Susanne Sayers: I Portugal frygter man økonomien mere end coronavirus

i Politik & Samfund/Europa af
CORONAVIRUS // REPORTAGE – Portugal er i modsætning til nabolandet Spanien foreløbig sluppet nådigt gennem selve sygdomsdelen af det nye coronavirus. Økonomien kan blive den virkelige dræber.

Lissabon – António Costa, den portugisiske premierminister, er sædvanligvis lutter smil. Selv når han er presset, kan han bevare fatningen og et lille ironisk glimt i øjet. Han taler forsonende, og han har mestret at sætte sig i spidsen for en mindretalsregering – ‘himstregimsen’, som det socialdemokratiske regeringspartis kludetæppe af aftaler og forståelser med venstrefløjspartierne er blevet kaldt – takket være sin evne til kompromis og forhandling. ‘Himstregimsen’ fik i øvrigt fremgang ved parlamentsvalget sidste efterår, og Senhor Costas facon blev tillagt en del af æren.

Så meget mere bemærkelsesværdigt var det, da Costa forleden på et møde for de europæiske regeringschefer kaldte en tale fra den hollandske finansminister for ‘afskyelig’ på en pressekonference. ‘Vedvarende smålighed’ var et andet udtryk, som indgik i Costas fyrige kommentar. Årsag: De sydeuropæiske lande kræver økonomisk solidaritet i forbindelse med Corona-krisen, og den hollandske finansminister, Wopke Hoekstra, har sagt, at de sydeuropæiske lande burde have polstret sig bedre.

Covid-19 er en økonomisk krise mindst lige så meget, som det er en sundhedskrise. I Portugal er den økonomiske krise reelt mere påtrængende

Her til aften lyder der så mere forsonende toner fra Holland, som ifølge RTP, det portugisiske svar på Danmarks Radio, er klar til at sende hjælp. Men Costas brug af ordet afskyelig, som er et usædvanlig stærkt ord på portugisisk, viser, hvad der er tydeligt, når man er her til daglig: Covid-19 er en økonomisk krise mindst lige så meget, som det er en sundhedskrise. I Portugal er den økonomiske krise reelt mere påtrængende.

Alle alene i verden

Sygdommen Covid-19, som må blive årets ord i 2020, hvis æren ikke går til ‘social afstand’, har ændret verden i Portugal som andre steder. Det meste er lukket ned. For 14 dage siden indførte parlamentet tøvende undtagelsestilstand, om end i langt mindre omfang end i nabolandet Spanien, hvor Covid-19 har ramt hårdt og dødbringende.

I Portugal må man stadig gå ud, og selv om politiet har sat afspærringstape op ved borde og bænke, finder folk andre måder at være socialt sammen på – på afstand. I parken, hvor jeg bor, lufter mennesker stadig hunde, børn og hormoner, selv om der er blevet langt mellem de fødselsdagsselskaber, som før var så hyppige, og som lærte mig den portugisiske udgave af ‘happy birthday to you’ (Parabéns pra voce’) på rekordtid.

Hovedgaderne er tomme – kun mågerne patruljerer, hvor der før var tusindvis af turister, der brugte penge og beundrede en af verdens smukkeste og mest behagelige og trygge byer

Men de økonomiske konsekvenser af nedlukningen er synlige og dramatiske. Supermarkeder, apoteker, grønthandlere, kiosker, bagerier, slagtere og andre med dagligdags nødvendigheder må holde åbent, lige som diverse former for sundhedsklinikker må. Alt andet er lukket ned. Hovedgaderne er tomme – kun mågerne patruljerer, hvor der før var tusindvis af turister, der brugte penge og beundrede en af verdens smukkeste og mest behagelige og trygge byer.

Linje 28, som betjenes af veteransporvogne – moderne sporvogne er for brede og kan ikke håndtere Lissabons bakker – er normalt lommetyvenes svar på ‘bland selv-slik’; så tæt står turisterne. Nu er den som regel tom, og den sociale afstand gælder også til vognstyreren.

Den legendariske sporvognslinje 28, som kører på tværs af byen og gennem Lissabons ældste og mest snævre kvarterer, har de senere år været en turistfælde, og de fastboende har beklaget sig over ikke at kunne få plads. Nu er den som at være med i ‘Palle Alene i Verden’ – eller ‘Alle alene i verden’, som et vittigt hoved omdøbte den til.

Hvor er hjælpen?

Det er en konkret understregning af, at turisterne er væk. Og lige præcis turismen har båret en stor del af det skrøbelige økonomiske opsving efter krisen i begyndelsen af 10’erne, som ramte de sydeuropæiske lande ekstremt hårdt. Dengang kunne man med en form for retfærdighed mene, at en stor del af ansvaret lå hos skiftende regeringer, der ikke havde vedtaget økonomiske reformer i tide, men når Costa forleden blev så vred, skyldtes det ikke mindst, hvad han og andre sydeuropæiske fremtrædende politikere ser som manglende solidaritet fra nord.

Hvor var hjælpen til Italien og Spanien og Grækenland i flygtningekrisen? Hvor er hjælpen til Sydeuropa nu?

Nogle steder i Lissabon ligner gaderne sig selv. De fleste steder gør de ikke. En god ven bemærker, at der er blevet flere hjemløse. Selv bemærker jeg, at tiggerne – som jeg ellers aldrig har opfattet som nær så talrige og aggressive som i mit andet hjem på Vesterbro i København – er blevet desperate og vedholdende på en måde, som jeg ikke har oplevet før.

I tomme butiksvinduer dukker håndtegnede skilte op om at sikre boliger til alle. “Vi kan ikke holde karantæne uden hjem”, lyder en af parolerne. Priserne på lejeboliger falder brat – de har været holdt oppe af Airbnb, men nu er turisterne væk, og mange har sat sig i gæld for at kunne leje ud til høje priser.

Der er mangel på betalelige boliger i Lissabon, og den nuværende krise er en anledning til at gøre opmærksom på det. “Hvordan kan man være i karantæne uden et hjem?” står der blandt andet sammen med opfordringer til at suspendere huslejebetalingerne nu.

Der er en form for økonomisk sikkerhedsnet i Portugal, som på mange måder har vist sig at være den sydlandske udgave af skandinaviske velfærdssamfund … men uden de samme økonomiske muskler som i de skandinaviske lande. Nettet har huller på størrelse med fodboldbaner. Der er grænser for, hvad regeringen formår at redde og hjælpe.

Sygehusvæsnet kan følge med

Foreløbig er sygdomsdelen af coronakrisen i Portugal overkommelig. Der er dødsfald og sorg og karantæner og daglige pressemøder som så mange andre steder, men sygehusvæsnet ser ud til at kunne følge med. Dødstallet er begrænset. Mellem to og tre procent af de ramte skal behandles intensivt, og under ti procent skal behandles på et hospital.

Flere og flere bærer masker i gadebilledet, og vi står i kø ude på gaden, for der er adgangsbegrænsning i supermarkederne, og nogle supermarkeder har også indført særlige indkøbstidspunkter for de mest sårbare indbyggere – det vil især sige de ældre og gamle – og det virker umiddelbart næsten hyggeligt.

Men ensomheden er ikke spor hyggelig. Som en ældre dame sagde til mig i køen: “Jeg er ikke så bekymret for coronavirus. Men jeg er bange for at blive ensom.”

Anbefalingen i Portugal er som andre steder, at man bør holde sig for sig selv, men der er ikke udgangsforbud. Og ældre portugisere, som fra diktaturets tid har træning i at omgå officielle regler opfindsomt, finder stadig sammen om morgenkaffen, som nu serveres i døråbningen.

Og dertil kommer så den økonomiske krise. I går læste jeg, at det portugisiske luftfartsselskab TAP sender 90 pct. af deres ansatte hjem. Det er adskillige tusinde mennesker, og det er et tegn på, at ingen regner med, at økonomien bliver normal foreløbig. Ifølge portugisisk lov skal undtagelsestilstanden genforhandles hver 15. dag – det sker i disse timer. Ingen regner med, at den bliver ophævet foreløbig.

Hvordan gør I jeres bananer rene?

I Portugal er der bevidsthed om, at økonomiske kriser kan slå ihjel. Ikke med dødstal, som dagligt bliver offentliggjort på regeringshjemmesider. Død ved fattigdom er en skjult og ofte sølle affære. Også derfor er Costa så vred. Han kommer fra et land, hvor man direkte kan måle betydningen af gode levekår i højden på generationerne. Unge og yngre portugisere er pænt høje. De portugisere, som voksede op i fattigdom, før demokratiet i 1975, er generelt lave, og i Portugal er krøblinge og andre med forskellige handicaps fra en fattigere tid ikke sjældne i gadebilledet, og mange af dem er tiggere.

Coronavirus findes i Portugal. Men foreløbig er det ikke på hospitalerne, det hærger mest voldsomt. Det manifesterer sig i tiggerne, i de hjemløse, i frygten for ensomhed, de lukkede butiksfacader, hashrygerne og stofmisbrugerne.

“Hvordan gør I jeres bananer rene?” spurgte veninde forleden på en virtuel fredagsbar. Spørgsmål man aldrig havde troet, man skulle høre.

Jeg gør ikke mine bananer rene, når jeg har hentet dem i supermarkedet, men jeg er blevet god til at vaske hænder. Jeg holder afstand, jeg står i kø, og sjældent har jeg været mere spritter.

Men når jeg ser omkring mig, kan jeg mærke, at jeg har samme udtryk i øjnene som de andre, selv om vi smiler og stadig griner og er høflige og hjælpsomme – tak, verden, for hjælpsomhed og overskud – også er grebet af en underliggende panik. Ikke så meget for sygdommen. For økonomien. Fordi dårlige levekår, dårlig uddannelse, manglende livsmuligheder også kan slå ihjel. Ikke spektakulært. Ikke med daglige opgørelser. Ikke med hyldest og sang til de socialarbejdere og politikere og andre mennesker, der kunne have gjort en forskel.

Men i stilhed.


Hovedfoto, Susanne Sayers: Der er meget gadekunst i Lissabon. Denne, som blev malet kort tid før coronakrisen, er kommet til at virke næsten profetisk.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Susanne Sayers er selvstændig journalist og forfatter med 25 års erfaring og underviser bl.a. på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i kritisk og udredende journalistik og interviewteknik.

Senest har hun sammen med professor og digital vismand Jan Damsgaard udgivet bogen ‘Den digitale omstilling’ og arbejder lige nu blandt andet på en bog om aktieinvestering foruden det store Kulturby 2017-projekt ‘Habitat: Aarhus’. Desuden er hun hyppig gæst i debatter om journalistik og journalistisk etik.

Susanne Sayers har tidligere bl.a. været chefredaktør på 24timer, redaktionschef på metroXpress, klimakorrespondent for Metroaviserne internationalt samt nyhedsredaktør på Børsen. Hun er af sine to voksne børn blevet kaldt ‘verdens mest nørdede mor’, og sandt er det, at de naturvidenskabelige områder har en særlig dragning på hende, ikke mindst i relation til den menneskelige trivsel.

Som Dame Edna ville have sagt: ‘She loves nature in spite of what nature has done to her’.

Susanne Sayers er netop flyttet til Lissabon, som hun tror på bliver en af Europas mest dynamiske byer de kommende år og vil også bidrage med indlæg fra Europas sydvestligste hjørne.

Skulle du have lyst til at donere til Susannes skriblerier, er nummeret til Mobilepay +45 40 99 49 36

Seneste artikler om Politik & Samfund