BØGER // INTERVIEW – Her i foråret udkom Døgnkioskmennesket af Sayaka Murata på dansk. For nylig mødte jeg forfatteren i Tokyo for at tale med hende om romanen, hende selv og hendes øvrige forfatterskab.
Jeg sidder og venter sammen med det japanske forlags redaktør og rettighedschef, da Sayaka Murata kommer styrtende ind iført en smuk blomstret kjole og trenchcoat, lettere våd af regnen, der siler ned udenfor. Over armen bærer hun en stor taske, der ser ud til at være proppet med alt muligt. Sayaka Murata er kun fyrre år, men er allerede velfunderet som forfatter i Japan og har skrevet ni romaner, utallige essays til aviser og tidsskrifter og modtaget mange litterære priser. Hendes tiende roman Døgnkioskmennesket er hendes store gennembrud både i Japan og internationalt.
Romanen udkom i Japan i 2016. Her fik den Japans mest prestigefyldte litterære pris, Akutagawa-prisen. Den har solgt over en million eksemplarer i Japan, blev oversat til engelsk i 2018 og vakte stor opsigt og fik megen omtale i medierne. Siden er den blevet oversat til over tyve andre sprog.
Romanen handler om en ung kvinde, der arbejder i en konbini, en japansk døgnkiosk. Ordet konbini kommer af det engelske ord convenience, og der er næsten ingen grænser for, hvor ’convinient’ (bekvemme) disse små, meget velassorterede butikker er. Butikkerne har ikke kun et stort udvalg af mad- og drikkevarer, tidskrifter og aviser, toiletartikler, papirvarer og meget andet, de har også automater, hvor man kan hæve penge, sælger bus- og teaterbilletter og fungerer som pakkecentraler.
Døgnkioskmennesket har vakt opsigt, fordi den fortæller om et Japan, som ikke engang den almindelige japaner kender så meget til. Romanen kredser om, hvad det vil sige at være normal, og beskriver, hvor svært det er at være outsider i det japanske samfund. Romanen er ganske kort, men tæt skrevet. Den handler om Keiko, der er ansat i en døgnkiosk. Man hører om hendes barndom, hendes forhold til familien, om hendes hverdag som løsarbejder i døgnkiosken og forholdet til kollegerne, samt om de ret usædvanlige tanker, hun gør sig om sit liv og ikke mindst de andres liv.
Murata har fået trenchcoaten af, og efter vi har fået te og udvekslet visitkort, går vi i gang med interviewet.
Hvornår begyndte du at skrive?
“Jeg begyndte at skrive allerede som tiårig, bare for sjov, og jeg tegnede og skrev også en masse mangaer. Som tolvårig fik jeg penge af min mor til at købe en computer, og den skrev jeg på hver eneste dag. Jeg betragtede den som en gud, der skulle bringe mine historier op til de andre guder, der så ville forvandle dem til bøger og distribuere dem til boghandlerne. Jeg tænkte ikke så meget på at blive forfatter som på, at ‘guderne’ ville tage imod mine historier, så de kom ud i boghandlerne.
I gymnasiet kunne jeg pludselig ikke skrive mere. Jeg var blevet ældre og følte, at jeg skulle skrive rigtig litteratur, og det kunne jeg ikke finde ud af. Da jeg kom på universitetet, fulgte jeg et skrivekursus hos en lærer, jeg virkelig respekterede, og han fik mig i gang med at skrive igen.
Siden har jeg ikke tænkt på andet. Min lærer sagde, at det at skrive skal være en del af en selv og noget, man bare gør. Ligegyldigt hvilket arbejde man har, skal man bare blive ved med at skrive.”
Og Sayaka Murata er blevet ved med at skrive, siden hun blev færdig på universitetet, mens hun har forsørget sig selv ved at arbejde i en døgnkiosk. Hun var fireogtyve, da hun fik sin første lille roman, Amning, udgivet, efter den havde vundet Gunzo-prisen for unge forfattere.
Hvordan var det for dig at få udgivet din første bog?
“Som barn havde jeg jo ledt forgæves efter mine bøger i boghandlerne, fordi jeg var overbevist om, at guderne ville bringe dem derhen. Det skete jo bare aldrig, så det var en meget stor ting for mig endelig at kunne tage hen i en boghandel og finde min egen roman der. Det var som en drøm, der gik i opfyldelse.”
Du har fået dit egentlige gennembrud med Døgnkioskmennesket, din tiende roman. Hvad har det betydet for dig?
“Mit liv har i og for sig ikke ændret sig så meget, men jeg har ikke tid til at arbejde i døgnkiosken mere. Og så får jeg mange lykønskninger, hvilket jeg da er taknemmelig for. Eller nej, de betyder faktisk ikke noget for mig. Det kan godt virke lidt strengt, men jeg er ligeglad med folk, der bare lykønsker mig uden at have læst bogen. Jeg foretrækker, at folk læser min bog og fortæller mig, hvad de synes om den. Bogen betyder alt.
Og så har jeg arbejdet så længe i en døgnkiosk, at jeg nærmest er blevet afhængig af at have lyde omkring mig, mange lyde. Derfor sidder jeg altid på caféer rundt omkring i Tokyo og skriver. For tiden skriver jeg på en ny roman. Jeg ved ikke helt, hvordan den udvikler sig. Det er også en historie om en kvinde, der er anderledes ligesom Keiko i Døgnkioskmennesket. Jeg tror, at det bliver en meget mærkelig roman.”
Beslutter du dig for handlingen, før du begynder at skrive?
“Med Døgnkioskmennesket besluttede jeg, at romanen skulle foregå i en døgnkiosk og tegnede personerne. Først da begyndte jeg at skrive, udviklede romanen sig. Det var også sådan, jeg skrev som barn. Personerne kommer til live af sig selv. Der sker alt muligt overraskende, og underlige samtaler opstår. Jeg nyder at følge med i, hvad der sker. Jeg ved ikke, hvordan det ender, og er hele tiden spændt på det.
Men samtidig er handlingen i døgnkioskmennesket også inspireret af de mennesker, jeg har mødt gennem mit mangeårige arbejde i døgnkiosken, og det, jeg selv oplever i min hverdag.”
Japan har ændret sig meget de sidste 35 år, ikke? Unge kvinder gifter sig ikke længere i så høj grad som før, folk har ikke så mange penge, og man har ikke den samme tryghed i sit arbejde.
“Jeg ved jo kun, hvordan folk omkring mig har det. De unge kvinder, jeg mødte på universitetet, er bekymrede for fremtiden. De vil gerne giftes hurtigst muligt, blive husmødre og få børn. Så kan de altid sidenhen arbejde med noget, der interesserer dem, som en slags hobby. Inderst inde tror jeg ikke, at de har lyst til at gifte sig så hurtigt og få børn, men de er bange for at blive for gamle og gør alt for at finde en rig mand. Det er næsten umuligt at være enlig mor i Japan. Jeg har fået mange breve fra kvinder, der er ulykkelige. Det er trist, at de ikke kan leve det liv, de gerne vil.
Man har faktisk et nyt ord på japansk, konkatsu, som betyder ægteskabsjagt. Det udspringer af ordet shukatsu, der beskriver det tidlige forår i Japan, lige før en ny årgang på universitetet bliver færdig, og alle de studerende styrter rundt for at finde sig et job. På en måde kan man godt sige, at vi er vendt tilbage til de gamle, traditionelle værdier om, at en kvinde bare skal giftes.”
Hvad så med de generationer, hvor kvinderne ikke har giftet sig? Alle de kvinder, der stadig bor hjemme hos deres forældre og klarer sig med løsarbejde. Hvad skal der blive af dem?
“Det er jo meget mere frit at være ansat som løsarbejder, sådan som mange yngre mennesker er det i dag, men de får meget lav løn, har intet socialt sikkerhedsnet og kun korte ansættelseskontrakter. Og de er bekymrede for fremtiden. Der er mange meget fattige kvinder i Japan, og det bliver et stort problem.”
Du skriver meget om sex i dine bøger. Er sex noget, man kun dyrker for at få børn? Er sex blevet mærkeligt i det moderne Japan?
“Da jeg var barn, tænkte jeg på sex som noget romantisk, der fulgte med et kys og endte lykkeligt. Men mine veninder jagter ægteskabet på nettet, og man vælger partner efter, hvem man kan stole på, efter hvor de bor og efter fælles hobby. Mange mennesker har slet ikke lyst til at dyrke sex, og gør det kun for at få børn. Det er så mærkeligt. Tænk, de går kun i seng med hinanden, når kvinden har ægløsning.”
Du fortæller, at du blev bange for at skrive, da du kom i gymnasiet. Hvordan er det så nu, hvor du er blevet så kendt?
“Jeg forsøger ikke at lade mig presse. Romaner er jo ikke forfatterens ejendom. Det er gudernes og læsernes. Som forfatter skal man ikke tænke på, hvad der er populært, eller hvad anmelderne mener. Man skal bare skrive, så guderne ikke bliver skuffede.”
Det er blevet tid til frokost i en nærliggende nudelrestaurant. Vi småsludrer under måltidet, men Sayaka Murata virker utålmodig, og så snart vi har spist, griber hun den proppede taske, der fungerer som hendes bærbare kontor, og skynder sig af sted hen til en café for at skrive videre på sin næste roman.
Døgnkioskmennesket indfanger atmosfæren i den japanske udgave af en 7-Eleven-kiosk. Absurde og morsomme situationer opstår på grund af sammenstødet mellem Keikos univers og omverdenen. Murata har et skarpt blik for det japanske samfund og det pres, det lægger på mennesker.
Forlaget Grif
Maj 2019
Oversat af Mette Holm.
Fotos: Forlaget Grif.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her