LONGREAD // VIDENSKAB & POLITIK – “Indtil nu har vi betragtet katastrofen og den undtagelsestilstand, som kan erklæres i forsøget på at imødegå den, som en nødvendighedens politik. Den ultimative kontingens (katastrofen) søges mødt med den ultimative nødvendighed (undtagelsestilstanden og med denne den politiske konsensus og den radikale og resolutte handlen). Men måske katastrofetænkningen i sig selv er en mulig kampplads. Er der alligevel et politisk element i håndteringen af katastrofen. Er den derved ikke kun karakteriseret ved nødvendighed, men også kontingens?” Carsten Bagge Laustsen har skrevet ugens longread i POV, og emnet kunne ikke være mere relevant: hvad er forholdet mellem politik og videnskab, mellem kontingens og nødvendighed i disse coronatider og kan vi ende med et helt andet samfund?
Et kendt arabisk ordsprog lyder ”Stol på Gud og bind din kamel”. I en tilpasset europæisk version fra Oliver Cromwell kunne det også hedde: “Stol på Gud, og hold krudtet tørt”.
Enhver situation er altid præget af kontingens – af noget, vi ikke umiddelbart kan forudsige, foregribe, sætte på formel, udtrykke og symbolisere, ja forstå. Men vi kan handle og mindske dette element af tilfældighed. Vi gør klogt i at binde kamelen. Vi kan ikke lade det være op til tilfældighedernes rasen, at den bliver der
Som alle gode ordsprog rummer det en visdom, der overskrider dets umiddelbare kontekst – noget som også taler til ikke-troende. Den religiøse variant: Vi er udleveret til Guds lune, og kan derfor blot vise ham tillid og håbe på det bedste. Og den irreligiøse: Der er altid et element af tilfældighed, som sætter sig igennem, noget der kan vælte vores planer.
Nødvendighed og kontingens
Enhver situation er altid præget af kontingens – af noget, vi ikke umiddelbart kan forudsige, foregribe, sætte på formel, udtrykke og symbolisere, ja forstå. Men vi kan handle og mindske dette element af tilfældighed. Vi gør klogt i at binde kamelen. Vi kan ikke lade det være op til tilfældighedernes rasen, at den bliver der.
”Om Gud vil”, som stærkt kristne tidligere sagde, og dermed havde de symboliseret den kontingens, deres liv var underlagt. Den rest, de ikke var herre over, kunne henregnes til Guds vilje.
Så selv om ordsproget sætter en sondring mellem det, vi har kontrol over, og den tilfældighed, som følger af gudens uransagelige veje, er der alligevel et forsøg på at mestre kontingensen. Ved netop at give den et navn: Gud. Det, som kan gå galt, er symboliseret og forklaret. Og det bliver dermed til at bære. Intet er så beroligende og systemopretholdende som dette ”om Gud vil”.
Enhver form for politik, ja enhver form for handling, er givet i dette skisma. Handling må forstås som et forsøg på at binde eller mestre kontingens.
Det er et alment vilkår, men vi ser det mest tydeligt i krisetider. Vi skaber systemer, institutioner og rutiner, som hjælper os til at håndtere kontingensen mest muligt. Vi retter vores opmærksomhed mod bestemte aspekter af vores omgivelser, og kun dem, og vi eliminerer derved mulige irritationselementer. Vi udvikler handlingsprocedurer, som binder vores reaktioner og giver dem en modus.
Vi forsøger at forudsige og foregribe mest muligt, så tilfældighederne ikke slår os ud af kurs. Det, som umiddelbart fremstår som tilfældigt, må gives karakter af noget, man kan handle på. Tilfældighedens råden må erstattes af en nødvendighedens handling og politik
Videnskaben hjælper os med at kontrollere den lunefulde natur, og dens forudsigelser kan hjælpe os til at møde fremtidige udfordringer. Vi forsøger at forudsige og foregribe mest muligt, så tilfældighederne ikke slår os ud af kurs.
Det, som umiddelbart fremstår som tilfældigt, må gives karakter af noget, man kan handle på. Tilfældighedens råden må erstattes af en nødvendighedens handling og politik.
Et pressemøde, der legitimerer ‘det nødvendige’
Ordsproget blev bragt på banen af en god ven i en Facebookdiskussion om de tiltag, statsministeren og en række myndighedspersoner lancerede den 17. marts til mindskelse af coronasmitte. Senere blev pressemødet fulgt op af en tale af dronningen til alle landets borgere.
Vi står i en form for national undtagelsestilstand. I en situation, hvor vi er konfronteret med noget, vi ikke helt kender og som vi ikke helt ved, hvordan udvikler sig. En ukendt fjende.
På pressemøderne taler myndighedspersoner typisk på skift, med statsministeren først, og så efterfulgt af spørgsmål fra udvalgte journalister.
Disse pressemøder har naturligvis til formål at informere om nye tiltag, men de tjener også til at legitimere dem. Og man skal vise, at der er styr på situationen, og at der ingen grund er til panik. Det kontingente transformeres til noget nødvendigt. Det er ydelsen. Vi ved, hvad vi står overfor, og vi er forberedte.
Man kunne dårligt have forventet andet. Men denne gang var det så alligevel lidt anderledes.
Nu var det ikke kun myndighedspersoner, som fik ordet, men også som en ultimativ trumf en repræsentant for det videnskabelige system. Vi giver ordet til Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut:
”Det er sådan med epidemier, at selv om der er meget ukendt ved dem, så er der også noget, vi kender til dem, og det er at deres forløb følger nogle matematiske love. Og der er en stigende kurve og en faldende kurve, og det kan man sætte på en formel.”
“Men man kan påvirke den formel, og den måde, man påvirker dem på, er at mindske kontakten i samfundet.
Så derfor er den strategi, som vi nu har i Danmark, bundet på en viden om, at man påvirker forløbet ved at mindske antallet af kontakter i samfundet, og derved kan vi også sikre, at sundhedsvæsenet kommer igennem denne krise intakt”, sagde Mølbak på pressemødet om tiltag til bekæmpelse af coronavirus den 17. marts.
Det videnskabelige system taler, og det er om noget (og som det religiøse system i øvrigt) tunet ind på at forholde sig til det ukendte, til kontingensen. Uden ny viden, der kan findes og indsigter vindes, intet videnskabeligt system – og uden en transcendent Gud med en egen vilje, ingen religion
Der er noget kendt (noget nødvendigt) ved coronasmitte, og der er noget ukendt (noget kontingent). Det videnskabelige system taler, og det er om noget (og som det religiøse system i øvrigt) tunet ind på at forholde sig til det ukendte, til kontingensen.
Uden ny viden, der kan findes og indsigter vindes, intet videnskabeligt system – og uden en transcendent Gud med en egen vilje, ingen religion.
En formel, der kan påvirkes politisk
Men så trækkes trumfen. Selv det ukendte kan vi sætte på formel.
Seruminstituttet har en matematisk formel, som normerer det, vi skal møde.
Vi ved, at der er en kurve, der først er stigende og senere vil falde, siger Mølbak. Det er faktisk ikke blot en formel, men en lovmæssighed. Vi er, må vi forstå, stillet over for en universel sandhed. Matematikken er netop en ren videnskab (måske den eneste – andre hævder dog at filosofien kan det samme, men det er mere tvivlsomt), som ikke behøver eksperimentel evidens. Matematikkens love kan bevises universelt og ahistorisk.
Det tager imidlertid ikke mange sekunder, før det hele falder til jorden. Formelen kan påvirkes, hvis vi fører en klog politik.
Det, som fremstod med nødvendighed, noget som videnskaben har kontrol over og kan forudsige, bliver pludselig i sætningen efter til et spørgsmål om klog politisk handling.
Videnskaben taler imperativt til os. Det, den fortæller os, er entydigt og ikke til diskussion. Vi er tvunget til at handle. Sådan er det i hvert fald i den populære forståelse af, hvad videnskab er
Mange lande kæmper med coronavirussen, men det, som er helt afgørende, er at vælge den rigtige politiske strategi. Og kurven, som før blev præsenteret som en universel lovmæssighed, kan nu manipuleres (”påvirkes”).
Mette Frederiksen følger trop: ”Vi står på ukendt land”, men vi kender videnskabens råd, fx om at holde afstand. Og så kommer det:
”Oven på den sundhedsfaglige rådgivning og vurdering og oven på den vurdering og de anbefalinger, vi får fra alle myndigheder, der kommer så det politiske valg. Hvor hurtigt sætter vi ind, og hvor hårdt vi sætter ind i Danmark. Og det er selvfølgelig i et demokrati i sidste ende et politisk valg. Og det er et politisk ansvar.”
“Jeg har også ved tidligere lejligheder spurgt mig selv og andre, om vi tror, vi kommer til at begå fejl. Svaret er ja. Kommer jeg til at begå fejl, svaret er givet også ja,” siger statsministeren ved samme pressemøde 17. marts.
Hele mødet kan ses her:
https://www.youtube.com/watch?v=Vl4IPHpvO4o
Sondringen mellem videnskab og politik
Sondringen mellem det nødvendige og det kontingente bliver nu en sondring mellem det videnskabelige og politiske domæne. Videnskaben taler imperativt til os. Det, den fortæller os, er entydigt og ikke til diskussion. Vi er tvunget til at handle. Sådan er det i hvert fald i den populære forståelse af, hvad videnskab er.
Men præcis hvordan, hvilken strategi, vi vælger, og hvornår vi iværksætter den, er et politisk spørgsmål. Og derfor er det også i sidste ende et politisk ansvar.
Man kan næsten præcist sige, hvor lang tid, der vil gå fra lock down til kurven vender, man har tal for, hvor mange hver syg kan smitte videre osv. Vi nærmest ved alt på forhånd, og der er derfor sådan set ikke plads til politik
Videnskaben er – igen i den almene forståelse- nødvendighedens domæne. Politiken er kontingensens.
Det bemærkelsesværdige er denne spænding mellem viden og ikke-viden. Mellem nødvendighed og kontingens.
På den ene side argumenteres der for, at coronavirus er noget, vi aldrig har set før, at situationen er unik, at der ikke kan udelukkes yderligere tiltag, da man ikke kan vide, hvordan epidemien vil udvikle sig. Virussen kender man heller ikke. Den er en mægtig og mystisk fjende, som man ikke har en kur imod.
På den anden side, så ved man alt om epidemier. Man har kurven, formlen eller hvad det nu er, og det handler blot om at plotte ind, hvor vi er på den. Man har set epidemier før, og de opfører sig ens. Og man har erfaringer fra Kina og Italien.
Man kan næsten præcist sige, hvor lang tid, der vil gå fra lock down til kurven vender, man har tal for, hvor mange hver syg kan smitte videre osv. Vi nærmest ved alt på forhånd, og der er derfor sådan set ikke plads til politik.
Situationen tilsiger, at vi bøjer os for denne viden. Politikerne reduceres til et appendiks til videnskaben. Tilstedeværelsen af repræsentanter for det videnskabelige system har vel netop til hensigt at give det politiske karakter af nødvendighed.
Man kan fascineres over dette spil mellem nødvendighed og kontingens, og det vil vi gøre det gennem resten af artiklen. Man kan måske sige det sådan, at krisehåndtering handler om at mestre kontingens.
Der er opbakning fra alle de politiske partier og fra arbejdsmarkedets parter. Læger, influensere, kulturpersonligheder gør også deres, og internettet nærmest flyder over med folk, der vil sprede det gode, nødvendige budskab om, at vi skal holde afstand og vaske hænder
Jeg kommer til at tænke på den italienske renæssancefilosof Niccolo Machiavellis begreb om Fortuna. De mægtigste krigsherrer kan tabe krigen, hvis de ikke har Fortuna med sig. Men omvendt kan de også ved fornuftig handling øge chancerne for, at hun står dem bi.
Det er paradoksalt, at Fortuna står for tilfældigheden (og i det specifikke eksempel for krigslykken), men at man samtidig – i nogen grad – kan mestre denne tilfældighed, hvormed den netop ophører med at være tilfældig). Bind kamelen…
Undtagelsestilstanden og det lukkede politiske rum
Men det rum, der her åbnes for det politiske, lukkes hurtigt igen.
Mette Frederiksen og regeringen, ja hele folketinget, gør, som nævnt, det nødvendige. Stillet overfor en katastrofe, er alle enige om at gøre, hvad der end skal til for at redde Danmark og danskerne gennem krisen.
Der er opbakning fra alle de politiske partier og fra arbejdsmarkedets parter. Læger, influensere, kulturpersonligheder gør også deres, og internettet nærmest flyder over med folk, der vil sprede det gode, nødvendige budskab om, at vi skal holde afstand og vaske hænder.
Men hvordan kan man sådan pludselig trylle de ideologiske forskelle og politiske uenigheder væk?
Svaret er forestillingen om katastrofen. Det at redde menneskeliv tjener som en apolitisk platform. Vi kan samles i kampen mod virussen.
Man kan her med fordel sondre mellem to former for politik: mellem normalpolitik og sikkerhedspolitik.
Sikkerhedspolitikken aktiveres der, hvor det er ”vind eller forsvind”. Når man står over for en eksistentiel trussel, som gør alt andet ligegyldigt
Sikkerhedspolitikken er ikke en politikform som alle andre (som fx uddannelses- kirke- eller transportpolitik). Sikkerhedspolitikken aktiveres der, hvor det er ”vind eller forsvind”.
Når man står over for en eksistentiel trussel, som gør alt andet ligegyldigt. Den ultimative kontingens, den mulige katastrofe, er samtidig på paradoksal vis det, som kan bruges til at lukke det politiske rum og til at reducere politikken til en nødvendighedens politik, som alle stiller sig op bag.
Københavnerskolens begreb om “sikkerhedsliggørelse”
Et kort besøg hos den såkaldte københavnerskole inden for sikkerhedsstudier er givtigt. I denne skole, der som sin mest prominente repræsentant har Ole Wæver fra Institut for Statskundskab i København, er udgangspunktet at belyse, hvad man kunne kalde det politiske spil om sikkerhed.
Nogle, fx politikere og militærfolk, kan hævde, at et givet problem er af sikkerhedspolitisk art, og at det derfor kræver sikkerhedspolitiske tiltag at forholde sig effektivt til en given udfordring. Andre ser det ikke helt sådan og hævder, at problemet kan håndteres via normale politiske procedurer.
Et eksempel fra den danske debat kunne være spørgsmålet om immigration, som nogle politikere på den yderste højrefløj ser som et sikkerhedspolitisk spørgsmål, som et spørgsmål om nationens overlevelse, mens andre ikke ser det sådan.
Et andet kunne være spørgsmålet om miljøet og klimaet. De, der hævder, at dette spørgsmål har absolut forrang, at tiden for handling er knap, og at ekstraordinære virkemidler derfor er påkrævet, har gjort spørgsmålet til et sikkerhedspolitisk sådant. Man kan således principielt set sikkerhedsliggøre alt, alle former for trusler – og altså ikke kun militære sådanne.
Aktører kan på denne vis kæmpe om at sikkerhedsliggøre eller afsikkerhedsliggøre et givet problem – dvs. flytte det fra den normalpolitiske dagsorden til den sikkerhedspolitiske med alt, hvad dermed følger (eller omvendt hvis de, som vil afsikkerhedsliggøre en allerede sikkerhedsliggjort situation, vinder) – på engelsk taler man om begrebet som securitization.
Nogen vil hævde, at nødvendigheden må gælde, og den politiske splid må vige. Andre mener, at dette træk præcis er et politisk sådant, og dermed et forsøg på at gøre deres stemmer tavse.
Det har vist sig langt nemmere at skabe opbakning bag et sikkerhedspolitisk træk, når menneskeliv er truet, end når vi fx står over for spørgsmålet om arters overlevelser (biodiversitet) eller klimaudfordringen. Og det er nemmere at sikkerhedsliggøre et spørgsmål, når det er vores liv, der er truet end, når det er de andres
Hvordan denne kamp står, handler naturligvis om de forskellige politiske grupperingers størrelse og styrke, men det handler også – naturligvis – om den opfattede trussels karakter.
Det har vist sig langt nemmere at skabe opbakning bag et sikkerhedspolitisk træk, når menneskeliv er truet, end når vi fx står over for spørgsmålet om arters overlevelser (biodiversitet) eller klimaudfordringen.
Og det er nemmere at sikkerhedsliggøre et spørgsmål, når det er vores liv, der er truet end, når det er de andres (uendelig mange flere dør af sult og banale sygdomme i udviklingslandene, uden at det plejer at give anledning til ekstraordinære tiltag fra vores side).
Endelig er det alt andet lige lettere at mobilisere omkring en tidsligt afgrænset situation (en katastrofe), end det er at mobilisere omkring noget, der fremstår som et kontinuerligt vilkår (fx dør langt flere folk i trafikken end, der vil dø af coronavirus). Mulighederne for at sikkerhedsliggøre et spørgsmål følger tilnærmelsesvis dette mønster, men det er ikke sikkert, at det altid vil være sådan.
Et sikkerhedspolitisk træk rummer flere elementer: Et givet objekt hævdes som eksistentielt truet – det kan være befolkningen, herunder dennes sundhed, økonomien, økosystemet, vores identitet, overlevelse som stat eller noget helt sjette, der ses som radikalt udfordret.
Sikkerhedsliggørelsen indebærer, at ”noget”, hvad der i fagtermer kaldes et referenceobjekt, anses at have krav på at overleve/bestå uanset hvad, hvorfor ekstraordinære og øjeblikkelige tiltag til dets forsvar accepteres. Sikkerhedsliggørelse og erklæringen af en undtagelsestilstand følges derfor ad.
At gøre noget til et sikkerhedspolitisk spørgsmål er derfor et tveægget sværd. Det handler om at møde en trussel, men samtidig skaber vi netop bevidstheden om denne trussel. Den nødvendige politik skaber forestillingen om den ultimative katastrofe, der skal undgå
En sikkerhedsliggørelse peger på (man kunne også sige konstruerer) en trussel mod vores eksistens, og den fremkalder derfor ofte frygt. Vi frygter at miste noget, måske endda vores liv.
At gøre noget til et sikkerhedspolitisk spørgsmål er derfor et tveægget sværd. Det handler om at møde en trussel, men samtidig skaber vi netop bevidstheden om denne trussel. Den nødvendige politik skaber forestillingen om den ultimative katastrofe, der skal undgås. Nødvendighed og kontingens følges ad.
Man kunne næsten sige, at der med sikkerhedsliggørelsen bliver mere af begge dele.
Sikkerhedsliggørelsen skaber en bevidsthed om en radikal trussel.
Det er både beroligende og skræmmende at se regeringens pressemøder. Hvor mange vil dø, hvad vil det dog ende med, har vi værnemidler og respiratorer nok? Er vi forberedte på det uforudsete? Vil tiden række? Vil vores ressourcer? Ingen lå inden krisen vågen om natten og spekulerede over, om der mon er respiratorer nok.
Men sikkerhedsliggørelsen kan også ses som en lindrende handling, der transformerer en ubestemmelig angst til noget konkret, vi kan frygte for. Vi får en idé om, hvad der rækker ud efter os i mørket.
Sikkerhedspolitikken puster således med dens trusselsretorik til vores følelse af usikkerhed, men samtidig transformerer den, hvis modtrækket mod truslen virker overbevisende, den diffuse angst, som sikkerhedsliggørelsen i første omgang skaber, til en mere konkret og håndterlig frygt, der kan handles på.
Pressemøder som regeringens har præcis den funktion. På engelsk kan man sondre mellem ”a state of emergency” og ”a state of exception”. En nød- eller krisetilstand mødes af en undtagelsestilstand.
Det centrale er, at en krisetilstand mødes med et adækvat svar, og at dette svar er ét, som sætter de vanlige politiske logikker ud af kraft, og at der anvendes ekstraordinære midler … Mette Frederiksens og regeringens retorik følger den sikkerhedsliggørende logik til perfektion
På dansk er der en tendens til at blande de to ting sammen. Det centrale er imidlertid, at en krisetilstand mødes med et adækvat svar, og at dette svar er ét, som sætter de vanlige politiske logikker ud af kraft, og at der anvendes ekstraordinære midler.
Regeringen, landsmoderen og tilliden
Mette Frederiksens og regeringens retorik følger den sikkerhedsliggørende logik til perfektion.
Noget antages at have krav på overlevelse: Menneskeliv kan mistes, som ellers ville have kunnet været reddet. Men ikke blot det. Det handler også om hele vores samfunds overlevelse. Hvis der ikke gøres noget radikalt og exceptionelt, vil titusindvis af lønmodtagere miste arbejdet, virksomheder vil krakke, og samfundet vil i det hele taget bevæge sig ind i en alvorlig krise.
Andet led er derfor, at ekstraordinære midler må tages i brug: Indskrænkelsen af retten til at forsamle sig, hjemsendelse fra offentlige arbejdspladser, lukning af butikker og meget mere. Alt sammen tiltag, som kun accepteres, fordi vi befinder os i, hvad der opfattes som en exceptionel situation.
Det tredje element er beslutningens hast. Hvis vi ikke gør noget nu, vil endnu flere dø. Smitten vil sprede sig så hurtigt, at vores hospitalssystem vil bryde sammen. Det er bedre at gøre for meget nu, end at vente og gøre for lidt, som Mette Frederiksen sagde på pressemødet.
Hun var sig pinlig bevidst om, at den nødvendighed, hun ser, måske ikke blev opfattet på samme måde af andre. Eller at de midler, hun tog i brug, var de forkerte. Ethvert forsøg på at sikkerhedsliggøre et spørgsmål har med andre ord et publikum, som enten kan acceptere eller afvise trækket. Både umiddelbart og når krisen er overstået.
Stillet overfor en krise er det centrale, at der er tillid til, at man formår at reagere adækvat på truslen … Som vi har kunnet se, er denne tillid meget stor, og Mette Frederiksen er sågar blevet fremstillet som en form for landsmoder
Publikummet er i et demokrati naturligvis de øvrige partier (man skal have et flertal bag sig) og på den lidt længere bane befolkningen. Stillet overfor en krise er det centrale, at der er tillid til, at man formår at reagere adækvat på truslen.
Som vi har kunnet se, er denne tillid meget stor, og Mette Frederiksen er sågar blevet fremstillet som en form for landsmoder.
Tilliden må vi forstå som en reduktion af kontingens. Jeg er radikalt truet (jeg kan blive syg, måske dø – dvs. kontingens) reduceres gennem tilliden til, at regeringen kan møde truslen og derved mindske chancen for, at jeg bliver syg og dør. Eksperter og politikkere sætter, hvad der er nødvendigt, i værk.
Når tilliden til staten ikke findes
Nødvendighedens politik kan dog udfordres, og ad to veje. Der er for det første dem, som ikke har tillid til regeringen og til, at de iværksætter de nødvendige tiltag. Dette kan skabe en ødelæggende angst, som man så ofte selv må afbøde.
I USA har vi de såkaldte preppers (som bygger sikrede shelters og har forråd til flere måneder mv.) Udgangspunktet er, at samfundet er opløst i en form for naturtilstand, hvor alle må forsøge at varetage deres egen sikkerhed bedst muligt.
Vi har ikke set det så meget herhjemme, men når folk hamstrer, er det jo ud fra en forestilling om, at staten ikke kan tilvejebringe det nødvendige
I Sverige, USA og Storbritannien er kritikken af en manglende sikkerhedsliggørelse udbredt, og især i USA spreder der sig derfor en stemning af panik og af ikke at have handlet, mens tid var. Mange tvivler på, at Trump evner at møde udfordringen
”Prepperne” accepterer, at der foreligger en eksistentiel trussel, men de ser ikke svaret som tilstrækkeligt. I Sverige, USA og Storbritannien er kritikken af en manglende sikkerhedsliggørelse udbredt, og især i USA spreder der sig derfor en stemning af panik og af ikke at have handlet, mens tid var.
Mange tvivler på, at Trump evner at møde udfordringen.
Netop hamstringen viser, hvor skrøbelig tilliden kan være.
Når vi hamstrer, handler det ifølge Slavoj Žižek ikke blot om, at vi tror, at noget bliver en mangelvare. Det er tilstrækkeligt at tro, at andre tror det.
Og hvis de hamstrer, vil det som en selvopfyldende profeti skabe en mangelsituation, som jeg hellere må gardere mig imod. Tilliden til staten, eksperterne, eller hvad man ellers kan have tillid til, kan derfor hurtigt smuldre.
Og her kan vi så forklare, hvorfor dissens (kontingens) i krisetider kan være så vanskelig at tolerere. Egentlig ikke fordi, man ikke kan acceptere divergerende perspektiver, men fordi de ses som en trussel mod den væsentligste ressource, man har, nemlig tilliden.
Men sikkerhedsliggørelsen kan også underløbes nedefra, fra dem som hævder, at der ikke foreligger en eksistentiel situation. Det er ikke farligere end en normal influenza, tiltagene skader mere end de gavner, der er jo kun ind til videre et mindre antal døde osv.
Den nødvendighedens konsensus, som findes, og den tillid, der understøtter den, kan hurtigt smuldre
Herhjemme har den tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen, Else Smith, været ude og sige, at der ikke foreligger en nødstilstand. Det er ikke så meget værre end en normal influenzaepidemi. Det er perifere stemmer, men de er der.
Det centrale her er imidlertid, at den nødvendighedens konsensus, som findes, og den tillid, der understøtter den, hurtigt kan smuldre. Og med åbningen af det videnskabelige og politiske rum øges kontingensen. Eller bedre: den er et grundlag, som blot for en periode, er ophævet eller suspenderet i nødvendighedens politik.
Virus og frygt
Vi har indtil nu talt om sikkerhedspolitik og undtagelsestilstand i forholdsvis generelle vendinger. Men er der noget særligt på spil, når det er en viral trussel, der sikkerhedsliggøres?
Første del af svaret er naturligvis, at menneskeliv er truet, men det gælder jo også i mange andre situationer, hvor man ikke erklærer undtagelsestilstand. Vi frygter at miste vores liv, men hvorfor frygter vi så meget mere at miste det til en virus?
Nærhed og exceptionalitet kunne også være en del af forklaringen på, hvorfor vi frygter virussen mere end så meget andet. Men udover alle disse mulige forklaringer er der også et psykologisk perspektiv, som handler om den frygt, en given trussel kan afstedkomme.
Frygt er ikke nogen ualmindelig og unaturlig følelse. Den er i større eller mindre grad med os hele tiden, og den tjener os godt. Vi er, ser det ud til, født med evnen til frygt, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi frygter det, som er rationelt at frygte.
Vi må derfor lære vore børn at frygte biler, kemikalier, skarpe genstande og en lang række andre ting, som kan true deres liv og helbred.
Katastrofer slår i modsætning til frygt rutiner i stykker, og fremkalder derfor frygt af en anden slags
Men denne frygt er af en anden slags end den, vi indtil nu har fokuseret på. Det er en frygt, som efterhånden bliver til rutine, og som derfor fungerer som en form for praktisk bevidsthed.
Frygten bliver så indarbejdet, at vi kan orientere os og agere på baggrund af den, uden at det kræver megen mental energi. Katastrofer slår i modsætning hertil rutiner i stykker, og fremkalder derfor frygt af en anden slags.
For at forså, hvorfor virale trusler ofte ses som særligt frygtindgydende, kan man med fordel dvæle ved den engelske sociolog Zygmunt Baumans sondring mellem tre centrale betydninger af det at være sikker/usikker:
At være sikker, eller hvad man mere præcist på engelsk kalder security, kan for det første betyde, at man har kontrol over en given genstand, forløb eller social relation. Usikkerhed er omvendt udtryk for manglende kontrol (hvad man på engelsk vil kalde insecurity).
Vi har allerede nævnt muligheden for handling som central for følelsen af sikkerhed – man kan overvinde ens frygt, hvis man har en forestilling om, at man kan gøre noget og har tingene under kontrol. Vi har respiratorer nok…
At være sikker kan for det andet betyde tryghed (i den engelske betydning af safety), at man føler, at der ikke er trusler mod ens krop (og følelsen af en mangel på dette for unsafety). Jeg er i selvvalgt karantæne, og derfor vil virussen ikke ramme mig… Det frygtede kan ikke angribe, smitte eller på anden måde ramme én.
Og endelig så kan det at føle sig sikker betyde, at man har vished, altså viden om, hvad der kan og vil ske (på engelsk certainty). At være usikker overfor noget er ensbetydende med manglende viden, uforudsigelighed m.m. (på engelsk uncertainty). Vi ved, hvad der vil ske, vi har kurven, ja sågar en matematisk formel.
Frygten og angsten kommer til os, jo højere vi “scorer” på disse tre dimensioner af usikkerheden. Og omvendt er det naturligvis regeringens opgave at lindre vores frygt ved at give os sikkerhed i alle tre betydninger.
Vi frygter nogle ting mere end andre, selv om de objektivt set er væsentligt mindre farlige. Mus, edderkopper og andet kryb fremkalder ofte frygt hos folk og det på trods af, at de kun meget sjældent er farlige
Frygten er et nødvendigt element i vores følelsesmæssige repertoire. Men det er stadig sådan, at vi frygter nogle ting mere end andre, selv om de objektivt set er væsentligt mindre farlige. Mus, edderkopper og andet kryb fremkalder ofte frygt hos folk og det på trods af, at de kun meget sjældent er farlige.
Der må være noget ved karakteren af det frygtede objekt, som er afgørende for, hvor meget det frygtes.
Vi kommer altså kun et stykke med forklaringen om, at vi frygter det, som udgør trusler mod vores liv og helbred.
Frygtens forskellige former
Jeg vil nu præsentere en ny triade af begreber, som alle vedrører truslens form. Jo mere formløs en trussel er, desto mere ængstes vi for den ‒ det er tesen her. Truslen kan være formløs på tre forskellige måder.
For det første kan truslen være dematerialiseret. Det, som truer os, kan ændre form. Eller bedre: Jo mere truslen kan ændre form, desto mere ængstes vi for den.
Tænk på fjenden i den første Alien-film: Alien. Den 8. passager. Det, som gjorde truslen i filmen, monsteret, så skræmmende, var, at det fremmede konstant ændrede form og, når det var opportunt, tog bolig i mandskabets kroppe.
Vi har også her forklaringen på, hvorfor vi måske frygter virusser mere end noget andet:
Den kontaminerer vore kroppe og kan sågar betyde, at vi selv bliver dem, som bærer smitten videre. Det bliver dermed vanskeligt at skelne mellem dem, som spreder sygdommen, og dem, som bekæmper den. Venner og fjender, syge og raske, lader sig ikke længere klart adskille, og det fremkalder en ubærlig frygt – eller bedre “angst”.
For det andet bidrager detemporalisering til at øge frygten. Vores normale liv er givet ved en række forløb og rutiner, som har hver deres tidslighed.
Epidemier bryder med disse regelmæssigheder. De angriber os, når vi har paraderne nede. Det kan ske i morgen, om et år eller måske aldrig. Man er aldrig parat, når virussen kommer
Man går fx i skole, på universitetet eller på arbejde og hjem igen på bestemte tidspunkter. Dagen er delt op i et vågent liv, hvor sanserne er aktive, og i en periode, hvor vi sover og derfor ikke formår at forholde os aktivt til vore omgivelser.
Epidemier bryder med disse regelmæssigheder. De angriber os, når vi har paraderne nede. Det kan ske i morgen, om et år eller måske aldrig. Man er aldrig parat, når virussen kommer.
Noget af det særlig angstfremkaldende ved coronavirussen er således, at vi ikke ved, om vi er ramt af den eller ej.
Det er anledningen til en sygdom, som ikke har en klar begyndelse og en usikker afslutning (overlever vi eller gør vi ikke). Og videre: hvor lang tid vil epidemien vare? Vil der komme flere bølger?
Det er i denne sammenhæng interessant, at flere statsledere har udtalt, at vi er i krig med coronavirussen.
Epidemien bryder med sondring mellem krig og fredstid: Den er et element af krig i en periode kendetegnet af fred og fordragelighed. Noget af det mest barokke ved den givne situation er bevidstheden om, at vi står i en kamp på liv og død mod en voldsom fjende, samtidig med, at vi gør vores haver forårsklar, rydder op i skabene eller drikker kaffe på terrassen i det gode vejr.
Eller som et meme udtrykte det: vore bedsteforældre ofrede sig for fællesskabet ved at melde sig til tjeneste ved fronten. Vi gør det ved at sidde i sofaen. Når de kunne bringe ofre, kan vi også. Her som tweet:
Your grandparents were called to war. You’re being called to sit on your couch. You can do this. #QuarantineLife
— Sara Jefry (@SaraJefry) March 15, 2020
For det tredje øges frygten desto mere deterritorialiseret, truslen er. Vores socialitet er lagt an på en række rumlige sondringer: mellem hjemmet og det offentlige rum, mellem forskellige organisationer og virksomheder, mellem det nationale og det internationale.
Fjenden er én, der residerer i et “udenfor”, og i forlængelse heraf det, der er “indenfor”, som sikkert. Hjemmet er sikkert, arbejdspladsen er sikker, nationen er sikker. Trusler kommer, tænkes det ofte, fra andre lande og bør stoppes ved grænsen, inden de bringer død og ødelæggelse til vores smørhul. Men virussen kender netop ingen grænser
Vi opfatter gerne fjenden som én, der residerer i et “udenfor”, og i forlængelse heraf det, der er “indenfor”, som sikkert. Hjemmet er sikkert, arbejdspladsen er sikker, nationen er sikker.
Trusler kommer, tænkes det ofte, fra andre lande og bør stoppes ved grænsen, inden de bringer død og ødelæggelse til vores smørhul. Men virussen kender netop ingen grænser – hverken nationale grænser og heller ikke en sondring mellem hjemmet og det offentlige rum. Den er grænseoverskridende.
Og måske det mest grænseoverskridende ved den: Den lader sig ikke stoppe ved grænsen mellem vores krop og det, som befinder sig omkring den. Vi bliver kontaminerede.
Jo mere dematerialiseret, detemporaliseret og deterritorialiseret en trussel er, desto mere usikkerhed fremkalder den og dermed fremkalder den potentielt også endnu mere frygt.
Man kan give denne pointe dybde med udgangspunkt i den danske filosof og teolog Søren Kierkegaards sondring mellem frygt og angst.
En dematerialiseret, detemporaliseret og deterrioraliseret trussel mod os fremkalder angst. En angst for et formløst ”intet”, der møder os.
Frygten derimod har et objekt. Vi frygter noget, vi kender og kan identificere.
Hvis vi ser sondringen mellem frygt og angst som et kontinuum snarere end som en binær sondring, så vil vi komme tættere på angstpolen, desto mere formløs truslen er.
Og omvendt vil vi komme tættere på frygtpolen, desto mere konkret og genkendelig den er. At transformere angsten til frygt er – og det burde ikke være overraskende nu – et forsøg på at reducere kontingensen og muliggøre en nødvendighedens politik.
Katastrofens politik kan ende som en permanent undtagelsestilstand
Indtil nu har vi betragtet katastrofen og den undtagelsestilstand, som kan erklæres i forsøget på at imødegå den, som en nødvendighedens politik. Den ultimative kontingens (katastrofen) søges mødt med den ultimative nødvendighed (undtagelsestilstanden og med denne den politiske konsensus og den radikale og resolutte handlen).
Men måske katastrofetænkningen i sig selv er en mulig kampplads.
Er der alligevel et politisk element i håndteringen af katastrofen. Er den derved ikke kun karakteriseret ved nødvendighed, men også kontingens? Lad mig give tre bud.
Det første bud handler om katastrofens status: Slavoj Žižek sondrer mellem såkaldte forgrunds- og baggrundskatastrofer. Hvis katastrofen er en forgrundskatastrofe, er der tale om en exceptionel og skadelig hændelse, som imidlertid sker på et bagtæppe af normalitet.
Forsætter epidemien, vil de tiltag, som i udgangspunktet har en udløbsdato (”solnedgangsklasuler”) blive stadig længere. Vi står da overfor en permanent undtagelsestilstand
Er der tale om en baggrundskatastrofe, er den katastrofiske tilstand et alment gældende vilkår. Et terrorangreb kan fx, hvis det er enkeltstående, opfattes som en forgrundskatastrofe, mens en længerevarende krigstilstand kan ses som en baggrundskatastrofe.
Coronaepidemien tænkes oplagt fra regeringens side som en forgrundskatastrofe. Der er en pludselig opstået situation, og vi må handle, så den hurtigt kan afsluttes. Hurtigt må vi vende tilbage til vores normale liv. Men man kan også tænke epidemien som en del af et større billede, der viser vores og vores samfunds radikale skrøbelighed.
Den tyske sociolog Ulrick Beck har fx argumenteret for, at vi lever i risikosamfund, og at disse risici (han giver bl.a. Tjernobyl-udslippet som et eksempel og vi kan nu tilføje coronaepidemien) er et mere alment vilkår, som handler om, hvordan vi producerer og hvordan vores samfund er ”skruet sammen”.
Man kunne hævde, at forgrundskatastrofer ændrer sig til at være baggrundskatastrofer, jo længere de varer.
Forsætter epidemien, vil de tiltag, som i udgangspunktet har en udløbsdato (”solnedgangsklasuler”) blive stadig længere. Vi står da overfor en permanent undtagelsestilstand. Der har ikke været megen kritik af regeringen endnu, men en bekymring kan være, at de midlertidige tiltag på sigt bliver permanente.
Men det er ikke kun et spørgsmål om katastrofens karakter – altså noget objektivt. Det handler om, hvordan vi forholder os til katastrofen. Det, som for nogle synes at være en momentan krise, udtrykker for andre nogle mere fundamentale problemer. Det er symptomer på en grundlæggende sygdomstilstand.
En undtagelsestilstand kan være konservativ eller revolutionær. Er formålet med undtagelsestilstanden at vende tilbage til en initial tilstand, er undtagelsestilstanden konservativ. Erklæres den for grundlæggende at ændre samfundsformen, eller indebærer den det, så er den revolutionær
Her er vi så henne ved det andet bud: En undtagelsestilstand kan være konservativ eller revolutionær. Er formålet med undtagelsestilstanden at vende tilbage til en initial tilstand, er undtagelsestilstanden konservativ. Erklæres den for grundlæggende at ændre samfundsformen, eller indebærer den det, så er den revolutionær.
Den danske regering tænker givet den nuværende situation som en midlertidig suspension, og at formålet er hurtigst muligt at vende tilbage til en situation lig den, som herskede før epidemien. Men undtagelsestilstanden kan også få revolutionære konsekvenser, eller måske bedre være en løftestang for ambitioner om en ændret verdensorden.
Bør der f.eks. opbygges et internationalt epidemiberedskab?
Bør der indføres universelle sundhedsrettigheder (her tænker jeg naturligvis på USA – det store problem der er, at de fattige også smitter de rige, og at deres sygdom derfor også er deres problem. Epidemier er ”demokratiske”)?
Hvordan stiller vi os til alle dem, som bor i flygtningelejre – steder som nemt bliver epicentre for smitte (der er ikke mulighed for at holde afstand, spritte hænder, og i sidste ende blive behandlet der)?
For nogen er en katastrofe anledning til at ”tænke om” og stille fundamentale spørgsmål til rationalet i vores samfundsinstitutioner. Et eksempel: Da Ebola brød ud i Vestafrika tvang det folk til at ændre nedarvede begravelsesritualer. De var en lille revolution. Måske vil coronaepidemien også afstedkomme en sådan
Og endelig – for det tredje: Hvordan kan vi efter katastrofen vide, om vi har gjort det rigtige? Handler vi adækvat i forhold til katastrofen, reduceres katastrofen til en overkommelig udfordring?
At sondre mellem det, som er nødvendigt (det som alle ville have gjort, som var uomgængeligt og som var videnskabeligt begrundet osv.) og det kontingente (det der var op til klog – eller uklog – politisk handlen), er i sig selv en politisk kamp
Eller mere lavpraktisk. Hvordan kan vi afgøre, om undtagelsestiltagene har været de nødvendige tiltag? Ville vi have set lige så mange døde uden dem? Hvad er bedst – en langstrakt epidemi eller en mere abrupt, hvor samfundet hurtigt kan komme tilbage til en normaltilstand?
At sondre mellem det, som er nødvendigt (det som alle ville have gjort, som var uomgængeligt og som var videnskabeligt begrundet osv.) og det kontingente (det der var op til klog – eller uklog – politisk handlen), er i sig selv en politisk kamp.
Topillustration: Gerd Altman, Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
