DEN USÆDVANLIGE REJSE #10 // SOMMERSERIE – Det mest interessante i Moldova er måske udbryderenklaven Transnistrien, der mere eller mindre ejes af selskabet Sheriff. Susanne Staun har været på rejse i landet, hvor hotellerne mest opsøges af flygtninge fra Ukraine og eksilerede russere.
Sommer er rejsetid, men man kan se verden og få nye oplevelser på mange måder. I løbet af sommeren inviterer POV læserne med på usædvanlige og tankevækkende rejser.
En moldovisk familie i Bayern gjorde store øjne, da jeg sagde, at jeg skulle til Moldova. ”Hvorfor dog det?” spurgte de. Godt spørgsmål. For det lille land, der gemmer sig mellem Rumænien og Ukraine, er ikke et, man besøger i håbet om at nyde det søde liv med 24/7-underholdning.
Moldova er faktisk Europas fattigste land – i skarp konkurrence med Ukraine, Albanien og Kosovo. 25 % af landets bruttonationalprodukt kommer fra de 25 % moldovere, der som de to fabriksarbejdere, jeg talte med i Bayern, rejser ud af landet for overleve. Bevæbnet med venligt udstedte rumænske pas kan de arbejde overalt i EU.
Verdens bedste vin
Således behørigt advaret, ikke mindst af en rejsebeskrivelse betitlet ”Jeg var den eneste turist i Moldova” tog jeg af sted og tænkte, at hvis det var så grelt, så kunne jeg altid bare drikke vin, for moldovisk vin, hed det sig, er den bedste i verden.
Det skriver jeg i dag uden betænkeligheder under på.
Ingen elsker Moldova
En attraktion blandt, indrømmet, ikke særlig mange er da også en 200 km lang vinkælder, Mileștii Mici, som er havnet i Guinness Rekordbog, fordi de 55 km, der er i brug, huser over 1,5 millioner flasker vin, hvilket gør vinkælderen til verdens største målt i antal flasker.
Gangene blev udgravet i forbindelse med kalkminedrift, og den første flaske fandt vej derned i 1968.
Mileștii Mici er også navnet på den by, hvor kælderen ligger, tredive minutter i bil fra hovedstaden Chișinăus centrum – Chișinău udtales i øvrigt Kishinau.
Men jo, jeg endte også næsten som den eneste egentlige turist i Moldova. Hotellerne er fyldt op med eksilmoldovere på hjemmebesøg, ukrainske flygtninge og russere på flugt fra hæren.
Alligevel lykkedes det mig at støde ind i to græske kvinder fra Landbrugsministeriet i Athen. Det skete på et kødmarked i Tiraspol, hovedstaden i Transnistrien, som er en moldovisk udbryderenklave, der identificerer sig som land. De to fødevarenørder holdt et langt, imponeret foredrag om fødevarehygiejnen på kødmarkedet, der var fyldt med grisehoveder og -indvolde i store bunker.
I Transnistrien kan man ikke bruge sine depraverede vestlige kreditkort. De har deres eget pengesystem, deres egne kort og deres helt egen rubel
Alligevel er Transnistrien, Pridnestrovie på russisk, måske det mest interessante i Moldova. Det er en lang skive land på den anden side af floden Nistru, deraf navnet Trans-nistrien. Nistru er den samme flod som Dniester, som du kender fra Ukraine, Moldovas østlige nabo.
Skiven frygtede, at Moldova efter løsrivelsen fra Sovjetunionen ville smelte sammen med Rumænien, som tilfældet var mellem verdenskrigene, og så ville man også meget hellere være sammen med russere. Russerne vil også gerne være sammen med dem og har permanent udstationeret 1.500 soldater til at skærme landet mod moldovere og andre uhyggelige vesterlændinge og anerkendes kun som land af to andre russisk-annekterede udbryderrepublikker i Georgien, Sydossetien og Abkhasien, der heller ikke anerkendes som lande.
For at krydse grænsen, dvs. ”grænsen”, må man holde standsmæssigt i kø for at vise pas til usmilende, men fuldt bevæbnet personale i russiske uniformer og få et såkaldt migrationskort, en lille lap papir med pasnummer og navn og en masse kyrillisk skrift.
Ifølge den stedlige folklore bliver man skudt, hvis man prøver at fotografere grænseovergangen.
Ét stort sovjetisk museum
I Transnistrien kan man ikke bruge sine depraverede vestlige kreditkort. De har deres eget pengesystem, deres egne kort og deres helt egen rubel, og man får 85 transnistriske rubler for én dollar.
Transnistrien er ét stort sovjetisk museum, og man forstår at tiltrække turister – meget, meget få – ved hjælp af gammelt, Instagram-egnet sovjetisk vraggods, fra radioer til flag til uendelige billeder og statuetter og statuer af Lenin og Stalin. Biler fra sovjettiden, som for længst er gået ud af produktion som fx en Moskvich, humper rundt i gaderne.
Armodige Chișinău glimrer med hullede fortove, fornemmelsen af indelukkethed og faldefærdige bygninger – her er fx en udlejningsejendom, som lige var blevet afspærret pga. sammenstyrtningsfare.
Der er bemærkelsesværdigt nydeligere i den transnistriske hovedstad Tiraspol med intakte og nyfejede fortove uden tyggegummipapir og flasker, større pladser og en generel fornemmelse af flere penge.
Det skyldes, at Transnistrien er ejet og drevet af et privat selskab ved navn Sheriff, som byder på store, flotte Sheriff-benzintanke, store, flotte Sheriff-supermarkeder og først og fremmest fodboldholdet FC Sheriff Tiraspol, der slog Real Madrid i Champions League i 2022. Sheriff-konglomeratet, som to KGB-agenter grundlagde i 1990, ejer alt. Også alle de firmaer, der ikke hedder Sheriff, også regeringen.
Hovedindkomstkilden er dog ekstremt billig naturgas fra Gazprom, som sælges videre til det officielle Moldova med en pæn profitmargin. Men Moldova vil gerne frigøre sig fra afhængigheden af russisk gas og kigger til EU og Rumænien for fremtidige gasleveringer, velvidende at Transnistriens økonomi i så fald vil være tæt på sammenbrud.
Alle er ludfattige
Ingen elsker Moldova. Ikke transnistrerne, ikke de Moskva-glade romaer, der havde bedre økonomiske tider under Sovjetunionen; ikke pensionisterne, der havde imødeset en sovjetisk pension, de kunne leve af.
Heller ikke de tyrkisk- og russisktalende gagauzere i det autonome støvede steppeland Gagauzien i Sydmoldova, der har Comrat som hovedstad (se kort). Gagauzere er trods deres oprindeligt tyrkiske herkomst østortodokse, foretrækker Putin for Erdogan og modarbejder ihærdigt regeringen i Chișinău.
Gagauzerne er ludfattige som resten af moldoverne.
Hvis du også er ludfattig, er Chișinău stedet, hvor kan du blive klippet for 30 kr., få en flat white til 10 og svine dig til i lækker mad og forrygende vin for ingen penge. Men hvad skal du så lave resten af dagen ud over at vade op og ned ad trøstesløse gader, sætte dig i store, lækre parker med gratis internet eller gå på museer?
Det er under alle omstændigheder overflødigt at tage badetøjet med: Moldova er indlandsstat, og der er bemærkelsesværdigt lidt vand: En biflod til Nistru flyder næsten umærkeligt gennem byen og tømmer sig i en mindre sø, Valea Morilor, som er en skattet turistattraktion.
Maden er østeuropæisk med sit eget twist, nemlig en vidunderlig vane med at smide hvad som helst ned i et ovnfast fad og tilsætte uanede mængder fløde og ost
Hvis du som jeg er kirkegårdspervers og tilbringer dit halve liv på kirkegårde verden over, vil du falde i svime over Chișinăus kæmpestore jødiske kirkegård, den største i Europa, der ligger i et af byens bedre kvarterer. Den optager 1.000.000 kvadratmeter og har 23.430 grave, hvoraf de fleste er ruiner og dækket af frådende vegetation, som et par udmattede gartnere prøver at tæmme.
I begyndelsen af det 20. århundrede var mere end halvdelen af Chișinăus borgere jøder, men så kom Anden Verdenskrig. De fleste gravindskrifter står med kyrillisk skrift, som Sovjetunionen krævede det, dengang de også krævede, at det officielle sprog var russisk.
Når man forlader kirkegården og vader lige ud i Chișinăus bedre nabolag, går man oven på jødiske skeletter, hvis gravsten blev smidt hulter til bulter på kirkegården, da byplanlægningen pludselig indså områdets værdi.
Det officielle sprog er i dag igen rumænsk, og det gør det nemt at orientere sig. Alle, der har bare et nødtørftigt kendskab til romanske sprog, kan følge med: En sø er en lacul, et museum, museul og en boulevard en boulevardul. Men pas på, for det er bare hankønsendelser, og hvis du nu vil vædde på, at kultur hedder kulturul, så er det faktisk cultura. Kultur er ikke overraskende hunkøn. Men et parlament er selvfølgelig et parlamentul:
Maden er østeuropæisk med sit eget twist, nemlig en vidunderlig vane med at smide hvad som helst ned i et ovnfast fad og tilsætte uanede mængder fløde og ost. Og så er der rigelige mængder af mormormad i form af fx chifteluțe cu piure, kødboller kogt i en yderst velsmagende tomatsauce og serveret med kartoffelmos.
Mit livs bedste borscht fik jeg i Back in the USSR-restauranten i Tiraspol, og den ængstelige turist kan roligt sluge både stolthed og aversioner og betro sit fødevareindtag til kæderestauranten La Placinte, hvor to mennesker ender med en regning på 143 danske kroner, inklusive en flaske vin af en kvalitet, der får enhver vin-afficionado til at gå i bro af fryd.
Europa-entusiasterne
Men det mest opløftende ved Moldova er præsident Maia Sandu, en benhård dame med øjnene stift rettet mod EU.
Hun er tidligere økonom i Verdensbanken og er med en personlig formue på $600 Europas fattigste præsident. Men hendes formue var betydelig større, før hun investerede alt i det centrum-højre parti, hun stiftede i 2016, Party of Action and Solidarity (PAS).
Som alle andre regeringsledere i de tidligere sovjetstater kæmper hun en ulige kamp mod korruption og gjorde indtryk på en journalist fra Financial Times, der inviterede hende på frokost på en eksklusiv restaurant og undrede sig over, at hun aldrig havde spist der før.
Men der var aldrig et ledigt bord, når hun kom, sagde hun. Journalisten spurgte forbløffet, om hun da ikke kunne have fået en fra sit kontor til at ringe … ”Sådan noget gør jeg ikke,” svarede hun.
Moldovas skæbne afgøres d. 20. oktober i år, hvor der både skal stemmes om, hvorvidt landet skal vende sig mod øst eller vest
Moldovas skæbne afgøres d. 20. oktober i år, hvor der både skal stemmes om, hvorvidt landet skal vende sig mod øst eller vest, og om hvorvidt Maia Sandu fortsat skal sidde med styrepinden.
De tidligere sovjetrepublikker er generelt sjovest at besøge, så man får 9. maj med, dagen, der fejrer sejren over tyskerne i Anden Verdenskrig. Men det er også Europadag d. 9. maj, og på denne dag ses tydeligst kløften mellem de russisksindede og de europæisksindede. De russisksindede flokkes til gamle sovjetmonumenter for at lægge blomster, der hædrer de faldne fra ”Den Store Fædrelandskrig”; der er ild, russiske og sovjetiske uniformer, russiske og sovjetiske flag og parader af dyttende biler med blafrende flag og russiske tilråb.
Europa-entusiasterne tager deres pæne tøj på i den anden ende af byen og går stille fra det ene informationstelt til det andet. På den store scene danser moldoviske børn i nationaldragter, en moldovisk operasangerinde folder sig ud, og senere, da mørket falder på, skrues der op for et russisk punkband, der synger Slava Ukraini, og da det ukrainske band Kalush kaster sig ud i vindersangen fra Eurovision 2022, Stefania, går den del af Chișinău, der kigger mod vest, helt amok.
Det er sigende for gender-stemningen overalt i de tidligere sovjetrepublikker, at det eneste tomme telt i et ellers stærkt trafikeret opbud af informationstelte var det, hvor man kunne få information om EU’s gender-politikker. Det er et emne, der skræmmer de kirke- og familieforankrede borgere i de tidligere sovjetrepublikker og indimellem skubber dem i retning af Rusland.
Susanne Staun er forfatter, og første bind i hendes Østeuropa-trilogi, Forræderne i Litauen, udkom i 2023.
Andet bind, Kaosagenterne, udkommer d. 17. september i år på Gyldendal. Tredje og sidste bind foregår – sjovt nok – i Moldova og udkommer i 2025.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
