Taxamandens klumme: Den lyriske forretningskvinde

af i Klumme/Liv & Mennesker

KLUMME – Hun er en elegant kvinde, min næste kunde, helt sikkert en forretningskvinde. Sidst i 30’erne. Umådeligt velklædt – uden at påklædningen er svulstig. Hun smiler til mig – professionelt – høfligt, uden at være indladende. 

For pokker, jeg er bare en Taxamand, der forsøger at få smør på bordet med alt for lange arbejdsdage, mens hun er en – UPTOWN GIRL.

Den gamle mand føler sig lidt kikset så tæt på den stilrene kvinde.

Medens jeg fumler med GPS’en for at finde den korteste vej til en af byens mest smagfulde hoteller, ryger en tanke og nogle strofer ind i mit hoved som en brevdue, der var alt for længe undervejs.

UPTOWN GIRL.

Med digtet sender hun mig en hilsen og en smiley: ”Don’t judge the book by it´s cover”. Og et billede, som jeg må bruge til illustration i min klumme om mødet mellem Taxamanden og forretningskvinden fra det højere borgerskab. Foto: Privat

Billy Joel skrev sangen til sin kone, Christy Brinkley, som det lykkedes ham at holde på i 10 år trods deres vildt forskellige udgangspunkter. Sønnen af en enlig mor i Bronx, New York, versus modelkvinden fra de højere luftlag. Skønheden og – om ikke udyret – så en lille tæt mand med en kort hals og let fremstående øjne.

De første minutter i mine taximøder er ouverturen til hele turen.

Vil kunden tale – og måske høre noget om min by og mit land. Skal jeg spille rollen som deleøkonomisk turistguide og måske overraske med at have bonusviden om det, jeg taler om.

Eller skal hun bare have fred her midt på aftenen, inden hun når hotellet. Inden skønhedssøvnen før morgendagens møder, hvor millionerne vil rulle.

Hun vil tale. Eller rettere. Hun taler kort for at få mig på gled. Det er, som min omverden vil vide, ikke nogen vanskelig opgave.

Hun starter med et åbnende spørgsmål – nærmest professionelt nysgerrig.

“Du taler godt engelsk, har du kørt taxi hele dit liv?”, spørger hun på et perfekt engelsk/amerikansk med blot en pikant anelse af en tone fra et slavisk sprog.

Hun får Taxamandens historie i en 5 kilometers-udgave uden kødannelse og trafikstress. Den virkelige historie om menneskemøder og skrivekløe.

Jeg kigger på hende i bakspejlet for at sikre, at min fortællelyst modsvarer hendes behov for at lytte.

No problem.

I det regnfulde aftenmørke, der er lige så vemodigt som efteråret har været vådt, ser jeg hendes usædvanligt nysgerrige øjne. Og så den der nikken, der karakteriser interviewere i de elektroniske medier.

Hun er forretningskvinde – og her skrives Business med stort. Forældrene er af østeuropæisk baggrund. Men inden hun selv flyttede tilbage til hjemlandet, boede hun med sin familie rundt omkring i hele verden

Men nej, hun er ikke journalist. Hun er bare nysgerrig – og så næsten utålmodighed efter at give et referat fra sit liv, der ligesom mit, er et liv i modsætninger.

De sidste to kilometer til hotellet er hendes. Men vi må stjæle nogle minutter med lukket taxameter foran den fashionable hotelindgang med glimtende lys fra cykler og biler i støvregnen.

Hun er forretningskvinde – og her skrives Business med stort. Forældrene er af østeuropæisk baggrund. Men inden hun selv flyttede tilbage til hjemlandet, boede hun med sin familie rundt omkring i hele verden. Hun har gået på flere af verdens store universiteter og blandt de første, der tog en MBA (høj forretningsgrad) – i Kina!

I dag er hun administrerende direktør for og medejer af en virksomhed, der yder teknik og services til den petrokemiske industri over hele kloden. Hun er glad for de muligheder og den økonomi, verden har givet hende.

“Det er lidt vildt, men jeg har det ligesom dig”, siger hun og smiler lidt udover høflighedsniveauet i mit bakspejl. “Jeg skriver. Jeg fortæller – og jeg kan ikke la’ vær. Jeg skriver små historier. Jeg skriver digte på Instagram, der jo i virkeligheden ikke er egnet til længere tekster. Og på det sidste er jeg begyndt at skrive den svære kunst – sangtekster, der ikke må indeholde for mange ord. Vi er nogle stykker, der har samlet os i et band, – og nu prøver jeg også at synge. Jeg har aldrig prøvet at være sanger før.”

Jeg er sikker på, jeg har fået en ny ven i cyberspace. Og jeg nyder henrykkelsen over den forunderlige verden, der ikke er, som den ser ud

Og nej, hun aner ikke, hvor denne poetiske raptus vil føre hende hen. Det startede med en voldsom ændring i hendes liv. Hun skulle føde sit første barn for 5 år siden, da hun helt henne ved fødslen fik diagnosticeret en livstruende sygdom.

Og så brød ordene løs!

Og de forsatte efter fødslen – også efter, at hun snød døden.

“Er du ved at udskifte dit liv med et nyt?”, spørger jeg indlysende

“Det aner jeg ikke. Det er hele hemmeligheden.”

Hendes smil er et, man tror på.

Døm ikke bogen på dens omslag

Da jeg er hjemme sent på natten, har hun sendt mig en mail med et af de digte, der måske ender med musik en dag. Her er et enkelt vers:

What if I die before I’m old
and gray, what can be told
in my remembrance, what will they hold
against my will, will I be named
the one who’s heart could not be tamed?
meant to be lonely and uncontrolled?

Jeg kan ikke slippe hendes inklination til et poetisk venskab og sætter mig ned for at transformere sangen til rimende dansk. Jeg gjorde det engang. Men det er 40 år siden, jeg sidst skrev sange til offentliggørelse.

Hvad hvis jeg dør, før det var tænkt
Er al erindring så fortrængt?
Hvad bli’r smidt bort, og hvad bli’r gemt
Imod min vilje –  bli’r mit navn
Utæmmet, vild ? – En fremmed havn?
Et ensomt hjerte, der er glemt?

Jeg er sikker på, jeg har fået en ny ven i cyberspace. Og jeg nyder henrykkelsen over den forunderlige verden, der ikke er, som den ser ud.

Hun er en kvinde på 38, der nyder den ellers så maskuline sport – en god cigar!

Med digtet sender hun mig en hilsen og en smiley:

”Don’t judge the book by it’s cover”.

Og et billede, som jeg må bruge til illustration i min klumme om mødet mellem Taxamanden og forretningskvinden fra det højere borgerskab.

Ikke alt er, som man tror.

Det er aften. Hun har forladt larmen ved ambassadørernes fest.

Et pusterum på en strand i Senegal.

Hun er en kvinde på 38, der nyder den ellers så maskuline sport – en god cigar!


Foto: Colorbox

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Klumme