FOTOJOURNALISTIK – Torben bor hele året på en campingplads. Han kom til København fra Nordjylland, fordi der skulle ske noget nyt i hans liv, men han havde ingen idé om, at han ville ende som fuldtidscampist. En titel som nemt kan blive sat i bås med bajere og bandeord. Men det var ikke det indtryk, Mai Vanilli fik, da hun besøgte Torben i campingvognen – i stedet blev det til et par timer med mange reflekterende tanker om tid, og hvad der egentlig er væsentligt i livet.
Fotoreportagen kan ses i grafisk opsætning som PDF på dette link:
Stedet hvor du kan vente på en drøm
Den første, der møder mig på campingpladsen, er en kælen gris med store hjørnetænder. Jeg klør den på ryggen og den grynter tilfreds. Om sommeren er den et spændende tilbud til turister, om vinteren er den en god ven til fastboerne. Jeg er på vej på besøg hos en af disse fastboere, på en af de sjældne campingpladser som rent faktisk tillader helårsbeboelse.
Udover grisen og 4-5 geder, bor der cirka 180 mennesker fast på denne campingplads. Cirka 50/50 kvinder og mænd.
Torben har boet her i snart tre år. Han bor sammen med slædehunden Trine, og Trines søster og mor bor lige ved siden af. Begge hundeejere hjælper hinanden med pasning og vedligeholder kontakten – både for sig selv og hundene – ved jævnlige gåture sammen og med aftensmad de fleste dage. Torben handler, og naboen kokkererer.
På den 3-stjernede campingplads er der stor forskel på vinter og sommer. Om vinteren tager fastliggerne det mere roligt, om de går op til fællestoilettet i lange underbukser; om sommeren er der en større bevidsthed om en selv og ens fremtoning. Det sker helt naturligt og er af respekt for campingpladsen. Ingen er interesserede i at skræmme kunderne væk.
Der holdes hvert år en stor fest, når sæsonen slutter – det fejres, at stedet bliver lidt mere privat igen. Festen er samtidig en sjov kontrast til starten på den hårde sæson, hvor der stadig skal hentes vand i store, tunge dunke oppe fra fællesområdet, hvor man går til badefaciliteterne i regn og slud, og hvor man helt sikkert når at vågne helt, hvis man skal på et natligt toiletbesøg, pga. den lange tur derop.
Det er også det, Torben engang imellem savner – toilet og bad indenfor egne rammer. Men man lærer enten at leve med det, eller at gøre noget ved det, man kan gøre noget ved.
Jeg sidder tit og drømmer om et dejligt varmt bad derhjemme og kun halvanden meter til lokummet
Strygejernet undrer mig lidt. Det viser sig også, at det ikke er blevet brugt til at stryge skjorter med men derimod til at smelte et lille stykke plastik, der var gået i stykker på en mixer. Samtalen drejer sig over på rugbrødet i stedet, som egentlig bliver en fin lille detalje, der siger noget om Torben – om tålmodighedens kunst.
Rugbrødet er fra den 30/5. 2016! Altså over halvandet år gammelt – men stadig munchy og viser ingen synlige tegn på mug. Det skal naturligvis ikke spises, men nu er der gået så længe, at det også er spændende, om rugbrødet nogensinde vil vise tegn på forfald. Omvendt viser det også lidt om tiden, der blot er gået i vognen, uden at noget egentlig rigtig ændrer sig.
Det er den samme grund til, at Torben er her i campingvognen endnu. Det var et sted, hvor han kunne vente på, at noget skete. Jobbet, han flyttede hertil for, gik i vasken, men han havde alligevel ikke rigtig lyst til at tage hjem til sin fødeby i Nordjylland og jobbet som rejsemontør 60-70 timer om ugen. Meget arbejde giver mange penge, men Torben følte sig ikke lykkelig. Da hans far døde, kun 69 år gammel – “lønslave hele livet og ødelagt da staten endelig gav ham fri” – vidste Torben godt inderst inde, at han skulle lave noget, der føltes mere meningsfuldt og som gav en anden tilfredsstillelse.
Stille og roligt sneg campinglivet sig ind på ham, og han fandt en ro og – uden at tænke så meget over det – også en gammel interesse for at lave musik frem igen
Og stille og roligt sneg campinglivet sig ind på ham, og han fandt en ro og – uden at tænke så meget over det – også en gammel interesse for at lave musik frem igen, og den kunne egentlig sagtens udføres i den lille vogn. Så hvor han før følte, han måske brugte tiden på “ikke rigtig noget” – og for nogle år siden kun arbejde og sove – så har hans aftener nu fået en anden fordybende mening. Musik. Og til januar starter han med at producere i samarbejde med to andre musikere, inklusive at arbejde med et ægte instrument – noget han aldrig har prøvet før.
Pladsen virker til at være et sted, hvor man kan trække sig tilbage, når man ønsker det, og deltage når man har overskud. Men alene ved at bo her, er man automatisk med ‘i klubben’, og det indebærer også, at man lige passer lidt på hinanden, og sikrer sig at alt er ok.
Campingpladsen er hjem for mange forskellige mennesker, arbejdende og studerende fx, men der er også plads til dem, som har haft et hårdere liv, og som måske skal indsluses og læres op i at bo et fast sted. Skridtet fra hjemløs til campist virker til at være en blødere overgang.
Vi går en tur ud til naturen. Trine får imponerende lidt mudder på sig i sammenligning med mig i mine gummistøvler; jeg var blevet venligt advaret på forhånd om at huske praktisk fodtøj.
Før i tiden var Torben ivrig lystfisker og tog flere gange til Norge for at være i naturen og fiske. Men som han selv siger, han er faldet lidt af på den, men heldigvis er en hund en rigtig god motivationsfaktor til at komme meget mere udendørs.
Vandpytterne vidner om, at det rent faktisk ofte regner lige her, men lige nu giver de bare en smuk ramme til den blå himmel med perfekte skyer på. Herude ser jeg en anden god grund til at bo mindre og alligevel have mere: Den skønneste natur næsten lige udenfor ens dør – eller fortelt er det jo.
Strand, mark, bakker og en smuk vinterhimmel. Campingvognene ødelægger bestemt ikke udsynet; de ligger så lavt, at de hurtigt forsvinder bag de småvisne siv.
Turen bliver noget kortere end normalt, men jeg fik den smukke udsigt at se. Torben følger mig høfligt tilbage til indgangen og småsludrer eller hilser venligt på alle, vi kommer forbi. Jeg har egentlig lyst til bare at blive. Det føles lidt som et smut tilbage til en analog barndom, hvor tiden bare gik uden at nogen rigtigt tog sig af det.
Måske forstår jeg godt, hvordan det ene år bare kan tage det næste? Ligesom rugbrødet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
