DAGENS POV // MOKUGEKI: VIDNE TIL LIVET I JAPAN – Den gamle flipper fra Vesten, Asger Røjle Christensen, har gennem årene tilbragt mangen en søndag eftermiddag i Tokyos ungdomsmekka ved Harajuku. På overfladen har unge japanere taget den ene vestlige ungdomskultur efter den anden til sig. Men de har alle dage givet den deres eget twist.
Der var engang, da hele verden snakkede om noget, vi kaldte Harajuku-kulturen. Om Japans nye ungdom og dens provokerende nye måder at opføre sig på og vise sig frem på. ”Shinjinrui” blev de unge japanere kaldt. Direkte oversat betyder det en hel ny menneskerace.
For mig gamle flipper fra Vesten handlede nogle af mine bedste oplevelser i Tokyo fra den tid om rockmusik på motorvejen.
I firserne og halvfemserne blev motorvejen gennem byen langs Yoyogi-parken lukket hver søndag eftermiddag, byens håbefulde unge rock- og punkbands stillede sig op med få meters mellemrum med deres anlæg og forstærkere, og så spillede de løs i brutal øjenhøjde med deres publikum, mens de forsøgte at overdøve hinanden. Ikke altid lige kønt, men sjovt og vildt – og jo, temmelig larmende.
Det er svært at forestille sig i dag, men hvis vejret var godt, kunne der godt møde op imod 10.000 mennesker frem på sådan en eftermiddag.
Under det olympiske svømmestadions svungne tag, som ofte er brugt som vartegn for efterkrigstidens Tokyo, spadserede folk rundt mellem de hårdt konkurrerende musiktilbud.
Der var få bedstemødre og endnu færre bedstefædre. Langt de fleste var unge.
Elvis med fast ansættelse
De gode bands fik samlet et publikum, der var stort nok til, at de kunne gennemføre noget, der lignede en koncert, og de fik i bedste fald også solgt nogle kassettebånd med deres bedste numre fra en bod ved siden af højtalerne.
De knap så succesfulde bands tappert stod og spillede ud i luften, mens de søde piger gik forbi, stillede sig to meter fra forsangeren, så ham ind i øjnene og straks gik videre.
I dag er der som et ekko af fordums elektroniske støj kun en gruppe pæne og superdygtige Elvis-dansere med brylcreme i håret, som stadig hver søndag danser til rock’n’roll fra tresserne
Det var ikke larmende guitar-rock det hele. Det var i hver ende af det lukkede motorvejsafsnit også grupper, som mere stilfærdigt optrådte med traditionelle japanske danse, breakdance eller skateboard-show.
Men larmen var ikke desto mindre så dominerende, og klagerne så mange, at embedsmændene på Tokyos rådhus i 1998 efter to årtier fik nok af det hele og afskaffede lukningen af motorvejen. På det tidspunkt var nyhedens interesse for længst gået af begivenheden, men Tokyo gik glip af en sjov og anderledes turistattraktion.
I dag er der som et ekko af fordums elektroniske støj kun en gruppe pæne og superdygtige Elvis-dansere med brylcreme i håret, som stadig hver søndag danser til rock’n’roll fra tresserne på en plads lige inden for indgangen til Yoyogi-parken. De er formentlig hyret og lønnet af kommunen.
Og så kan man inde i selve parken mellem alle familierne, som spiser medbragte madpakker på tæpper på græsset, altid finde større og mindre grupper af unge, som øver sig seriøst i breakdance, pantomime eller skateboard.
Med den forhistorie har denne del af byen haft et image af at være mere åben for udenlandsk, især vestlig, indflydelse end andre bydele. Her har der været friere slag for at opføre sig anderledes
De søger ikke rampelyset, som deres ældre søskende, fætre og kusiner gjorde, da der var rock på motorvejen. Ofte vil de til forbipasserende turisters skuffelse slet ikke fotograferes. Deres show er ikke perfekt nok endnu.
Den grønne Yoyogi-park er et af de største åbne områder i Tokyo. Før krigen var det et militært træningsområde. Under besættelsen fra 1945 til 1952 var det her, de amerikanske besættelsesstyrkers barakker lå, og helt frem til 1964 havde amerikanerne her en militær tilstedeværelse midt i Tokyo.
Ved de olympiske lege i 1964 blev området imidlertid omdannet til olympisk landsby med lejligheder til de tilrejsende sportsfolk fra hele verden.
Supergode billeder med hjem
Med den forhistorie har denne del af byen i hele efterkrigstiden haft et image af at være mere åben for udenlandsk, især vestlig, indflydelse end andre bydele. Her har der været friere slag for at opføre sig anderledes.
Allerede mens der stadig blev spillet rock på motorvejen, men især i de første år efter afskaffelsen, flyttede de fotograferende turisters fokus hen til broen mellem jernbanestationen Harajuku og indgangen til Meiji-helligdommen.
Her myldrede det frem på jord med omhyggeligt forberedte cosplayere, især piger, klædt ud efter alle kunstens regler som de tegneseriefigurer, de bedst kunne lide.
Når man stiller sig op på den bro med violet eller orange hår og strutskørt, så er det pr. definition okay for alle andre at tage billeder. Det er faktisk meningen med det hele. Utallige turister har fået supergode billeder med hjem, inden de unge er gået hjem til deres forældre, taget parykkerne af og begyndt at lave lektier, så de kunne være parat til at tage skoleuniformen på næste morgen og pænt gå i skole.
I dag er også den tradition ved at være døet ud. Søndag eftermiddag kan man stadig være heldig på den berømte bro at møde flotte, gammeldags cosplay-piger med mod på at blive foreviget på alverdens sociale medier.
Der er også ofte nogle pantomime-kunstnere, der uddeles idealistiske ”gratis knus” eller ligefrem ”gratis kys”, og ovre i hjørnet mod Meiji-helligdommen står som altid den stejle buddhistiske tiggermunk, som har stået der gennem alle årene, gennem alle omskiftelserne.
Men Harajuku er ikke, hvad det har været.
Harajuku-kulturen var og er på den ene side en skamløs blanding af vestlige subkulturer. Men blandet sammen i en stor suppe af godmodig kommercialisering
Hvis man spadserer ned langs den gamle stationsbygning fra 1924, som mere ligner en dansk kystbanestation end en storby-metropol, og som vil blive bevaret som en slags kulisse for den nye og mere moderne Harajuku Station, man i skrivende stund er ved at bygge, så kommer man ned til den smalle gade, Takeshita-Dori, som stadig er center for aktuel ungdomsmode blandt de helt unge, et udstillingsvindue for den såkaldte ”kawaii”-kultur.
Takeshita-Dori er 400 meter lang, og man skal komme meget tidligt om morgenen eller sent om aftenen, hvis man vil undgå, at den er proppet med meget unge mennesker. Der er ikke ret mange inden for synsvidde over 22 år.
Når jeg en gang imellem er spadseret ned gennem gaden som rejseleder for danske turistgrupper, har vi formentlig bidraget til, at gennemsnitsalderen i gaden i nogle minutter er steget med adskillige år.
Godmodig kommercialisering
Her er glimmer og pop, her er tøj og undertøj, her er design og musik, her er plakater og badges med alle de aktuelle stjerner, her er søde crepes og bløde McDonalds-burgere, og rundt om hjørnet er her pindsvinecafeer og uglecafeer.
Harajuku-kulturen var og er på den ene side en skamløs blanding af vestlige subkulturer. Men uden den kant, uden de stridbare budskaber, som oprindeligt i Vesten lå i disse subkulturers signaler til omverdenen. Her er det hele blandet sammen i en stor suppe af godmodig kommercialisering.
Kawaii-kulturens fællestræk er en søgen efter et barnligt udtryk
Alt, hvad der i den uge opfattes som smart og moderne, går an. Her er en John Lennon-brille, nogle punk-nitter til ærmerne og nogle høje hæle fra disko-tiden side om side. Nogle gange er det ene på mode, andre gange det andet.
Men disse spraglede vestligt-inspirerede udtryk er på den anden side opblandet med en gevaldig portion japansk ”kawaii”-kultur.
Ordet ”kawaii” har cirka samme betydning som det engelske ord “cute”. På dansk ville vi sige “sød og kær” eller “nuttet”, men det dækker ikke helt, for der ligger også i ordet kawaii, at man er lidt sårbar, at noget er lidt synd for en, og at nogen bør passe godt på en. Kawaii-kulturens fællestræk er en søgen efter et barnligt udtryk.
En bamse i den ene arm og kæresten i den anden
Grænsen for, hvad der af andre mennesker opfattes som barnligt på en pinlig måde, befinder sig i Japan et helt andet sted, end den traditionelt befinder sig i vestlig kultur.
Jeg har flere gange i Takeshita-Dori og omegn set unge piger spankulere ned ad gaden med en tøjbamse i den ene arm og kæresten i den anden. Det opfattes ikke som mærkeligt, det er sødt. Det synes kæresten formentlig også.
I Harajuku handler det hele om et se godt ud – det er der ingen, der skammer sig over. Men det hele er samtidig så inderligt barnligt og usexet. Selv det røde pigeundertøj i butikkerne i Takeshita-Doris butikker ser fuldkommen uskyldigt ud.
Her er der en voldsom kontrast til det mere voksne Akihabara, Tokyos ”elektriske by”, som nok i dag tilbyder et større og bredere udbud end Harajuku af japansk popkultur og fotogene cosplayere, villige til at blive fotograferet, men hvor det hele godt kan blive temmelig lummert, og hvor den voksne verdens alvor i enhver forstand er tættere på.
Asger Røjle Christensen udgiver i august måned på forlaget Turbine en kulturhistorisk og personlig bog om storbyen Tokyo, hvor han har boet i tolv år af sit liv. Ovenstående klumme er et omarbejdet uddrag fra bogen.
”Mokugeki: Vidne til livet i Japan” er overskriften på en serie POV-klummer med iagttagelser, betragtninger og oplevelser fra fire årtiers dækning af Japan og Østasien.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her