MUSIK // ESSAY – Der er mange måder at møde klassisk musik på, når man først har fundet ud af, hvor meget den har at give. Tre af dem træder frem her i Jakob Brønnums anmeldelsesartikel om nogle i international sammenhæng næsten ukendte, men meget, meget dygtige og høreværdige komponister
Den klassiske musik er, fremfor så mange andre af de måder vi får kunst og underholdning på, anti-teknologisk på en helt speciel måde. Alle instrumenter er håndbyggede af særligt udvalgte naturmaterialer. Det er mennesker, der læser noderne, og derfor læser de dem forskelligt fra gang til gang. Den opføres i sale, der er afhængige af, at der har været lydeksperter, der har tweaket rummet.
Den klassiske musik er så flimrende stor og levende historisk, at man bliver nødt til at have et privat parnas for at holde sammen på det
Og hvad er det, den vil? Den vil formidle musikalske tanker fra en bestemt kunstner – tværs gennem alle disse parametre, hvor alting kan gå galt, men ikke gør det, fordi de mennesker, der har med det at gøre, er så dygtige. Alt det betyder, at der ligger en vitterlig endeløs mængde af stor kunst og venter på, at man opdager den. Denne artikel handler om tre af disse kunstnere.
Kvinderne og den klassiske musik
Efter #MeToo har der været et særligt fokus flere steder på et rødmende pinagtigt moment af musikhistorien: Jeg har lyttet seriøst til klassisk musik siden 1986, jeg har vist kun haft en eneste kvindelig komponist stående i min monstrøse musiksamling, opbygget gennem fire på hinanden følgende teknologiske fire formater, LP’er, cassettebånd, CD’er og harddiske. Jeg rødmer.
Noget tilsvarende gør sig slet ikke gældende inden for musikere, hvor de kvindelige virtuoser står langt fremme i bevidstheden, men kvindelige dirigenter har det også knebet gevaldigt med. Iona Brown, som jeg så opføre Mozarts Eine Kleine Nachtmusik i Århus med et engelsk ensemble i 1990’erne var, som jeg husker det, den første og eneste, jeg længe havde kendskab til.
Den enlige komponist er den russiske mesterkomponist Sofia Gubajdulina. Jeg har da kendt til Mendelssohns søster, Fanny, og Schumanns hustru, koncertpianisten og komponisten Clara, men jeg har ikke hørt deres værker, og man kendte dem jo pga. familieskabet. Rødmen fortsætter og øges.
I den nyeste tid er det umuligt at overse de kvindelige komponister. De dukker hele tiden op i radioerne rundt omkring, med temaprogrammer i BBC Radio 3 og altid kvindelige komponister i f. eks. den svenske klassiske musikradios morgenflade
I den nyeste tid er det umuligt at overse de kvindelige komponister. De dukker hele tiden op i radioerne rundt omkring, med temaprogrammer i BBC Radio 3 og altid kvindelige komponister i f. eks. den svenske klassiske musikradios morgenflade, selvom man endnu ikke ser et seriøst aftryk på de store symfoniorkestres koncertprogrammer, der er meget afhængige af publikums gunst.
Kvindelige dirigenter har til gengæld markeret sig så stærkt, at kønsforskellen må siges at være stærkt på vej til at blive ophævet. Man kan nævne Marin Alsop, Simone Young og den finske dirigent Susanna Mälkki.
Louise Farrencs orkesterværker
Nu har Naxos udsendt nogle orkesterværker af den franske komponist Louise Farrenc (1804-75). Hovedværket på CD’en er Farrencs Symfoni nr. 1 (1841). Symfonien er fuld af nordisk-germansk drama, som vi også kender det fra f. eks. Niels W. Gades Symfoni nr. 1.
Musikhistorisk ligger den et sted mellem Schubert og Schumann. I sin insisterende fremdrift gennem alle fire satser og sin alvorlige melodik minder den mere om Schumann end om Schubert. Den varer lige omkring en halv time som symfonierne af de samtidige komponister, jeg nævnte, i almindelighed gjorde. Men Farrenc tør bruge større armbevægelser end nogen anden kvindelig komponist, jeg (i mellemtiden) har hørt fra det musikalsk set meget store 1800-tal.
Det kan man også høre i et af de andre værker på albummet, en ouverture som jeg til gengæld ville have gættet på Schubert var ophavsmand til pga. af den elegante rytmiske betoning af de enkle, lyse melodier. Tidligere er i samme indspilningsserie udkommet Farrencs to senere symfonier, nr. 2 og 3.
For mig bliver Farrenc fremover placeret på parnasset. Parnasset? Den klassiske musik er så flimrende stor og levende historisk, at man bliver nødt til at have et privat parnas for at holde sammen på det. Hvis man vil andet end underholdning. Hvis man vil møde en rigdom og variation af menneskelig erfaring, der er helt parallel med den, vi finder i litteraturen. For mig er Beethoven ligeså alment menneskeligt udsigelsesstærk som Shakespeare og Dostojevskij.
Jeg opdagede Farrenc i en radioudsendelse, hvor et værk for cello og klaver, en cellosonate, gav det samme indtryk af en no-nonsens kunstner, der interesserer sig mere for at udforske musikkens rytmik og struktur end for at underholde. Hendes værker er også tidligere indspillet på det tyske pladeselskab CPO.
Malipieros landskaber
Normalt kender vi ikke så meget til den mere traditionelle, moderne italienske klassiske musik. Vi kender 1700-tals barokmusikken som Vivaldi (hvis koncert for guitar og orkester i årevis var jingle til Søren Ryge Thomsens haveprogrammer), vi kender de senromantiske 1800-tals operakomponister Verdi og Puccini, og gennem filmmusikken kender vi nogle nyere komponister som Rota, der har skrevet musik til mange af Fellinis film.
Streamingteknologien og den medfølgende underminering af musikforretningernes eksistensgrundlag har ikke gjort det lettere for den nysgerrige. Der er noget med at gå rundt og se på udbuddet og støde på noget, man ikke kender, som virker anderledes, når det er fysisk og man har det i hænderne.
Jeg kender meget få komponister, der udtrykker sig så distinkt i musikken, så klart og tydeligt som Malipiero
For nogle år siden opdagede jeg den italienske komponist Malipiero (1882-1973), netop i en pladehandel. Det var en lille udgave af hans syv, ret korte strygekvartetter i en af det hollandske pladeselskab Brilliants fine indpakninger.
Symfoniorkestret i den italienske del af Schweiz, Orchestra delle Svizzera Italiana og dirigenten Damian Lorio er i gang med en indspilningsserie af præcis sådanne italienske komponister, man (eller jeg) ikke kender. Casella, Ghedini, Pizzeti. Og Malipiero, som i høj grad er et særligt bekendskab værd.
Jeg kender meget få komponister, der udtrykker sig så distinkt i musikken, så klart og tydeligt som Malipiero, og samtidig sammentrængt på en helt bestemt måde, så man oplever, at billeder af ukendte, dramatiske verdener bliver tegnet op for en, eller som det står (på engelsk) i CD’ens omslagstekst: Den ukonventionelle struktur i Gian Francesco Malipieros musik tager os på en rejse gennem udsigter, vi ikke har forventet, ind imellem af ufattelig skønhed.
Symfoni nr. 6 (1947), der er hovedværket på det ny album, ligger i forlængelse af strygekvartetterne, eftersom den ikke er for hele symfoniorkestret men for dets strygere.
Værket slutter med en kæmpemæssig klangflade af dybt elegisk art, som kan minde om Intermezzoet fra den mimetiske voldsopera, Mascagnis Cavalleria Rusticana, der er kendt fra Scorsese-filmen Raging Bull (de Niro).
Men klangverdenen ligger tættere på de samtidige kolleger, de franske og schweiziske komponister, impressionisterne Milhaud og Poulenc og calvinisten Honegger. En af de måder, den klassiske kompositionsmusik virker på som udsigelse i forhold til litteraturen, som jeg talte om tidligere, er, at det menneskelige, eksistentielle og følelsesmæssige indhold først for alvor træder frem, når man vender tilbage til det, eftersom der ikke er ord til at fastholde ens opmærksomhed og refleksion.
På samme måde som Farrenc er det forholdsvis stramme udtryk, hvor der ikke er plads til overflødige falbelader, noget, der gør, at man vender tilbage til Malipiero. Man forstår, at der ligger noget og venter. På CD’en ligger tre andre ligeså stramme kompositioner, godt 10 minutter lange, serenadeagtige værker.
Goossens okkulte skandale
Den tredje komponist i denne sammenhæng er i dag mere eller mindre ukendt af helt andre, langt mere spektakulære årsager. Det er den engelske komponist Eugene Goossens, hvis hovedværker for tiden udkommer på Chandos. Den her historie står ikke i CD’ens covertekster, kan jeg tilføje.
Goossens var en meget brugt dirigent og en forholdsvis succesfuld komponist med flere store værker bag sig og godt på vej ind i gruppen af store engelske komponister, Elgar, Vaughan Williams, Malcolm Arnold, Arnold Bax, Britten og flere andre. Goossens tilbragte ni år i Australien fra 1947 til 1956 som chefdirigent for Sydney Symphony og konservatorieleder. I de tidlige 1950’ere mødte Goossens Rosaleen Norton, en billedkunstner kendt for sin interesse for okkult erotik. De havde en affære og Goossens skrev lidenskabelige breve til Norton, hvoraf hun gemte et bundt mod hans ønske.
Forskellige melodiske og rytmiske motiver afløser hinanden gennem værkerne som et udtryk for en søgende og eksperimenterende bevidsthed
I 1956 var Goossens i Europa, uvidende om at politiet i Sydney havde set hans breve til Norton og fotografier af hendes okkulte aktiviteter. De var stjålet fra hendes lejlighed af en lokal journalist. Da Goossens landede i Australien den 9. marts 1956, blev han tilbageholdt i Sydney lufthavn, og tolderne gravede en stor mængde pornografisk materiale, fotografier, bøger, film, gummimasker og røgelsestave frem af hans baggage.
Selv om han ikke blev arresteret eller tiltalt, gik Goossens med til at deltage i et politiforhør, hvor han blev konfronteret med fotografier af Nortons ceremonier og egne breve. Han betalte en bøde på 100 pund, men skandalen tvang ham til at fratræde sin stilling. Goossens døde i England i glemsel og vanære seks år senere.
Han er en glimrende komponist. Den ny CD indeholder to store værker på 30-40 minutter hver, en koncert for violin og orkester og Goossens Symfoni nr. 2. Det er simpelthen svært ikke at høre den lidt flimrende brug af forskellige melodiske og rytmiske motiver, der afløser hinanden gennem værkerne som et udtryk for en søgende og eksperimenterende bevidsthed.
Jeg vil heller ikke afvise, at jeg hører nogle groteske billedglimt ind i den forholdsvis traditionelle orkestrale overflade, der er noget lettere tilgængelig end hans samtidige engelske komponistkolleger, Arnold og Bax. Værkerne hviler solidt i den senromantiske tradition og er meget anbefalelsesværdige. Tænksomme, humoristiske og lysflimrende, indimellem næsten med impressioniske glimt som hos Milhaud.
Violinkoncerten, Phantasy Concerto op. 63 er ligesom Elgars berømte Cellokoncert (og Brahms Klaverkoncert nr. 2) i fire satser mod de normale tre i kompositioner for orkester og soloinstrument, hvad der er med til at give kompositionen en særlig tematisk fylde og orkestral landskabelighed. Det er et stort værk.
Det er den engelske violinist Tasmin Little (f. 1965), der spiller solostemmen. Tidligere i år trak hun sig tilbage fra koncertscenen med begrundelsen, at hun vil have en anden form for liv, eller et liv helt enkelt, Hun er utroligt overbevisende, har en pragtfuldt skarp og stærk tone og en poetisk udtryksform.
Parnasset
Og så var der lige det med parnasset. Hvad skal man bruge det til? Man skal bruge parnasset til at holde sammen på de indtryk, man får, når man som det er fremgået uvægerligt støder på ny musik, musik man ikke vidste fandtes, men som befinder sig solidt indenfor en tradition, hvor man kan forstå, hvad de taler om.
Ellers farer man vild i de hundredevis af komponister, som byder sig til i en musikforretning, et klassisk musiktidsskrift eller en flade på en af de store netportaler for den slags.
Mit personlige, ret traditionelle parnas består af 25-30 komponister, som de fleste ville kunne nævne eller kender, her i kronologisk rækkefølge: Monteverdi, Bach, Händel, Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert, Mendelssohn, Schumann, Berlioz, Tjajkovskij, Brahms, Verdi, Wagner, Bruckner, Dvorák, Mahler, Debussy, Ravel, Stravinsky, Schönberg, Prokofiev, Sjostakovitj, Messiaen, Adams, Gubajdulina og nogle stykker til, som ryger ind og ud af svingdøren.
Hvis man har dem her under huden, har man meget at stå imod med til den fortsatte udforskning.
Louise Farrenc: Symphony No. 1
Christoph König, Solistes Européens, Luxembourg (Naxos)
Gian Francesco Malipiero: Symphony No. 6
Damian Lorio, Orchestra della svizzera italiana (Naxos)
Eugene Goossens: Symphony No. 2; Phantasy Concerto
Andrew Davis, Melbourne Symphony Orchestra (Chandos)
Om lydkvalitet: Lyden på cd er mere end fire gange så god (1400 mbit/s) som på abonnement på de populæreste streamingtjenester og mere end 10 gange så god som ubetalt brug (320/128 mbit/s), foruden at man har glæden ved at sidde med pladecoveret i hånden og kunne læse om musikken og kunstnerne. Lyden på vinyl er yderligere næsten dobbelt så god (2400 mbit/s) som på CD, og altså henholdsvis otte og 20 gange så god som på de populæreste streamingtjenester.
Nogle af de andre anmeldelser/artikler om klassisk musik af Jakob Brønnum: Om Beethovens Strygekvartetter; Om Beethovens Klaverkoncerter
Topfoto: Chandos.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
