USA // ANALYSE – Præsident Trump er kendt for at stole på få, ultraloyale mennesker fra sin inderkreds, og i D.C. er ét navn for alvor på alles læber som mulig ny national sikkerhedsrådgiver: Stephen Miller, rådgiver for indenrigssikkerhed og arkitekten bag Trumps udlændingepolitik. Med ham ved roret vil USA ikke bare tage et markant højresving. Miller kan også ses som en indenrigspolitisk skarpslibning af USA’s udenrigspolitik. Det er ikke godt nyt for USA’s allierede i Asien, Europa eller Ukraine.
WASHINGTON D.C. – Med denne uges fyring af Mike Waltz som national sikkerhedsrådgiver og med Marco Rubio i en midlertidig dobbeltrolle som havende både denne post og jobbet som udenrigsminister (plus en slags vicevært-rolle for det nedlukningstruede bistands-agentur, USAID samt Acting Archivist of the United States, fordi jobbet som chef for the National Archives heller ikke er besat) peger samtaler i Washington nu på én person som Donald Trumps foretrukne til posten: Stephen Miller.
Miller er en af de mest kontroversielle figurer i Trump-universet – og samtidig en af de mest loyale. Det er ingen hemmelighed, at netop vedholdende loyalitet er den allervigtigste egenskab i Trumpland. Og Miller har været med fra starten – også under Trump 1.0, hvor han gav input til den amerikanske præsidents første dystre og dystopiske indsættelsestale om American Carnage (USA’s ‘undergang’ eller bogstavelig talt: ‘blodbad’, red). Han har altid brugt megen tid på at gå i brechen for præsidenten. Nedenfor ses et klassisk tweet fra 5. februar på X:
En udnævnelse af Miller vil imidlertid være mere end blot en intern rokade og en bekræftelse af en gammel sandhed om præsidenten: at han ynder at samle magten på få hænder i egen inderkreds og ikke er meget for udefrakommende rådgivning.
“National sikkerhed” ses om noget, der inkluderer såkaldt ”kulturel og indre uro” – ikke bare ydre trusler. Miller er dybt optaget af al den indenrigspolitik, der kan ses som værdipolitik
Hvis Miller blev udnævnt, ville det både kunne ses som et ideologisk signal og som et tegn på, at Trumps Hvide Hus ikke ser ”national sikkerhed” på samme måde, som tidligere præsidenter har gjort det, hvor stillingen som national sikkerhedsrådgiver typisk har været en fast del af udenrigspolitikken. Miller er ikke specielt interesseret i, eller vidende om, udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men han er virkelig dygtig og skarpsleben indenfor alt, der smager af “værdipolitik”. Ikke kun på udlændingeområdet, men indenfor køn, minoriteter, DEI, kulturkamp, wokeness og deslige.
Hvis han bliver valgt, skal det imidlertid på ingen måde forstås som at Trump ikke har en udenrigspolitik. Det har han i den grad, men den er unilateral, og den er først og fremmest styret af én parole: Make America Great Again, hvilket også er en måde at ”indenrigsgøre” udenrigspolitikken på. Og her passer Miller perfekt ind.
Immigrationspolitik er sikkerhedspolitik
Miller er i øjeblikket Trumps nationale rådgiver for indenrigssikkerhed. Og som mediet Axios skriver, har han skabt et Homeland Security Council, der kører “like clockwork” og er “infinitely more effective than the NSC with a tiny fraction” af personalet.
For Trump er det idealet, og i øvrigt også som hentet direkte fra drejebogen for Elon Musks DOGE (Department of Government Efficiency, red). Stephen Miller leverer resultater, nedbryder bureaukratiske forhindringer og gennemfører regeringens politik uden hensyn til indsigelser eller institutionelle traditioner. Eller – kunne man tilføje – smålige hensyn til retstatslige garantier om due process.
At gøre Miller til national sikkerhedsrådgiver vil derfor ikke blot konsolidere hans egen magt; det vil forvandle hele rollen som sikkerhedsrådgiver fra en typisk frit tænkende og relativt uafhængig koordinator af analyser om USA’s sikkerhedspolitik og trusler mod nationen til en disciplineret forlængelse af præsidentens verdenssyn og vilje.
Hvis Miller bliver udnævnt, vil hans verdenssyn komme til at præge hele USA’s sikkerhedspolitiske strategi – med migration, risikoen for et ”kulturelt sammenbrud” og geopolitisk ustabilitet som ét samlet trusselsbillede
Millers navn er uløseligt forbundet med Trumps hårde immigrationspolitik. Han var hjernen bag Trumps såkaldte muslim ban (der blev kendt ulovligt i første omgang, men som vendte tilbage i en anden og mere spiselig form – se faktaboks), bag familieseparationer ved grænsen og forsøgene på at omgå asylsystemet med hurtige udvisninger.
Hvad var “the Muslim Ban” – og hvorfor var det ulovligt?
Kort efter Donald Trump tiltrådte som præsident i januar 2017, udstedte han en præsidentiel bekendtgørelse – Executive Order 13769 – der midlertidigt forbød indrejse i USA for borgere fra syv overvejende muslimske lande: Iran, Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen. Dekretet suspenderede også det amerikanske flygtningeprogram i 120 dage og indførte et ubegrænset forbud mod syriske flygtninge.
Dekretet blev hurtigt døbt “the Muslim Ban”, da det i praksis byggede på Trumps løfte under valgkampen om at “lukke fuldstændigt af for muslimer”. Flere føderale domstole blokerede forbuddet med henvisning til, at det stred mod forfatningen. Særligt blev det kritiseret for at:
-
- diskriminere på baggrund af religion (i strid med the First Amendment),
-
- fratage visumindehavere og lovlige indvandrere deres rettigheder uden retssikkerhed (i strid med the Fifth Amendment),
-
- og udgøre magtmisbrug uden tilstrækkelig national sikkerhedsbegrundelse.
Efter domstolenes indgriben blev forbuddet omskrevet to gange og til sidst erstattet af Proclamation 9645 i september 2017. Denne nye version omfattede flere lande – inkl. ikke-muslimske som Nordkorea og Venezuela – og blev fremlagt som en teknisk vurdering baseret på sikkerhedskriterier. I 2018 blev Travel Ban 3.0 godkendt af USA’s højesteret med stemmerne 5-4. Flertallet vurderede, at præsidenten havde lovhjemmel til at regulere indrejse og mente, at det endelige forbud var “neutralt” i forhold til religion – trods den oprindelige anti-muslimske retorik. Forbuddet blev dog fortsat kritiseret bredt – både juridisk og politisk – for at være diskrimination forklædt som sikkerhedspolitik.
Og i Trumps øjne gør det netop Miller kvalificeret. For Miller er USA’s grænse ikke blot et geografisk sted – grænsen er selve det punkt, hvor udenrigs- og indenrigspolitik smelter sammen. Og tag ikke fejl – luftige og idealistiske proklamationer om, at USA er verdens politibetjent, når det gælder opretholdelsen af demokrati, markedsøkonomi og menneskerettigheder er ikke noget, Miller har det mindste at sige om. Det er simpelthen ikke en del af hans syn på verden.
Hvis Miller bliver udnævnt, vil hans verdenssyn komme til at præge hele USA’s sikkerhedspolitiske strategi – med migration, risikoen for et ”kulturelt sammenbrud” og geopolitisk ustabilitet som ét samlet trusselsbillede. Som en kilde i Det Hvide Hus siger til Axios: “Given how well he’s worked with Marco, many see him as the perfect person to restore the role of the NSA to a staff-level policy role that reports to the chief of staff, instead of some inflated Cabinet position.”
National sikkerhed som kulturkamp
En af de vigtigste implikationer ved at udnævne Miller er således, at han længe har søgt at redefinere selve konceptet om “national sikkerhed” som noget, der inkluderer såkaldt ”kulturel og indre uro” – ikke bare ydre trusler. Miller er dybt optaget af al den indenrigspolitik, der kan ses som værdipolitik – fra ”kampen mod woke” over ”cancel culture” til kønskampe. Flere medier dokumenterede allerede i 2020, hvordan Miller arbejdede for at anvende føderale styrker i amerikanske byer under dække af “law and order”-retorik.
Hans modvilje mod multilateralt samarbejde og hans præference for unilateral, præsidentielt styret magtanvendelse vækker bekymring blandt tidligere sikkerheds- og efterretningsembedsmænd.
En amerikansk efterretningskilde, der ønsker at være anonym for at kunne tale frit om præsidentens mulige kandidat, advarer POV’s korrespondent om, at Miller som national sikkerhedsrådgiver vil bringe ”hårdkogt ideologi ind i et forum, hvor der tidligere herskede militærfaglig vurdering og forsigtighed”.
Kursændringen og bekymringen i Europa og Asien har til gengæld vakt jubel både i Beijing og Moskva. Her ved man udmærket, at en splittet vestlig alliance, svækker USA’s magt
Det vil i så fald lægge insult to injury, som man siger på engelsk. For Trumps udenrigspolitik har allerede i dag vakt bestyrtelse og fremkaldt dybe panderynker blandt supermagtens allierede i både Europa som i Asien – fra J.D. Vances tale ved sikkerhedskonferencen i München til forhandlingerne om fred i Ukraine. Som Singapores forsvarsminister sagde under sikkerhedskonferencen, har billedet af USA ændret sig “from liberator to great disruptor to a landlord seeking rent”.
Kursændringen og bekymringen i Europa og Asien har til gengæld vakt jubel både i Beijing og Moskva. Her ved man udmærket, at en splittet vestlig alliance, svækker USA’s magt. Det passer også begge landene fint – de er som bekendt begge autokratier – når Trump aflyser programmer til fremme af demokrati og internationale mediekanaler, som både Kina og Rusland længe har fordømt som utidig ”indblanding” i deres hjemlige forhold.
Strategisk effektivitet – eller værdipolitisk glidebane?
I Trumps inderkreds er der imidlertid allerede betydelige forventninger til Miller som manden, der kan effektivisere det nationale sikkerhedsråd og gøre det til et redskab for snarere end en modspiller til præsidenten:
“He won’t try to be a shadow secretary of state,” siger en kilde til Axios – med tydelig adresse til tidligere mænd på posten som f.eks. John Bolton, Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, der i dag er en af præsidentens skarpeste kritikere.
Hvis Miller udnævnes, vil beslutningen ikke bunde i erfaringer med globalt diplomati, militærtjeneste eller sikkerhedspolitik – alle kvalifikationer, som traditionelt har spillet ind ved tidligere udnævnelser – men handle om ubegrænset loyalitet, værdipolitisk og ideologisk stringens og evnen til at udføre præsidentens vilje uden at tøve
Skeptikerne ser selvsagt det modsatte: De ser en ideolog, der vil centralisere magten og gøre NSC til en politisk kommandocentral. En person, der ikke blot ignorerer normer – men aktivt nedbryder dem som en del af sin strategi.
Hvis Miller udnævnes, vil beslutningen således ikke bunde i erfaringer med globalt diplomati, militærtjeneste eller sikkerhedspolitik – alle kvalifikationer, som traditionelt har spillet ind ved tidligere udnævnelser – men handle om ubegrænset loyalitet, værdipolitisk og ideologisk stringens og evnen til at udføre præsidentens vilje uden at tøve. Og her er retningen entydig: unilateral, indadrettet og kompromisløs. Samt baseret på en idé om, at grænser – såvel fysiske som kulturelle – skal forsvares med alle midler.
Følg med i amerikansk politik – læs vores USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og