LØGN & SAMFUND // KRONIK – I løbet af sin præsidentperiode formåede Donald Trump at levere et rekordantal løgne. Men det er ikke kun i USA, at løgnen og al dens uvæsen stjæler det politiske nyhedsbillede og dominerer den offentlige debat.
I 2002 udkom Magtens Bog, som gennem 30 fortællinger viste, hvordan der arbejdes i magtens værksteder, når en løgn knopskyder til løgn over løgn for at dække over politisk magtmisbrug. Jeg var medredaktør af bogen og husker, hvor svært det var at udvælge de 30 sager, for der var mere end nok at vælge imellem.
Det er 22 år siden; i dag er løgnen blevet en politisk hovedaktør, og et forsøg på at udgive en ny Magtens Bog ville betyde, at man altid var tusindvis af løgne bagud. Skal medierne være nogenlunde på omgangshøjde med det tempo, som løgnene leveres i, er det nødvendigt med faktatjek på stedet, live, midt i pressekonferencen, debatten eller det politiske interview, nærmest mens løgnen leveres.
Løgnen har altid været tæt knyttet til politik, nærmest som en forudsætning, fordi det ofte hedder sig, at politikere jo lyver i en højere sags tjeneste, altså for at kunne gøre det gode
Selve ordet ”faktatjek” afspejler en ny udvikling i omfanget af løgn og misinformation. I Den Danske Ordbog fremgår det, at ordet først blev kendt i 2007, men siden er der vokset utallige journalistiske organisationer og grupper frem, som udelukkende bedriver faktatjek, fordi løgnen ikke længere blot er knyttet til enkeltstående politiske skandaler, men er blevet en slags mental tilstand i den politiske og offentlige debat.
Løgnen, som norm i den politiske sfære, har selvfølgelig Donald Trump som et stjerneeksempel med de 30.573 løgne, som han ifølge The Washington Post Fact Checker team formåede at levere i løbet af sin hektiske præsidentperiode. Det er dog ikke kun i USA, at løgnen og al dens uvæsen stjæler det politiske nyhedsbillede og dominerer den offentlige debat.
Løgn på steroider
Løgnen har altid været tæt knyttet til politik, nærmest som en forudsætning, fordi det ofte hedder sig, at politikere jo lyver i en højere sags tjeneste, altså for at kunne gøre det gode. Det er det gamle ordsprog om, at målet helliger midlet. I politik har det derfor traditionelt været, som om man får syndsforladelse for at lyve, endnu før løgnen har forladt ens mund.
En af historiens helt store politiske teoretikere, italieneren Niccolò Machiavelli, gjorde endda løgnen til en politisk dyd og nødvendighed. Og tæt på vores egen post-faktuelle tid, præget af misinformation, konspirationsteorier og fake news, skrev den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt i 1967, at ”så vidt jeg ved, har ingen nogensinde regnet sandfærdighed blandt de politiske dyder”.
Det politiske rationale er at kunne ændre verden, og som Hannah Arendt bemærkede, så er det netop også løgnens rationale at ændre verden. Derfor hænger politik og løgn så tæt sammen; begge ønsker at ændre verden. Denne kobling mellem politik og løgn resulterer naturligvis i en tvivlsom forbindelse mellem politik og moral. Det område, hvor forskellen mellem det politiske håndværks særlige rationalitet og den almindelige, mellemmenneskelige moral kommer tydeligst frem, er da også lige netop omkring løgnen.
Samtidig ved vi imidlertid også, at politik bygger på meninger. Derfor kan ingen for alvor undre sig over, at sandheden lever et usikkert liv i den politiske verden, hvor meningerne jo netop nødvendigvis må brydes. Den politiske sandhed findes ikke. I politik handler det om konflikt mellem positioner og meninger om samfundets indretning.
Det betyder, at forhandling, kompromiser, magtkampe o.l. er afgørende, lige netop fordi der ikke kan hævdes en sandhed på det sociale og politiske område. Ethvert forsøg på at hævde og gennemtvinge en politisk sandhed ender i totalitarisme, men det kan løgnen også.
I gråzonen mellem ”almindelig” politisk løgn og post-faktuelle angreb på etablerede kendsgerninger og vidensområder har vilkårene for den demokratiske politiske offentlighed bevæget sig ind i en ny periode
Problemerne opstår for alvor, når kendsgerninger helt afvises som grundlag for politiske meninger. Kravet om retten til en hvilken som helst mening ender i parodi og dumhed, hvis kendsgerninger mere eller mindre bevidst ignoreres, som udgangspunkt for politiske meningsforskelle.
Et synspunkt kan naturligvis være, at kendsgerninger overhovedet ikke eksisterer uafhængigt af meninger, og i de senere år har den offentlige politiske debat da også ofte været i fare for at degenerere til en krig mellem alle mulige og umulige udokumenterede meninger og påstande uden noget fundament i fakta og kendsgerninger.
Det forstærker spørgsmålet om, hvordan man skal orientere sig i en politisk sfære, hvor der ikke er givet nogen sandhed og tilsyneladende heller ikke længere nogen anerkendte kendsgerninger, men hvor løgnen, så at sige, er kommet på steroider i det såkaldte post-faktuelle samfund?
Den frit flydende løgn i det post-faktuelle samfund
I dag er det ikke længere tilstrækkeligt at se på den politiske løgn i bestemte, isolerede sager, som vi gjorde i Magtens Bog fra 2002. Løgnen er blevet langt mere frit flydende i den politiske offentlighed, ikke mindst på grund af de sociale mediers rolle som løgnegenerator. Det kan tilmed blive et problem at anfægte løgnen, da man så kan blive beskyldt for at undertrykke andres frihed til have en mening om covid-19, vaccinationer, kræftbehandling, Rusland, klima og alt andet, stort som småt, inden for videnskab og andre faktuelle vidensområder.
Ellers traditionelle vidensområder har ikke længere nødvendigvis faglige eksperter som autoriteter, men meningsdannere, influencere og i det hele taget enhver med en mening om et eller andet. Der sker således en transformation af viden til mening, helt uden krav om faktuelt grundlag.
Den politiske løgn er aldrig blot et individuelt fænomen; det er ikke bare en politiker, som lyver. Den politiske løgn har altid sociale og samfundsmæssige konsekvenser
Den ”klassiske” politiske løgn og post-faktuelle udsagn er ikke det samme, men trives sammen i en gråzone, hvor de virker gensidigt understøttende ind på hinanden. Politik byggede heller ikke tidligere alene på faktuelle sandheder eller kendsgerninger. Men den politiske debat og offentlighed er i stigende grad styret af ”synsninger” og meninger, uden den mindste fundering i kendsgerninger. I gråzonen mellem ”almindelig” politisk løgn og post-faktuelle angreb på etablerede kendsgerninger og vidensområder har vilkårene for den demokratiske politiske offentlighed bevæget sig ind i en ny periode.
Spørgsmålet er, om denne post-faktuelle udvikling er en større udfordring for demokratiet, end de ”gamle” politiske løgne var? I hvert fald er der indlysende lighedspunkter mellem den post-faktuelle tids frit flydende løgne og totalitære regimers forsøg på at skabe ”alternative virkeligheder” i alle hjørner af samfundet.
Løgne kan skabe tyranni
Mange af de politiske løgne bliver således i dag forstærket af den udbredte post-faktuelle mistillid til fakta og veletablerede kendsgerninger. Hermed bliver det også lettere for politikerne at gentage den samme løgn helt frem til, at den fremstår som en veletableret repræsentation af virkeligheden. Dette ender med at skabe løgn over løgn, i form af en løgnagtig politisk legitimation og anerkendelse af en løgn uden for den politiske sfære. Når sondringen mellem sandt og falsk på den måde begynder at flyde, åbnes der for mere eller mindre bevidste totalitære angreb på demokratiet.
Den aktuelle amerikanske valgkamp er ikke alene om at vise det pres, som kendsgerninger og fakta er udsat for i nutidens politiske kultur. Fremvæksten af den post-faktuelle kultur på internettet har skabt grobund for et omfattende vanvid; en udbredt, aktiv og aggressiv evne til at tro på selv de mest skamløse løgne, som tydeligt er i modstrid med den faktuelle virkelighed. Nærmest som om folk er positivt opsatte på at blive bedraget, som den engelske forfatter Lyndsey Stonebridge skriver i en bog om Hannah Arendts politiske filosofi.
En konsekvens af det post-faktuelle er den udbredte opfattelse af, at det er svært at tro på noget i fuld oprigtighed. Derfor er det også blevet en slags politisk handling for mange at tro på det utrolige, fx at vaccinen slog flere mennesker ihjel end covid-19, at Trump blev snydt for valgsejren, at klimaforandringerne er fake osv. Den politiske løgn og den post-faktuelle kultur virker således gensidigt forstærkende og motiverende ind på hinanden.
Den politiske løgn er aldrig blot et individuelt fænomen; det er ikke bare en politiker, som lyver. Den politiske løgn har altid sociale og samfundsmæssige konsekvenser. Disse konsekvenser forstærkes i det post-faktuelle samfund, hvor de kommer til at gribe stærkere og stærkere ind i vores liv. Selv om der altid har været en tæt forbindelse mellem den politiske verden og løgnen, er der alligevel sket noget nyt, som har gjort løgnen ekstremt produktiv i forhold til at skabe nye versioner af virkeligheden, som nærmest alene bygger på løgnens og usandfærdighedens forudsætninger.
Det var bl.a. denne trussel mod demokratiet, som Hannah Arendt beskrev i bogen om totalitarismens oprindelse: Det ”ideelle subjekt for totalitært styre ikke er den overbeviste nazist eller den overbeviste kommunist, men mennesker, for hvem sondringen mellem fakta og fiktion (det vil sige erfaringens virkelighed), og sondringen mellem sandt og falsk (det vil sige tankestandarderne), ikke længere eksisterer”.
Læs også Peter Schjødts kronik “Livet i den digitale antiverden”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
