MINDEORD // STEPHEN SONDHEIM – Komponist og forfatter, Stephen Sondheim døde d. 26.11.21. Dermed siger verden farvel til en af musicalgenrens største begavelser og ikke mindst fornyere.
Siden sin professionelle debut med sangteksterne til West Side Story i 1957 var Stephen Sondheim en opdagelsesrejsende, der udforskede hvad musicalgenren kunne og skulle.
For ham havde genren potentiale til mere end ugebladsromantik med tapre helte og heltinder tilsat ørehængere og langbenede dansere i overdådige kostumer.
Hans omfattende produktion er da også en serie af eksperimenter, i hvilke han med musikalske kolber og slanger frembragte værker, som ingen andre i hans samtid kunne matche.
Et par eksempler:
Company (1970) var et kritisk blik på ægteskabet som institution. I centrum står singlemanden, Bobby, og alle hans gifte venner prøver at få ham gift, selvom ingen af dem er synderligt lykkelige i deres ægteskab.
A Little Night Music (1973) var en genfortælling af Ingmar Bergmans Sommernattens Smil, og næsten alle sangnumre blev skrevet i 3/4-takt, som et benspænd Sondheim opstillede for sig selv.
Sweeney Tood (1979) handler om en barber fra London, som vil hævne sin kones død, men ender med at skære halsen over på et utal af kunder, der ender som fyld i hans makkers kødpie-butik. Velbekomme. Sondheim og instruktør Harold Prince mente begge to, at musicalgenren sagtens kunne rumme de store mørke temaer, som normalt var forbeholdt operaen, og Sweeney Todd er en rystende fortælling om hævn som drivkraft. Også her var Sondheim en tur i det musikalske laboratorium. Her er Wagnerske ledemotiver, uhyggelige dissonanser i arrangementerne, og et gennemgående musikalsk tema er den latinske dødsmesse, Dies Irae.
Der er mange flere eksempler.
Follies (1973) var et melankolsk tilbageblik på mellemkrigstidens storslåede musicals,
Sunday In the Park With George (1984) udforskede kunstnerens rolle i samfundet, Into the Woods mixede flere af Brødrene Grimms eventyr, og Assassins (1990) var et portræt af af mænd og kvinder som havde myrdet (eller forsøgt at myrde) amerikanske præsidenter.
Sondheim var en mester med ord. Han elskede at lege med ord, ordspil, rim og bogstavrim, og hans sproglige vingefang var bredt.
Store følelser som i titelsangen fra Anyone Can Whistle:
Maybe you could show me how to let go,
Lower my guard,
Learn to be free.
Maybe if you whistle,
Whistle for me.
Ætsende selvkritik af 70ernes overklassemiljø (“The Ladies Who Lunch” fra Company)
“Here’s to the girls who stay smart
Aren’t they a gas?
Rushing to their classes in optical art
Wishing it would pass
Another long exhausting day
Another thousand dollars
A matinee, a Pinter play
Perhaps a piece of Mahler’s
Og kulsort humor som i A Little Priest, hvor Sweeney Todd og hans medsammensvorne diskuterer indholdet i hendes kødpier.
“It’s fop.
Finest in the shop.
And we have some shepherd’s pie peppered
With actual shepherd on top!
And I’ve just begun —
Here’s the politician, so oily
It’s served with a doily,
Have one”
I de to sidste eksempler ser man, hvordan teksterne ikke blot har klassiske enderim, men også interne rim. Evnen til at trylle med ord i alle klangfarver – kombineret med et skarpt blik for den menneskelige psykologi betød, at kolleger, konkurrenter og anmeldere var enige om at Sondheim var genrens dygtigste tekstforfatter.
Sondheims musik blev af mange opfattet som svær, kompleks og utilgængelig. En anmelder gik en gang så vidt som at skrive: “Hver gang Sondheim hører at en iørefaldende melodi er ved at krybe ind i hans sange, så tramper han på den.” Men Sondheim søgte ikke kompleksiteten for kompleksitetens skyld. De hyppige rytmeskift, skæve tonespring og dissonanser i akkompagnementerne underbygger teksten og figurens psykologi, hvilket gør hver enkelt sang til et lille stykke dramatik i sig selv.
Sondheims eksperimentende stil delte ofte vandene.
Hans forestillinger høstede et hav af Tony-priser, Broadways Oscar. Sunday In The Park With George fik endda en Pullitzer-pris, og Sondheim selv modtog i 2015 The Presidential Medal of Freedom af præsident Obama.
Kernen af Sondheims virke
Sondheim var en komponist og forfatter, som mange skuespillere drømte om at arbejde med, fordi de vidste, at her var man med i noget usædvanligt. Det er ret sigende, at da Sondheim blev spurgt, om han ville lave en filmmusical en dag, svarede han, at så skulle manuskriptet skrives af Woody Allen.
De to har ikke kun nysgerrigheden og originaliteten tilfælles.
Sondheim oplevede nemlig, ganske som Allen, at hans eksperimenter ikke blev ret godt modtaget af publikum. Mange af hans shows gav bragende underskud og nogle lukkede efter ganske få forestillinger.
Der findes eksempelvis en eksklusiv klub for de mennesker, der nåede at se Anyone Can Whistle inden den blev pillet af plakaten efter kun ni forestillinger.
Selv Sondheims største kommercielle succeser er økonomiske dværge ved siden af f.eks. Lloyd Webber eller Boublil/Schönbergs musicals.
Her er vi inde i kernen af Sondheims virke som dramatiker. Han søgte aldrig den nemme vej. Han sagde en gang om sangskrivning, at hvis folk synger med på en sang, første gang de hører den, har de formentlig hørt den før. Derfor skrev han også meget af sin musik langt væk fra klaveret, for som han sagde: “Fingre har det med at bevæge sig i vante mønstre.”
Iveren efter altid at gå nye veje og vride nye og anderledes melodier ud af tangenterne betød, at Sondheim kun skrev ganske få kommercielle hits, som blev spillet andre steder end på Broadway.
Et forhold der bl.a. ærgrede Frank Sinatra, som en gang udtalte, at han ville ønske, at Sondheim ville skrive flere sange til “saloon-sangere som mig.”
Sondheim selv jokede tit med sin manglende kommercielle appel, og i en masterclass med unge sangere sagde han til publikum: “And now a medley of my hit”.
Sangen hed Send In The Clowns.
Og i den her lidt sørgmodige stund, hvor Sondheim fra sin sky kan se ned på det Broadway-teater, der nu bærer hans navn, har vi faktisk brug for nogle klovner, der kan trække et smil frem.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
