
TEATER // ANMELDELSE – Stupid Man – the Musical er en bagatel. Sjov nok i et par timer. Gode sangpræstationer fra en virkelig talentfuld pulje af danske musicalstjerner, skriver Steen Blendstrup. Men hvorfor er det, at the stupid man står derude og banker på? Hvorfor lukker hun ham ikke ind? Og er vi egentlig ikke ret ligeglade?
Det er One and Only Musicals, der står som producent (sammen med Vejle Musikteater og Holstebro Teater), og forbindelsen med Thomas Helmig trækker tråde tilbage til netop Den eneste Ene. Så selvfølgelig har det ligget i kortene at skrive en hverdagsromantisk komedie uden på et skelet af førstnævntes sange og med Stupid Man som omdrejningspunkt skabe en let fordøjelig musical.
For let, må det nok tilføjes om Gabriel Bier Gislasons manuskript til Stupid Man – the Musical. Det har nogenlunde lige så mange vitaminer som en candyfloss.
Hvorfor er det, han står derude og banker på? Hvorfor lukker hun ham ikke ind? Og er vi egentlig ikke ret ligeglade?
Når vi ser listen over udvalgte sange fra Thomas Helmig-kataloget, kan vi allerede begynde at se konturerne af en handling. Eller rettere; de konstruktioner, der skal legitimere, at personerne bryder ud i netop den sang.
Nu kan vi heldigvis stadig opleve Thomas Helmig in concert, så i modsætning til Tina, der havde premiere for et par uger siden, handler det i Stupid Man ikke om at få det til at lyde som Thomas Helmig. Når de enkelte skuespillere får lov til at træde i karakter og give den gas med deres versioner af Helmigs hits, får vi faktisk en fed musikalsk oplevelse.
Hvorfor ikke bare teaterkoncert Thomas Helmig?
Men så er vi i virkeligheden mere ovre i det, vi får i teaterkoncerten. Versioneringer. Nye fortolkninger. Et musikalsk univers. Musicalen med en gennemgående handling bygget på sangtekster om, hvorfor sangerjeget er en stupid man, er mindre interessant.

Hvorfor er det, han står derude og banker på? Hvorfor lukker hun ham ikke ind? Og er vi egentlig ikke ret ligeglade?
Der er givetvis et købekraftigt publikum af lettere grånende mænd og kvinder, der har været på dansegulvet til Thomas Helmigs sange siden 80’erne. Men tænk nu, hvis musicalen så havde handlet om den målgruppe, filosoferede min ledsager. Hvilket liv ville teksterne så illustrere?
Når det bliver helt vildt, og temperamenterne raser, kan skærmene også fungere psykotropisk og afspejle de voldsomme følelser
Okay – Trine Pallesen spiller faktisk bedstemor, og viceværten er også deroppead (læg selv to og to sammen), og Szhirley spiller mor til en teenager, men fokus er mest på de unge beboere i opgangen, der er ramme om historien i Stupid Man.
Op og ned ad trappen
Konceptet med at lade hele handlingen udspille sig i en opgang er lige til højrebenet. Stuen, første og anden. Til højre og til venstre. Det er en udfordring på en normal dansk scene, som scenografien løser meget originalt ved at lade ”bagtæppet” glide op og ned bag lejlighedernes stålskelet, så vi enten ser de to øverste eller de to nederste etager ad gangen.
Bagtæppet er elektronisk. Ikke bare kan etagerne flytte sig. Dag bliver til nat. Træerne i baggrunden kan svaje i vinden. Måger svæver på himlen. Når det bliver helt vildt, og temperamenterne raser, kan skærmene også fungere psykotropisk og afspejle de voldsomme følelser. Eller et filmisk tilbageblik til ungdommen (der var den igen).

Men for at begynde oppefra, så er det Jonas, der efter et skænderi står derude og banker på, fordi han har glemt nøglen, og Sarah kan ikke lukke ham ind, fordi hun har smækket sig ude og er faldet i søvn på naboens (Martis) sofa. Jonas crasher så til gengæld i stueetagen hos Emilie (Szhirley), så alles skæbner kan krydses.
Den anden handlingstråd drejer sig om Jette (Trine Pallesen), der gerne vil genoplive traditionen med gårdfester. Derfor skal hun aktivere viceværten (Martin Greis-Rosenthal). Hun har barnebarnet på besøg, som så kan blive venner med Emilies datter og binde de to tråde sammen. Og så har vi lige parret Simon (Søren Torpegaard Lund) og Mikkel (Christopher Schollhammer Rørmose), der bøvler med alle nybagte forældres søvnmangel og derfor generelt er irriterede over hinanden og alle andres larm.
Sangene topper hverdagens leverpostej
Som alle, der har eller har haft små børn, vil vide, så bliver hverdagen let leverpostej (eller vegansk postej). Andre kan spejle sig i ensomheden i det moderne samfund. Det være sig som teenager eller som voksen på et overfladisk datingmarked eller som den, hvis drømme bare fløj forbi.
Hvis man kender sine Thomas Helmig-tekster rigtig godt, kan man hente lidt sjove referencer hist og her i dialogen
At trække noget komisk ud af den hverdag er svært. At gøre det i en tidsramme på et par døgn er endnu sværere. At gøre det, når sangene tiltrækker sig al opmærksomheden, er nærmest umuligt.
Hvis man kender sine Thomas Helmig-tekster rigtig godt, kan man hente lidt sjove referencer hist og her i dialogen. Tilbage står, at de fleste nok er kommet for at høre Helmigs top ti-tyve stykker.

På det punkt bliver vi ikke skuffede. Søren Torpegaard Lund kan få hvad som helst til at lyde godt og brillerer både solo med ”Dybt inde i mit hjerte” og med ”Smelte et isbjerg” i en heftig duet med Christopher Schollhammer Rørmose. Szhirley løber med ”Dagen efter dagen derpå”, mens Trine Pallesen giver ”Malaga” sin egen rørende personlighed.
Monica Isa Andersen og Malaika Berenth Mosendane er stærkt syngende som teenagerne Ida og Misha, der deles om både ”Groovy Day” og ”Superstar”. Med en god portion clubstemning.
Hvem har ikke været en ”stupid man” eller ”stupid woman”?
Hjerte rimer på smerte. Og sådan har det altid været hos Thomas Helmig. Nå ja, sådan er det med utroligt mange popsange. Men livet går videre, og måske skulle vi tage og give kærligheden en chance mere. Eller også kommer vi til at gøre det, når vi får for mange shots. En meget dansk konklusion. Også en anledning til at blive en stupid man eller woman.
Hvis vi har fået en lille en før forestillingen, er vi sikkert også i humør til at synge eller klappe med til sangene i Stupid Man. Måske vi også kan blive ført ned ad Memory Lane til en kærlighed, der ikke blev, eller til det eventyr, vi altid vil bære i hjertet.

Tilbage står, at Stupid Man – the Musical er en bagatel. Sjov nok i et par timer. Gode sangpræstationer fra en virkelig talentfuld pulje af danske musicalstjerner. Vi fik set det, vi ville. Og så skal vi som musicalens figurer videre. Vi ses nok i en anden musical i løbet af sæsonen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og