Et sidste farvel til Herfølge Stadion

Jesper Elmholt Gisli 17.11.2018

ESSAY – Enhver der af erfaring ved, at fodbold kan få hjertet til at slå dobbelt vil kunne genkende den blanding af vemodighed og glæde, som Jesper Elmholdt Gisli beskriver i dette farvel til et fodboldstadion, der mere end noget andet sted, er et referencepunkt i hans liv. Fra barndommens fascination over dannelsen af fanklubben til arbejdet som kommunikationschef i klubben. Og nu igen bare en fan, der søndag for sidste gang skal se divisionsfodbold på Herfølge Stadion.

Søndag bliver en helt særlig dag.

På Herfølge Stadion oplevede jeg første gang at et hjerte kunne slå dobbelt på grund af fodbold.

På Herfølge Stadion løb mine første helte; Frank Løndal, Jesper Pedersen, Frank Macnamara og alle de andre Bolden var en Adidas Tango og alle spillerne havde sorte fodboldstøvler.

På banerne bag Herfølge Stadion spillede vi børn som vores helte i gult og blåt, og lidt som Søren Lerby, Pierre Littbarski og Sócrates.

Det var i klubbens shop på den anden side af gaden jeg første gang stiftede bekendtskab med international fodbold, da jeg fik en AC Milan-trøje i hænderne, og altid spurgte ’Hvad koster den?’, selv om jeg udmærket vidste, at jeg aldrig havde pengene.

På Herfølge Stadion var træneren skotsk. Det var også eksotisk. Og med sig havde han taget et par spillere med fra Skotland. De havde valgt vores klub, vores lille by.

Den knoldede bane

På Herfølge Stadion mødte jeg spændt op på parkeringspladsen en søndag formiddag, for at tage til Lyngby og følge det spinkle håb om en medaljefest. Med mig havde jeg mit livs første flag i gult og blåt. Det var pilotnylon. Et flag der stod pakket på værelset fra aftenen før, rullet og klar.

Det var Herfølge Stadion, der blev brugt som reference, da de i radioen skulle varme op til Irland-Danmark og kommentatorerne skulle illustrere, hvor knoldet banen var. Og således lærte jeg, hvordan det føles at blive krænket. I to til tre sekunder, inden stoltheden over at Herfølge Stadion blev nævnt i forbindelse med en landskamp tog over.

På Herfølge Stadion trykkede jeg for første gang på et kompressorhorn, og duften af gassen og følelsen af den iskolde dåse glemmer jeg aldrig.

På Herfølge Stadion kunne jeg året efter for første gang bevidne en fejring af et dansk mesterskab, da AGF sammen med deres mange fans fejrede guldet i øsende regnvejr, med Herfølges mudrede jordvolde som ’tilskuerpladser’. Det var ingen hindring for en fest.

På Herfølge Stadion samlede jeg drengene og dannede Herfølge Fan & Supporter Club, der på sit højeste havde 35 medlemmer. Men vi havde flag, trommer og det der var værre, og vi var de sejeste, syntes vi.

Stolt var jeg, da klubbens formand sendte os et takkebrev med fem landskampsbilletter – og således lærte jeg ordet ’erkendtlighed’.

Helte og forrædere

På Herfølge Stadion så jeg den gule trøje blive båret med varierende grader af stolthed af skiftende spillere af skiftende kvalitet og med skiftende resultater – fra toppen af den bedste række til de grå dage med nedrykninger og regnvejrsdage i 2. division Øst.

På Herfølge Stadion var alt dette glemt tre år senere, da vi fra de fyldte tribuner klædt i gult og blåt kunne fejre klubbens første, eneste og sidste mesterskab. Og denne gang var det glædestårer, der flød

På Herfølge Stadion hang det store billede af ’Saftkongen’ Gudmund Jørgensen med sine to børnebørn ved sin side – nu som mindet om manden, der sagde nej til Peter Schmeichel, men ja til visioner og store drømme, og gjorde Herfølge Boldklub til den første professionelle klub i Danmark.

På Herfølge Stadion lærte jeg betydningen af ordet ’forræder’, da et par af gårsdagens helte luskede ud af bagdøren da klubben gik i betalingsstandsning. De der blev, blev endnu større helte.

Det var på Herfølge Stadion jeg kneb en tåre, da en skrivebordsdom betød at nederlaget i sæsonens sidste kamp mod mestrene fra Brøndby snød os for medaljer for første gang i klubbens historie. Tættere havde vi aldrig været.

Det største øjeblik

På Herfølge Stadion var alt dette glemt tre år senere, da vi fra de fyldte tribuner klædt i gult og blåt kunne fejre klubbens første, eneste og sidste mesterskab. Og denne gang var det glædestårer, der flød. Et mesterskab uden lige. På alle måder. Selvom alle andre prøvede at tale vores mesterskab ned, så vidste vi bedre: tabellen lyver aldrig.

På Herfølge Stadion fyrede vi så mange nødblus af den aften Herfølge gik videre i Europæisk fodbold, at kampen var blevet aflyst, hvis den var foregået i dag.

På Herfølge Stadion vajede mesterskabsflaget tungt over tribunen da vi året efter rykkede ned. Man kunne måske tro, at vi følte skam over at rykke ned som forsvarende mestre, men det tog os lige præcis fem minutter at komme over det. For vi havde prøvet at rykke ned masser af gange. Det var ikke så sensationelt. Det var mesterskabet til gengæld. Og det kunne ingen tage fra os, nedrykning eller ej.

Jeg glæder mig også til den dag, at en fusionsklub i Køge løfter det enorme potentiale der er, og skaber nye glorværdige øjeblikke og resultater, så de kommende generationer får deres egen Frank Løndal

Det var på Herfølge Stadion, jeg som lokal sportsjournalist interviewede cheftræner Michael Schønberg om det åbenlyst tåbelige i at fjerne billederne fra mesterskabet fra væggene i klubben, og i øvrigt fik ham op i det røde felt da jeg spurgte ham hvordan han ville få holdet ud af den aktuelle krise.

Fusion efter flere forsøg

På Herfølge Stadion udfærdigede de to bestyrelser fra henholdsvis Køge og Herfølge Boldklub en pressemeddelelse, der skulle miskreditere mig, og afvise mine artikler, hvori jeg fremførte påstanden om, at den forestående fusion mellem boldklubberne i Køge og Herfølge lå i ruiner på grund af Køge Boldklubs dårlig økonomi. En dårlig økonomi der blev holdt skjult. To uger senere kunne de ikke skjule det længere, og fusionen døde – igen.

Det var på Herfølge Stadion jeg i 13 måneder knoklede som en gal som klubbens Kommunikations- og Marketingchef og forvandlede HB Erhvervsklub til NETVÆRKET, skiftede hovedsponsorens navn ud med NETVÆRKET på spillertrøjen og fik opgraderet sponsorloungen. Ideen med NETVÆRKET havde i øvrigt jeg tyvstjålet i Malmö FF, men det sagde jeg ikke til nogen.

Jeg stod for udviklingen af sponsoreventet ‘3. tirsdag’, hvilket jeg stadig er stolt af. Jeg stod også for at aflyse en kamp på grund af sne på banen – som så var smeltet fem timer senere da kampen skulle være startet – hvilket jeg stadig er knapt så stolt af.

Det bliver følelsesladet, og det bliver helt noget helt særligt. Men også helt rigtigt.

En lokalpolitisk dagsorden om at gøde jorden for endnu et fusionsforsøg var måske ikke SF-politik. Mit gul-blå hjerte løb af med mig, og jeg stillede mig som lokal SF-formand ikke just i vejen for den dagsorden.

På Herfølge Stadion hviskede træner Auri Skarbalius ‘Tillykke, Jesper’ til mig, da man på et pressemøde endelig kunne proklamere, at fusionen mellem Køge og Herfølge nu var en realitet.

På Herfølge Stadion blev de gule sæder malet sorte, så blåt og sort kunne erstatte gult og blåt.

Det er på Herfølge Stadion at alle disse minder – og givetvis mange, mange flere – vil fare gennem mit hjerte og hoved, når jeg på søndag skal se den sidste divisionskamp på Herfølge Stadion, inden den nye hjemmebane i Køge tages i brug i det nye år.

Drømmen om bedre tider

Det bliver mærkeligt. Det bliver følelsesladet, og det bliver helt noget helt særligt. Men også helt rigtigt.

Man var alt for længe om at slå de to klubber sammen til én, men det lykkedes heldigvis – og på grund af skiftende politiske vinde, har været alt for længe om at skabe nye og tidssvarende rammer på et nyt stadion. Men nu er man i gang, og det glæder jeg mig over.

Jeg glæder mig også til den dag, at en fusionsklub i Køge løfter det enorme potentiale der er, og skaber nye glorværdige øjeblikke og resultater, så de kommende generationer får deres egen Frank Løndal og andre helte at hylde. Nu i blåt og sort, og engang i fremtiden med et flot og imponerende fodboldstadion som ramme.

Det vil glæde mig langt ind i hjertet.

Men først skal det lige blive søndag. En helt særlig søndag og et sidste farvel til Herfølge Stadion.

Topfoto: Skribenten i en lidt yngre udgave svinger fanen, mens Næstveds målmand Ole Kjær ærgrer sig over en Herfølge-scoring. Foto: Elmer Madsen.

Jesper Elmholt Gisli

Er oprindeligt pædagogisk uddannet, og har også solid erfaren fra den verden. Men har også i mange år arbejdet som lokaljournalist og som redaktør for Ugeposten Gribsskov. Nu udgiver han lokalavisen NørrebroLIV