KONCERT // ANMELDELSE – “I Royal Arena leverede Suede lørdag aften en alt andet end tilbageskuende og til tider hæsblæsende koncert, der vekslede mellem post-punkens rå energi og goth-rockens melodiske forførelse,” skriver Anders Thulin. “Med Brett Anderson i spidsen som koket indpisker – i klassisk positur med sorte skinny jeans og en hvid skjorte (der ved koncertens slutning ikke kunne absorbere een dråbe sved mere) – mindede det danskerglade London-band os om, hvorfor de stadig er et af Storbritanniens mest dedikerede liveorkestre, og at Suede anno 2026 ikke er et nostalgisk 90’er trip, men et orkester i fortsat bevægelse fremad.”
Dak, dak, dak, dak. Lilletrommen åbner aftenen, tæskende afsted i en insisterende 4/4-takt som et hjerteslag på speed. En mur af guitarer løfter Brett Andersons højspændte vokal frem, og hans kropslige gestik kalder på publikums respons, som om han utålmodigt venter på, at symbiosen med publikum skal indtræffe. Den krukkede crooner indtager i vanlig stil rummet fra første strofe og insisterer på først at aflevere det tilbage, når gå-hjem-lyset i salen tændes.
De nye sange fra det seneste album Antidepressants (2025) fungerer forbløffende godt i arenaformatet. Lyden er fornuftig fra, hvor jeg står på første dæk fra gulvet. Sangenes simple struktur i kombination med buldrende guitarfigurer og de altid syngbare omkvæd, sætter hurtigt publikum i den rette stemning.
Hvor forgængeren Autofiction (2022) genfandt det upolerede og rå udgangspunkt, udvider Antidepressants bandets musikalske univers yderligere i et lydunivers, der er lige dele råt og direkte.
”Disintegrate” og ”Antidepressant” åbner, inden bandet går direkte over i ”Trash” – storhittet fra den kommercielle glamrock-succes Coming Up (1996). Det skarpt farvede lys vælter ud i hovederne på den skrålende menneskemasse foran scenen, der – opildnet af Andersons energiudladning – skråler med på:
”…Traa-aaaa-aash, you and me
We′re the litter on the breeze
We′re the lovers on the streets
Just trash, me and you
It’s in everything we do”
Brett Andersons tekstunivers har siden debuten for over 30 år siden kredset om asfaltverdens neonfarvede bagsider og storbyens trøstesløse randområder – sindbilleder på de mentale kringelkroge, hvor vi mødes for at gå i opløsning og sammen har mistet troen på den etablerede verden.
Det er neurotisk ekspressionisme, når han denne aften synger om at ligge søvnløs og lykkelig på antidepressiv medicin og synge en sang, om ødelagt musik og ødelagte mennesker, der skal redde verden. Selvironisk og sårbart på én gang – og meget i tråd med tiden, hvor vores billeder på utopia er blevet til melerede glasstumper fra forruden på et gennemtæret bilvrag, efterladt i vejkanten i et nedlagt lyskryds i en forstad til Metropolis.
Anderson har selv kaldt Antidepressants for bandets ”post-punk-plade”, hvor forgængeren Autofiction var deres ”punk-plade” – og han har antydet, at de to albums sammen med et kommende tredje skal udgøre en trilogi i sort-hvid.
Det forklarer måske den visuelle stringens, der gennemsyrer aftenen, hvor den glitchende bagskærm danner en flimrende interferens og fremmedgjort stemning, imens sideskærmene dygtigt fanger Brett Andersons teatralske mimik, når han kigger direkte ind i kameraet, så det føles, som om han kigger lige igennem én.
Kun få kan matche britens karisma på en scene. Når han træder op på scenemonitoren og lader hænderne dirigere publikums bevægelser og han insisterer på, at vi skriger vores angst og smerte ud imod hans åbne arme i kollektiv trance:
”Oh no, I’m in a trance, I’m in a trance state
I see your face and I hear your name
But I’m in a trance, I’m in a trance
I’m in a trance state”
Salen er desværre ikke udsolgt, og arenaen virker derfor en smule for stor til det enkle set up, hvor kun Anderson bevæger sig rundt på scenen, mens de øvrige bandmedlemmer lidt statisk, men sikkert, bakker op om hans karakteristiske fodstampende stammedans.
Han virker nu heldigvis ikke synderligt optaget af de tomme sæder i det bagerste afsnit, da han tydeligvis har besluttet sig for at holde intimfest med de forreste rækker. Aftenen igennem springer han gentagne gange ned til publikum med mikrofonledningen hængende efter sig og bevæger sig langs første rækkes fremstrakte arme, mens fællessangen får salen til at koge.”Clap your hands, no one rest. Come on. Copenhagen, you are the best clappers in Europe.”
Suede er et vanvittigt sammentømret orkester, hvor samspillet og de velkendte guitarfigurer sidder lige i skabet. Lydskabelonen, der oprindeligt blev skabt af Bernard Butler og Brett Anderson i bandets begyndelse, er stadig den de bygger deres univers ud fra.
Guitaristen Richard Oakes har adopteret Butlers signaturlyd så overbevisende, at man må anstrenge sig for at høre forskel. I dag er han 49, men var blot 17, da han blev hentet ind til at løfte arven efter guitar-guruen Butler. Han spiller fremragende, og de melodiøse klangflader leveres uden at stå i skyggen af fortiden.
Selvom Butlers afsked med bandet længe truede med at efterlade Suede som et stykke 90’er-nostalgi, er det ingenlunde tilfældet i dag. De formår hele tiden at udfolde og udfordre Suede-universet, så det vedbliver relevant og interessant at lytte til.
Rytmesektionen er supertight, og samspillet mellem de to originale bandmedlemmer Mat Osman på bas og Simon Gilbert på trommer, viser hvor godt de kender hinanden. Det lyder ganske enkelt pissegodt. De flankeres af Suedes femte medlem, Neil Codling, der uden de store dikkedarer understøtter med guitarbund, keyboardflader og kor.
”Pantomime Horse” fra deres selvbetitlede debutplade har mirakuløst også fundet vej til sætlisten denne aften. Den pompøse og mystiske ballade er blandt de smukkeste i bandets bagkatalog og fremføres med stor indlevelse og sårbarhed. Teaterstykket fuldføres ved, at Anderson lægger sig på knæ foran scenekanten, imens stemmen næsten symbolsk knækker og efterlader ham som et såret dyr foran skoven af tilbedende hænder.
”Have you ever tried it that way?
Have you ever tried it that way?
Ever tried it that way?”
“We are an anti-nostalgic band,” bedyrer Brett Anderson et par gange i løbet af aftenen, og man tror ham faktisk.
Suede i 2026 er ikke et band, der kun lever af fortidens meritter. Den rå energi fra de to seneste plader giver bandet fornyet musikalsk relevans, der rækker ud over nostalgiens rammeværk. Men som Anderson erkender med et glimt i øjet: “Sometimes we like to dig into the past”, inden bandet kaster sig ud i en håndfuld af deres største hits fra 90’erne.
“La, la, la la, la, la, la, la, la, la, la la, la, la, la, la la, la, la, la, oh oh…Here they come the beautiful ones”
Det er tydeligt, at sangene har lagret sig i kroppene som muskulær hukommelse – en eviggrøn genkendelse af noget, der aldrig helt har forladt os, der var unge, dengang de sang “So Young”.
“So young and so gone. Let’s chase the dragon from our home…”
Da bandet kommer ud til encore, spørger Anderson retorisk: “What is it tonight?”
“Saturday”, råber publikum tilbage.
“I can’t hear you.”
“SATURDAY!”
”Saturday Night” lukker nærmest uundgåeligt aftenen i en smuk og rørende version, hvor Brett for gud ved hvilken gang skal ned forbi de forkælede fans på de forreste rækker, imens han charmerer kameraet og fortsætter op på monitorpladsen til fællessang:
”Oh whatever makes her happy, on a Saturday night…”
Ja, hvad end der gør os glade på sådan en lørdag aften i marts. Hvad end der får det til at føles rigtigt.
Denne aften er svaret enkelt:
“We’re going out tonight. Out and about tonight…”
For i en tid, hvor alt synes at gå i opløsning, tilbyder Suede en fælles modstandskraft: musik og fællesskab som antidepressiv medicin. Musik, der måske endda kan redde verden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og