KOMMENTAR – Når der sker uhyggelige attentater, som for nylig i Storbritannien, og medierne rapporterer om massiv russisk indblanding i vestlige staters indre anliggender, er det nemt at se ondsindede komplotter overalt. Men Vladimir Putins Rusland er, trods dets korrupte og undertrykkende styre, en skygge af sin tidligere magt og ikke i stand til at destabilisere Europa og USA. I det omfang Rusland kan betragtes som en trussel, er det kun fordi vestlige eliter har udhulet vort demokratiske grundlag og nu i en krisetid skyder skylden på den store fjende mod øst, skriver Johan Wizan.
NEW YORK – Putin er i Syrien, Putin er i det Hvide Hus, Putin er på en parkbænk i London eller i Salisbury. Medier på begge sider af Atlanten giver enorme mængder sendetid og spalteplads til den russiske konspiration. Og hvem kan bebrejde dem? John le Carré koldkrigs stof er spændende og sælger både aviser og genererer klik – og et mordforsøg med nervegas er en alvorlig krænkelse af internationale normer og aftaler.
Men Ruslands-hysteriet tjener ikke desto mindre som en afledning fra Vestens virkelige problemer, som vi burde fokusere på. For de vestlige demokratier i Europa og USA er absolut i krise, men det har ikke noget med Rusland at gøre – det er de vestlige politikeres egen skyld.
Den store historie om Rusland kom i gang for alvor under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 hvor Putins efterretningstjeneste, FSB, og hans hær af hackere blev beskyldt for at have påvirket valgets udfald i Donald Trumps favør.
Siden har disse konspirationsteorier udfoldet sig i amerikanske medier og har, som de fleste interesserede vil vide, resulteret i en større uvildig, offentlig undersøgelse af Trump-regeringens mulige samarbejde med diverse skyggefulde russiske personager og agenter under ledelse af FBI’s tidligere direktør, Robert Mueller.
Det store cirkus holdes kørende, fordi det Demokratiske parti under Hillary Clinton i 2016 led et utrolig pinligt nederlag til en historisk svag kandidat, Donald Trump, og ikke vil indrømme, at det var deres dårlige beslutninger, der gjorde hans valg muligt
Efterforskningen har indtil videre ikke formået at afsløre nogen stærke beviser for at der skulle have været nogen substantiel koordinering mellem Trump og Putin. Det eneste det ser ud som om, Rusland faktisk gjorde var at lave en smule propaganda på Twitter, købe mængder af annoncer på Facebook og holde møder med de dummeste og mest uforsigtige medlemmer af Trumps allerede uhyrligt inkompetente stab.
Den amerikanske republik vil ikke kollapse under Trumps uforudsigelige og reaktionære regering pga. ’fake news’ på Twitter og Facebook, eller fordi nogle af hans rådgivere tidligere har modtaget penge fra russiske oligarker.
Det store cirkus holdes kørende, fordi det Demokratiske parti under Hillary Clinton i 2016 led et utrolig pinligt nederlag til en historisk svag kandidat, Donald Trump, og ikke vil indrømme, at det var deres dårlige beslutninger, der gjorde hans valg muligt.
Trump vandt, fordi valgdeltagelsen var lav som følge af at Clinton og Demokraterne – der skulle forestille at være de voksne og seriøse statsfolk – ikke tilbød nogen vision for menige vælgere, der lider under den fortsatte erosion af deres økonomiske og sociale rettigheder.
En sådan erkendelse ville imidlertid kræve en virkelig politisk omprioritering fra den demokratiske partiledelse i retning af at genetablere en retfærdig samfundspagt og en gendemokratisering af det amerikanske samfund. Og en sådan ser det ikke ud til, at hverken de amerikanske eller de politiske samfundseliter har lyst til.
I stedet oppuster man Ruslands-historien som den samlende forklaring på, hvorfor vores samfund er i krise. Donald Trump vinder i USA? Det er Putin. Marine Le Pen og Front National går frem i Frankrig? Også Putin. Populister vinder et flertal i Italien? Igen, Putin.
Det er ikke for at sige, at Rusland ikke ønsker at destabilisere vestlige magter, det ønsker den tidligere stormagt absolut. Men heller ikke det er der noget nyt i
At de vestlige demokratier er i krise og de etablerede politiske partier braser sammen, har selvfølgelig ikke noget at gøre med, at eliterne i både USA og EU træffer upopulære beslutninger uden megen demokratisk medbestemmelse fra almindelige vælgere, eller at underklassen i Amerika såvel som Europa fortsat sidder fast i en anæmisk og ulige økonomi efter 2008-krisen. Nej, disse forhold har ingen betydning – det er Rusland!
Det siger jeg ikke for at minimere bekymringen over mordforsøget på eks-agenten Sergei Skripal og hans datter i London som er en udemokratisk og vederstyggelig skyggestats værk. Men der er ikke noget historisk nyt i at stormagter myrder politiske modstandere.
Det er heller ikke for at sige, at Rusland ikke ønsker at destabilisere vestlige magter, det ønsker den tidligere stormagt absolut. Men heller ikke det er der noget nyt i – Rusland har forsøgt at destabilisere landets rivaler i vest siden Krimkrigen, og vice versa.
Det skal også nævnes at Rusland ikke er alene på skansen, når det gælder ulovlig valgindblanding. Gennem sin efterretningstjeneste, CIA, kuppede og influerede USA demokratiske valg i Italien i 1948, Iran i 1953, Congo i 1960, Chile i 1973 … listen er lang.
Virkelig materiel investering i velfærd, beskæftigelse, infrastruktur, uddannelse og miljø samt en forpligtelse overfor demokratiske reformer møntet på øget medbestemmelse ville fjerne momentum fra de reaktionære og russisk støttede bevægelser
Men hvis man virkelig vil gøre noget for at imødegå russisk indflydelse, er løsningen ret enkel, og det vil ikke kræve et eneste spionattentat eller nogen jagerflyssortie over Baltikum.
Virkelig materiel investering i velfærd, beskæftigelse, infrastruktur, uddannelse og miljø samt en forpligtelse overfor demokratiske reformer møntet på øget medbestemmelse ville fjerne momentum fra de reaktionære og russisk støttede bevægelser, og forskanse den vestlige demokratiske tradition ved faktisk at leve op til de idealer, vi ønsker at legemliggøre.
Rusland kan kun projektere magt fordi eliterne har svækket EU og USA
Hertil kommer, at samtidig med at den politiske økonomi i Europa og USA over de sidste 40 år oplevede en øget centralisering og magt til den finansielle elite med ulighed og økonomisk krise til følge, har vestens politiske lederskab indladt sig på en flirt med russiske penge.
Undergravningen af indkomstgrundlaget for arbejder- og middelklasserne, som ligger til grund for den politiske indignation, står i direkte forbindelse med det faktum, at vestlige eliter styk for styk har solgt deres samfund ud til global, særlig russisk, kapital.
Russisk indflydelse sker kun i større omfang efter en intern vestlig svækkelse. Hvis vi derfor skal adressere den russiske ’trussel’ skulle man vende den generelle udvikling, og holde op med at ophøje charlataner som Trump, Blair og Schröder til magtfulde embeder
Ejendomsmarkederne i London, New York, Miami, San Francisco og Vancouver er blevet finansielle hvidvaskningscentraler hvilket ikke er svært at få øje på, når man ser på boligpriserne. Alt imens man f.eks. i Storbritannein valgte at lade industrien i den nordlige del af landet visne, har London oplevet enorm tilstrømning af international kapital, der er begyndt at påvirke politikernes beslutningstagen.
Det samme forhold gør sig gældende for flere amerikanske storbyer og de mere rurale og økonomisk pressede regioner i USA.
Storbtanniens tidligere premierminister Tony Blair har gjort en post-politisk karriere ud af at rådgive centralasiatiske diktatorer med dybe økonomiske bånd til Rusland. Den forhenværende forbundskansler i Tyskland Gerhard Schröder blev ansat i Nord Stream, et datterselskab i det russiske statsenergiselskab Gazprom, og siden oliegiganten Rosneft.
Og disse er blot de meste eklatante eksempler på det korrupte forhold, der findes mellem vestlige eliter og russiske penge.
De lukrative positioner kom selvfølgelig Blair og Schröder i hænde, efter at de som statsoverhoveder havde gennemført forarmende reformer, der har resulteret i todelte arbejdsmarkeder, lav lønvækst og generel fattigdom i deres respektive lande.
Det skulle heller ikke undre mig, om mødet mellem Trumps og Putins notorisk korrupte verdener – New Yorks ejendomsspekulanter og Moskvas inderkreds af oligarker – over de sidste par årtier skulle have produceret nogle ikke-lødige handler. Men sådanne handler er hverdagskost i den globale økonomi, som vesten har været med til at skabe, det er ikke et et særkende for Putin eller Trump.
Det vigtige er, at russisk indflydelse kun sker i større omfang efter en intern vestlig svækkelse. Hvis vi derfor skal adressere den russiske ’trussel’ skak man vende den generelle udvikling, og holde op med at ophøje charlataner som Trump, Blair og Schröder til magtfulde embeder og i stedet insistere på reel demokratisk reform og bredere investeringer.
Rusland har været et hult skrog af en stormagt siden 1960’erne, Putin har kun kunnet konsolidere sin magt ved at støtte sig til generelt høje olie- og gaspriser. Omtrent halvdelen af russisk energieksport er til Europa
Jeg har i tidligere artikler talt for, at en ambitiøs omstilling væk fra fossilbrændstoføkonomien på et samlet EU-plan ville være en god måde at løse alle disse problemer på. Den fremgangsmåde er i øvrigt ikke blot nødvendig for at bekæmpe klimaforandringerne – metoden ville også indebære stimulans af beskæftigelsen, bedring af sundheds- og boligsituationen – og så ville det svække Ruslands økonomiske magt.
En anden følge ville være, at Rusland måtte skabe dybere økonomiske bånd mod øst og med tiden blive en kinesisk vasalstat – held og lykke med det.
For Rusland har været et hult skrog af en stormagt siden 1960’erne, Putin har kun kunnet konsolidere sin magt ved at støtte sig til generelt høje olie- og gaspriser. Omtrent halvdelen af russisk energieksport er til Europa. Hvis dette marked forsvandt, ville man kunne tvinge Rusland til forhandlingsbordet uden at løsne et eneste skud eller snige plutonium i nogens te.
Sovjet-Rusland faldt ikke sammen fordi Ronald Reagan i sin Alzheimer-vildelse råbte op om, at Gorbachev skulle rive Berlinmuren ned. Det var faldet i oliepriser og de afghanske mujahedinere, der knækkede det kommunistiske Rusland efter mange års sklerose.
Så selvom Rusland har et stærkt militær, og ligesom alle regionale stormagter gerne vil projektere magt i sine nabolande, så er en reel militærintervention hverken i Ruslands eller Vestens interesse. En invasion og besættelse af f.eks. Ukraine ville blive endnu værre for Rusland end Afghanistan var det i 1980’erne.
En virkelig militær konfrontation er i ingens interesse. Men det er i både Putins og de vestlige eliters interesse at aflede deres befolkningers opmærksomhed fra den faldende levestandard ved at hælde benzin på hadets og fremmedfrygtens bål
Et meget større land med tre gange flere indbyggere[1], større militær og med en anti-russisk militsbevægelse i de vestlige provinser, der er en konkurrent til Taleban, når det gælder fanatisme – nej, Putin ved godt, at en sådan manøvre sammen med faldende oliepriser ville føre til hans afsættelse.
En virkelig militær konfrontation er i ingens interesse. Men det er i både Putins og de vestlige eliters interesse at aflede deres befolkningers opmærksomhed fra den faldende levestandard ved at hælde benzin på hadets og fremmedfrygtens bål. Hvis vi alle bliver bange og mistænksomme overfor den fjendtlige bøhmand er vi mere villige til at lade stå til, mens eliterne langsomt skiller vores demokratier og samfund ad og skiber rovet ud.
[1] Baseret på Afghanistans befolkningstal i 1979
Topillustration: Vladimir Putin – kremlin.ru
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
