POLITIK // ANALYSE – Det er sjældent en farbar politisk vej at lyve over for befolkningen. Det gælder for alle politikere i almindelighed og i særdeleshed for ministre, der i givet fald risikerer at blive stillet for en rigsret og sendt i fængsel. Men som med alt andet, er der ingen regler uden undtagelser.
En statsminister må lyve i tre situationer, uden det får parlamentariske konsekvenser ud over, at vedkommende risikerer at fremstå mere eller mindre komisk i medierne, når og hvis løgnen bliver for tyk og gentaget for længe.
Valgløgnen
For en statsminister er det tilladt at lyve, hvis hun bliver spurgt, om hun har aktuelle planer om at udskrive valg og i givet fald, hvornår valget skal afholdes.
Det er statsministerens såkaldte prærogativ at udskrive valg, når det passer vedkommende inden for Grundlovens bestemmelser om en fireårig valgperiode. Her er det helt legitimt, at den til enhver tid siddende statsminister holder kortene tæt til kroppen og lyver over for Folketinget og pressen i givet fald, at nogen skulle finde på at gå hende på klingen.
Valutaløgnen
En statsminister må også lyve om den danske valutakurspolitik. Den danske krone er bundet i et fast forhold til den europæiske fællesvaluta, euro.
Det har kronen været, siden euroen blev indført i 1999, og inden da var kronen bundet til den tyske D-mark, hvilket skete med Poul Schlüters tiltræden i 1982.
Men skulle en statsminister have planer om at ændre på den nu over 40 år gamle fastkurspolitik, er det igen helt legitimt at lyve, hvis en nysgerrig journalist eller politiker skulle finde på at konfrontere statsministeren med et spørgsmål – eller der blot florerer rygter i valutamarkedet, der presser kroner i den ene eller anden retning.
Det betyder, at Mette Frederiksen fra nu og frem til Nato-ledernes beslutning ikke kan vrikke med ørerne, uden at det bliver fortolket ind i en ramme om, at hun er på vej til Bruxelles
Alt andet end en total afvisning af planlagte ændringer vil føre til uhensigtsmæssige spekulationer i valutamarkedet og kunne fremtvinge uønskede og skadelige virkninger på renteniveauet og på den økonomiske aktivitet.
Lyver statsministeren i en given situation om valutakurspolitikken ved at ændre kronens værdi, vil der derfor næppe blive problemer med at opnå Folketingets tilgivelse. Det er derimod straks værre med at opnå tilgivelse i valutamarkedet, hvor tillid er helt centralt.
Det i sig selv vil kunne føre til stor ustabilitet om den fremtidige kronekurs og skade økonomien på sigt.
Karriereløgnen
Den sidste ting, som en statsminister må lyve om, er sine egne karriereplaner. Det giver sig selv, at ingen ministre er forpligtet på at svare sandt på spørgsmål, der angår et eventuelt jobskifte, uanset hvordan og hvorledes pressen eller Folketinget formulerer deres spørgsmål eller i øvrigt konspirerer.
Mette Frederiksen til Nato?
Statsminister Mette Frederiksen sættes i denne tid i forbindelse med stillingen som Natos næste generalsekretær. Den stilling, som Anders Fogh Rasmussen havde fra 2009-2014, og som siden har været besat af den fhv. norske statsminister, Anders Stoltenberg. Han har fået sin ansættelse forlænget ad tre omgange, men har nu meddelt, at han ikke kan overtales til at tage en ny tørn.
Mette Frederiksen nævnes som en kandidat til at tage over efter Stoltenberg. Det er det norske dagblad VG, der har bragt rygterne til torvs. Det betyder, at Mette Frederiksen fra nu og frem til Nato-ledernes beslutning ikke kan vrikke med ørerne, uden at det bliver fortolket ind i en ramme om, at hun er på vej til Bruxelles.
Det er uanset, hvor mange gange hun med stålsatte øjne afviser.
Støjberg blev Komiske Ali
Anders Fogh Rasmussen løj næsten dagligt gennem det meste af foråret 2009, når han fik spørgsmålet, om han var kandidat til Nato-stillingen. Det udviklede sig til dagens joke, og det blev så grelt til sidst, at han var nødt til at invitere de mest inferiøre udenlandske statsledere og diplomater til møde i Statsministeriet om tirsdagen for at have en legitim årsag til at aflyse det ugentlige tirsdagspressemøde.
Selv vil Anders Fogh naturligvis afvise, at han løj, og sige, at det først var den 2. april 2009, han reelt blev kandidat, da han offentligt meddelte sit kandidatur. Men det er vist bare en strid om ord. Faktum er, at han måtte træde vande i flere måneder, mens han fløj Europa tyndt og gjorde sine hoser grønne hos de øvrige Nato-medlemmer.
Det viser med al sin tydelighed, at statsministeren er fanget i et limbo. Fra nu vil alle rejser og møder med udenlandske statsledere kunne tolkes ind i den kontekst
To dage efter hans officielle kandidatur var han udnævnt til generalsekretær, og dagen efter overlod han statsministerposten til Lars Løkke Rasmussen.
Anders Fogh Rasmussen kunne til sidst ikke opretholde den fornødne autoritet i hverken regeringen, Folketinget eller i Venstres folketingsgruppe. Hans løgn var blevet for tyk, og det var også blevet et problem for Venstres daværende politiske ordfører, Inger Støjberg, konstant at afvise rygterne, som alle vidste var sande. Hun fremstod til sidst som Komiske Ali.
Konspirationerne fik næring efter Bilderberg
Samme skæbne risikerer at overgå Mette Frederiksen.
Statsministeren tog sidste weekend til møde i Lissabon – inviteret af den såkaldte Bilderberg-gruppe. Gruppen består af nogle af verdens førende politikere, erhvervsfolk m.fl., og deres dagsorden er hemmelig, ligesom det ikke er tilladt at referere fra møderne.
Alle ingredienser for at konspirere omkring møderne er derfor til stede. Det skete da også denne gang.
Bilderbergmødet blev straks bundet sammen med rygtet om Mette Frederiksens eventuelle kandidatur til Nato-stillingen. Sammenkoblingen var naturligvis uundgåelig på de sociale medier, men fandt også vej til seriøse medier.
Mette Frederiksen slipper nok ikke for rygterne, før der endelig er sat navn på den nye generalsekretær
Blot det, at statsministeren skulle mødes med 100 andre magtfulde mænd og kvinder i en tid, hvor den politiske dagsorden er fyldt op med Ukraine og Rusland, Taiwan, klima- og inflationskrise, chat-robotter mv., var nok til at holde gang i gløderne under Nato-rygtet.
Det samme skete søndag, da det kom frem, at København er nævnt som hjemsted for en international fredskonference forud for næste Nato-topmøde.
Det viser med al sin tydelighed, at statsministeren er fanget i et limbo. Fra nu vil alle rejser og møder med udenlandske statsledere kunne tolkes ind i den kontekst, og statsministeren har ikke en chance for at pande rygterne i jorden.
Mette Frederiksen vil i den kommende tid blive fulgt nøje. Vil hendes rejse- og mødeaktivitet med udenlandske statsledere gå op i et højere gear, som det var tilfældet med Fogh, eller vil alt være, som det plejer at være i en i øvrigt hektisk tid, hvor intet er, som det plejer, men hvor Ukraine-krigen gør, at kontakten mellem statslederne i forvejen er yderst intens.
Mette Frederiksen slipper nok ikke for rygterne, før der endelig er sat navn på den nye generalsekretær.
Det sker i Litauens hovedstad, Vilnius, den 11.-12. juli.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her