv når det gør alt for ondt, og den bliver revet op ved rode, finder den håb i nu at skulle blive til det fineste hørlærred. Fortællingen slutter med, at hørren bliver brændt.
”Uh! hvor det slog op i Lue. Det var en Fornøielse at see paa, og Husets Børn stod og sang ved den døde Aske:
”Snip snap snurre-Basselurre! Visen er ude!”
Men de smaa usynlige Væsener i de jordiske askerester sagde alle: “Visen er aldrig ude! Det er det deiligste ved det Hele!
Jeg veed det, og derfor er jeg den Allerlykkeligste!”
Basselurre!
Peter har haft et langt lyst liv, fyldt med både ukrudt og blå blomster.
Men den dag, hans livs Linda døde, blev han revet op med rode, og de blev smertefulde for ham, de seks uger der kom, inden han hjerte bristede.
I de første to uger havde han ellers planer. Hu hej.
Han ville sælge huset i Hornbæk, købe en lejlighed i Cairo og blive turistfører i den by, han kendte så godt. Al Salams datter blev kontaktet og markedet undersøgt. Han var allerede på vej, og ”Du skal med”. Men første gang, han skulle fremskaffe en tinglyst attest fra Hestemøllestræde, brød han sammen.
En af de urimeligt tunge aftener, ringede han og sagde: ”Nu tager jeg min grønne dyne og lægger mig ud på graven, oven på Linda. Hun venter på mig.”
Da var det, at vi tog hinanden i hånden, Peter og jeg, som vi havde gjort det, når vi som små børn skulle følges over Højbro, hjem fra morfar i Stormgade, hjem til Nikolaj Plads.
Vores fødder bar os nu derind til barndommens land. Herfra vores verden gik – og hertil søgte vi nu. Nu var vi voksne. Vi havde aflagt det barnlige, og vores tale var som voksnes, men i hjertet var vi børn igen.
Og mens vi gik forbi Pilestræde, fortalte Peter, hvordan han fik nye brødre i den skole, han kom til efter Nyboder, Eks-skolen. Det var Broder Gernes og Broder Bjørn, og det var Broder Per, som da han så broder Peter, bare sagde: ”Skindbukser og sand på gulvet.” Ja, vi havde sand på gulvet heroppe i stuerne på Nikolaj Plads 7, 4. sal.
Og ja, vores mor klædte os godt på. Peter og jeg fik håndsyet kalveskindstøj, foret med henholdsvis rødt og blåt, da vi var 13 og 16 år, længe inden man i Danmark havde set hverken læderjakker eller -bukser.
At så et frø og se et aks vokse op og bryde gennem stenbroen. At følge aksene og se en hel bølgende kornmark vokse op midt på Nikolaj Plads, det kunne min storebror
Og vi huskede en hel barndom, som vi stykkede sammen på vores modersmål, som stammer her fra Nikolaj Plads. Og vi huskede, hvordan vi begge blev døbt og konfirmeret i Holmens Kirke, da vi var 12 og 15 år, og vi smed vores fars navn ”Refer” ud selvsamme dag og tog vores mors navn: Bonnén.
Vi var født med tre år og én dags mellemrum, og vores mor holdt vores fælles fødselsdagsfester på den dag, der lå imellem – den 25. og 27. oktober, altså den 26. Altid med store islagkager fra La Glace.
Da vi fyldte 18 og 21 år, blev islagkagerne båret ind i opstrakte arme af en række unge slavindeklædte kvinder med turbaner lånt fra Aladdin-stykket på det Kgl. Teater. Og vi gik nu i takt til den indtogsmarch fra forestillingen, vi begge huskede.
Og da vi kom over Højbro, der hvor Stormgade drejer ned mod Nikolaj Plads, fortalte min storebror eksotiske eventyr fra alle de varme lande, han kendte.
”Jeg har været i 100 lande,” var omkvædet.
Så kom vi til hjørnet, hvor Vingården ligger. Og Peter fortalte om Bamse og Putte, om Cafe Nick og Lasse Lillebror, og husker du hende, som altid sad trusseløs på trappen til nr. 9 og åbnede for skødet, når drengene gik forbi?
Og Jens August, der også lærte os artige ting. Han tog os med på Skindbuksen, for derfra hans verden gik. Og Guri, der stod model på Charlottenborg, og vores fætter Virtus, som skrev kunstbøger om dig og alle de andre kunstnere, han kunne lide.
Og vi faldt hurtigt ind i melodien til de sange, vores mor havde sunget for os, for man glemmer ikke hjertesproget:
”Hvor Nilen vander ægypterens jord,
i Afrikas brændende lande,
der mødtes to fugle, de kom fra nord,
de talte om Danmarks strande:
“O husker du Sjølund den dejlige ø”
Jeg vidste ikke, at disse seks smertefulde uger, hvor vi gik så alene rundt i den store by, skulle komme til at fylde lige så meget for min kærlighed til min bror, som de 60, nej 70 år, der var gået forud. Vi genoplevede den verden, Minefeltet, der nu næsten er forsvundet, og som vi har været de sidste, der levede i.
Snip snap snurre – historien er ikke ude, for nu skal vi bare høre et eventyr, som Peter skabte:
Forkundskaber er nyttige, så lad os høre, hvad vores familiehistoriker Suzanne Brøgger skrev i sin bog om Tone, vores mor:
”Da sønnen startede som kunstner blev stuen fuld af gamle skærme og bildøre. En halv gammel bil havde de slæbt ind i stuen, svejset sammen og hængt op på væggen! … Og sønnen sagde til moren: Mor vil du ha en kornmark på Nikolaj Plads? Og han søgte kommunen og fik støtte.”
Rugmarken var en kærlighedserklæring fra en søn til sin mor.
Mor satte Peter i verden med ordene ”fra mig arver du kun skønheden, talentet og charmen ”. Med de gaver, han havde fået, var det, som han sagde tak for livet ved at vise, at han kunne få frøet til at vokse op af jorden, spire, blomstre og sætte nye frø.
At så et frø og se et aks vokse op og bryde gennem stenbroen. At følge aksene og se en hel bølgende kornmark vokse op midt på Nikolaj Plads, det kunne min storebror.
At den unge lovende kunstner fik aksene rammet ind i glas, så man ret fik øje på naturens skønhed, det var en naturlov i hans verden. Peter var professionel kunstner, fra han var 17 år.
Og han fik sat høsten ind bag glas og ramme, og 100 stykker serigrafi af rugmarken fik han trykt i de dejligste farver, lyserød, turkis og himmelblå. Og det blev solgt og signeret og kom på kunstkammeret, hvor det stadig kan ses.
Kære Peter: Hvilket håbefuldt værk, du her skabte.
Af mor er du kommet, til jord skal du blive.
Og det er ganske vist, at ude på Pladsen, hvor marken bølgede nys som guld, der hvor vi om lidt siger farvel til dig, der vil man om føje tid se akset spire.
Snip snap snurre Basselurre! Visen er ude!
Nej. “Visen er aldrig ude! Det er det deiligste ved det Hele!”
”Vil du vide, hvad det var, mor skrev til mig den dag hun døde,” spurgte Peter mig?
– Ja.
“Hun skrev til mig på et stykke pap: ”Du var alt.”
Basselurre!
– Det samme sagde hun til mig, men jeg måtte ikke sige det til hverken dig, Nynne eller Jens.
Og vi græd af lettelse.
For hele livet havde vi hver for sig, hemmeligt følt os som særligt elskede børn, der begge var blevet sået, vandet og kysset af mor.
Vi var vokset op af jorden i den samme stenbro, som aksene i Peters rugmark på Nikolaj Plads.
Nu sad vi sammen på bænken på Pladsen – og vi så hinanden i øjnene og talte som to voksne og dog børn, børn i hjertet, og det var sommer, den varme, velsignede sommer.
Peter Bonnén, 1945-2022
Billedhugger Peter Bonnén har været en aktiv del af dansk kunstliv siden sin udstillingsdebut i 1962. Han er kendt for sine minimalistiske skulpturer, som er placeret flere steder i landet – både i private og offentlige rum.
Personer i Peter Bonnéns liv, nævnt i teksten
Linda Bonnén, hustru
Jens August Schade, onkel, forfatter
Virtus Schade, fætter, forfatter
Tone Bonnén, mor, kunstner
Guri Schade, moster
Nynne Hultberg, søster
Jens Refer, afdød bror
Suzanne Brøgger, forfatter
Suste Bonnén søster, kunstner, forfatter
Broder Gernes er kunstneren Poul Gernes
Broder Bjørn er kunstneren Bjørn Nørgaard
Broder Per er kunstneren Per Kirkeby
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
