Nej tak til et halvt kvindeliv i skyggen

af i Kvinder/Liv & Mennesker

DAGENS POV // HYLDEST TIL DEN GRÅHÅREDE KVINDE – Kvinder er generelt rasende aktive, også kvinder over 60. De tonsvis af ældre aktive kvinder, der henter børnebørn, giver gratis omsorg på plejehjemmene, arbejder frivilligt i genbrugsbutikkerne til fordel for Kræftens Bekæmpelse, skurer gulve og muntrer deres mænd op, er helt afgørende for at få civilsamfundet til at fungere. De får i den grad udrettet noget. Men når de mon også deres eget liv sideløbende, spørger Hanne Dam.

Den chilenske forfatter Isabel Allende, der blandt andet har skrevet den fremragende debutroman Åndernes hus om et lands storhed og fald, Chiles, beskrevet gennem tre generationer, er niece af den myrdede præsident Salvador Allende, men hun også kendt for pikante kvindeord om, at hun kun blev forfatter, fordi hun ikke var smuk nok til at leve af det.

Om hun så skriver nok så meget magisk realisme, inspireret af en barndom hos sin sydamerikanske bedstemor, hvor saltkar dansede på bordene i overnaturlige iscenesættelser, og temperamenter slap tøjlerne, må Allende se i øjnene, at hun nu er blevet 76 og ikke længere ejer ungdommens stråleglans.

Bare som 65-70-årig opfattes man traditionelt som gammel, selvom de unge gamle i dag både danser, viser temperament og udretter langt mere end at sidde observerende i et hjørne med et strikketøj.

Hvis hun spørger mig, vil jeg sige, at hun er svært heldig med sin kreative hjerne og skrivetalent, så hun netop ikke behøvede at satse på sit udseende. For hvad skulle hun så have lavet indimellem og efter forelskelserne? Nu kan hun da i det mindste købe et hus til sine børn for egne tjente penge.

Man behøver ikke ene kvinde påtage sig hele miseren efter et velfærdssamfund, hvor mange rejser på ferie flere gange om året, køber tonsvis af kopper kaffe til 30 kr. stykket og mener, det er en menneskeret at få en ansigtsbehandling

Som sexologen Preben Hertoft sagde, da jeg interviewede ham på vej på pension fra Rigshospitalets sexologiske klinik: “Godt vi ikke er forelskede hele tiden, så ville vi jo aldrig få lavet noget”.

Og nu er jeg allerede fremme ved den pointe, at jeg da lige skal love for, at kvinder får udrettet noget, når de bliver gamle.

Især hvis de er kommet sig over ikke længere at tiltrække mænds blikke, for længst har valgt kondisko til på bekostning af fikse hæle og har taget tilløb til at forstå, at nok skal man hjælpe andre, men man behøver ikke ene kvinde påtage sig hele miseren efter et velfærdssamfund, hvor mange – virkelig mange – rejser på ferie flere gange om året, køber tonsvis af kopper kaffe til 30 kr. stykket og mener, det er en menneskeret at få en ansigtsbehandling – alt imens toiletpapiret på offentlige institutioner bliver tyndere og tyndere, småbørnene på rød og gul stue bliver flere og flere, der ikke er råd til biblioteker og humanisme, og de gamle kun får støvsuget hver femte uge (i hvert fald i Assens).

Hvordan hænger det sammen?

Også ældre kvinder fortjener en tur i paradis

Kvinder er generelt rasende aktive, også kvinder over 60. For det har de altid været som en af de første generationer med dobbeltarbejde.

Måske raser de også lidt over tabt seksuel udstråling, som medierne og den gængse negative norm omkring kvinders alder har gjort dem smerteligt klart er en fejl: En kvinde, der ikke kan få børn, agtes ikke på niveau med kvinder, hvis kønshormoner er på toppen. Det vil sige, at kvinders værdi allerede falder ved 40.

Selvom seksualitet på vores breddegrader langtfra fylder identiteten ud hos moderne kvinder, ærgrer det mig, at så mange ældre kvinder giver op seksuelt. Mange modne kvinder har et kæmpe seksuelt potentiale, som de ikke engang kender, fordi de selv og normerne har druknet det i samfundets kulturelt bestemte ydre dom.

Lad os hellere være opbyggelige og fokusere på alt det positive, der er i ældre kvinders aura af viden og eksistentiel optagethed, kunstnerisk interesse, diskussionslyst, energi, hjælpsomhed og omsorg

Men også ældre kvinder har fortjent en tur i paradis – og hvorfor ikke? Mænd nyder modne kvinders lyst, tid og indblik i, hvad de kan lide. Det samme gør yngre mænd, betror seksuelt aktive kvinder hinanden i disse år – med et blink i øjet.

Tidens kropsidealer er ikke ældre kvinders ven, men det er jo den seksuelle og kærlige følelse, det handler om. Seksuelle gensidige oplevelser med andre mennesker bygger på tryghed og modet til at gå ind i sin lyst snarere end glat hud.

Smid en klud over kropsrynkerne, hvis du ikke kan holde dig selv ud, men notér, at det ofte er dit problem alene:

Kloge mennesker ved fra sig selv, at det er nytteløst at fokusere på kroppens forfald. Det kan voksne mennesker ikke bruge tid og kræfter på, sagde i hvert fald forfatteren Klaus Rifbjerg. Det overlader vi hermed til Hollywood.

En mageløs kvindepolitisk skikkelse

Lad os hellere være opbyggelige og fokusere på alt det positive, der er i ældre kvinders aura af viden og eksistentiel optagethed, kunstnerisk interesse, diskussionslyst, energi, hjælpsomhed og omsorg for andre.

Gråhårede henter børn, går på Folkeuniversitetet, maler billeder, ser moderne drama på de små scener, går i læsekreds og muntrer deres mænd op. Vi løber, graver have, skurer gulve og skriver debatindlæg og vil ikke længere tolerere at leve halvdelen af vores kvindeliv i skyggen.

Og det kan åbenbart blive ved og ved.

Sjældent har jeg forladt en biograf i så opmuntret respekt som efter at have set dokumentaren RBG om den 85-årige, helt enestående amerikanske højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg, der stadig – indimellem diverse kræftoperationer og brækkede ribben – gør sit arbejde for loven.

Hun blev indsat i et af ni sæder i Højesteret af præsident Bill Clinton i 1993 og har i perioder siddet som eneste kvinde. Uden at råbe højt og med nøje udvælgelse af sine ord har hun opnået mageløse kvindepolitiske resultater og kultstatus over there og nu også hos mig.

Ikke mindst har modet til at afgive formuleret dissens (mindreudtalelse), når hun er grundlæggende uenig i de herrers domme, givet hende folkets, især unges, opbakning. Det er blandt andet sket i sager om abort og ligeløn og har fremelsket det populære meme “You can’t spell truth without Ruth“.

Måske netop fordi hun ikke hidser sig op, står hendes anti-domme som varme flammer i halen på en voksende højredrejning i USA af både højesteret, senat og regering. Det er alligevel undervejs sket, at Kongressen har skabt lovgivning ud fra hendes dissens.

Ruth Bader Ginsburg er en lille (kun 1 meter og 55 høj), nu let duknakket kvinde med store briller, tør humor og en helt særegen charme.

Hun har i dag en af de mest indflydelsesrige poster i USA, men indledte sin karriere med ikke at kunne få job, fordi hun var kvinde.

I 1959 talte det ikke at have den højeste eksamen i sin klasse på Columbia Law School, så hun måtte omkring en akademisk karriere, før hun i 1972 besluttede at gå ind som medstifter af Women’s Rights Project hos borgerrettighedsforeningen American Civil Liberties Union, hvor hun vandt adskillige afgørende sager og i et hele taget kom til at spille en hovedrolle i 70’ernes kamp for lige rettigheder for kvinder og mænd i USA. Blandt andet ved den snedige strategi at demonstrere, at kønsdiskrimination skader hele samfundet, også mænd.

Man får det indtryk, at hun i nogle politisk lidenskabelige år mestrede at holde hovedet koldt og sejrede ved sin stædige logiks evigt kølige brug. Det hedder om hende, at hun ændrede samfundet ved at ændre én lov af gangen.

Det er meget sjældent, at gamle kvinder værdsættes for ikke at sige ophøjes. Så meget desto mere opmuntrende er historien om RBG

I Filmen RBG fortæller Bill Clinton smilende om, hvordan Ginsburgs nærvær og underspillede begavelse gjorde så dybt indtryk på ham, at han, da han skulle udnævne en ny højesteretsdommer på trods af, at han valgte hende inden for de første minutter, trak samtalerne i dagevis, fordi han i den grad nød hendes selskab.

I dag er hun lige så populær uden for Det Hvide Hus og nyder status som et decideret popikon.

Hendes aldrende, milde ansigt med perler i ørerne og karakteristiske kraver pryder alt fra te-krus til t-shirts, sparkedragter, malebøger og halloween-kostumer. Tilsat humoristiske udsagn som “Hello Boys”, “I dissent” og “Notorius RBG” med reference til den lige så ildfulde, vrede, men højrøstede nu afdøde rapper Notorious BIG.

Det har ikke skadet højesteretsdommerens ikoniske profil, at hun som kontrast til de juridiske argumenter har blødt sit image op med feministiske statements i form af de nævnte kraver på sin sorte, udvalgte franske dommerkappe. Hun får kraverne sendt fra fans og har dem på til forskellige lejligheder.

Især hendes guldbroderede, juvelbesatte ‘dissenting’-krave er blevet kult. Det fortælles, at hun ekstraordinært bar den dagen efter indsættelsen af Trump, selvom der ikke var domsafsigelser.

Efter dokumentaren RBG havde spillefilmen On the Basis of Sex om Ginsburgs kamp for at blive accepteret som kvindelig advokat premiere i den forgangne uge. Det er meget sjældent, at gamle kvinder værdsættes for ikke at sige ophøjes. Så meget desto mere opmuntrende er historien om RBG.

Dokumentaren viser, hvor hårdt Ruth Bader Ginsburg har knoklet for at omsætte sit syn på retfærdighed til lov. Et afgørende element i karrieren hedder Martin D. Ginsburg, den mand og advokat, hun var gift med, fra hun var 21 til hans død i 2010.

Han var allerede som ung stolt af og pralede af sin begavede kone. Han påtog sig gerne børn og husarbejde for at give hende ro i arbejdsværelset og plads til en karriere, der blev større end hans, selvom han selv blev en berømt skatteadvokat.

Afgørende kræfter i civilsamfundet

De forskellige virkeligheder, der udgør et kvindeliv, skal helst hænge sammen, hvad de rent faktisk sjældent gør. Præcis derfor er de tonsvis af ældre aktive kvinder (nogle sammen med deres mænd) helt afgørende for at få civilsamfundet til at fungere.

Alene det, at så mange henter børnebørn om eftermiddagen og er sammen med dem, indtil konkurrencesamfundets plagede soldater får fri alt for sent i forhold til små børn, er guld værd. 46 procent af kvinder i 30’erne synes ifølge en undersøgelse fra ugebladet Femina, at manglen på tid er deres største problem.

Prøv at nærme dig en børnehave mellem kl. 14.30 og 15.30, og du vil møde den ene gråhårede med klapvogne og løbehjul efter den anden. Det er dem, der giver børnene gyngeture, kys, højtlæsning, ro og snak fra kl. 15–18. Indimellem tager de moderat ældre sig måske tilmed af deres egne forældre.

Mange i min egen kreds arbejder stadig; ofte gratis som politiske aktivister eller for få penge for at holde deres faglighed ved lige

Uden disse mennesker, ville endnu flere på arbejdsmarkedet bryde sammen.

Når de mon deres eget liv sideløbende?

Det er svært at afgøre, for ikke alle ældre kvinder har børnebørn.

Jeg spurgte en single-veninde på 72: “Hvordan lever dine veninder?”

Mange i min egen kreds arbejder stadig; i begrænset omfang, ofte gratis som politiske aktivister eller for få penge for at holde deres faglighed ved lige som skribenter, undervisere (på blandt andet Folkeuniversitetet, der har et modent klientel), som censorer på tidligere arbejdspladser eller måske udnytter de diverse pludseligt opståede opfordringer som at overtage et forladt mandehold i gymnastik.

Min veninde fortalte meget hurtigt – fordi hun skulle til møde i “Fødevarefællesskabet”, inden hun skulle hjælpe en afrikansk skoleelev med en stil – at en af hendes bekendte, Karen, en ildsjæl på næsten 80, efter 20 års kamp (med Københavns Kommune) for at etablere et seniorbofællesskab, nu var kommet i mål med et byggeri i Tikøbgade, København N.

Er det sådan, det skal være? At ældre kvinder aktivt skal aflaste familierne og bidrage til det professionelle sociale område?

For en anden veninde, Estrid, der har arbejdet mange år for Danida i Afrika, er det netop lykkedes at få tilladelse til at anlægge en nyttehave på et gadehjørne i København NV – for ikke at tale om spirituelle Rose, der på trods af en generende tinnitus jævnligt stiller op som vågekone for døende.

Endelig er der alle dem, der giver gratis omsorg på plejehjemmene rundt omkring, fordi personalet i velfærdssamfundet ikke har tid – alle de frivillige i genbrugsbutikkerne til fordel for Kræftens Bekæmpelse osv. Og sådan kunne jeg blive ved.

Respekt.

Men er det sådan, det skal være? At ældre kvinder SÅ aktivt skal aflaste familierne og bidrage til det professionelle sociale område? Tager de lønnet arbejde fra lønarbejdere? Oplever de selv at få løn i form af kærlighed fra børn og børnebørn og tak fra de institutioner, de hjælper?

Eller har de – efter selv at have knoklet i mange år – fortjent plads til flere egne dagsordener?


Topillustration: Pixabay

Hanne Dam er journalist, forfatter, foredragsholder og debattør. Hendes faglige specialer er kultur og kønspolitik med fokus på piger og kvinders vilkår og velbefindende i samfundet. Hun har arbejdet med køn hele sit liv og modtog i 1980 Cavlingprisen for at have moderniseret den kønspolitiske debat med afsmitning til de øvrige medier.
Hun interesserer sig bredt for nye trends i samfundet. Og har som studielektor og censor gennem 15 år i journalistik på RUC et bevidst forhold til journalistik og medier.
Uddannet journalist på Dagbladet, Ringsted. Kulturreporter i fem år på Berlingske. 21 år som kønspolitisk – og kulturreporter, samt lederskribent på dagbladet Information. Har sideløbende bl.a. haft sin egen klumme i Alt For Damerne, eget magasin på TV2 og medietrænet et hav af embeds-og erhvervsfolk og politikere. Var i to år informationschef i Forbrugerstyrelsen og har derudover undervist hundreder af journaliststuderende.
I disse år fokuserer hun på livets begyndelse – fødsler - i forbindelse med debatbogen ”Giv kvinderne fødslen tilbage” (Gyldendal). Bogen undersøger, hvorfor så mange unge kvinder i dag oplever at have dårlige fødsler og får en skidt start på moderskabet. Det skyldes besparelser, men også et lægestyret hospital, hvor jordemødre med kompetence i den naturlige fødsel deaktiveres i deres faglighed.
Hvis man vil honorere hende for hendes artikler i POV, kan det ske via hendes Mobile Pay: 2681 2464

Profilfoto: Pia Tromborg

Seneste artikler om Kvinder