TEATER // ANMELDELSE – Gideon og Meg udfolder en sød kærlighedshistorie i The Last Ship. Efter musical-konventionerne. Det fylder især i første akt. Men når der virkelig kommer ild under kedlerne i anden akt, går arbejderne i takt i en ægte socialistisk musical med et lille nik til Brecht og Weill, skriver Steen Blendstrup.
Det kunne have været en dansk historie. En del af det ældre publikum vil givetvis huske, hvordan også danske skibsværfter lukkede. I København, Odense, Nakskov – alle steder forsvandt disse store industriarbejdspladser, hvor stolte, organiserede arbejdere i generationer havde haft deres faste udkomme. Om end de også ofte blev udslidte, fik arbejdsskader eller bare døde tidligt på grund af forureningskilder, som først senere er blevet afdækket.
I The Last Ship er vi imidlertid i Wallsend i det nordøstlige England. Her vokser mange op i evig skygge fra de store skibe, der bliver til på værftet. Både i historien og i virkeligheden. Der er Stings egen fødeby. Personerne er inspireret af mennesker og typer, han har kendt. Autenticiteten er til at føle.
Hvad The Last Ship understreger, er, at det også er en hel kultur, der er ved at gå tabt
Den følelse bliver ikke mindre udtalt, når scenografiens ståldragere smelter sammen med Østre Gasværks industriarkitektur, og svejseflammer lyser op i halvmørket. Det er faktisk ikke svært at føle, at vi sidder i skyggen af The Last Ship, som det handler om.
Det var en anden tid
Hovedhandlingen udspiller sig i slutningen af 80’erne i Margaret Thatchers England. Hvis vi ikke lige er klar over timingen, så bliver det slået fast med syvtommersøm, når Hanne Uldal træder ind på scenen som Baroness Tynedale, industriministeren, der er med til at stille værftsarbejderne et ultimatum:
Koncernen, der har bestilt det gode skib Utopia – The Last Ship – er gået konkurs, og da værfter i Fjernøsten kan levere et tilsvarende skib 30 % billigere, er det umuligt at finde en ny køber. Eneste løsning er at ophugge skibet og sælge stumperne på det frie marked. Af de godt 2.000 værftsarbejdere vil 500 kunne arbejde med ophugningen. Vel at mærke til ufaglært løn.
Industriarbejdspladsernes forsvinden undergravede Københavns økonomi i 80’erne, og for mindre byer var lukningen af de store arbejdspladser katastrofal. Hvad The Last Ship understreger, er, at det også er en hel kultur, der er ved at gå tabt. Eller som det bliver sagt et sted: ”Vi bygger skibe, vi hugger dem ikke op”.
Som altid, når skibet skal sejle i nat, står der en pige på kajen
Det kan godt være at lønnen ikke er fyrstelig og hele tiden afhængig af nye ordrer. Det kan godt være, at arbejdet er beskidt og farligt. Men den faglige stolthed lever i bedste velgående.
Gideon, Meg og The Last Ship
Og så alligevel ikke. Blandt de unge er der nogen, der vil noget andet. 17 år tidligere er det Gideon, der gør oprør mod det udsigtsløse liv i skibenes skygge. Hvorfor juble, når de løber af stablen, når man kan vælge at gå ombord i dem og se verden. Det er den løsning, Gideon vælger, så snart han er gammel nok til at påmønstre – 16 år gammel.
Som altid, når skibet skal sejle i nat, står der en pige på kajen. Han lover at vende hjem til Meg, men som det hurtigt afsløres, så vender han end ikke hjem til sin fars begravelse. Han skriver heller aldrig. Derfor hører han heller ikke, at han er blevet far til Ellen.
Som det hører sig til i et musical-plot, vender han selvfølgelig tilbage til Wallsend netop nu, hvor striden står om The Last Ship, og forsøger måske, om muligt at tage tråden op. Det vil være mildt sagt, at Meg ikke har varme følelser for ham. Hun mener i øvrigt, at han skal blande sig helt udenom, hvad angår hendes datter. Det har Ellen – eller Elly, som hun kalder sig uden for familien – sin egen mening om.
Den rebelske fortællerstemme
Vi ved det ikke fra start, men debuterende Stephanie Trelborg Hansen, der fungerer som fortæller i starten af musicalen, viser sig også at spille Ellen. Hun ligner i øvrigt sin far på det punkt, at også hun vil væk fra monokulturen i Wallsend. Hun spiller i et band, og hun ser ud til at stå foran et gennembrud med gigs i London og måske en pladekontrakt.
Det er virkelig svært ikke at se en slags stedfortræderportræt i den figur. Altså bortset fra, at Sting allerede var gået solo efter karrieren i The Police på det tidspunkt, hvor The Last Ship udspiller sig. Som fortæller bliver Ellen i alle tilfælde hans talerør.
I forhold til værftshistorien er Gideon, Meg og Ellen i virkeligheden outsidere. Gideon flygtede, Ellen ønsker at flygte, og Meg er værtshusholder, men – som de af os, der husker højrente-80’erne, vil vide – i virkeligheden er det banken, der ejer hendes pub. Og hendes overlevelse afhænger af hendes kunder, og hvad de tjener på værftet.
De gæve arbejdere
Det er den generelle historie for alle figurerne. Mændene arbejder på værftet, konerne i understøttende funktioner med få undtagelser som værkføreren Jackies kone. Hun er sygeplejerske på værftet og lapper arbejderne sammen, når de er kommet til skade. Jackie selv er en anden sag. Han hoster blod.
Det er svært at overhøre en respektfuld genklang af Kurt Weill og Bertolt Brecht
Det er også tillidsmanden Billy (ræverød), den belæste Adrian, der citerer Homer, Shakespeare og Dante (og Dylan Thomas), og den let fordrukne Davey. I sidstnævnte rolle tilføjer Pelle Emil Hebsgaard en god portion humor ved at spille videre i baggrunden, mens fokus er andetsteds i handlingen. Alle skuespillere leverer individuelle portrætter og fine sange.
Mens arbejderne hver især kan have forskellige interesser, tager pis på hinanden og lejlighedsvis også en rask lille slåskamp, så er de også godt klar over den barske sandhed. De har langt mere til fælles, end der skiller dem.
Det kan godt være The Last Ship også handler om kærlighed og udlængsel, men arbejderidentitet, solidaritet og stolthed over godt håndværk fylder mest. Især i anden akt. Da vi når til næstsidste sang, ”Vis lidt respekt”, er det svært at overhøre en respektfuld genklang af Kurt Weill og Bertolt Brecht.
Stings sidste skib
Det er indlysende, at The Last Ship ikke bare er en musical. Det er en Sting-musical. Især i balladerne er hans signatur ikke til at tage fejl af, mens de store ensemble-numre mere tenderer til generiske musical-sange. Men det mestrer Sting såmænd også. Musical-publikummet vil opleve det som en forestilling med mere personlighed, Sting-fans skal måske lige vænne sig til konventionerne, men skal nok blive overbevist – især i den stærke anden akt.
Selv om der også er en åndelig dimension, så kan vi godt kalde The Last Ship en socialistisk musical
Hvor det sprogligt ikke ligger lige for at fange nordøstengelsk arbejderslang i den danske oversættelse (som i øvrigt er udmærket), så angiver musikken slægtskabet til det keltiske Skotland mod nord. Der er overtoner af folkemusik og shanties, som musikalsk tegner billedet af denne havne- og værftsby.
Som altid på Østre Gasværk er musikerne integreret i forestillingen. Det fungerer perfekt. Hvad sangpræstationerne angår, må det være efter opskriften ingen nævnt, ingen glemt. Alle får en stjernestund eller to og leverer varen, og når det oprørske arbejderkor endelig rejser sig, er det svært ikke at folde den røde fane ud. Selv om der også er en åndelig dimension, så kan vi godt kalde The Last Ship en socialistisk musical.
Med en stærk og effektiv fysisk scenografi spiller Østre Gasværks Theatremax-lysshow en mindre rolle end i mange af teatrets seneste forestillinger. Det er flot, hvordan vi kan opleve havets bølger mod molen, men det er diskret. I finalen lykkes det imidlertid den digitale scenografi at toppe illusionsnummeret fra Another Brick In the Wall, hvor hele salen blev vendt på hovedet. Hvordan skal ikke afsløres her, men … wow.
Selv om The Last Ship har ti år på bagen, er det absolut en musical til tiden. Med et budskab til sit publikum i 2025. Om at stå sammen og ikke lade sig træde på. Om at søsætte det sidste skib. Om at noget nyt og bedre kan rejse sig af det hårde slid.
Klik dig videre til meget mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og