
KASPER WINDING // POVCAST – “Stories to Tell” er titlen på et af de nye numre på Kasper Windings album, The Test of Time, Pt.1. Skulle man fortælle hele historien om Kasper Windings karriere, ville det kræve adskillige podcast-episoder. Så i denne episode af POV Mediano Music gør han og POV’s Jan Eriksen blot nogle nedslag – og taler bl.a. om Windings nye album, der ifølge egen vurdering rummer hans bedste nummer nogensinde.
Det begyndte, da Kasper Winding som 14-årig skrev filmmusik til faren, Thomas Windings film, Revolution i vandkanten.
Podcasten kommer forbi det første pladeprojekt, Buki-Yamas, den for en generation ikoniske film Mig og Charlie, som fra den ene dag til den anden gjorde Kasper Winding og C.V. Jørgensen til verdensstjerner i Danmark – og banede vejen for jobbet som studiemusiker i New York for bl.a. The Rolling Stones.
“Oprindelig kom jeg med, fordi Keith Richards havde en ide om noget med to trommeslagere. Det var jo helt åndssvagt. For identiteten ligger jo i deres lyd. Så snart der kommer en ny med, og trommer er meget markante, så forsvinder deres identitet lidt. Jeg endte med at spille tamburin på et og stortromme på et andet nummer,” siger Kasper Winding. Hvilke numre fremgår af podcasten, hvor du også kan høre et af numrene.

Det handler om solokarrieren, der gjorde Kasper Winding til superstjerne i 80’erne, indtil han valgte at skrue ned for ambitionsniveauet efter et angstanfald, der opstod efter en koncert for tæt på 100.000 publikummer i Valby Parken. Evnen til at få en koncert for så mennesker til at virke meningsfyldt er kun givet få.
Det handler om inspirationen – måske – fra geniet Prince. Jobbet som (med-) producer på to af 90’ernes vigtigste danske album, Caroline Hendersons Cinemataztic og C.V. Jørgensens Sjælland.
Da Kasper Winding græd i studiet
”Det er sjældent, jeg græder, når jeg arbejder i studiet. Men det gjorde jeg der,” siger han om et af C.V.s numre.
På spørgsmålet om der var en samlet vision for Hendersons plade – som jeg synes, jeg hører – svarer Winding storgrinende:
”Det var der overhovedet ikke.” Faktisk blev han fyret fra projektet og kaldt tilbage igen.
Men det blev indledningen til samarbejdet og venskabet med Thomas Blachman – og senere fulgte det pludselige, overraskende verdenshit med singlen “Speechless” med Louise Norby på sang.
Og selvfølgelig handler samtalen også om det nye album, indspillet under Corona-lockdown i Paris, hvor Winding har skrevet, “mit bedste nummer nogensinde”, som han siger. Hør hvilket i podcasten, hvor der trækkes tråde helt frem mod situationen i Ukraine, og den verden, vi er ved at overlade til universets nåde og fromme.
Undervejs møder du i øvrigt en sanger, der var for fuld og skæv til at levere en meningsfyldt indsats i finalen i Det Internationale Melodi Grand Prix.
Lyt til podcasten her:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.