kontor

Stig Olesen: Efter kontortid – en nekrolog

i Kultur/POV Business af
PÅ KONTORET // POV BUSINESS – Verdens største arbejdsplads, kontoret, står foran afvikling. Først tvang pandemien os hjem fra frugtordning og bordfodbold, så opdagede vi, at det faktisk kan være mere effektivt at arbejde hjemmefra. Og at kaffen smager betydeligt bedre. Men gnaver savnet af kolleger alligevel lidt? Kan vi overhovedet undvære kantinesnakken og det myteomspundne kopirum? Vi rejser en gravsten over det store, fælles lokale med alle hæve-sænke-bordene.

Kontorlandskabet og dets fauna er som andre terræntyper under stadig forandring af historiens skiftende vejrlig.

Og lige nu må den globale bestand af kontorchefer, kontorledere, kontorfuldmægtige, kontorassistenter, kontorbude og kontorelever have det på nogenlunde samme måde som dinosaurerne lige før meteoren kom susende ned fra himlen.

Kontoret som begreb har det ikke godt under pandemien, og dets skranten begyndte i virkeligheden allerede for et par år siden, da laptop-generationen rykkede ud på arbejdsmarkedet

Verdens største arbejdsplads, kontoret, er under langsomt afvikling. Millioner af kontoransatte arbejder hjemmefra under coronaepidemien. Og de får faktisk noget fra hånden.

Men vil danskerne savne det store lokale med alle de sorte computerskærme, grønne planter og småsludrende kolleger, som man skiftevis irriteres over og inspireres af?

Coronakrisen har ført til hjemmearbejde for mange. “Kontoret” er dermed flyttet hjem. Foto: Adobe Stock.

Mange vil, for man kan med en vis ret hævde, at netop kontoret har gjort os til det vi er i dag, velklædte socialdemokrater med tendens til diskusprolaps og forventning om både frugtordning, fredagsbar og barnets første sygedag.

Det var da også kontoret, der i 1950’erne beredvilligt modtog hovedparten af de mange tusinde kvinder, der frigjort for huslige pligter af vaskemaskiner, dybfrysere og færdigretter, søgte ud på arbejdsmarkedet.

Kontormus, blev de nedladende kaldt, for flipproletariatets nye arbejdsplads var genstand for både spot og ærefrygt. At være noget på et kontor, var ikke så ringe. Men hvem er ikke vågnet om natten badet i sved efter at have drømt om dengang i underskolen, da man af klasselæreren blev sendt op på kontoret for en bagatelagtig forseelse?

Men kontoret som begreb har det ikke godt under pandemien, og dets skranten begyndte i virkeligheden allerede for et par år siden, da laptop-generationen rykkede ud på arbejdsmarkedet; den var fra skolen og studietiden vant til at arbejde på en bærbar computer eller tablet henslængt på sofaen eller flydende i sækkestolen med en avocadosalat indenfor rækkevidde og kunne slet ikke finde ud af at være hverken produktiv eller kreativ siddende oprejst ved et bord fra klokken 9 til 16.

Antallet af projektansatte med hjemmearbejdspladser begyndte at vokse, og ældre kontorslaver så med misundelse på deres unge, hippe kolleger, der slap for pendlerlivets ulidelige trængsler og kun kom forbi hovedkvarteret for at få helpdesken til at opdatere computeren, mens de selv lige nappede en omgang i motionsrummet eller på klatrevæggen.

Det gammeldags kontor var rystet, men med coronaepidemien og statsminister Mette Frederiksens opfordring 11. marts 2020 om at arbejde hjemme, begyndte neonbelysningen for alvor at blinke i det store lokale med alle hæve-sænke-bordene, vandkølerne og kaffemaskinerne.

Forbavsende hurtigt vænnede vi os til de mange talende kollega-overkroppe på skærmen og opdagede, at det faktisk var muligt at blive taget alvorligt til et budgetmøde iført pyjamasbukser og kameluldssutter

Først var det selvfølgelig et bøvl at få bugseret computeren ind i spisestuen og finde rundt i Skype, Zoom, Hangouts og alle de andre digitale møderum, men forbavsende hurtigt vænnede vi os til de mange talende kollega-overkroppe på skærmen og opdagede, at det faktisk var muligt at blive taget alvorligt til et budgetmøde iført pyjamasbukser og kameluldssutter.

Selv om mange så småt var ved at vende tilbage til pinden og kantinemaden, da statsministeren i flere omgange i december 2020 igen sendte arbejdsstyrken hjem, lød der forbavsende få protester.

For til både medarbejderes og arbejdsgiveres overraskelse kunne der ikke spores et fald i produktiviteten – snarere tværtimod – og i dag ønsker op mod 60 procent af danskerne ifølge flere undersøgelser mere hjemmearbejde.

Kontor
“Ældre kontorslaver så med misundelse på deres unge, hippe kolleger, der slap for pendlerlivets ulidelige trængsler og kun kom forbi hovedkvarteret for at få helpdesken til at opdatere computeren”, Foto: Adobe Stock.

Kontorhænder

Jeg ser på mine fingre. De er lange og tynde. Håndfladerne er bløde og lyserøde som barnekinder, neglene er pænt velrundede og ligner marmor. Bortset fra et par begyndende leverpletter mellem tommel-og pegefinger, har mine hænder set sådan ud, så lang tid jeg kan huske.

Der er tale om et par typiske kontorhænder.

Andre mænd har af og til drillet mig med mine kontorhænder. Som yderligere hån og spot har de fremvist deres egne skovlformede kæmpegrabber, som har lignet noget hentet op fra en mergelgrav. Sådan skal en rigtig mands hænder se ud, forstod jeg. Skabt af omgang med motorsav, donkraft, svensknøgle, slagboremaskine og lægtehammer. Hands on, som det hedder.

Men kontorhænder har også en fortælling.

Jeg kigger på fingerspidsernes tyndslidte blommer og forsøger at huske de redskaber, som de i tidens løb har slidt sig blanke på.

Det første var en Olympia Splendid 66, en lille hidsig cremefarvet rejseskrivemaskine, som i min gymnasietid mest afsendte vrede indlæg til skolebladet og ubesvarede poetiske henvendelser til piger i parallelklasserne. Alt sammen frembragt med en skinger knitren, som når små tørre kviste eksploderer i pejsen.

Hvad der tidligere måtte have været af hård hud, forsvandt straks til fordel for en stadig undren over, at de gyldne poter nogensinde havde haft styrke til at hamre så hårdt på en skrivemaskinetast, at kraften kunne overføres til en leddelt metalarm med et bogstav for enden

Afløseren var en solid tysk Adler Gabriele 25, som i studietiden krævede et brutalt anslag hentet helt oppe fra skuldrene med kroniske myoser og nakkesmerter til følge. Kontorhænderne havde dengang en permanent misfarvning efter alt for mange farvebånds-skift. En formildende omstændighed var, at Gabrieles hvælvede låg levnede plads til både madpakken og 20 King’s.

Så var det en ren lise første dag at anbringe sine fingerspidser på avisens store, knaldrøde elektriske IBM XYD med kuglehoved og et anslag så let som et kærtegn på en nypoleret kølerhjelm.

Jeg bemærkede, at de mest indbildske blandt mine kolleger ikke længere talte om kontorhænder, der skrev så blodet sprang, men om deres gyldne poter, der dansede over tasterne. Men når redaktionens 16 IBM’er tonsede løs på én gang, lød det nu mere, som om der blev skudt med skarpt gennem vinduerne under en borgerkrig.

Et par år senere sænkede freden sig på arbejdspladsen, da kontorhænderne fik endnu en gave fra teknologiens gavmilde hjælpemiddelcentral.

Med det digitale tastatur på tekstbehandlingsanlægget Atex skulle fingerspidserne blot berøre tasterne som et let vindpust, og hvad der tidligere måtte have været af hård hud, forsvandt straks til fordel for en stadig undren over, at de gyldne poter nogensinde havde haft styrke til at hamre så hårdt på en skrivemaskinetast, at kraften kunne overføres til en leddelt metalarm med et bogstav for enden, der mirakuløst ramte et farvebånd placeret foran et ark hvidt papir.

Godt gået, kontorhænder.

Kontorhistorie

Som de fleste andre historier, begynder kontorets i det gamle Rom. Ordet kontor har rødder tilbage til det latinske computare, der betyder at regne eller tælle.

Det romerske imperium strakte sig under Kejser Hadrian i 2. århundrede over flere kontinenter og krævede selvsagt en nidkær administration af skatter og afgifter, og kan man sin Asterix, så ved man, at romerne var nogle humorforladte og pedantiske kontortyper i lædersandaler.

Med til ritualet hørte selvfølgelig, at hun om aftenen deltagende spurgte ”nå, var det en hård dag på kontoret, skat”?

Det romerske kontorliv udfoldede sig i bygninger omkring de store byers forum, hvor både den udsendte statholder og private købmænd havde folk siddende til at føre regnskab med indtægter og udgifter.

Fra middelalderens malerkunst kender vi mange kontor-lignende situationer, hvor munkene sidder i små celler omgivet af bøger, reoler og skriveredskaber – ikke ulig vore tiders hjemmearbejdspladser.

På Uffizi-galleriet i Firenze – oprindeligt en slags administrativt hovedsæde for Medici-familien – hænger, hvad der betragtes som ét af historiens første kontorbilleder, nemlig Sandro Botticellis maleri fra 1494 af ”Sankt Augustin i hans arbejdsværelse:

” Her sidder den katolske helgen og teolog med et plaget ansigtsudtryk ved noget, der umiddelbart kunne ligne et hæve-sænke-bord og forsøger med en fjerpen at nedfælde nogle ord i en bog omgivet af sammenkrøllede og kasserede papirark, hvoraf man kan udlede, at skriveblokering øjensynligt ikke er et nyt fænomen.

Sandro Botticelli – St Augustin dans son cabinet de travail. Foto: Public Domain.

Som verdens første egentlige kontorbygning regnes det britiske admiralitet i London, også kendt som Ripley-bygningen efter arkitekten, et gigantisk konditorværk af en administrationsbygning, der fra 1729 var hovedkvarter for Royal Navy. Solen gik som bekendt aldrig ned over det britiske imperium, og bygningens kolossale skala anskueliggøres af, at den i de kommende år efter en renovering ventes at bliver arbejdsplads for 2.400 kontoransatte.

Ved industrialiseringens begyndelse i 1850’erne måtte der flere og flere skrivepulte til for at holde styr på debet og kredit, men samtidig fik hjemmekontoret sit første gennembrud. Men kun for direktøren, selvfølgelig. Øverste leder af banker, handelskompagnier og industriforetagender regerede ofte fra privaten, hvor en tilpas stor kunstsamling i et overdådigt klunkestils-interiør draperet med portvins-og sherryflakoner skulle imponere potentielle kunder.

Tricket med hjemmekontoret som en slags firmalogo virkede også for den amerikanske forlægger Hugh Hefner, grundlæggeren af herremagasinet Playboy, der fra 1960’erne regerede sit store medieunivers og mange tusind ansatte fra en rund og overpolstret seng i soveværelset i Chicago omgivet af letpåklædte unge piger med kaninører. PR-effekten af en spektakulær hjemmearbejdsplads blev bemærket af den danske rejsekonge Simon Spies, der i 1970’erne havde for vane – overvåget af pressen og bemærkelsesværdige unge sekretærer – at henlægge arbejdsdagen til den store seng i den futuristiske Villa Fjolle i den svenske skærgård.

Kontorvikar

Mit første kontorjob var på et distriktstoldkammer med udsigt over havnen, hvor der endnu dengang kom skibe sejlende med varer fra de varme lande. Dem havde jeg ikke noget at gøre med, skibene, varerne og de varme lande.

Tværtimod.

Mit arbejde bestod i at forberede omregistrering af frikørte hyrevogne, som vognmændene ønskede at sælge til private.

Jeg var noget på et kontor.

Det var med en vis tilfredshed, at jeg hver morgen iførte mig et par velpressede lyse sommerbukser, en blå skjorte og en blazer og meddelte min kæreste, at ‘jeg nok først slap fra kontoret ved femtiden’

Fra klokken 9 til 16 sad jeg og clipsede små sort/hvide fotografier – fire for hver bil – på ansøgningsblanketter. Jeg fik den første dag indskærpet, at hver taxa skulle være fotograferet forfra, bagfra og fra hver side, samt, at omhu var kontorets adelsmærke.

Foran mig på skrivebordet stod et lille metalstativ med fire forskellige stempler. Klak, klak, klak og klak. Mine hænder bliver den dag i dag lidt urolige, når jeg på gaden møder en gammel sort Mercedes 180 D.

Selv om der var tale om et sommervikar-job allernederst i kontorets hierarki, var min selvfølelse ikke ubetydelig. Tidligere havde jeg haft feriejobs som galvanisør, slagterimedhjælper, chauffør og vicevært, så det var med en vis tilfredshed, at jeg hver morgen iførte mig et par velpressede lyse sommerbukser, en blå skjorte og en blazer og meddelte min kæreste, at ”jeg nok først slap fra kontoret ved femtiden”.

Med til ritualet hørte selvfølgelig, at hun om aftenen deltagende spurgte ”nå, var det en hård dag på kontoret, skat”?

Vi gjorde os umage med at være ironiske grænsende til det foragtende over for mit kontorliv, som unge studerende dengang forventedes at være. Under opvasken skrålede vi gerne ”som grøn konfirmand blev han af mor/ sat i lære på et officielt kontor,” men i virkeligheden var jeg hovedkulds imponeret af mit job, og havde ikke noget imod at gnubbe alle hoveddørens guldbeslag.

Jeg var noget på et kontor. Ikke noget særligt, men på et kontor, det var det.

Kontorindretning

Men hvad er det egentligt for noget, et kontor?

Som altid er Ordbog Over Det Danske Sprog befriende klar i mælet: ”lokale, hvor de til en (privat ell. offentlig) virksomhed ell. institution hørende skriftlige eller regnskabsmæssige arbejder udføres.”

Medarbejdere var omhyggeligt placeret i en hierarkisk orden, så dokumenter lettest kunne passere op gennem rækkerne til kontorchefen, der som regel tronede på et hjørnekontor med persienner og udsigt til kontoristernes bøjede og tavse rygge

Javel, men sådan et lokale kan indrettes på mange måde, og ser man på kontorets udviklingshistorie, så afspejler den selvfølgelig skiftende menneskesyn og ledelsesteorier. Som den første moderne åben-plan-kontorbygning regnes The Larkin Administration Building i Buffalo, New York, der stod færdig i 1906 og var tegnet af datidens stjernearkitekt Frank Lloyd Wright.

Kontor
The Larkin Administration Building. Foto: Wikimedia Commons.

I dag vil mange nok mene, at bygningen ligner en mellemting mellem et mausoleum og et kraftværk, men indvendig eksperimenterede den dristigt med storkontorer, hvor medarbejdere omhyggeligt var placeret i en hierarkisk orden, så dokumenter lettest kunne passere op gennem rækkerne til kontorchefen, der som regel tronede på et hjørnekontor med persienner og udsigt til kontoristernes bøjede og tavse rygge.

Tænkningen blev kaldt taylorisme efter maskiningeniøren Frederick Winslow Taylor, der blandt andet havde hentet inspiration fra produktionslinjerne på amerikanske slagterier.

Taylorismens samlebåndsprincip var stort set eneherskende i et halvt århundrede, og et typisk eksempel kan i dag studeres på Teknisk Museum i Horsens i form af en bankfilial fra 1930’erne.

Først i midten af 1960’erne fandt to tyske virksomhedskonsulenter ud af, at det nok var en god idé at bløde kontorets rad&række-hierarki op og i stedet samle udvalgte medarbejdere i mindre grupper, hvor de kunne tale sammen og udvikle idéer omkring fælles projekter. Det blev samtidig almindeligt at dele lokalet op i øer med flytbare halvvægge og store grønne planter, og med sædvanlig tysk pragmatisme blev den nye organisationsform blot kaldt bürolandschaft

Men det grønne kontorlandskab og dets innovative teams fik stor betydning i sidste halvdel af 1900-tallet, og specielt chefer i de kreative fag troede fuldt og fast på den synergiske effekt af storkontorer med designerskriveborde og avantgardekunst på væggene, hvilket dog ikke forhindrede dem i, med klædelig beskedenhed, at placere sig selv bag mahogni i rummelige og lydisolerede enkeltmandskontorer.

I den periode blev der også økonomisk mulighed for at indrette det legende kontor, hvori specielt reklame-og kommunikationsvirksomheder signalerede deres ukonventionelle afslappethed. Forbilledet var Googles hovedkvarter i Californien

Men samtidigt blev det med bærbare computere og mobiltelefoner muligt at indrette billigere og mere fleksible arbejdspladser, og i Danmark var høreapparatvirksomheden Oticon først med free seating, hvor medarbejderne hver morgen kunne trille deres personlige skuffetrolley derhen, hvor de helst ville sidde.

I den periode blev der også økonomisk mulighed for at indrette det legende kontor, hvori specielt reklame-og kommunikationsvirksomheder signalerede deres ukonventionelle afslappethed. Forbilledet var Googles hovedkvarter i Californien, hvor trapper var erstattet med rutsjebaner mellem etagerne, men i Danmark nøjedes man nu i de fleste tilfælde med sækkestole, hængekøjer og en deltidsansat barista.

Kontorliv

Med til sommerferievikarens pligter hørte også hver dag at hente bagerbrød til toldkammerets fælles eftermiddagskaffe. Det var i en tid før quinoa og spelt, så kontorets damer holdt sig ikke tilbage, når bestillingslisten gik rundt ved 14-tiden: en Walesstang, to Gåsebryst, tre Napoleonshatte, to Kartoffelkager, to Bikuber og et enkelt stykke Othello, tak. De ældre overkontorassistenter havde fotografier af deres børnebørn og hunde stående på skrivebordet og kunne bagerens priser på fingrene, som var de toldsatserne på cigaretter, sukker og kakao, så på min rundgang modtog jeg aftalte penge hentet op fra dybet af pudderduftende håndtasker. Mirakuløst, så stemte beløbet altid på øre, når jeg stod foran bagerens disk.

Med til mine arbejdsopgaver hørte også at vedligeholde og betjene kontorets store spritduplikator. Det kan lyde enkelt, men det var det ikke. I den lange sommer på kontoret lærte jeg aldrig helt at forstå dens anatomi. Stencils kom let til at vende forkert, så teksten stod spejlvendt, valser satte sig fast på de mest travle tidspunkter, dyser blev tilstoppet under spidsbelastning, og med jævne mellemrum varslede en gennemtrængende lugt af vinduessprit en lækage et sted i systemet.

Selv om duplikatoren stod midt i kontoret, hørte jeg aldrig bebrejdelser for mine forsømmelser. Man slukkede blot rutinemæssigt piber og cigaretter rundt omkring ved skrivebordene.

Kort tid efter udslippet var der dog altid et par ældre kolleger, der klagede over begyndende hovedpine og måtte en tur på havnen for at trække frisk luft. Nogle fik også klaret indkøbene til aftensmaden ved samme lejlighed, bemærkede jeg.

Når jeg i dag tænker tilbage på mit kontorlivs mange kopi-og printerrum, har der altid været tale om små, kemikalielugtende lokaler uden dagslys og sitrende af statisk elektricitet og brummen fra defekte lysstofrør

Det var en tid før kopirummet, dette myteomspundne lille aflukke med stabler af A4-papir og blækpatroner, som MeToo-debatten og dens efterfølgende mange beretninger om krænkende adfærd har gjort til en ikonisk del af kontorets plantegning.

Når jeg i dag tænker tilbage på mit kontorlivs mange kopi-og printerrum, har der altid været tale om små, kemikalielugtende lokaler uden dagslys og sitrende af statisk elektricitet og brummen fra defekte lysstofrør.

Så normalt har jeg skyndt mig ud så hurtigt som muligt. Det har mange kvinder tilsyneladende også – af helt andre grunde.

Selvfølgelig har jeg som andre mænd ransaget min hukommelse for, om ikke også jeg skulle have gjort mig skyldig i krænkelser med Xerox, Canon og Epson som tavse vidner. Det er vist ikke tilfældet…. åh, jo, der var så lige den aften, hvor jeg kom stormende ind i kopirummet, mens en kvindelig kollega var i færd med at massekopiere en konfirmationssang i fire farver; hun så på mig med et blik fyldt med krænkelse.

Nå ja, så var der også lige den jobansøgning til et konkurrerende firma, som en højt profileret – og temmelig selvhævdende – kollega havde glemt i printeren. Havde jeg været et finere menneske, ville jeg selvfølgelig ikke have læst ansøgningen, men ude i printerrummet indså jeg for første gang, at et CV kan tage form af et skønlitterært værk med islæt af både magisk realisme og science fiction.

Spritduplikatoren på toldkontoret kom jeg imidlertid aldrig på fortrolig fod med.

Det gjorde ikke noget. For endnu stærkere teknologiske storme havde for længst hærget alle danske kontorer. Allerede i 1911 havde Statens Statistiske Bureau – en forløber for Danmarks Statistik – taget en hulkortmaskine i brug til bearbejdning af en folketælling.

Få måneder efter, at jeg havde forladt kontoret, kaldte hulledamerne sig tasteoperatører og havde været på kursus i at betjene kontorets nye summende EDB-maskiner, der var på størrelse med kummefrysere, men til gengæld nærmest lydløse

Systemet gik i sin enkelthed ud på at registrere data som huller i et aflangt kartonkort. Da der var tale om en amerikansk opfindelse, havde de første hulkort samme størrelse som en $1-seddel, og på toldkontoret spyttede tabuleringsmaskiner hvert sekund kort ud med navne og adresser på skyldnere, som via en ny hulkortkørsel automatisk fik tilsendt rykkere med forskellige grader af trusler om strafrenter, bøder og inkasso.

I afdelingen for omregistrering af hyrevogne havde jeg afløst yngste kontorelev – hendes lårkorte pepitaternede nederdel var et tilbagevendende samtaleemne blandt de ældre kagespisere – og hun sad nu i en øredøvende larm inde i nabokontoret sammen med de andre hulledamer og kodede hulkort. Når der af og til lød et skingert hvin inde bag glasruderne, var det fordi én havde tabt en stabel kort på gulvet og måtte i gang med en omkørsel.

Få måneder efter, at jeg havde forladt kontoret, kaldte hulledamerne sig tasteoperatører og havde været på kursus i at betjene kontorets nye summende EDB-maskiner, der var på størrelse med kummefrysere, men til gengæld nærmest lydløse.

Kontorfremtid

De fleste journalister vil nok hævde, at de ikke er kontoransatte. Men det er de selvfølgelig. Se bare redaktionerne: computerskærme, tastaturer, kaffeautomater og bøjede nakker lige så langt øjet rækker. Og for enden en redaktør i et hjørneværelse med tæppe på gulvet. En redaktion er bare et almindeligt kontor, hvor usædvanligt mange af de ansatte sidder med begge ben solidt plantet i skyerne.

Men også denne type kontorer er kun sparsomt bemandet under corona-epidemiens anden bølge, og disse linjer er da også nedfældet ved spisebordet kun afbrudt af indkøb i Rema 1000, blomstervanding, tøjvask, cykeltur omkring Brabrand Sø, opvask, støvsugning af persienner, start på ny Netflix-serie, udskiftning af pære i emhætten, første kapitel af Woody Allens erindringer, traveture på havnen, sengeredning, succesfuld fjernelse af rødvinsplet med brintoverilte, oprydning i pulterrum og tilberedning af frokost såvel som middag af førnævnte indkøb i Rema 1000.

Overspringshandlinger har traditionelt et dårligt ry, men for os hjemmearbejdende er de en måde at trække vejret på og erstatter småsnak ved kaffemaskinen, udveksling af idéer i kantinen og deling af branchesladder på gangene.

Aldrig har jeg boet så rent, aldrig har jeg sagt så lidt og aldrig har jeg kigget så meget ud ad vinduet. Set i lysekroneperspektiv ligner jeg sikkert Botticellis version af Sankt Augustin i sin ensomme skrivecelle. Taylorisme eller Bürolandschaft? Jeg ved det ikke, men min udstoppede Magellan-pingvin står henne i hjørnet med et glasagtigt chefblik, så der er nok tale om det første.

Boticelli: Augustin arbejder. Public Domain.

Savner jeg kontoret? Tja. Savner jeg kolleger? Ja.

Blandt arbejdsmarkedsforskere er der enighed om, at hjemmearbejdet er kommet for at blive. Et flertal af danskere foretrækker mindst én eller to ugentlige hjemmearbejdsdage, og udviklingen giver allerede anledning til dybe panderynker og en lind strøm af digitale konferencer blandt arkitekter, byudviklere, entreprenører og andre, der lever af at projektere og opføre store firmadomiciler i glas og beton. Det er efter kontortid for den slags.

Og hvad med infrastrukturen, når vi i fremtiden i stort omfang vil arbejde fra egen matrikel? Bliver der overhovedet brug for en fast forbindelse over Kattegat og en midtjysk motorvej? Og hvad skal vi med selvkørende biler, hvis vi ikke skal på arbejde?

Men man kan selvfølgelig blot bare nøjes med at bekymre sig om, hvem der nu husker at afkalke kontorets kaffemaskine.


LÆS MERE OM KONTORLANDSKABER HER


Topillustration: PxHere. Er kontoret færdig som det sted, vi arbejder? Det spår Stig Olesen.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Stig Olesen (f. 1948) er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole. Redaktionssekretær på Jyllands-Posten, siden featureskribent på avisens søndagsredaktion. Fra 2010 freelance med speciale i reportager og essays.
Udgav i 2012 (sammen med Carsten Ingemann) Tolv halve – en rundrejse på 12 danske halvøer og i 2014 (også sammen med Carsten Ingemann) på forlaget Zetland singlen Den store mågekrig. Har i 47 år været en både undrende og begejstret tilflyttende aarhusianer.

Seneste artikler om Kultur